“Mrs. Dalloway” af Virginia Woolf

Mrs. Dalloway af Virginia Woolf, originalt udgivet: 1925, 146 sider, Wordsworth Classics.

DSC_0234-1

Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige om Virginia Woolfs værker. Men jeg elsker hende, og jeg elsker Mrs. Dalloway, værket og karakteren. Der er noget sælsomt og ubegrænset vidunderligt over denne roman, over dens tragedie, skønhed og forførende atmosfære af nostalgi og tidløshed.

Måske elsker jeg den sådan, fordi her, lige her, formår Woolf at tage den trivielle hverdag og ophøje den til den kollage af følelser, opdagelser, erkendelser og forandringer den faktisk er. Den fanger det, livet er. Det er ikke en sentimental roman, men den er fuld af følelser. Som livet jo er. Hver dag, hver eneste dag, hele vejen igennem.

Der er kærligheden. Til manden, hun har giftet sig med, til den mand, hun kunne have valgt, og til den kvinde, det ikke var muligt at vælge. Der er fortrydelse, bitterhed, lettelse, accept og tusind andre følelser i spil hele tiden. Vi kommer igennem det hele gennem den ene eller den anden karakter, som vi følger på en enkelt, solrig dag i juni. Som de shopper, skriver breve, sover i parken, og slår sig selv ihjel.

Det er også en roman, der foregår på kanten af det Britiske Imperiums ruin og i efterdønningerne af første verdenskrig. Mrs. Dalloway køber blomster i en by og et land, der står på den anden side af et dybt traume. Et traume, det aldrig rigtigt kommer sig over, og Woolf, der udgiver romanen i 1925, kan ikke vide, at der venter endnu en krig i horisonten. Men traumet manifesterer sig i Septimus, der blandt disse glade parkgængere og almindelige folk, stadig ser de døde. Septimus, der ikke kan lægge dem bag sig, men må rable om livet, døden og sandheden, mens lægen fortæller ham, han intet fejler.

Alt imens Mrs. Dalloway forbereder sin fest og hendes gæster undrer sig over livet, som det var og som det er blevet til. Som alle Woolfs værker, så er det en introspektiv roman, der ser på menneskets væsen i forskellige tilstande, og de momenter, der tager os fra én følelse til den næste, fra erkendelse til erkendelse, og sindstilstand til sindstilstand. Og specielt kvinden, som hun bliver set på af mænd. Clarissa Dalloway er, som titlen antyder, hele romanens centrum. Selv når hun ikke er til stede, så er hun den, det hele handler om. Fordi der tænkes på hende af andre karakterer eller af læseren.

Det er specielt hendes identitet, hvordan hun ser sig selv og hvordan hun ses af andre. Hun er også langt den mest komplekse karakter, og hun veksler mellem at elske livet og glædes over de mindste ting, til at mærke vægten af tiden og de følelser, der aldrig blev udlevet. Hun virker, umiddelbart, overfladisk, men der er en overvældende dybde og nuance i hende, der i glimt og udsøgte sætninger kommer til udtryk. Hun er mere end blot værtinde, kone, bekendt, tidligere flamme, mor osv. Hun er alt dette og endnu mere. Mrs. Dalloway, værk og karakter, er en symfoni af betydning og mening.

Den er også en fryd at læse, selvom det kræver et specielt fokus. At læse Woolf er som at bevæge sig i en bølge. Den falder på stranden, trækker sig tilbage, falder igen, trækker sig tilbage. Det er den følelse af bevægelse, jeg får, når jeg læser hende. Det er den måde, synes jeg, hendes sprog og hendes karakterer bevæger sig igennem historien, som en bølge. Denne helt specielle rytme, der på en og samme tid står stille og er i konstant bevægelse.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Mrs. Dalloway ses som en af hendes største romaner. Den indfanger noget helt ekstremt menneskeligt uden at trivialisere det. Denne gave til at ophøje – eller snarere korrekt forstå og beskrive – den allermindste menneskelige sindsbevægelse er imponerende og fanger mig gang på gang.

Jeg er berørt, altid, over Woolfs evne til at indfange livets kompleksitet, dets glæder og dets enorme sorger, uden at overdrive eller overskrive det. Det får lov til blot at være, at eksistere i ord, og jeg forstår ikke, hvordan hun formår det.

