“Black Panther” af Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze

Black Panther (Vol. 1, #1-4) af Ta-Nehisi Coates og illustreret af Brian Stelfreeze et al., udgivet: 2016, 144 sider, Marvel Comics.

DSC_0071-1

Da jeg hørte Ta-Nehisi Coates, forfatteren Between the World and Me, var blevet hyret til at skrive et run af Black Panther, så var jeg allerede solgt. Jeg ved meget lidt om Marvel universet udenfor filmene, og det første jeg kendte til Black Panther var da også Chadwick Bosemans fremragende og fængslende portrættering af karakteren i Civil War. Snart får han sin helt egen film, og jeg er meget spændt, for han var uden tvivl en af de ting, der reddede den film fuldstændigt.

Allerede i Civil War var der noget over karakteren, på trods af hans korte tid på skærmen, der fangede mig. Det var meget tydeligt, at her var tale om en karakter, der var markant anderledes fra dem omkring ham. Blandt andet fordi han ikke er en vigilante, men er kongesøn og regent over et land.

Ta-Nehisi Coates er det oplagte valg til Black Panther. Hans politiske engagement og viden, hans integritet og hans enestående evne som fortæller er det, der kræves for at kunne gøre Black Panther historien så interessant og kompleks, som den er blevet. Der ér nemlig forskel på Black Panther og mange af de andre mere gængse superhelte, jeg kender.

T’Challa, der har overtaget Black Panther titlen og også kronen, har en pligt til folket i Wakanda, det fiktive afrikanske land han regerer. Han er nødt til at beskytte sit folk, han gør det ikke bare fordi han kan eller føler han bør. Samtidigt har han en pligt, ikke bare til sit folk, men også til at følge et retssystem. Det er ikke bare kampe mod aliens og skurke; det er politik. Og politik går ofte galt. Da vi møder ham i A Nation Under Our Feet er Wakanda tæt på opløsning, og folket er et enkelt skridt fra borgerkrig, oprør og ødelæggelse.

En række angreb har svækket landet, og uro og utilfredshed spreder sig stødt gennem folket. T’Challa gør sit bedste for at bringe ro og fred tilbage til landet, men han må også indse at han måske ikke længere forstår, hvad de har brug for, eller hvordan han bedst regerer dem. Han kæmper med at forstå, hvem han er som regent og hvilken retning, han skal fortsætte i. Det viser sig også at optøjerne ikke er helt naturlige, men forstærkes af magi og en magiker, der vil skabe et ny Wakanda. Samtidigt er to af T’Challas mest betroede vagter flygtet, og er ved at starte deres eget nye samfund op.

Der er uenighed om, hvad Wakanda er og hvad det bør blive til. T’Challa er fanget midt i den uenighed, og kæmper for at finde en måde at forene et splittet land og et svigtet folk.

Coates forsøger ikke at underspille den enorme byrde det er at skulle regere. Eller hvor svært det er at balancere mellem det, der er nødvendigt og det, der er rigtigt. Jeg tror ikke mange andre forfattere kunne magte lidt præcis den tyngde, denne type historie indeholder, på en måde der ville give et så elegant og overbevisende slutresultat.

Illustrationerne og tegnestilen passer også perfekt til historien, og der er en klar kohærens og en matchende vision mellem ord og billede. Wakanda kommer til live, og det samme gør dets stridigheder, kompleksitet og personer. Det føles som et ægte land, og dets politiske kampe føles som om de kunne være taget ud af en historiebog – om end med lidt flere vilde teknologiske våben og udstyr.

Den er lidt forvirrende at læse i starten dog, da det her jo er en del af et større univers. Man behøver ikke vide noget om Black Panther, for Coates serien er skrevet så den kan stå alene. Men samtidigt så bygger den diskret videre på tidligere begivenheder, og det er lidt forvirrende i starten, men bliver heldigvis opklaret hen ad vejen.

