“Monstress: The Blood” (Vol. 2) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: The Blood (Vol. 2) skrevet af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2017, 144 sider, Image Comics.

DSC_0630-1

DSC_0657-1

Monstress: Awakening var en helt fantastisk åbenbaring af en grafisk roman, og fortsættelsen her sænker hverken tempoet eller det, der står på spil. Maika, der nu deler krop med en magtfuld og urgammel gud, er draget videre i sin færd med at finde svar på, hvem hendes mor var og, i den forbindelse, hvem hun selv er.

Med sig har hun Kippa, der er en kombination af en ræv og en lille pige, og Ren, der er en talende kat med mange haler. Universet bliver udbygget yderligere, og jeg er igen imponeret over den detaljerigdom og kompleksitet Liu og Takeda formår at indgyde deres univers med. Det er ikke blot handlingen, der optager plads, nej, hver illustration og hver side kræver en lidt intens koncentration, før man virkelig har forstået det, der sker. Ikke fordi handlingen er besværlig at følge med i, jeg synes faktisk det var en del lettere denne gang end det var i Awakening. Det er mere at hver side er så rigt illustreret og at den verden, Liu og Takeda har skabt er så omfangsrig og original, at det kræver en koncentreret indsats, hvis man virkelig vil ind bag huden på den.

Jeg blev forelsket i den her serie allerede med Awakening, men jeg er kun blevet yderligere overbevist af The Blood. Her eskalerer plottet virkelig, og man begynder at ane et par svar, på mange af de spørgsmål Maika kæmper med. Til gengæld ser det ikke ud til disse svar tilbyder nogen trøst eller løsning. Blot flere spørgsmål og flere, større og vigtigere kampe, der skal kæmpes. Ikke blot i verden, men også inde i Maika selv. Og med det monster, den gud, hun bærer på.

Hver har de deres dæmoner, og i The Blood får de lov til at se lyset. Det kan måske stadig føles som en lidt frustrerende serie, for der er rigtig meget, man skal lære at kende, og Liu og Takeda har meget tiltro til læserens tålmodighed og intelligens. Det er ikke alt, der bliver forklaret, enten fordi, det er implicit eller også fordi det først skal forklares senere. Det kan føles en smule frustrerende, men er egentlig noget, jeg sætter stor pris på. Jeg vil hellere end gerne vente forventningsfuldt, og lade mig opsluge af den blodige, brutale og fantastiske verden de har skabt. Den er voldelig, indimellem så det gør helt ondt at læse, men det gør blot dens øjeblikke af kærlighed, tilgivelse og håb endnu mere magtfulde. De er ganske vist få og der er langt imellem, men selvom det er en verden fyldt med krig, vold og fordomsfuldhed, så er det også en verden, hvor ingen giver op. Kippa specielt er en fantastisk inkarnation af det håb og den godhed, der stadig eksistere.

Faktisk virker Maika, Kippa og Ren som en trio, der sammen balancere og udligner hinanden. De bringer det bedste frem i hinanden og tempererer de dårlige sider. De er en meget umage trio også, men deres bizarre forhold, der mest af alt virker til at være et resultat af omstændighederne, er en af de bedste ting i romanen. Det er hjertet, så at sige.

Jeg vil ikke sige så meget om plottet, da dette er anden bog i serien, og hvis ikke I har læst den første, så synes jeg I skal gøre det snarest. Det er absolut en af de bedste serie, jeg har læst. Den er original, kompleks og vidunderligt smukt illustreret. En helt unik, fantastisk fortælling, der formår at røre ved noget, der er essentielt menneskeligt. Frygten ved vores egen eksistens, spørgsmålet om, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad vi egentlig, når alt kommer til alt, er i stand til.

DSC_0649-1

DSC_0674-1

Advertisements

“Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten

Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten, udgivet: 2016, 707 sider, Forlaget Carlsen. Anmeldereksemplar fra forlaget.

DSC_0408-1

DSC_0449-2

Ravnenes Hvisken er uden tvivl en imponerende og overbevisende tilføjelse til den danske fantasy hylde. Den er ufatteligt grundigt researchet, og den rækker også højt og sikkert efter den episke red-verden-eller-lad-den-gå-under fortælling. Den læner sig op ad nordisk mytologi, og trækker kraftigt på myter, skrøner og de velkendte guder og skabninger, vi alle sammen har hørt om.

