“The Bloody Chamber and Other Stories” af Angela Carter

The Bloody Chamber and Other Stories af Angela Carter, udgivet: 1979, 146 sider, Folio Society.

DSC_0502-2

DSC_0491-1

Nursery fears made flesh and sinew; earliest and most archaic of fears, fear of devourment. The beast and his carnivorous bed of bone and I, white, shaking, raw, approaching him as if offering, in myself, the key to a peaceable kingdom in which his appetite need not be my extinction.

*

 

The Bloody Chamber and Other Stories samler en række genfortalte eventyr med stærke feministiske undertoner. Det er mørke, blodige og fængslende historier, der giver os eventyr, vi genkender, men genfortalt med fokus på kvindens frigørelse fra de lænker disse fortællinger ofte har lagt hende i. Her kan udyret slikke huden af skønheden og vise os pelsen nedenunder. Her kan rødhætte ligge sig ved ulven i en blodig seng. Der er ingen happily ever after, som vi kender den.

Angela Carter skriver med en sproglig præcision, der fremkalder smukke, forstyrrende billeder, og hvor begær, lyst, seksualitet, og den menneskelige sjæls skygger skrives frem og får lov at stå i lyset for en stund.

Det er befriende og bizart beroligende at læse en række historier, hvor man ved at alle de fejl og mangler, man hele sit liv har levet med i disse idealiserede og moraliserende fortællinger, bliver set i øjnene og stukket i hjertet. Så vi står tilbage med blodige hænder og et tilfreds smil på læben.

Her er ganske vist alle de karakterer, vi genkender så godt. Bæstet, udyret, monsteret, forførerinden. Den uskyldige jomfru, der igennem sine prøvelser bliver en kvinde. Her involverer prøvelsen dog ofte også sex, og der er meget lidt uskyldighed. I den eneste fortælling, hvor uskyldigheden overlever til slutningen, er den båret af en mand, og kvinden er den korrumperende, blodsugende kraft, der truer ham. Stadig er det ikke hans rejse (for ændrer man sig ikke fra start til slut, så er der ingen rejse at tale om), det er i stedet hendes.

*

I was not afraid of him; but of myself. I seemed reborn in his unreflective eyes, reborn in unfamiliar shapes. I hardly recognised myself from his descriptions and yet, and yet – might there not be a grain of beastly truth in them? And, in the red firelight, I blushed again, unnoticed, to think he might have chosen me because, in my innocence, he sensed a rare talent for corruption.

*

Det er hele vejen igennem kvinden, der er i centrum. Her får hun lov at generobre sine egne fortællinger, uden at måtte opgive at være et helt menneske. Hun må begære, elske, skade, dræbe og herske, som hun ønsker. Hver historie er kompleks og der rører sig mere under overfladen end den første gennemlæsning afslører. Der er en blidhed, en tøven og alligevel en umiskendelig brutalitet over disse unge kvinder, der mærker verden for første gang. Der forrådes, misbruges og elskes af mænd. Der finder nye veje gennem kendt terræn.

Jeg var mildest talt bjergtaget. Angela Carter genfortæller uden at miste hverken originalitet eller momentum. Hun forholder sig til de kendte historier og indgyder dem med ny energi, mening og nuance. Her er ulven både forfører og monster, og her kan kvinden tage del i det monstrøse, hun skal ikke reddes fra det. Hun kan enten overvinde eller overgive sig til det.

I løbet af The Bloody Chamber and Other Stories bliver noget levendegjort, der ellers blot har ligget begravet inden i os. Her bliver det monstrøse erotisk, her blandes rædsel med begær. Ikke fordi vi frygter, det, der venter i natten, men fordi vi ser, vi genkender, mørket i os selv. Vi higer efter det, og hver historie bliver dermed også en forløsning. Carter vil ikke blot vise os denne kvindelige opvågnen, men lade os føle den. Det opnår hun let med sit stemningsfulde og ekstremt billedrige sprog, der nærmest bløder ud på siden og ind i sindet på læseren.

Det er en bog, der slipper noget løs. Det voldsomme, det blodige, det smukke og det sanselige. Den muliggør en overgivelse til det øjeblik, hvor det menneskelige og det umenneskelige mødes. Hvor vi bliver mere end os selv, om så det er en forvandling til skønheden eller udyret. Det er en frigørelse.

DSC_0522-1

DSC_0495-1

“Skyggernes Dronning” af C. J. Redwine

Skyggernes Dronning af C. J. Redwine (Originalt: The Shadow Queen), oversætter: Mette Stepnicka, udgivet: 2016, 387 sider, Anmeldereksemplar fra Turbine, English review.

dsc_0408-1

Jeg var egentlig klar til at give YA fantasy lidt en pause efter Uprooted, der var en total skuffelse. Men så fik jeg den her med hjem fra bogbloggertræffet og tænkte “Hvorfor ikke? Den er sikkert hurtigt læst”, og det var den.

Og derudover var jeg overraskende ret vild med den.

