“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“Stay With Me” af Ayòbámi Adébáyò

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò, udgivet: 2017, 204 sider, Canongate Books. English reviewAnmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley.

DSC_0789-3

I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that had opened up beneath us.

Stay With Me strækker sig fra 1985 til 2008. Vi følger Yejide og Akin, der, i de fire år de har været gift, har forsøgt at få et barn, men uden held. Med Nigerias voksende politiske kaos som baggrund, følger vi dem, som deres ægteskab langsomt krakelere og falder fra hinanden under presset for at få et barn, og som flere og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Den første revne i facaden kommer da Akin en dag viser sig, under meget pres fra sin mor, at have tager sig en ny kone. Det er mere end Yejide kan rumme, men hun ved også at der ikke er noget hun kan gøre for at stoppe det. Udover at blive gravid først. Så det er præcis det, der sker.

Men prisen for at få et barn viser sig at være høj, og det kræver mere end bare kærlighed at klare sig igennem tragedie på tragedie, specielt når den blander sig med utallige løgne. Deres ægteskab viser sig at være bygget på ikke kun kærlighed, men bedrag. Et bedrag, der truer med at ødelægge den fremtid, de har forsøgt at opbygge sammen.

Det er en fascinerende roman, der, selv når den er næsten ubærlig at læse, er svær at lægge fra sig. Det er en historie fortalt i lag, og hvor ét lag langsomt fjernes og så det næste, og for hvert lag, der bæres frem i lyset, så forstår vi historien lidt bedre. Vi forstår, at vi ikke får fortalt hele historien, og at der stadig er elementer, der mangler. Først til sidst falder det hele på plads. Det er ikke altid denne form for historiefortælling virker, men her fungerer det fænomenalt. Det giver lyst til at blive ved med at læse, blot for at nå til sandheden, hvor tragisk og ubærlig den end måtte være. Vi ved, allerede fra første side, at Yejide knækker. At hun til sidst ikke kan bære det længere. Spørgsmålet er hvornår det sker og hvorfor.

Hver ny afsløring betyder også man som læser må revurdere det, man allerede har læst. Det tvinger en til at se historien i et nyt lys, og dermed også revurdere hvor historien er på vej hen, og hvor karakterernes dybe utilfredshed og desperation egentlig stammer fra. Men det er også en overraskende varm og håbefuld roman. Hverken Yejide eller Akin giver nogensinde helt slip på kærligheden.

Besides, what would be left of love without truth stretched beyond its limits, without those better versions of ourselves that we present as the only ones that exist?

Ayòbámi Adébáyò har skrevet en roman og karakterer, der er levende. Deres smerte, deres glæde, deres sorg og deres bevægelser væk fra hinanden er beskrevet i hjerteskærende detaljer, der ikke blot formår at kommunikere handling og følelser, men også indre stemninger og usagte følelser på et niveau, jeg synes er ret enestående. Hendes dialog er også skarpe og indimellem morsomme, og fanger perfekt de små variationer i karakterenes personlighed og indre liv.

Det er langt hen ad vejen en roman om det, der foregår inde i et menneske, når de ikke kan leve op til samfundets og familiens krav, og når de møder dyb, endeløs sorg. Specielt i et så patriarkalsk samfund, som ikke blot Yejide, men også Akin ender med at lide under.  Jeg sad tilbage til sidst med spørgsmålet om, hvorvidt Yejide faktisk ønskede børn, eller om hun i stedet blot ønskede accept fra samfundet, og at kunne blive en del af en familie, hun aldrig selv har haft. Babyen – og manglen på en – bliver et symbol på denne accept, som på mange måder er uopnåelig, fordi den er i hænderne på en mand, og ikke hende selv.

Stay With Me er en velskrevet, sorgfuld roman, der dog aldrig mister fodfæstet på trods af sin komplekse opbygning og barske stof. Barnløshed, ægteskabelig konflikt og samfundets accept er ømtålelige, voldsomme emner, men Adébáyò behandler dem med ømhed, forståelse og elegance, uden nogensinde at miste den tyngde de også påkalder sig. Adébáyò er nok værd at holde øje med.

Before I got married, I believed love could do anything. I learned soon enough that it couldn’t bear the weight of four years without children. If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.

DSC_0799-3

 

“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1

“The Heart Is A Lonely Hunter” af Carson McCullers

The Heart Is A Lonely Hunter af Carson McCullers, originalt udgivet: 1940, 430 sider, Modern Library.