Alligevel var der noget, der manglede for mig. Jeg var meget fascineret af Malene Sølvstens åbenlyse passion for emnet, og den måde hun har undersøgt den mytologi hun trækker på så grundigt, som hun har. Det er ikke bare en lille, let fortælling om de nordiske guder, nej, den inkluderer bersærkere, jætter, hekse, demiguder, faktiske guder, og en række bestialske mord, der peger på en tusind år gammel profeti, der kan betyde enden på ikke bare denne verden, men alle verdener.

Anne, vores hovedperson, er forældreløs og kan se folks fortid, ofte om hun vil det eller ej. Denne tvivlsomme gave betyder, at hun har isoleret sig fra resten af verden. Så starter hun på en ny skole, og pludselig er der personer, der tvinger hende ud af hendes isolation. Og hun opdager at hendes synskhed ikke er et enestående tilfælde, men at verden er meget mere end den giver sig ud for. Det, der står på spil vokser stødt romanen, for det er ikke kun Annes sikkerhed, det gælder, det er hele verdens skæbne.

I horisonten aner vi langsomt muligheden for ragnarok.

Desværre lider romanen også under at ville sætte scenen for meget. Det betyder, at der på trods af de 707 sider faktisk sker meget lidt. Det meste af tiden bruges på at forklare og fortælle om den verden, karaktererne befinder sig i, de kræfter de har, og hvordan verdenen/verdenerne hænger sammen. Selvom det univers, der åbner sig for os, er overvældende og episk, så er der også en følelse af, at noget af det kunne have ventet og tiden i stedet brugt på at skabe mere spænding omkring romanens egentlige plot. Nemlig mordene.

Ravnenes Hvisken starter med en serie mord på unge, rødhårede piger, der alle er fundet med et f skåret ind i deres krop. Anne bliver ved med at se det samme syn af en rødhåret kvinde, der bliver dræbt i en skov, men hun ved ikke hvorfor eller hvornår synet er fra. Kvinden er ikke blevet fundet endnu. Mens hendes tidligere ikke-eksisterende cirkel af venner langsomt vokser, så ledes Anne også dybere og dybere ind i historien om hendes familie, hendes kræfter, og mordene, der betyder meget mere, end hun aner.

Der bliver dog desværre brugt overraskende lidt tid på mordene. De dukker indimellem op og er også et løst centrum for romanen. Men der er ingen stigning i reel trussel. Der er ingen fornemmelse af, at morderen kommer tættere på, eller at noget andet, der kunne være truende kommer tættere på. Hvilket gjorde det til en overraskende svær bog at komme igennem, simpelthen fordi, der ingen konkret spænding var. Der var intet, der holdt mig naglet til siderne, og selvom jeg ikke direkte kedede mig, så var der heller intet, der trak mig tilbage til romanen, når den var lagt til side. Det er en skam, for romanen er velskrevet og meget veludført, den mangler bare lidt mere spænding for at holde den i gang.

Der var også en del klicheer i forhold til Anne, hendes romantiske forhold, og hele den måde hendes baggrundshistorie osv. udfoldede sig. Det er nok mest noget, man lægger mærke til, hvis man har læst rigtig mange YA romaner, der har det præcist samme plot: Ung kvinde er speciel/har specielle kræfter, og må redde verden. Det kan jeg tilgive, fordi der var så mange fine detaljer og karaktererne blev ikke for klichefyldte, men havde klare, individuelle personligheder. De virkede bare alle sammen lidt bekendte. Og så var det måske lidt trættende at alle mændene skulle falde for Anne. Det gav intet til plottet og blev bare lidt irriterende i længden. Det ér muligt for kvinder blot at være venner med mænd. Det kan lade sig gøre.

Der var også enkelte scener, som virkede lidt for opsatte, og hvor det var tydeligt ting skete mere for at skubbe plottet fremad end fordi de gav reel mening. Det har igen noget at gøre med at, der er alt for lidt fokus på det, der burde være denne romans primære fokus: Mordene. I stedet ryger det i baggrunden til fordel for flere uddybende samtaler om mytologi, afsløringen af magiske kræfter og vantro fra Anne. Så mord-plottet får lidt, hvad der føles som nogle forhastede scener, hvilket også betød, det ikke reelt føltes spændende. Der var intet på spil. Det var bare optakt. Det er frustrerende, for der er uden tvivl nok materiale til at Ravnenes Hvisken kunne have været en episk roman i sig selv.