Den startede tilgengæld virkelig dårligt ud. Prologen var som sådan fin, men det første reelle kapitel var overhovedet ikke særlig godt. Det var som om C. J. Redwine forsøgte at proppe al baggrundshistorie og information ind på disse første sider, og det var ikke særlig elegant udført. Jeg forstår godt hendes ønske, men prologen forklarer det meste, og derudover så er læsere tænkende væsener. Vi kan lægge to og to sammen. Det forsvandt heldigvis da vi skiftede fra Lorelais perspektiv til Kols. Det skete dog et par gange mere i løbet af bogen – en enkelt gang startede hun med at opsummere, hvad der lige var sket i forgående kapitel. Hvilket er en fin gestus, det skulle bare være gjort bedre, for det virkede alt for klodset.

Men resten? Jeg var ret vild med det.

Det er historien om Lorelai, der efter hendes stedmor, Irina, myrder hendes far, må flygte med sin bror, Leo. 9 år senere møder vi hende igen, og hun er sammen med sin bror i gang med at starte et oprør blandt folket for at få Irina af tronen. Samtidigt følger vi Kol, der  i et andet land lige har mistet sin far, mor og ældre bror, og pludselig er blevet konge. I et desperat forsøg på at beskytte sit land fra trolde, rejser han til Ravenspire for at bede Irina om hjælp. Det har et mindre heldigt udfald.

På overfladen lyder det måske som en standard YA fortælling, og det er der måske flere, der vil synes, det er. Men der var noget helt anderledes over den for mig. For det første, så viser det sig ikke lige pludselig at Lorelai har magiske evner, det har hun vidst hele tiden og hun har arbejdet hårdt på at lære at bruge dem. For det andet, så viser det sig heller ikke lige pludselig, at hun er arving til tronen, det har hun også vidst hele tiden. Hun viger heller ikke bort fra det ansvar, det er at skulle være dronning, hun kæmper aktivt og målrettet for det. Hun er ikke typen, der kaster sig hovedkulds ud i fare og tænker “Jeg finder en løsning på vejen”, nej, hun planlægger, og hun ser mulighederne an. Og det elsker jeg, for det giver mening. Jeg er træt af heltinder, som løber afsted mod faren, fordi det er “det rigtige at gøre”, men nægter at lægge en plan eller lytte til folk, der ved bedre end dem. Og jeg er træt af at det hele tiden lykkes for dem, når det virkelig ikke burde. Ikke at lægge plan er åndssvagt. Det har aldrig hjulpet nogen.

Lorelai fungerede bare bedre som YA heltinde for mig end så mange andre, jeg er stødt på. Derudover nævnes det kun én gang, hvor pæn hun er, og hun har ingen problemer med selvtilliden. Hun tænker ikke, hun er værdiløs eller ikke har betydning i verden. Hun ved, hun er nogen, og det var forfriskende. Hun tvivler stadig på om hun kan vinde, hun er bange og hun er måske lidt for vidende af en teenager. Men hun gav meget mere mening for mig. At have en YA heltinde, der faktisk reelt tror på, hun kan blive en god dronning? Ja tak.

Det er selvfølgelig også en genfortælling af Snehvide, men her er det ikke “hvem er smukkest”, men “hvem er mægtigst”. Fuck skønhed, det her handler om magt – og hævn. Det er to kvinder, der vil ty til næsten hvad som helst for at vinde.

Sidst, men ikke mindst, så elsker Lorelai sin bror med hele sit hjerte. For ham vil hun gøre alt. Jeg er selv storesøster, og denne søskendekærlighed fik mig lige i hjertet. Selvfølgelig sker der en masse vildt tragiske ting, for man kan ikke elske så dybt, uden det på en eller anden måde skal tages fra en, i romaner som denne. Men søskendekærlighed er det bedste jeg ved, og lige her ramte det ekstra hårdt.

Hvilket bringer mig til en anden ting, jeg virkelig var vild med: kærlighedshistorien. Kol er selvfølgelig ikke bare med for at tilføje lidt farver og dynamik, men er også Lorelais “romantic interest”. Jeg frygtede det værste, men det var slet ikke så kliché og irriterende som det indimellem kan være (host, Uprooted). Her finder de to hinanden gennem delte minder. De mødes i deres sorg, vrede og den frygt, der kommer med at have så meget ansvar. De finder tryghed, sikkerhed og støtte i hinanden, på et tidspunkt hvor de ikke har andre. Det føltes naturligt og organisk, og gav vildt meget mening for mig. Det handlede ikke om, hvor pæn Lorelai var, men om den styrke, Kol ser i hende, og den smerte hun konstant kæmper for at overkomme. Det samme med Kol. Det er kampen i dem begge, de finder ro ved. De ved, de ikke er alene. Deres kærlighed voksede ud af fuld forståelse. Kols forhold til de venner, der er taget med ham, var også en af de bedste ting. Jeg elsker venskaber, der er baseret på ubøjelig loyalitet. Det gør mit hjerte glad.

Det var en roman, der på en eller anden måde ramte rigtigt hos mig. Der er ting, den ikke gør så godt. Den kunne bruge en del mere world-building, selvom det, den giver os, er lovende, og ret mange af navnene er lidt for bizarre. Men dens karakterer, og deres dynamik, har jeg meget lidt at sætte en finger på. Jeg holdt af dem, jeg nød deres selskab, selv når de knuste mit hjerte, og jeg er så glad for, jeg fik muligheden for at lære dem at kende.

dsc_0385-1

dsc_0390-1