DSC_0739-2

DSC_0737-1

… for they felt that the mute would always understand whatever they wanted to say to him. And maybe even more than that.

*

En af de største tragedier i et menneskeliv er den erkendelse, at der aldrig vil eksistere en person, der kommer til at kende os helt. Der vil aldrig være en anden med hvem, du kan dele den inderste del af din sjæl og forvente dyb, fuldendt forståelse fra. Vi er altid fragmenter for hinanden, det er altid kun små dele af os selv, der ses af de mennesker, vi elsker, holder af, eller blot møder i et enkelt øjeblik.

The Heart Is A Lonely Hunter er en refleksion over den erkendelse, og den frygt, angst og ensomhed, der følger med den.

Det er fortællingen om ensomme eksistenser, der blot forsøger at finde et menneske, der kan forstå deres dybeste frygt og højeste drømme. Der er Mick, en ung pige, snart kvinde, der har et enestående musisk talent, men ingen måde at udtrykke den. Jake Blount, en alkoholiseret kommunist. Doctor Copeland, en sort doktor, der tror på de sortes frigørelse fra de hvide og oprør mod et kapitalistisk system. Biff, med sin fascination af skæve eksistenser og endeløse, utilfredsstillende refleksioner over sit eget liv og identitet.

Alle samles de om John Singer, en døvstum, der bliver deres umiddelbare forløsning. Hans tavshed indbyder til bekendelse, og hans vidende øjne, hans fordomsløse smil inviterer hver og en af dem til at gøre ham til dét, de har brug for. John Singer forstår dem, mener de. Biff er den eneste, der ser denne forgudelse af Singer for hvad det er. Han er den eneste der genkender at de blot har udvalgt den eneste person, der ikke modsiger dem, og derfor hælder deres håb, bekymringer og tanker over på ham.

Singer bliver en slags messias for de fortabte. Hos ham er der forløsning, redning, og dyb, inderlig forståelse. Ikke bare for romanens hovedpersoner, men for hele byen, de befinder sig i.

John Singer er dog blot et menneske. Et menneske, der selv har skabt en guddom han kaster alle sine egne håb på; Antonapoulos. Antonapoulos, der er også er døvstum, Singers eneste ven, og som i starten af romanen ender på en institution for mentalt syge. Her besøger Singer ham så ofte han kan, og når han ikke kan optager Antonapoulos en konstant plads i Singers liv på trods af hans fravær. Han bliver for Singer, hvad Singer er for alle andre. En måde at undslippe ensomheden. En person, der ikke kan eller vil afsige sig den piedestal de stilles på – fordi de dybest set er ligeglade.

*

What she had to say was terrible and afraid. But what he would tell her was so true it would make everything all right. Maybe it was a thing that could not be spoken with words or writing.

*

McCullers skriver i et imponerende sprog, der med lethed fanger karakternes indre tumult. Det er simpelt og komplekst på samme tid. Der er en stemning af uforløst begær, ikke seksuelt, men efter forståelse – efter at føle sig forstået.

Tragedien, og det, der gør romanen så kraftfuld, er karakterernes manglende evne til at gribe de chancer, de har for at komme tættere på faktisk, omend mangelfuld forståelse. De bekender sig til Singer, men aldrig til de personer i deres liv, der faktisk besidder et ønske om at forstå dem. Hver gang de befinder sig overfor en person, der har mulighed for og lyst til at forstå dem, så falder ordene fra hinanden. Så opstår misforståelser, fordomme og kritik. Illusionen om fuldendt forståelse er lettere end virkelig forståelse, der altid er mindre, mere smertelig, men mere værdifuld.

Den eneste, der virker til at have en chance er Mick, der med musikken vil have en mulighed for at transcendere det sproglige. Til gengæld har hun i sin fattigdom ikke mulighed for den træning, hun skal bruge for at nå dertil.

På trods af karakterernes ret triste udsigter, så er det ikke for mig en dyster roman. Den har sit mørke og sin eminente portrættering af ensomhed, men der er noget ufatteligt genkendeligt, og ekstremt menneskeligt, i ønsket om at ville kendes fuldt ud. Et ønske McCullers viser os i alt dets smertelige, brutale herlighed.