Jeg har elsket alt, jeg har læst af Woolf. Men Mrs. Dalloway nok mest af alle, selvom To The Lighthouse potentielt er den mere fuldendte roman. Mrs. Dalloway rørte bare noget andet i mig. Det var en anden oplevelse. En åbenbaring af en slags, af Woolfs unikke talent, af litteraturens magt, af hverdagens kompleksitet. Af at være menneske på en solrig dag i juni, i skyggen af krigen og kærligheden. Hvor nogle finder glæde i “simply life” og andre går til fordi der intet simpelt er over livet. Ærlig talt et mesterværk af en roman.

DSC_0217-1

Advertisements

“Transfervindue” af Maria Gerhardt

Transfervindue af Maria Gerhardt, udgivet: 2017, Politikens Forlag.

DSC_0697-1

DSC_0702-1

Kroppen kendte til smerter, som kroppen ikke kunne bære.

Jeg kendte ikke noget til Maria Gerhardt før, pludselig, så var hun alle vegne, hun var døende. Og så var hun væk. Alligevel mærkede jeg tragedien i det. Hun var en person, jeg ville ønske, jeg havde vidst fandtes før hun var væk igen.

For der er ingen tvivl om, at hun har brændt med en styrke og et lys, som man ikke ofte ser. I hvert fald hvis artiklerne, indlæggene og kommentarerne om hende skal tros. Og hvis man skal tro det vidne hun har efterladt i blandt andet denne roman. Der om noget er energisk, ærlig, skarp og desperat. Ikke desperat i et forsøg på at blive husket, men desperat i et forsøg på at få kommunikeret det ud, hun gerne vil sige, og få det sagt korrekt.

Transfervindue fungerer som en slags afskedsbrev. Den indeholder al den vrede, afmagt og frustration, som kun en syg kvinde, der ellers burde have hele livet og kærligheden foran sig, kan føle. Og den indeholder al den skønhed, varme og kærlighed Gerhardt ved, hun må efterlade, som hun kan har et øjeblik, dette øjeblik, til at sige.

Det er en roman, der på meget få sider og med meget få ord, får sagt helt ufatteligt meget. Om livet, kærligheden, sygdommen, døden, hverdagen. Frygt, drømme og erkendelsen af, at der altså intet er tilbage at gøre, blandes og forvandles til denne utopiske fremstilling af sygdommen, hvor dystopien skjuler sig lige bag de klinisk hvide gardiner og i skufferne med medicinen.

Der er jo ingen utopi for de syge, intet sted de kan drage hen, der er automatisk bedre. Det sted er sammen med de raske, der går og har det fint. Der ikke ved, hvilket mirakel de bærer på. Utopien er dette mirakel, raskheden, der rammer nogle, og ikke rammer andre.

Det er jo et ulækkert sted at være, midt imellem liv og død. Det er jo ikke mærkeligt, at folk flygtede, sådan som jeg baskede med mine vinger, ækelt flagrende ind og ud af alle verdner. Der er to muligheder: Enten rejser man sig fra asken og løber et maraton. Det selvhelbredende menneske. Eller også er man tragedien.”

Nordsjælland som et gigantisk hospice for de døende er kun en drøm på ydersiden, for dem der ser ind. Gerhardts utopiske fremstilling er da også blot en måde at fremstille det skel, der automatisk opstår mellem dig, der er syg, og dem, du holder af. Mellem dig og resten af livet, hvor alt fortsætter som det altid har gjort, og hvor de får sværere og sværere ved at håndtere den syge.

Det rammer dybt og det rammer hårdt, for Gerhardt formår at finde præcis de rigtige ord. Dette univers er helt hendes eget, og med humor, skarpsindighed og en hektisk energi formår hun at dele sin smerte med læseren.

En bog som denne er noget af det fineste, hun kunne have efterladt os, der ikke kendte hende.

Det smukke i, at du aldrig finder en, der kan erstatte mig. Det smukke i, at du gør.

DSC_0732-1

DSC_0717-1

“What I Loved” af Siri Hustvedt

What I Loved af Siri Hustvedt, udgivet: 2003, 370 sider, Sceptre.