Heavy is the head that wears the crown” og det beviser Coates og Stelfreeze meget overbevisende med A Nation Under Our Feet. Politiske stridigheder ender aldrig godt for alle, og jeg er spændt på at se, hvor historien bærer hen, hvilken regent T’Challa vælger at blive og hvilken version af Wakanda, der står tilbage, når støvet har lagt sig.

DSC_0024-3

DSC_0061-1

 

 

“Monstress” (Vol. 1) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: Awakening (Vol. 1) af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2016, 202 sider, Image Comics.

DSC_0188-1

DSC_0204-1

They call us monsters because it makes it easier to hurt us. But monsters are people, too.

*

Monstress er nok en af de allersmukkeste graphic novels, jeg har læst. Art deco stilen, der har en lille smule steampunk i sig er betagende.  Sammen med illustrationerne er det fantastiske og brutale univers Marjorie Liu har fremmanet overvældende og fængslende.

Romanen åbner med Maika, nøgen i et rum, hvor hun bliver vurderet af en gruppe rige, elitære personer, og derefter solgt – eller snarere “doneret” til videre undersøgelse. Det er en vild start og på intet tidspunkt viger historien bort fra at fortælle – og vise – os alt det, vi ikke har lyst til at se på.

Det viser sig den verden Maika er en del af befinder sig midt i en krig, der aldrig rigtig er stoppet. Krigen er mellem almindelige mennesker, og personer, som Maika, der oftest har en form for overnaturlige evner og ofte ser anderledes ud – nogle har haler, vinger og generelle dyretræk. Menneskerne beslutter sig for at dette må betyde, de derfor er mindre værd, og det er ikke overraskende, hvad der følger efter. Tortur, eksperimenter, umenneskelighed. Som vi kender det fra vores egen historie.

Hele denne verden er pakket med forskellige genkendelige, men originale skabninger. Der er gamle guder, der vogter over nattehimlen. Hekse, magikere, og helt almindelige personer, der blot forsøger at overleve i en utilgivelig og grådig virkelighed. Der er guder, der ikke tør gribe ind, og en magt, som ingen helt forstår, men som forsøger at slippe fri.

Maika er mere end nogen andre tror, og da et ældgammel, sulten monster finder vej ind i hendes krop, bliver Maika pludselig nøglen i et dødeligt spil, der truer hele verden. Selv kan hun intet huske om sin barndom, sin mor eller hvad ved hende, der er så specielt at det skulle interessere hele verden. Alt imens leder landets største magter efter det, Maika bærer på. Enten for egen vindig eller for at vinde krigen.

Det er ikke en behagelig historie. Den lægger vægt på mørket, og det brutale, uretfærdige og groteske, der findes i os alle. Monsteret vi alle gemmer på, der her tager fysisk form. Maika er ingen helgen, og den kraft (og det monster) hun besidder fører oftere end ikke død og ødelæggelse med sig. Der er hele vejen igennem en detalje rigdom, og et fokus på at skabe en verden, der måske nok er brutal og utilgivende, men som også føles ægte. Det er en unik historie, der fortælles helt fremragende, og som skabes i en verden, der er fantastisk og magisk, men som har tyngde. Der dedikeres tid til at forklare og uddybe denne verden, og vise os, hvordan den hænger sammen.

Derudover er det en overdådig historie, hvor alt er større og derfor både bedre og værre. Vores ønske om magt, vores grådighed, og det mørke vi alle besidder, men ikke har lyst til at se i øjnene, drages frem i lyset. Tilbage står en nøgen, ærlig og voldsom fortælling om den pris, vi betaler for fred. Om så det er fred for alle – eller blot os selv. Her ses ind i mørke afkroge af den menneskelige sjæl, og man forstår at intet er gratis. Vi betaler en pris for alt, og ingen af os, ikke den bedste eller mest dydige, undgår at kaste en skygge på verden omkring dem. Imellem mørket er der øjeblikke af håb og af oprigtig godhed, og hvor end historien bærer os hen, så håber man det er til en lysere fremtid.