I sidste ende er det dog en meget imponerende roman, specielt når man ser på detaljer og world-building, men plottet trækker ret meget ud, og kunne sagtens være givet lidt mere tempo. Klimakset kunne også godt have været lidt længere. Pludselig er det der, og så er det overstået. Sølvsten slipper kun afsted med det, fordi hun skriver så skide godt, og fordi hun har skabt så elskværdige karakterer, som det er en fryd at komme til at lære bedre at kende. Og det gives der, i det mindste, masser af plads og tid til.

Det er i meget høj grad en roman, der forklarer, giver kontekst, og bygger op til de næste to romaner. Jeg ved ikke, hvornår jeg får den næste læst (der lige er udkommet), men det sker garanteret en dag. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne støtte Malene Sølvsten, som jeg er overbevist om ender med at skrive en episk fortælling, når først hun kommer i gang. Og så er der noget virkelig fantastisk over at se Danmark og den hverdag vi alle kender så godt blive genstand for en episk fortælling. Tak for det.

DSC_0439-1

“Black Panther” af Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze

Black Panther (Vol. 1, #1-4) af Ta-Nehisi Coates og illustreret af Brian Stelfreeze et al., udgivet: 2016, 144 sider, Marvel Comics.

DSC_0071-1

Da jeg hørte Ta-Nehisi Coates, forfatteren Between the World and Me, var blevet hyret til at skrive et run af Black Panther, så var jeg allerede solgt. Jeg ved meget lidt om Marvel universet udenfor filmene, og det første jeg kendte til Black Panther var da også Chadwick Bosemans fremragende og fængslende portrættering af karakteren i Civil War. Snart får han sin helt egen film, og jeg er meget spændt, for han var uden tvivl en af de ting, der reddede den film fuldstændigt.

Allerede i Civil War var der noget over karakteren, på trods af hans korte tid på skærmen, der fangede mig. Det var meget tydeligt, at her var tale om en karakter, der var markant anderledes fra dem omkring ham. Blandt andet fordi han ikke er en vigilante, men er kongesøn og regent over et land.

Ta-Nehisi Coates er det oplagte valg til Black Panther. Hans politiske engagement og viden, hans integritet og hans enestående evne som fortæller er det, der kræves for at kunne gøre Black Panther historien så interessant og kompleks, som den er blevet. Der ér nemlig forskel på Black Panther og mange af de andre mere gængse superhelte, jeg kender.

T’Challa, der har overtaget Black Panther titlen og også kronen, har en pligt til folket i Wakanda, det fiktive afrikanske land han regerer. Han er nødt til at beskytte sit folk, han gør det ikke bare fordi han kan eller føler han bør. Samtidigt har han en pligt, ikke bare til sit folk, men også til at følge et retssystem. Det er ikke bare kampe mod aliens og skurke; det er politik. Og politik går ofte galt. Da vi møder ham i A Nation Under Our Feet er Wakanda tæt på opløsning, og folket er et enkelt skridt fra borgerkrig, oprør og ødelæggelse.

En række angreb har svækket landet, og uro og utilfredshed spreder sig stødt gennem folket. T’Challa gør sit bedste for at bringe ro og fred tilbage til landet, men han må også indse at han måske ikke længere forstår, hvad de har brug for, eller hvordan han bedst regerer dem. Han kæmper med at forstå, hvem han er som regent og hvilken retning, han skal fortsætte i. Det viser sig også at optøjerne ikke er helt naturlige, men forstærkes af magi og en magiker, der vil skabe et ny Wakanda. Samtidigt er to af T’Challas mest betroede vagter flygtet, og er ved at starte deres eget nye samfund op.

Der er uenighed om, hvad Wakanda er og hvad det bør blive til. T’Challa er fanget midt i den uenighed, og kæmper for at finde en måde at forene et splittet land og et svigtet folk.

Coates forsøger ikke at underspille den enorme byrde det er at skulle regere. Eller hvor svært det er at balancere mellem det, der er nødvendigt og det, der er rigtigt. Jeg tror ikke mange andre forfattere kunne magte lidt præcis den tyngde, denne type historie indeholder, på en måde der ville give et så elegant og overbevisende slutresultat.