DSC_0804-1

DSC_0816-1

“‘But the really terrible question is this: What was it that I loved?‘”

Jeg synes egentlig What I Loved er best opsummeret med et citat fra romanen: “This will be our law – that we write our dailiness and our suffering very, very carefully.” Jeg føler, det er det, Siri Hustvedt har opnået med denne roman. Hun har beskrevet hverdagen og smerten meget, meget omhyggeligt, og med en helt vidunderlig indlevelse i sine karakterers liv.

What I Loved virker umiddelbart som en stille refleksion over kærlighed, venskab og familie. Om hvordan et venskab mellem to mænd forandrer deres liv for altid, om de kvinder, der er med til at forme dem, de familier, de starter og alt det, de sammen mister. Men romanen røber undervejs en smerte, der udfoldes mere og mere jo længere vi kommer ind i historien. Ikke kun én smerte, mange smerter. Alle de forskellige typer, der findes, og hvordan de væver sig sammen, bløder igennem alting, og destruerer det, der fandtes før, så man enten må genopbygge eller forlade det.

Det er også en langsom bog. Eller snarere, den giver sig tid til at være i bestemte øjeblikke og atmosfærer. Den zoomer helt ind på glæden og specielt smerten over at miste. Enten til døden eller til geografisk eller følelsesmæssig afstand. Det er en roman, der rummer en dyb, dyb sorg. Og ikke blot over dem, de mister, men også over dem, de har elsket. Dem, der viste sig at være uigenkendelige, når de blev observeret tæt nok på.

Rammen er to vennepar, som vi følger fra venskabets start og til de, årtier senere, splittes ad igen. Der er intet reelt plot. Der er blot observationer om deres liv, deres hverdag, deres interne forhold, og deres følelser, og senere bekymringener om deres børn. Hovedpersonen er Leo, og hans følelsesliv er den linse vi ser fortællingen folde sig ud igennem. Han er samtidigt også, på mange måder, den mindst interessante karakter. Men hans statiske kvalitet gør ham også perfekt egnet til centrum af romanen. Han forbliver, men alt omkring ham falder fra hinanden og ændres.

Der er også noget fascinerende over den nærmest umærkelige måde, han forandrer sig på. Ja, som de alle forandrer sig på. Enkelte gange sker det i gigantiske ryk, men oftest er det skridt for skridt. Det giver også romanen en flydende kvalitet. Når man når til slutningen, så er det en smule overraskende, hvor langt disse personer er kommet, og hvor meget der egentlig er sket siden begyndelsen. Der er hele tiden noget, der bobler under overfladen, en storm under opsejling, og det giver romanen en særegen kvalitet.

De fire hovedkarakterer er meget sympatiske, og det gav mig lyst til at læse videre. Samtidigt var jeg helt overbevist om, at alt ville blive værre for dem, jo mere jeg læste, så jeg havde også lyst til at lægge romanen fra mig. Dermed fange dem i det øjeblik, jeg forlod dem i. Jeg læste hele romanen på meget få dage i tilfælde af sidstnævnte impuls blev lidt for stor, og jeg ikke kunne vende tilbage til læsningen igen.

Det er en roman, der fortjener at blive læst færdig.

Hustvedt formår med et velovervejet sprog og et imponerende øje for detaljer at fortælle en historie, der reflekterer over noget helt fundamentalt i livet. Hvordan vi interagerer med dem, vi elsker, hvad der sker med os, når de forlader os, og den magt, de har over os, udelukkende fordi vi elsker dem. En gribende og intens roman.

I’ve always thought that love thrives on a certain kind of distance, that it requires an awed separetness to continue. Without that necessary remove, the physical minutiae of the other person grows ugly in its magnification.

DSC_0833-1

“Den Syvende Dag” af Yu Hua

Den Syvende Dag af Yu Hua, oversat af Sidse Laugesen, org. udgivet: 2017, 229 sider, Forlaget Klim. Anmeldereksemplar fra forlaget. Udkommer: 1. august 2017. English review.

DSC_0254-1

Jeg er klar over, at jeg må finde frem til mit livs sidste indtryk, og at dette sidste indtryk må befinde sig for enden af erindringernes spind af veje. Hvis jeg finder det, vil jeg også have fundet min egen død.