Det er en absolut fænomenal fortælling, der aldrig bliver så mørk at man mister håbet. Den er imponerende illustreret og fortalt, og den tankevirksomhed, der har ligget bag, og den vision Liu og Takeda kommer med er overvældende, overbevisende og virkelig, virkelig værd at give sig i kast med.

*

You remember what it was like when were were slaves? How you and I convinced each other we still owned our lives? How we imagined ourselves somewhere else? But the dream never lasted.  We had to endure. We had to fight.

DSC_0196-1

DSC_0198-1

 

“Labyrinth Lost” af Zoraida Córdova

Labyrinth Lost af Zoraida Córdova, udgivet: 2016, 336 sider, Sourcebooks Fire. English review.

DSC_0397-2

DSC_0405-1

Jeg har glædet mig inderligt til at læse den her bog. Jeg vidste ikke engang præcis, hvad den handlede om, andet end noget med en biseksuel latinx hovedperson og magi. Det var også alt, jeg behøvede at vide.

Hovedpersonen Alex stammer fra en lang linje af brujas og brujos. Hendes mor kan magi, hendes søstre kan magi og hun selv er den mest magtfulde magiker i to generationer. Problemet er, at Alex hader sin magi. Hader den. På sin dødsdag, den dag hvor Alex egentlig bør acceptere sin magi fra sine forfærdre, forsøger hun i stedet at komme af med den for altid. Det går galt, og hun ender med at sende sin familie ned i Los Lagos, en dyster underverden, en verden imellem verdener. Selv er hun efterladt med Nova, en brujo hun ikke kender, men som er den eneste, der kan vise hende vej til hendes familie.

Som en moderne Dante og Virgil rejser de ned i Los Lagos, mod The Tree of Life og Alex’ familie. Men noget, eller nogen, er ude efter Alex og den kraft hun besidder, og Los Lagos er meget mere end bare en legende. Det er fyldt med skygger, ondskab og besidder sin helt egen magi.

Jeg var oprigtigt lidt blæst væk af den her roman. Jeg regnede med den ville være god, men jeg regnede ikke med, jeg ville blive helt så fanget af dens univers, som jeg blev. En del af det var absolut, at det her er en anderledes magisk fortælling, blot fordi den trækker på latinamerikanske myter, traditioner og legender. Det er på sin vis en meget traditionel fortælling om rejsen til underverdenen, men den får virkelig meget af, at det også er Alex’ dannelsesrejse.

At hendes familie er endt dernede er hendes skyld, og selvom hun hader sin magi, selvom hun ikke mener den medfører andet end død og ruin, så er hun nødt til at acceptere den som en del af hende selv, hvis hun vil overleve og befri sin familie. Det lyder meget banalt, men det er virkelig fantastisk gennemført, også fordi Córdova nægter at træde i nogle af de faldgruber det ellers ville være meget nemt at falde i. Hun har respekt for sin heltinde, respekt for hendes rationalitet og hendes følelser, og respekt for den historie hun forsøger at fortælle. Her er ingen billige troper eller triste klicheer. Ikke uden at de gives et twist i hvert fald.

Det fik mig til at indse, det faktisk ikke er særlig ofte i YA-romaner, jeg virkelig får følelsen af at den måde personerne og deres indre liv bliver portrætteret på føles realistisk, men det gjorde den her. Selvom vi er omringet af magi, af mytologiske væsener, af spøgelser, af dæmoner, så føltes det rigtigt. Historien føltes rigtig.

Det er også en oprigtigt innovativ roman, og Córdova udviser et stort talent for at opbygge en verden af det fantastiske og underfundige på en måde, der er rodfæstet i det realistiske. Magien er måske noget af min yndlingsmagi, jeg er blevet præsenteret for i fiktionen, fordi den kommer med en pris. Den er ikke bare givet frit. Der ér konsekvenser ved at bruge den eller forsøge at skubbe den fra sig, og de konsekvenser rækker langt dybere end man lige umiddelbart kan se.