Illustrationerne og tegnestilen passer også perfekt til historien, og der er en klar kohærens og en matchende vision mellem ord og billede. Wakanda kommer til live, og det samme gør dets stridigheder, kompleksitet og personer. Det føles som et ægte land, og dets politiske kampe føles som om de kunne være taget ud af en historiebog – om end med lidt flere vilde teknologiske våben og udstyr.

Den er lidt forvirrende at læse i starten dog, da det her jo er en del af et større univers. Man behøver ikke vide noget om Black Panther, for Coates serien er skrevet så den kan stå alene. Men samtidigt så bygger den diskret videre på tidligere begivenheder, og det er lidt forvirrende i starten, men bliver heldigvis opklaret hen ad vejen.

Heavy is the head that wears the crown” og det beviser Coates og Stelfreeze meget overbevisende med A Nation Under Our Feet. Politiske stridigheder ender aldrig godt for alle, og jeg er spændt på at se, hvor historien bærer hen, hvilken regent T’Challa vælger at blive og hvilken version af Wakanda, der står tilbage, når støvet har lagt sig.

DSC_0024-3

DSC_0061-1

 

 

“Monstress: Awakening” (Vol. 1) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: Awakening (Vol. 1) af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2016, 202 sider, Image Comics.

DSC_0188-1

DSC_0204-1

They call us monsters because it makes it easier to hurt us. But monsters are people, too.

*

Monstress er nok en af de allersmukkeste graphic novels, jeg har læst. Art deco stilen, der har en lille smule steampunk i sig er betagende.  Sammen med illustrationerne er det fantastiske og brutale univers Marjorie Liu har fremmanet overvældende og fængslende.

Romanen åbner med Maika, nøgen i et rum, hvor hun bliver vurderet af en gruppe rige, elitære personer, og derefter solgt – eller snarere “doneret” til videre undersøgelse. Det er en vild start og på intet tidspunkt viger historien bort fra at fortælle – og vise – os alt det, vi ikke har lyst til at se på.

Det viser sig den verden Maika er en del af befinder sig midt i en krig, der aldrig rigtig er stoppet. Krigen er mellem almindelige mennesker, og personer, som Maika, der oftest har en form for overnaturlige evner og ofte ser anderledes ud – nogle har haler, vinger og generelle dyretræk. Menneskerne beslutter sig for at dette må betyde, de derfor er mindre værd, og det er ikke overraskende, hvad der følger efter. Tortur, eksperimenter, umenneskelighed. Som vi kender det fra vores egen historie.

Hele denne verden er pakket med forskellige genkendelige, men originale skabninger. Der er gamle guder, der vogter over nattehimlen. Hekse, magikere, og helt almindelige personer, der blot forsøger at overleve i en utilgivelig og grådig virkelighed. Der er guder, der ikke tør gribe ind, og en magt, som ingen helt forstår, men som forsøger at slippe fri.

Maika er mere end nogen andre tror, og da et ældgammel, sulten monster finder vej ind i hendes krop, bliver Maika pludselig nøglen i et dødeligt spil, der truer hele verden. Selv kan hun intet huske om sin barndom, sin mor eller hvad ved hende, der er så specielt at det skulle interessere hele verden. Alt imens leder landets største magter efter det, Maika bærer på. Enten for egen vindig eller for at vinde krigen.

Det er ikke en behagelig historie. Den lægger vægt på mørket, og det brutale, uretfærdige og groteske, der findes i os alle. Monsteret vi alle gemmer på, der her tager fysisk form. Maika er ingen helgen, og den kraft (og det monster) hun besidder fører oftere end ikke død og ødelæggelse med sig. Der er hele vejen igennem en detalje rigdom, og et fokus på at skabe en verden, der måske nok er brutal og utilgivende, men som også føles ægte. Det er en unik historie, der fortælles helt fremragende, og som skabes i en verden, der er fantastisk og magisk, men som har tyngde. Der dedikeres tid til at forklare og uddybe denne verden, og vise os, hvordan den hænger sammen.

Derudover er det en overdådig historie, hvor alt er større og derfor både bedre og værre. Vores ønske om magt, vores grådighed, og det mørke vi alle besidder, men ikke har lyst til at se i øjnene, drages frem i lyset. Tilbage står en nøgen, ærlig og voldsom fortælling om den pris, vi betaler for fred. Om så det er fred for alle – eller blot os selv. Her ses ind i mørke afkroge af den menneskelige sjæl, og man forstår at intet er gratis. Vi betaler en pris for alt, og ingen af os, ikke den bedste eller mest dydige, undgår at kaste en skygge på verden omkring dem. Imellem mørket er der øjeblikke af håb og af oprigtig godhed, og hvor end historien bærer os hen, så håber man det er til en lysere fremtid.