Jeg fik et tidligt digitalt anmeldereksemplar af Den Syvende Dag til en læsekreds afholdt sammen med Authors in Aarhus, hvor både Yu Huas danske redaktør fra Klim og oversætteren Sidse Laugesen var til stede. Den blev afholdt i anledning af at Yu Hua gæster Aarhus i august til et arrangement med Authors in Aarhus (jeg skal med, så kom frisk!) og i starten af samme måned udkommer denne roman på dansk.

I Den Syvende Dag vågner den 41-årige Yang Fei op i efterlivet kort efter han er død. I syv dage følger vi ham, mens han vandrer rundt, reflekterer over sit liv, møder afdøde bekendte, og leder efter sin forsvundne far. Yu Huas version af efterlivet føles mest af alt som et limbo. Her må dem, der ikke har en grav, vandre indtil en efterladt i de levendes verden køber en grav til dem. Hvis de ingen familie eller venner har tilbage, så er de dømt til for evigt at eksistere i dette limbo mellem denne verden og den næste. Det er ikke hverken et helvede eller et paradis, det føles mest af alt som en forlængelse af livet, blot mere behagelig.

Mens Yang Fei vandrer denne limboverden, tænker han tilbage på sit liv før døden. På de mennesker, der formede ham, dem, han mistede og nu kan møde igen, og dem, han måtte efterlade hos de levende. Han støder på flere personer fra sit liv, der nu enten, som ham, ingen grav har eller som er på vej videre. Han lytter til deres fortællinger og hver især hjælper de ham også med at forstå hans egen død – og livet også. Og de hjælper ham med at finde hans far igen, så han kan se ham en sidste gang. Deres forhold er kernen af romanen, og rejsen mod den tabte fader (der forsvandt, mens Yang Fei var i live) er den røde tråd, der leder os gennem efterlivet.

Hver karakter Yang Fei møder har deres fortælling, der indeholder både uretfærdighed, skønhed og en skarp kritik af samfundet. Flere af deres historier har rod i reelle begivenheder, og det er derfor også en roman, der indeholder ganske grusomme skildringer af Kinas samfund. Heldigvis er karaktererne placeret i efterlivet, og ser derfor tilbage på deres liv og disse begivenheder med en vis distance. Det gør fortællingerne udholdelige at være vidne til, men formindsker ikke deres virkning. I Yu Huas korte sætninger og lettilgængelige sprog er gemt en diskret humor og en gennemtrængende empati, der gør at indlevelsen i karaktererne ikke formindskes, selv når der lægges distance til det, de har gennemlevet.

Deres historier er ganske vist forfærdelige, men efterlivet er, på trods af sin limbotilstand, ikke hverken frygtelig eller smertelig. Faktisk hersker der en mildhed og en blidhed, der ikke var til stede på samme måde i livet. Det er ikke paradisisk, men det er bedre. Dem, der er dømt til evigt at eksistere i denne verden, fortsætter de liv, de havde før, men med færre bekymringer. Det er trist og smukt på samme tid. En balance, der er ufattelig svær at bevare en hel roman igennem, men Yu Hua træder på intet tidspunkt forkert.

Sidse Laugesen har også gjort et fremragende stykke arbejde. Oversættelsen føles naturlig, flydende og selvom jeg ikke kan sammenligne med den japanske original, så føles romanen og sproget levende. Hun fanger den atmosfære, som Yu Hua opbygger og bibeholder romanens kompleksitet og nuancer.

Den Syvende Dag føles som et forsøg på at give håb til dem, for hvem livet slår fejl, på den ene eller anden måde. Yu Hua giver stemme til dem, der ikke bliver hørt og beskriver medfølende og kritisk det kinesiske samfund og kinesiske oplevelser. Han skriver karakterer, der er komplekse og sammensatte, men uden at fordømme eller ophøje dem. De er blot mennesker, der har levet forskellige liv. Disse liv har været smukke, brutale og triste, men her, på den anden side, er der et sted, hvor de kan høre til.

I efterlivets krematorie, hvor de nyligt afdøde går hen for at blive sendt videre til, hvad end der kommer efter, er der stadig klar forskel på de forskellige samfundslag. De rige har pæne sofaer at vente i, de ultrarige eller vigtige personligheder har et helt separat rum, mens alle andre må sidde på klapstole. Men så snart Yang Fei bevæger sig ud i efterlivet, i denne limboverden, hvor alle uden grav må eksistere, der er det som om klasseskellet falder fra hinanden. Her eksistere en samhørighed, der ikke er at finde andre steder. Her glider folks hud og kød af, indtil de alle er skeletter. Her kan en morder og hans offer spille skak med hinanden uden bitterhed.