Jeg var også vild med Rishi, Alex’ bedste ven, og Nova. Og Alex splittede følelser mellem dem. Nova, drengen hun ikke kender og ikke ved om hun kan stole på, men som risikerer sit liv for hende. Og Rishi, pigen der støttede Alex og troede på hende, selv da ingen andre gjorde. Og jeg var vild med Alex familie, hendes søstre og hendes mor. For det er også en historie om familie, om den arv vi er givet af vores historie, den pris den kommer med. Det kan både være en gave eller en forbandelse. Ofte begge.

Den slutter selvfølgelig også på en slags cliffhanger, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad forklaringen er. Jeg er så henrykt over det her er en trilogi. Giv mig flere brujas, mere magi, mere kærlighed og mere af den her verden, af Alex og Rishi og Nova.

DSC_0399-1

DSC_0404-1

“Stalking Darkness” af Lynn Flewelling

Stalking Darkness (Nightrunner #2) af Lynn Flewelling, først udgivet: 1997, 501 sider, Bantam Spectra, English review.

dsc_0795-2

“First shall be the Guardian, a vessel of light in the darkness. Then the Shaft and the Vanguard, who shall fail and yet not fail if the Guide, the Unseen One, goes forth. And at the last shall be again the Guardian, whose portion is bitter, as bitter as gall.”

Den sidste sætning i det citat har hjemsøgt mig siden jeg læste den her roman. Det er bare en virkelig god, virkelig unfair sætning, når man endelig forstår den.

En gruppe magikere har sat sig for at hjælpe en dødsgud til genopstandelse, og for at stoppe dem er en ældgammel profeti tvunget til at gå i opfyldelse. Det bringer mere død, ødelæggelse og tragedie med sig end nogen af dem forestillede sig.

Titlen på romanen er passende. For hvis den her roman handler om noget, så handler den om at forfølge mørke. Om at være beskytter af lyset og være villig til at ofre alt for at afholde onde magter fra at drukne verden i skygge. Det er et plot, der blev begyndt i Luck in the Shadows  og som afsluttes her (og de to bøger kan passende læses som én bog).

Jeg forventede absolut Stalking Darkness ville være lige så spændende og opslugende som sin forgænger. Men jeg forventede ikke den ville være så overvældende eller rørende. Måske er det fordi den føles som en afslutning. Ikke en afslutning på serien, men der er en klar fornemmelse af at den her roman er en afslutning på noget. Og når man når til klimakset, så ved man hvad det er. Man ved at noget storslået endegyldigt er forbi.

Det er også en begyndelse på rigtig mange ting. På Seregil og Alecs forhold, på en krig, på nye alliancer, nye fjender og nye eventyr. Men der er stadig én ting, der er ændret for altid, og det slog mig virkelig ud. Ikke helt da jeg læste det, men flere timer og dage efterfølgende. Pludselig slog det mig at alt var ændret for de her karakterer. At verden nu var en anden. Og det rørte mig meget mere end jeg troede det ville, for uden at opdage det var jeg blevet virkelig investeret i alle karaktererne.

Sammenlignet med den første bog, så har den her et meget mere solidt, interessant plot. Blandt andet fordi der står så meget mere på spil. Det er ikke bare en enkelt persons liv, men en nations velfærd, måske hele verdens sjæl, der er på spil. Når først mørket er sat i bevægelse, så stopper det ikke af sig selv.

Men mere end noget andet, så er det en fortælling, der fungerer fordi dens karakterer og deres forhold fungerer. Flewelling bygger sine historier på disse forhold og uden dem var historien ingenting. Det er gennem disse vi forstår, holder af og engagerer os i historien. Men hun er heller ikke bange for at sætte disse forhold på spil, at gamble med dem og se, hvad der sker, hvis de pludselig falder sammen, ødelægges eller sættes på prøve.