Det er en absolut fænomenal fortælling, der aldrig bliver så mørk at man mister håbet. Den er imponerende illustreret og fortalt, og den tankevirksomhed, der har ligget bag, og den vision Liu og Takeda kommer med er overvældende, overbevisende og virkelig, virkelig værd at give sig i kast med.

*

You remember what it was like when were were slaves? How you and I convinced each other we still owned our lives? How we imagined ourselves somewhere else? But the dream never lasted.  We had to endure. We had to fight.

DSC_0196-1

DSC_0198-1

 

“Labyrinth Lost” af Zoraida Córdova

Labyrinth Lost af Zoraida Córdova, udgivet: 2016, 336 sider, Sourcebooks Fire. English review.

DSC_0397-2

DSC_0405-1

Jeg har glædet mig inderligt til at læse den her bog. Jeg vidste ikke engang præcis, hvad den handlede om, andet end noget med en biseksuel latinx hovedperson og magi. Det var også alt, jeg behøvede at vide.

Hovedpersonen Alex stammer fra en lang linje af brujas og brujos. Hendes mor kan magi, hendes søstre kan magi og hun selv er den mest magtfulde magiker i to generationer. Problemet er, at Alex hader sin magi. Hader den. På sin dødsdag, den dag hvor Alex egentlig bør acceptere sin magi fra sine forfærdre, forsøger hun i stedet at komme af med den for altid. Det går galt, og hun ender med at sende sin familie ned i Los Lagos, en dyster underverden, en verden imellem verdener. Selv er hun efterladt med Nova, en brujo hun ikke kender, men som er den eneste, der kan vise hende vej til hendes familie.

Som en moderne Dante og Virgil rejser de ned i Los Lagos, mod The Tree of Life og Alex’ familie. Men noget, eller nogen, er ude efter Alex og den kraft hun besidder, og Los Lagos er meget mere end bare en legende. Det er fyldt med skygger, ondskab og besidder sin helt egen magi.

Jeg var oprigtigt lidt blæst væk af den her roman. Jeg regnede med den ville være god, men jeg regnede ikke med, jeg ville blive helt så fanget af dens univers, som jeg blev. En del af det var absolut, at det her er en anderledes magisk fortælling, blot fordi den trækker på latinamerikanske myter, traditioner og legender. Det er på sin vis en meget traditionel fortælling om rejsen til underverdenen, men den får virkelig meget af, at det også er Alex’ dannelsesrejse.

At hendes familie er endt dernede er hendes skyld, og selvom hun hader sin magi, selvom hun ikke mener den medfører andet end død og ruin, så er hun nødt til at acceptere den som en del af hende selv, hvis hun vil overleve og befri sin familie. Det lyder meget banalt, men det er virkelig fantastisk gennemført, også fordi Córdova nægter at træde i nogle af de faldgruber det ellers ville være meget nemt at falde i. Hun har respekt for sin heltinde, respekt for hendes rationalitet og hendes følelser, og respekt for den historie hun forsøger at fortælle. Her er ingen billige troper eller triste klicheer. Ikke uden at de gives et twist i hvert fald.

Det fik mig til at indse, det faktisk ikke er særlig ofte i YA-romaner, jeg virkelig får følelsen af at den måde personerne og deres indre liv bliver portrætteret på føles realistisk, men det gjorde den her. Selvom vi er omringet af magi, af mytologiske væsener, af spøgelser, af dæmoner, så føltes det rigtigt. Historien føltes rigtig.

Det er også en oprigtigt innovativ roman, og Córdova udviser et stort talent for at opbygge en verden af det fantastiske og underfundige på en måde, der er rodfæstet i det realistiske. Magien er måske noget af min yndlingsmagi, jeg er blevet præsenteret for i fiktionen, fordi den kommer med en pris. Den er ikke bare givet frit. Der ér konsekvenser ved at bruge den eller forsøge at skubbe den fra sig, og de konsekvenser rækker langt dybere end man lige umiddelbart kan se.