Her kan de eksistere i limbo mellem fortiden og fremtiden. Fortiden bliver et distanceret minde, og det giver plads til et større håb for fremtiden. Hvis det da nogensinde er en fremtid, de får at se. Indtil da er Yu Huas svar på et efterliv værd at tilbringe syv dage – og måske en evighed – i.

Romanen udkommer den 1. august. 

“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“Stay With Me” af Ayòbámi Adébáyò

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò, udgivet: 2017, 204 sider, Canongate Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og NetgalleyEnglish review.

DSC_0789-3

I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that had opened up beneath us.

*

Stay With Me strækker sig fra 1985 til 2008. Vi følger Yejide og Akin, der, i de fire år de har været gift, har forsøgt at få et barn, men uden held. Med Nigerias voksende politiske kaos som baggrund, følger vi dem, som deres ægteskab langsomt krakelere og falder fra hinanden under presset for at få et barn, og som flere og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Den første revne i facaden kommer da Akin en dag viser sig, under meget pres fra sin mor, at have tager sig en ny kone. Det er mere end Yejide kan rumme, men hun ved også at der ikke er noget hun kan gøre for at stoppe det. Udover at blive gravid først. Så det er præcis det, der sker.

Men prisen for at få et barn viser sig at være høj, og det kræver mere end bare kærlighed at klare sig igennem tragedie på tragedie, specielt når den blander sig med utallige løgne. Deres ægteskab viser sig at være bygget på ikke kun kærlighed, men bedrag. Et bedrag, der truer med at ødelægge den fremtid, de har forsøgt at opbygge sammen.

Det er en fascinerende roman, der, selv når den er næsten ubærlig at læse, er svær at lægge fra sig. Det er en historie fortalt i lag, og hvor ét lag langsomt fjernes og så det næste, og for hvert lag, der bæres frem i lyset, så forstår vi historien lidt bedre. Vi forstår, at vi ikke får fortalt hele historien, og at der stadig er elementer, der mangler. Først til sidst falder det hele på plads. Det er ikke altid denne form for historiefortælling virker, men her fungerer det fænomenalt. Det giver lyst til at blive ved med at læse, blot for at nå til sandheden, hvor tragisk og ubærlig den end måtte være. Vi ved, allerede fra første side, at Yejide knækker. At hun til sidst ikke kan bære det længere. Spørgsmålet er hvornår det sker og hvorfor.

Hver ny afsløring betyder også man som læser må revurdere det, man allerede har læst. Det tvinger en til at se historien i et nyt lys, og dermed også revurdere hvor historien er på vej hen, og hvor karakterernes dybe utilfredshed og desperation egentlig stammer fra. Men det er også en overraskende varm og håbefuld roman. Hverken Yejide eller Akin giver nogensinde helt slip på kærligheden.

*

Besides, what would be left of love without truth stretched beyond its limits, without those better versions of ourselves that we present as the only ones that exist?

*

Ayòbámi Adébáyò har skrevet en roman og karakterer, der er levende. Deres smerte, deres glæde, deres sorg og deres bevægelser væk fra hinanden er beskrevet i hjerteskærende detaljer, der ikke blot formår at kommunikere handling og følelser, men også indre stemninger og usagte følelser på et niveau, jeg synes er ret enestående. Hendes dialog er også skarpe og indimellem morsomme, og fanger perfekt de små variationer i karakterenes personlighed og indre liv.

Det er langt hen ad vejen en roman om det, der foregår inde i et menneske, når de ikke kan leve op til samfundets og familiens krav, og når de møder dyb, endeløs sorg. Specielt i et så patriarkalsk samfund, som ikke blot Yejide, men også Akin ender med at lide under.  Jeg sad tilbage til sidst med spørgsmålet om, hvorvidt Yejide faktisk ønskede børn, eller om hun i stedet blot ønskede accept fra samfundet, og at kunne blive en del af en familie, hun aldrig selv har haft. Babyen – og manglen på en – bliver et symbol på denne accept, som på mange måder er uopnåelig, fordi den er i hænderne på en mand, og ikke hende selv.