Det er ærlig talt bare fucking god fantasy. Helt oprigtigt. Jeg elsker den verden, hun skaber, de samfund hun introducerer, og det plot hun væver. Selv når det knuser mit hjerte. Og jeg elsker hun tillader sine karakterer at have meningsfulde forhold til hinanden på tværs af køn og tilhørsforhold. Det er let at glemme venskaber eller familie, når man kan tale om kærlighed i stedet. Men der gives plads til det hele.

Det er anden bog i serien, men absolut ikke en skuffelse. Meget, meget langt fra. Igen er det bøger, jeg synes alle bør læse. Og man kan nøjes med de første to, hvis det endelig er. Men hvem vil ikke gerne have flere biseksuelle rogues i sit liv?

“You always have a choice. Don’t ever imagine you don’t. Whatever you do, it’s a decision and you have to accept responsibility for it. That’s when honor becomes more than empty words.”

dsc_0807-1

“Luck in the Shadows” af Lynn Flewelling

Luck in the Shadows (Nightrunner #1) af Lynn Flewelling, udgivet: 1996, 479 sider, Bantam Spectra, English review.

dsc_0766-1

Indimellem læser jeg bøger, som jeg elsker med det samme. Det er kærlighed ved første blik. Samtidigt er jeg ret sikker på, at meget få mennesker, som jeg anbefaler den til, vil kunne lide den. Det giver ingen mening, for hvis jeg elsker den, hvorfor skulle andre så ikke gøre det samme?

Jeg håber, nogle af jer vil læse den og elske den lige så højt som mig. Gør I ikke det, så lover jeg at den i det mindste tager jer på et fantastisk eventyr.

For den her bog har det hele: magi, forklædninger, korruption, forræderi, hemmelige missioner, og et helt fuldstændigt hæsblæsende plot. Faktisk har den to plots, det ene strækker sig til næste bog, og hinter mod sultne, grådige guder og deres disciple med kulsorte ambitioner. Samtidig har den det plot, der udelukkende strækker sig over denne bog.

Bogen starter med at Alec reddes ud af fængsel af Seregil, der tager ham med sig som lærling. Pludselig er Alecs liv ikke længere den skov og den landsby, han altid har kendt, men i stedet sværdkampe, indbrud, heltemodige gerninger, og et liv i en storby, der er fyldt med magi, iskold ambition, rådne hemmeligheder – og lykke. En lykke som kun en dyb, ægte følelse af endelig at høre til et sted kan bringe med sig.

Lynn Flewelling leverer med sikker, talentfuld hånd et univers og en verden, der er overbevisende ned til mindste detalje. Med stemningsfulde beskrivelser, omslutter hun dig med sit univers. Og med en handling, der konstant bevæger sig i forskellige, uforudsigelige retninger væver hun et opslugende, eventyrligt spind.

Mest af alt, så er det en roman, jeg elsker for dens diversitet. Her er hverken kvinder eller mænd begrænset af heteronormative kønsroller. Kvinder er ikke begrænset til køkkenet – og ej heller til kun at gifte sig eller have sex med mænd. Og omvendt. Her er der frie tøjler for seksualitet og køn – her kan man være, den man er. Selvom Alec kommer fra et mere snæversynet samfund, så kommer han til en verden, der er mere fri.

Det er ikke engang fordi det fylder meget. Det er bare sådan, den her verden og karaktererne i den er. Alt imens der myrdes og konspireres omkring dem. Flewelling får det til at se så let ud, og det er let at gøre sin verden så fri og divers, som hun har gjort den. Hvilket får mig til at skrige på mere af den slags, i al min litteratur.

Det her er virkelig bare en roman, der giver mig alt det, jeg ønsker mig fra de bøger, jeg læser. Det er fantasy, når det er allerbedst. Jeg ved godt fantasy, som den her slags, langt fra er for alle. Jeg ved godt, mange vil synes, der sker for lidt, eller at der er for lidt drama karaktererne imellem.

