“Black Panther” af Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze

Black Panther (Vol. 1, #1-4) af Ta-Nehisi Coates og illustreret af Brian Stelfreeze et al., udgivet: 2016, 144 sider, Marvel Comics.

DSC_0071-1

Da jeg hørte Ta-Nehisi Coates, forfatteren Between the World and Me, var blevet hyret til at skrive et run af Black Panther, så var jeg allerede solgt. Jeg ved meget lidt om Marvel universet udenfor filmene, og det første jeg kendte til Black Panther var da også Chadwick Bosemans fremragende og fængslende portrættering af karakteren i Civil War. Snart får han sin helt egen film, og jeg er meget spændt, for han var uden tvivl en af de ting, der reddede den film fuldstændigt.

Allerede i Civil War var der noget over karakteren, på trods af hans korte tid på skærmen, der fangede mig. Det var meget tydeligt, at her var tale om en karakter, der var markant anderledes fra dem omkring ham. Blandt andet fordi han ikke er en vigilante, men er kongesøn og regent over et land.

Ta-Nehisi Coates er det oplagte valg til Black Panther. Hans politiske engagement og viden, hans integritet og hans enestående evne som fortæller er det, der kræves for at kunne gøre Black Panther historien så interessant og kompleks, som den er blevet. Der ér nemlig forskel på Black Panther og mange af de andre mere gængse superhelte, jeg kender.

T’Challa, der har overtaget Black Panther titlen og også kronen, har en pligt til folket i Wakanda, det fiktive afrikanske land han regerer. Han er nødt til at beskytte sit folk, han gør det ikke bare fordi han kan eller føler han bør. Samtidigt har han en pligt, ikke bare til sit folk, men også til at følge et retssystem. Det er ikke bare kampe mod aliens og skurke; det er politik. Og politik går ofte galt. Da vi møder ham i A Nation Under Our Feet er Wakanda tæt på opløsning, og folket er et enkelt skridt fra borgerkrig, oprør og ødelæggelse.

En række angreb har svækket landet, og uro og utilfredshed spreder sig stødt gennem folket. T’Challa gør sit bedste for at bringe ro og fred tilbage til landet, men han må også indse at han måske ikke længere forstår, hvad de har brug for, eller hvordan han bedst regerer dem. Han kæmper med at forstå, hvem han er som regent og hvilken retning, han skal fortsætte i. Det viser sig også at optøjerne ikke er helt naturlige, men forstærkes af magi og en magiker, der vil skabe et ny Wakanda. Samtidigt er to af T’Challas mest betroede vagter flygtet, og er ved at starte deres eget nye samfund op.

Der er uenighed om, hvad Wakanda er og hvad det bør blive til. T’Challa er fanget midt i den uenighed, og kæmper for at finde en måde at forene et splittet land og et svigtet folk.

Coates forsøger ikke at underspille den enorme byrde det er at skulle regere. Eller hvor svært det er at balancere mellem det, der er nødvendigt og det, der er rigtigt. Jeg tror ikke mange andre forfattere kunne magte lidt præcis den tyngde, denne type historie indeholder, på en måde der ville give et så elegant og overbevisende slutresultat.

Illustrationerne og tegnestilen passer også perfekt til historien, og der er en klar kohærens og en matchende vision mellem ord og billede. Wakanda kommer til live, og det samme gør dets stridigheder, kompleksitet og personer. Det føles som et ægte land, og dets politiske kampe føles som om de kunne være taget ud af en historiebog – om end med lidt flere vilde teknologiske våben og udstyr.

Den er lidt forvirrende at læse i starten dog, da det her jo er en del af et større univers. Man behøver ikke vide noget om Black Panther, for Coates serien er skrevet så den kan stå alene. Men samtidigt så bygger den diskret videre på tidligere begivenheder, og det er lidt forvirrende i starten, men bliver heldigvis opklaret hen ad vejen.

Heavy is the head that wears the crown” og det beviser Coates og Stelfreeze meget overbevisende med A Nation Under Our Feet. Politiske stridigheder ender aldrig godt for alle, og jeg er spændt på at se, hvor historien bærer hen, hvilken regent T’Challa vælger at blive og hvilken version af Wakanda, der står tilbage, når støvet har lagt sig.