Stay With Me er en velskrevet, sorgfuld roman, der dog aldrig mister fodfæstet på trods af sin komplekse opbygning og barske stof. Barnløshed, ægteskabelig konflikt og samfundets accept er ømtålelige, voldsomme emner, men Adébáyò behandler dem med ømhed, forståelse og elegance, uden nogensinde at miste den tyngde de også påkalder sig. Adébáyò er nok værd at holde øje med.

*

Before I got married, I believed love could do anything. I learned soon enough that it couldn’t bear the weight of four years without children. If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.

DSC_0799-3

 

“Nights at the Circus” af Angela Carter

Nights at the Circus af Angela Carter, udgivet: 1984, 295 sider, Penguin Books.

DSC_0078-1

Det her er en af den slags fortællinger, hvor man på én og samme tid tror på alt og intet af det, der bliver fortalt. Nights at the Circus er den fabelagtige og forunderlige historie om Fevvers, en kvinde, der angiveligt er født med vinger. Journalisten Jack er ved at skrive en række historier om det bizarre og groteske, og Fevvers er et scoop. Romanen starter ud med en samtale mellem de to, og historien om Fevvers liv kunne både være sand eller det pure opspind.

Fevvers er en del af Colonel Kearney’s cirkus, hvor hun flyver rundt på trapezer og besejrer luften med sine vinger og sin personlighed. Jacks ene interview viser sig ikke helt at være nok, og i et øjebliks inspiration (eller forelskelse?) slutter han sig til cirkusset, får job som klovn, og følger Fevvers til Rusland.

Her bliver alting endnu mere underligt og bizart. Verden er stadig genkendelig, men også helt umulig. Fiktion blander sig med virkeligheden og jo mere kompliceret og utroværdigt det hele bliver, jo mere underholdende og fantastisk bliver det også.

Jeg har intet bud på, hvad den “rigtige” historie er. Det er meget muligt Fevvers har vinger. Måske er hun faktisk halv kvinde, halv svane. Måske forsvinder hun på et tidspunkt ind i et Fabergé æg, og måske er det muligt at et helt kompagni af klovne og røvere kan blæse væk med vinden. Eller måske ikke.

Det er bedst, tror jeg, at læse den her roman uden at tænke for meget over noget af det. Det er svært at lade være, og jeg havde et stort behov for at vide, hvad sandheden var. Jeg ledte efter et spor, noget der kunne fortælle mig, om jeg blev holdt for nar – og i så fald, hvad jeg blev holdt for nar om. Måske findes der sådanne spor, måske ikke.

I sidste ende handler det ikke så meget om, hvad sandheden er, hverken for læser eller karakterer. Men i stedet hvilken historie man vælger at tro på, og vigtigere endnu, hvilken historie man vælger at fortælle.

Der er en klar cirkusfornemmelse. Følelsen af at gå ind i et telt, hvor ingen opfører sig som de før. Klovnene farer rundt, en kvinde med vinger svinger i trapez, elefanterne sætter sig på kommando, og tigrene danser vals. Virkeligheden er ophævet, her kan alt ske, og hvad end der sker, så er det op til dig at beslutte om det var virkeligt eller ej.

Det er en roman, der lever på den gode fortælling, på den magiske realisme, og på det romantiske. Der er også en grad af feminisme, eller i hvert fald et fokus på kvinder, kvinders liv, vores ret til egen krop, vores frigørelse og selvstændighed. Retten til at fortælle vores egen historie, og eje vores eget liv. Det er et tema, der tages op igen og igen, ikke kun med Fevvers, men med flere af de kvindelige karakterer.

Angela Carter tager os til et sted, hvor tid er et løst koncept, hvor intet helt er, hvad det ser ud til at være, og hvor alt kan lade sig gøre, men meget lidt bliver gjort. Nights at the Circus er på skift skarp, underholdende og tankevækkende. Alle scener er mere end de ser ud til at være, og dyb tristhed, apati og nihilisme er tæt forbundet med glæde, kærlighed og håb på en bedre fremtid. Det er et virvar af følelser, indtryk og farverige, utrolige eller realistiske scener, der alt sammen resulterer i en roman, jeg ikke helt ved om jeg forstår, men som jeg er glad for at have læst.

DSC_0076-1