Men det her er en gruppe mennesker – alle Seregils venner – som ikke bare elsker, men stoler på hinanden. Uden forbehold. Det bliver Alec en del af efter Seregil bliver syg og Alec pludselig befinder sig i den interessante situation at have hans liv i hans hænder. Han redder ham, og det han får tilgengæld er en ny familie, og en loyalitet, der vil vare hele livet. Romaner, hvor karakterer stoler på og er så afhængige af andre mennesker – og tør være det, er noget af det bedste, jeg ved. For det jeg værdsætter allerhøjest i mit liv er mine personlige relationer, de mennesker jeg elsker – og for dem vil jeg gøre hvad som helst.

Jeg ved ikke, om det her er en bog, nogen af jer vil kunne lide. Men jeg vil alligevel opfordre jer til at give den en chance. For gud, hvor jeg elsker den. Det var ikke én ting ved den, jeg faldt for så hurtigt og stædigt. Det var helheden. Det var hver detalje og hvert ord.

Indimellem er man ufatteligt, åndssvagt heldig. Det har jeg været med den her bog.

dsc_0769-1

“The Poison Eaters and Other Stories” af Holly Black

The Poison Eaters and Other Stories af Holly Black, udgivet: 2010, 224 sider, Big Mouth House, English review.

dsc_0539-1

Efter at have læst The Coldest Girl in Coldtown, som jeg virkelig godt kunne lide, så undersøgte jeg, hvad Holly Black ellers havde skrevet. Og hvad af det, jeg kunne sætte på min læseliste.

Det viste sig så, jeg allerede ejede endnu en af hendes bøger. Den her. Jeg havde aldrig fået den læst, da jeg er ret dårlig til novellesamlinger, men den var ret kort, og jeg havde brug for adspredelse på en solrig dag i Grækenland, så jeg gav den en chance.

Holly Black er for det første enormt dygtig til at drage læseren ind fra allerførste øjeblik. Grunden til jeg ikke læser så mange novellesamlinger er, at jeg ikke er god til at skifte hurtigt fra en kort historie til en anden. Men Black fangede mig ind i sine mærkværdige fortællinger nærmest fra første ord.

Det er en  meget fin samling af sære, magiske, fantastiske og finurlige fortællinger. Der er feer, okkulte ritualer, vampyrer og coldtowns, shapeshifting, giftige søstre og farlige forhandlinger med djævelen.

Hendes urban fantasy fortællinger fungerer allerbedst, synes jeg. Her har hun virkelig en stemme, der slår igennem og kommer med fortællinger, der gør indtryk. Men alle novellerne var interessante og flød på ingen måde ind i hinanden, hvilket ellers let kan ske. De var nemme at skelne fra hinanden, og fyldte mig med hver deres særegne stemning.

Det var også en overraskende behagelig læseoplevelse, hvilket jeg var glad for, men som i sidste ende går lidt imod, hvad jeg tænker en novellesamling skal gøre. Det var magiske, underlige og mærkværdige fortællinger, ja, men de chokerede mig ikke eller overraskede mig på nogen måde. Der var ingen vilde twists eller voldsomme slutninger.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men en af de ting, jeg virkelig synes noveller kan, er at fjerne ens fornemmelse af tryghed. De trækker dig så hurtigt afsted, og deres længde giver, underligt nok, en følelse af at alt kan ske. At intet er givet, og at her er verdener, hvor ingen kan vide sig sikker.

Det udnyttede bogen ikke helt til fulde. Den er dog stadig værd at læse, både for fans af Holly Black og for dem, der holder af magiske fortællinger og YA.

dsc_0592-2

“Soulless” af Gail Carriger

Soulless af Gail Carriger, org. udgivet: 2009, 365 sider, lydbog læst op af Emily Gray, Orbit.

dsc_0588-1

Miss Tarabotti was not one of life’s milk-water misses, in fact, quite the opposite. Many a gentleman had likened his first meeting with her to downing a very strong cognac when one was expecting to imbibe fruit juice,  that is to say, startling and apt to leave one with a distinct burning sensation.