Det er en endeløst fascinerende, skrøbelig og kompleks roman. McCullers mestrer sine karakterer, deres indre liv, deres mangler, og den dybde i alle mennesker, der gør det så svært at sige det, vi føler, når vi endelig får chancen. Frygten for at møde modstand eller manglende forståelse er lammende. Det er derfor vi bekender os i mørket, om natten, når verden står stille og intet føles virkeligt.

*

… in a swift radiance of illumination he saw a glimpse of human struggle and of valor. Of the endless fluid passage of humanity through endless time. And of those who labor and of those who—one word—love.

DSC_0735-1

DSC_0750-1

“The Vegetarian” af Han Kang

The Vegetarian af Han Kang, oversætter: Deborah Smith, udgivet: 2015, 183 sider, Portobello Books, English review.

DSC_0023-2

If only one’s eyes weren’t visible to others, she thinks.
If only one could hide one’s eyes from the world.

Han Kangs Human Acts var en enestående oplevelse. Det er The Vegetarian også. Den har noget mytisk over sig, som om der i den verden Kang stiller os overfor er skrællet et lag af verden, et lag der bringer os tættere på det overnaturlige, det hinsides. Den er samtidigt erotisk uden at være seksuel, det er en erotik, der er sanselig og åndelig, en erotik der omhandler begær, ikke efter en anden krop, men efter tilfredsstillelse af sjælen. Og så er den smukt skrevet.

The Vegetarian omhandler Yeong-Hye, der bor med sin mand og lever et anonymt, almindeligt liv, indtil hun en nat har en drøm. Det er en drøm, der aldrig helt bliver forklaret, men som vi får enkelte billeder fra. En drøm fuld af blod og vold og kød. En drøm som får Yeong-Hye til, med urokkelig ro og overbevisning, at frasige sig at spise kød, fisk og ja, i sidste ende faktisk at spise noget som helst overhovedet. Hendes mand vågner op morgenen efter drømmen og ser hende tage alt kød ud af køleskabet og fryseren og smide det ud. Han tror det vil gå over, at hun vil komme til sig selv igen og alt vil gå tilbage til normalen. Det sker ikke. Det ligger i luften at Yeong-Hye ikke er blevet væk fra sig selv, men at hun i denne frygtindgydende drøm har fundet sig selv.

Romanen er inddelt i tre dele. Den første del er fra Yeong-Hyes mands synspunkt, den anden del fra In-Hyes (Yeong-Hyes søster) mands synspunkt, og den sidste del fra søsterens, In-Hyes, synspunkt. Det centrale element er Yeong-Hye, hvis (for dem) uforklarlige tilstand konstant spøger i og påvirker deres liv. De kæmper alle med at forstå hende, men hendes mand mest af alle. Hans ønske om et normalt, almindeligt liv, med en kone, der gør som han vil, ødelægges af Yeong-Hyes nye vision. Han kan ikke forstå eller acceptere hende. Jeg er fristet til at sige, at anden del giver en højere grad af forståelse af Yeong-Hye, men det er ikke sandt. Det er blot en anden mangel på forståelse – snarere faktisk misforståelse, end forståelse. In-Hyes mand er kunstner, og han ser sin egen vision, sin egen kunstneriske drøm i Yeong-Hye. Yeong-Hye ser i ham og hans kunst et øjebliks frihed. Det er stadig ikke forståelse, ikke accept, men der er dog en snert af frihed, af at være tæt på noget mere, omend det følges af noget mørkt og begærligt.

Til sidst er der In-Hye. Søsteren. Familierelationen. In-Hye har set sit eget liv falde fra hinanden, og holder kun gennem stædighed og ubøjelig vilje fast i sin søster, fast i håbet om at hun kan komme tilbage til sig selv. Eller måske blot åbne op, vise In-Hye hvad det er hun har set, hvad hun har drømt, hvad hun så desperat begærer eller ønsker, at det måtte affeje alle andre nødvendigheder, at det kan komme i mellem Yeong-Hye og selve livet.

Det er en roman, der er lyrisk og poetisk, men også sparsom i sit sprog. Den har en særlig, næsten ubehagelig styrke i det hemmelighedsfulde, i ikke at fortælle os alt. Vi er aldrig inde i Yeong-Hyes krop eller sind, som alle andre må vi se og forstå hende udefra, vi kan blot gætte og antage, hvad der foregår i hende. Som tilskuere er vi nødsaget til at slå os til tåls med et halvt billede, med kun andres ord for det der sker i hende, om hende, med hende. Men det er magtfuldt, for det er tre syn på den samme kvinde, godt nok en kvinde som langsomt faldere dybere og dybere ind i sit ønske om det vegetale, men dog den samme kvinde. En kvinde de har elsket, og som de stadig elsker. En kvinde som er dem uforståelig, men dog bekendt. En kvinde som er mere end blot en eksistens, end et individ, hun bliver en nøgle til noget andet, noget større, noget mere. En umulig drøm.