Jeg var også vild med Rishi, Alex’ bedste ven, og Nova. Og Alex splittede følelser mellem dem. Nova, drengen hun ikke kender og ikke ved om hun kan stole på, men som risikerer sit liv for hende. Og Rishi, pigen der støttede Alex og troede på hende, selv da ingen andre gjorde. Og jeg var vild med Alex familie, hendes søstre og hendes mor. For det er også en historie om familie, om den arv vi er givet af vores historie, den pris den kommer med. Det kan både være en gave eller en forbandelse. Ofte begge.

Den slutter selvfølgelig også på en slags cliffhanger, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad forklaringen er. Jeg er så henrykt over det her er en trilogi. Giv mig flere brujas, mere magi, mere kærlighed og mere af den her verden, af Alex og Rishi og Nova.

DSC_0399-1

DSC_0404-1

“Stalking Darkness” af Lynn Flewelling

Stalking Darkness (Nightrunner #2) af Lynn Flewelling, først udgivet: 1997, 501 sider, Bantam Spectra, English review.

dsc_0795-2

“First shall be the Guardian, a vessel of light in the darkness. Then the Shaft and the Vanguard, who shall fail and yet not fail if the Guide, the Unseen One, goes forth. And at the last shall be again the Guardian, whose portion is bitter, as bitter as gall.”

Den sidste sætning i det citat har hjemsøgt mig siden jeg læste den her roman. Det er bare en virkelig god, virkelig unfair sætning, når man endelig forstår den.

En gruppe magikere har sat sig for at hjælpe en dødsgud til genopstandelse, og for at stoppe dem er en ældgammel profeti tvunget til at gå i opfyldelse. Det bringer mere død, ødelæggelse og tragedie med sig end nogen af dem forestillede sig.

Titlen på romanen er passende. For hvis den her roman handler om noget, så handler den om at forfølge mørke. Om at være beskytter af lyset og være villig til at ofre alt for at afholde onde magter fra at drukne verden i skygge. Det er et plot, der blev begyndt i Luck in the Shadows  og som afsluttes her (og de to bøger kan passende læses som én bog).

Jeg forventede absolut Stalking Darkness ville være lige så spændende og opslugende som sin forgænger. Men jeg forventede ikke den ville være så overvældende eller rørende. Måske er det fordi den føles som en afslutning. Ikke en afslutning på serien, men der er en klar fornemmelse af at den her roman er en afslutning på noget. Og når man når til klimakset, så ved man hvad det er. Man ved at noget storslået endegyldigt er forbi.

Det er også en begyndelse på rigtig mange ting. På Seregil og Alecs forhold, på en krig, på nye alliancer, nye fjender og nye eventyr. Men der er stadig én ting, der er ændret for altid, og det slog mig virkelig ud. Ikke helt da jeg læste det, men flere timer og dage efterfølgende. Pludselig slog det mig at alt var ændret for de her karakterer. At verden nu var en anden. Og det rørte mig meget mere end jeg troede det ville, for uden at opdage det var jeg blevet virkelig investeret i alle karaktererne.

Sammenlignet med den første bog, så har den her et meget mere solidt, interessant plot. Blandt andet fordi der står så meget mere på spil. Det er ikke bare en enkelt persons liv, men en nations velfærd, måske hele verdens sjæl, der er på spil. Når først mørket er sat i bevægelse, så stopper det ikke af sig selv.

Men mere end noget andet, så er det en fortælling, der fungerer fordi dens karakterer og deres forhold fungerer. Flewelling bygger sine historier på disse forhold og uden dem var historien ingenting. Det er gennem disse vi forstår, holder af og engagerer os i historien. Men hun er heller ikke bange for at sætte disse forhold på spil, at gamble med dem og se, hvad der sker, hvis de pludselig falder sammen, ødelægges eller sættes på prøve.

Det er ærlig talt bare fucking god fantasy. Helt oprigtigt. Jeg elsker den verden, hun skaber, de samfund hun introducerer, og det plot hun væver. Selv når det knuser mit hjerte. Og jeg elsker hun tillader sine karakterer at have meningsfulde forhold til hinanden på tværs af køn og tilhørsforhold. Det er let at glemme venskaber eller familie, når man kan tale om kærlighed i stedet. Men der gives plads til det hele.

Det er anden bog i serien, men absolut ikke en skuffelse. Meget, meget langt fra. Igen er det bøger, jeg synes alle bør læse. Og man kan nøjes med de første to, hvis det endelig er. Men hvem vil ikke gerne have flere biseksuelle rogues i sit liv?