Det her er en af de bøger, der har stået på min goodreads to-read liste i længst tid. Den har faktisk nok stået der siden 2011, og først nu har jeg fået den læst. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at slette den, fordi den simpelthen lød som et fantastisk eventyr – og det er den også.

Den var sjovere, mere sexet og langt mere romantisk end jeg havde forventet. Jeg troede, det var en slags detektivfortælling, hvor Alexia Tarabotti fungerede som en privatdetektiv, der undersøgte overnaturlige mysterier. Det er ikke helt ved siden af, men det her er snarere historien om hvordan Alexia når dertil. For i starten af den her bog er hun blot en “spinster”, en single kvinde, der i en alder af 26 år er langt over gifte-alderen. Hendes familie har givet op på hende (ikke at de troede meget på hende til at starte med), men de er samtidigt for fjollede og overfladiske til at Alexia tager dem alvorligt. Og Alexia er intelligent, nysgerrig – og hvor end hun går hen, plejer mysterier og fare at følge efter.

Pludselig viser et enkelt vampyrangreb viser sig også at være en del af et meget større mysterie, der involverer Londons varulve, vampyrer og tidens teknologiske fremskridt. Derudover så er der Lord Maccon, alfaen for Londons varulve, der både er helt igennem frustreret over og tiltrukket af Alexia.

Den ene ting, der komplicerer Alexia Tarabottis liv allermest, er dog det faktum, at hun er født uden sjæl – og dermed med evnen til at neutralisere overnaturlige væseners evner. Og snart opdager Alexia præcis, hvor værdifuld en evne det faktisk er.

Plottet i romanen haltede lidt, og var indimellem lidt svært at følge, men det er faktisk heller ikke det, der gør den så fantastisk. Det var i stedet karaktererne, humoren og parodien på Londons samfund i 1800-tallet – blot med et overnaturligt twist. Alexia viste sig også at være en charmerende, elskelig og fascinerende karakter, jeg nærmest med det samme holdt af. Og hendes forhold til Lord Maccon, deres lette banter, deres småskænderier og uimodståelige kemi var klart bogens største styrke. Det var her jeg virkelig forelskede mig i fortællingen og karaktererne.

Det føltes i høj grad som en første bog, hvor universet og de vigtigste karakterer præsenteres, og det lette plot gav masser af plads til at gå i dybden med den del af historien, hvilket jeg satte pris på. Især fordi Gail Carriger skriver de sociale interaktioner virkelig godt, og Alexias intelligente, men lidt fyrige person, gjorde hendes scener med hvem som helst geniale. Jeg glæder mig dog til den næste bog, som jeg håber bliver lidt mere handlingsorienteret, nu hvor alt det andet er “af vejen”.

Jeg ville dog ønske Carriger havde turde bryde mere med at være historisk korrekt. Sexismen forstår jeg, hun har inddraget, fordi det giver pointer til plottet, men det faktum at Alexia ses som mindre attraktiv, fordi hun er halvt italiensk og har mørkere hud? Måske man bare skulle have droppet det. Derudover er den charmerende underholdning hele vejen igennem. Jeg grinede, rødmede og gispede på skift, og jeg nød hvert sekund.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan absolut anbefales. Emily Gray laver perfekte stemmer og accenter, og hun giver så meget liv til både personerne og til humoren, der ikke havde moret mig helt så meget, havde jeg læst den selv. Jeg lyttede til den, hver gang jeg fik chancen. Den gjorde mine morgener med cykelture til og fra arbejde og forelæsning så meget bedre.

Jeg er ret solgt til serien – og glæder mig til at lytte til den næste, og se hvor Alexia Tarabotti, Gail Carriger og Emily Gray formår at tage mig hen.