Det er også en historie, der indeholder tanker og reflektioner om menneskets almindelige liv, og hvordan vi pludselig opdager, de illusioner, de vaner og det banale liv vi har levet, når vi stilles overfor en person, der tør bryde med normen. Der ikke følger de regler, alle os andre så slavisk følger. Det er en roman om sammenbrud og opbrud, om at forfølge en drøm om noget mere, hvad end det mere så må være.

Det er en smuk, smuk fortælling. Og brutal, og hård. Den handler om meget mere end en kvinde med en bizar vision født af en drøm, den handler om det mest menneskelige i os, om det vi er i stand til, hvis vi skubbes, om det vi drømmer om, håber på, om alt det vi accepterer, fordi det er blevet vane. Der er ting vi ikke ser, følelser vi ikke er klar over før det fremmede viser det frem for os.

Han Kang er absolut en forfatter, der er kommet for at blive – og som bliver ved med at imponere.

“Human Acts” af Han Kang

Human Acts af Han Kang, oversat af Deborah Smith, udgivet: 2014, 224 sider, Portobello Books. English Review.

DSC_0605

Han Kang er i disse dage på alles læber, da hun lige (sammen med sin oversætter Deborah Smith) har vundet Man Booker prisen for romanen The Vegetarian (som vist nok også oversættes til dansk i år). The Vegetarian regner jeg med at læse snarest, men Human Acts kom af en eller anden grund først på min liste. Jeg troede faktisk det var en ældre bog, men det viser sig den udkom i Januar i år, så den er helt, helt ny.

Og den er fantastisk. Helt igennem uovertruffen. Det er en fortælling, der er smuk, tragisk, medmenneskelig og forfærdelig – og forfærdelig vigtig. Det er en roman om et stykke Koreansk historie, der vidner om den brutalitet, ondskab og død et diktatur og militærregime kan medføre. Han Kang skriver med ekstrem empati, forståelse og en insisteren på at fortælle historien på en måde, der er ofrene værdige, og som ikke går på kompromis med detaljerne.

Den fik mig til at tænke på kroppen som en form for slagplads for revolution. Hvordan det første, der forsøges taget fra mennesker i et undertrykt samfund er kommunikation, muligheden for at bevæge sig frit, for at mødes med andre. De forsøger at undertrykke kroppen, og indskrænke muligheden for at bruge den til det, den er skabt til: at forbinde os til andre.

Og den fik mig til at tænke på kroppen som et form for vidnesbyrd. Ikke i den forstand at den kan bruges til at tale med, og dermed til at fortælle ens historie, men som en beholder. En beholder hvor minder, om det man har set og oplevet for evigt ligger gemt. Kroppen, den døde krop, som en katalysator for de minder, som et symbol på det menneskelige – som noget der enten kan misbruges eller helliggøres. Det er vigtigt at begrave mennesker ordentligt, fordi vi på den måde gør kroppen til mere end bare dødt kød; vi gør den til et udtryk for det sind, der beboede kroppen. Vi giver den mening, gør den menneskelig igen – vi gør den igen til en del af vores samfund og  vores liv, selvom personen aldrig kommer igen.

Kroppen er revolutionær, fordi den indeholder alt det alle magtfulde personer og regimer er bange for: at vi husker, at vi mindes, at vi forarges over det vi ser og kaster os med alt hvad vi har mod dem. Selv efter kroppen er slået ned, selv efter den er blevet misbrugt, tortureret, bøjet, knækket og ødelagt så voldsomt at det at eksistere i den selv efter smerten er forsvundet indebærer ubehag, afsky og psykisk smerte. Selv når kroppen er nedbrudt, selv når sindet giver op, så er det stadig en trussel. Det kan magthaverne ikke holde ud; tanken om at mennesket og dets krop så længe det lever, og selv efter det er dødt, er en trussel. Fordi det mindes. Eller bliver katalysator for minder.

At mindes de døde, de levende, fortiden, det er en revolution. En revolution man ikke kan stoppe. Menneskeligheden forsøger de undertrykkende altid at tage fra de undertrykte, og deres frygt kommer af at det er så forbandet svært, nærmest umuligt. At sindet altid indeholder mindet om en anden tid, at det altid har potentialet til at rejse sig igen.