“You always have a choice. Don’t ever imagine you don’t. Whatever you do, it’s a decision and you have to accept responsibility for it. That’s when honor becomes more than empty words.”

dsc_0807-1

“Luck in the Shadows” af Lynn Flewelling

Luck in the Shadows (Nightrunner #1) af Lynn Flewelling, udgivet: 1996, 479 sider, Bantam Spectra, English review.

dsc_0766-1

Indimellem læser jeg bøger, som jeg elsker med det samme. Det er kærlighed ved første blik. Samtidigt er jeg ret sikker på, at meget få mennesker, som jeg anbefaler den til, vil kunne lide den. Det giver ingen mening, for hvis jeg elsker den, hvorfor skulle andre så ikke gøre det samme?

Jeg håber, nogle af jer vil læse den og elske den lige så højt som mig. Gør I ikke det, så lover jeg at den i det mindste tager jer på et fantastisk eventyr.

For den her bog har det hele: magi, forklædninger, korruption, forræderi, hemmelige missioner, og et helt fuldstændigt hæsblæsende plot. Faktisk har den to plots, det ene strækker sig til næste bog, og hinter mod sultne, grådige guder og deres disciple med kulsorte ambitioner. Samtidig har den det plot, der udelukkende strækker sig over denne bog.

Bogen starter med at Alec reddes ud af fængsel af Seregil, der tager ham med sig som lærling. Pludselig er Alecs liv ikke længere den skov og den landsby, han altid har kendt, men i stedet sværdkampe, indbrud, heltemodige gerninger, og et liv i en storby, der er fyldt med magi, iskold ambition, rådne hemmeligheder – og lykke. En lykke som kun en dyb, ægte følelse af endelig at høre til et sted kan bringe med sig.

Lynn Flewelling leverer med sikker, talentfuld hånd et univers og en verden, der er overbevisende ned til mindste detalje. Med stemningsfulde beskrivelser, omslutter hun dig med sit univers. Og med en handling, der konstant bevæger sig i forskellige, uforudsigelige retninger væver hun et opslugende, eventyrligt spind.

Mest af alt, så er det en roman, jeg elsker for dens diversitet. Her er hverken kvinder eller mænd begrænset af heteronormative kønsroller. Kvinder er ikke begrænset til køkkenet – og ej heller til kun at gifte sig eller have sex med mænd. Og omvendt. Her er der frie tøjler for seksualitet og køn – her kan man være, den man er. Selvom Alec kommer fra et mere snæversynet samfund, så kommer han til en verden, der er mere fri.

Det er ikke engang fordi det fylder meget. Det er bare sådan, den her verden og karaktererne i den er. Alt imens der myrdes og konspireres omkring dem. Flewelling får det til at se så let ud, og det er let at gøre sin verden så fri og divers, som hun har gjort den. Hvilket får mig til at skrige på mere af den slags, i al min litteratur.

Det her er virkelig bare en roman, der giver mig alt det, jeg ønsker mig fra de bøger, jeg læser. Det er fantasy, når det er allerbedst. Jeg ved godt fantasy, som den her slags, langt fra er for alle. Jeg ved godt, mange vil synes, der sker for lidt, eller at der er for lidt drama karaktererne imellem.

Men det her er en gruppe mennesker – alle Seregils venner – som ikke bare elsker, men stoler på hinanden. Uden forbehold. Det bliver Alec en del af efter Seregil bliver syg og Alec pludselig befinder sig i den interessante situation at have hans liv i hans hænder. Han redder ham, og det han får tilgengæld er en ny familie, og en loyalitet, der vil vare hele livet. Romaner, hvor karakterer stoler på og er så afhængige af andre mennesker – og tør være det, er noget af det bedste, jeg ved. For det jeg værdsætter allerhøjest i mit liv er mine personlige relationer, de mennesker jeg elsker – og for dem vil jeg gøre hvad som helst.

Jeg ved ikke, om det her er en bog, nogen af jer vil kunne lide. Men jeg vil alligevel opfordre jer til at give den en chance. For gud, hvor jeg elsker den. Det var ikke én ting ved den, jeg faldt for så hurtigt og stædigt. Det var helheden. Det var hver detalje og hvert ord.

Indimellem er man ufatteligt, åndssvagt heldig. Det har jeg været med den her bog.

dsc_0769-1