Han Kang har skrevet en roman, der er poetisk, der hvisker sit budskab så insisterende at det føles som om det bliver skreget. Det er en roman, der bevidner det værste ved mennesket, og det, det værste medfører; nemlig mod, empati, tilgivelse og en endnu større menneskelighed. Det er en roman om sorg, om vold, om kærlighed og om de ting, vi mennesker gør og den effekt, de har på verden.

Jeg mener det helt alvorligt: læs den her bog.

DSC_0593

“So long a letter” by Mariama Bâ

(So long a letter af Mariama Bâ, oversat fra fransk af Modupé Bodé-Thomas, udgivet: 1979, Heinemann. English review.)

Jeg læste den her bog for hurtigt og for ufokuseret. Jeg kunne mærke ord og sætninger og deres mening snige sig uden om mine opmærksomme øjne og blive væk i intetheden. Men den her bog er 90 sider, og den fortjener at blive genlæst. Ikke blot fordi det er en fantastisk bog, der fortæller lidt om alting på trods af sin slanke størrelse. Men også fordi jeg ved, at det er en bog jeg vil forstå anderledes, når jeg er ældre. Sådan er det måske med mange bøger, men der er enkelte som jeg føler man virkelig bør være ældre for rigtigt at komme ind under huden på. Ting som ægteskab, at være forælder, at se tiden løbe forbi og blive ældre – at have flere minder bag sig end man måske har foran sig. De oplevelser kan jeg ikke sætte mig ind i på samme måde i en alder af 24, som jeg vil kunne om 10, 20, 30 år.

So Long a Letter er et langt brev, skrevet som en slags dagbog fra Ramatoulaye til hendes veninde Aissatou. Brevet begyndes kort efter at Ramatatoulayes ægtemand er død, og omhandler hendes sorg over hans død, men viser sig snart at være en sorg, der går længere tilbage. For 5 år før hans død tog han en anden kvinde til hustru, og selvom Rama ikke forlod ham af den grund, så vendte han hende og deres børn ryggen. Meget af historien omhandler ægteskabet, og om at vriste sig fri af det liv man har levet i 30 år, men den  er samtidigt om meget mere end det.

Det er Ramas reflektioner over at være kvinde i et Vest Afrikansk, og patriarkalsk samfund, et samfund, der langsomt udvikler sig i en ny, mere moderne retning. Det er tanker om at være mor, om familie, om ægteskab, om kærlighed og venskab.

Venskab står frem som noget af det stærkeste man kan dele med et andet menneske. Venskabet mellem Assiatou og Rama er mere, højere og stærkere end forholdet til deres mænd. Begge deler de den samme skæbne, hvor deres mand tog en ny hustru, men hvor Assiatou valgte at forlade sin, så blev Rama i sit ægteskab. Begge valg er lige rigtige, lige gode, romanen er ikke ude på at prædike moral. Venskabet består ligemeget hvad. Hvilket jeg satte pris på, for alt for få bøger giver venskab den vægt og styrke, som det fortjener.

I dette lange brev til Assiatou følger vi Ramas rejse fra at blive forladt af sin mand, til at stå over for et liv alene, til at bevæge sig på en vej mod en ny forståelse af livet, af sig selv og af verden. Den er fuld af visdom, forståelse og søgen. Søgen efter mening i en verden, der konstant forandrer sig, og som aldrig er statisk. Hvor alting ændrer sig, hvor ens børn vokser op, forelsker sig, og hvor hun selv skal vurdere hvad hun ønsker i forhold til kærligheden. Efter 30 års ægteskab, hvordan redefinerer man så sig selv? Som kvinde, som enke, som mor?

Det er et indblik i en muslimsk kvindes liv, tanker og bekymringer. Den er aldrig nedladende eller prædikende, den er reflekterende. Den stiller ærlige spørgsmål og kommer med ærlige svar. Den mindede mig lidt om The Prophet af Kahlil Gibran i den forstand at de begge har lidt at sige om alle vigtige aspekter af livet, men Mariama Bâ er mere nuanceret end jeg husker Gibran som.

Det er en roman, der holder det nye op ved siden af det gamle, der bevæger sig og trækker vejret, en fortælling der indeholder mere på 90 sider end mange andre bøger gør på 600.