DSC_0024-3

DSC_0061-1

 

 

“Monstress” (Vol. 1) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: Awakening (Vol. 1) af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2016, 202 sider, Image Comics.

DSC_0188-1

DSC_0204-1

They call us monsters because it makes it easier to hurt us. But monsters are people, too.

*

Monstress er nok en af de allersmukkeste graphic novels, jeg har læst. Art deco stilen, der har en lille smule steampunk i sig er betagende.  Sammen med illustrationerne er det fantastiske og brutale univers Marjorie Liu har fremmanet overvældende og fængslende.

Romanen åbner med Maika, nøgen i et rum, hvor hun bliver vurderet af en gruppe rige, elitære personer, og derefter solgt – eller snarere “doneret” til videre undersøgelse. Det er en vild start og på intet tidspunkt viger historien bort fra at fortælle – og vise – os alt det, vi ikke har lyst til at se på.

Det viser sig den verden Maika er en del af befinder sig midt i en krig, der aldrig rigtig er stoppet. Krigen er mellem almindelige mennesker, og personer, som Maika, der oftest har en form for overnaturlige evner og ofte ser anderledes ud – nogle har haler, vinger og generelle dyretræk. Menneskerne beslutter sig for at dette må betyde, de derfor er mindre værd, og det er ikke overraskende, hvad der følger efter. Tortur, eksperimenter, umenneskelighed. Som vi kender det fra vores egen historie.

Hele denne verden er pakket med forskellige genkendelige, men originale skabninger. Der er gamle guder, der vogter over nattehimlen. Hekse, magikere, og helt almindelige personer, der blot forsøger at overleve i en utilgivelig og grådig virkelighed. Der er guder, der ikke tør gribe ind, og en magt, som ingen helt forstår, men som forsøger at slippe fri.

Maika er mere end nogen andre tror, og da et ældgammel, sulten monster finder vej ind i hendes krop, bliver Maika pludselig nøglen i et dødeligt spil, der truer hele verden. Selv kan hun intet huske om sin barndom, sin mor eller hvad ved hende, der er så specielt at det skulle interessere hele verden. Alt imens leder landets største magter efter det, Maika bærer på. Enten for egen vindig eller for at vinde krigen.

Det er ikke en behagelig historie. Den lægger vægt på mørket, og det brutale, uretfærdige og groteske, der findes i os alle. Monsteret vi alle gemmer på, der her tager fysisk form. Maika er ingen helgen, og den kraft (og det monster) hun besidder fører oftere end ikke død og ødelæggelse med sig. Der er hele vejen igennem en detalje rigdom, og et fokus på at skabe en verden, der måske nok er brutal og utilgivende, men som også føles ægte. Det er en unik historie, der fortælles helt fremragende, og som skabes i en verden, der er fantastisk og magisk, men som har tyngde. Der dedikeres tid til at forklare og uddybe denne verden, og vise os, hvordan den hænger sammen.

Derudover er det en overdådig historie, hvor alt er større og derfor både bedre og værre. Vores ønske om magt, vores grådighed, og det mørke vi alle besidder, men ikke har lyst til at se i øjnene, drages frem i lyset. Tilbage står en nøgen, ærlig og voldsom fortælling om den pris, vi betaler for fred. Om så det er fred for alle – eller blot os selv. Her ses ind i mørke afkroge af den menneskelige sjæl, og man forstår at intet er gratis. Vi betaler en pris for alt, og ingen af os, ikke den bedste eller mest dydige, undgår at kaste en skygge på verden omkring dem. Imellem mørket er der øjeblikke af håb og af oprigtig godhed, og hvor end historien bærer os hen, så håber man det er til en lysere fremtid.

Det er en absolut fænomenal fortælling, der aldrig bliver så mørk at man mister håbet. Den er imponerende illustreret og fortalt, og den tankevirksomhed, der har ligget bag, og den vision Liu og Takeda kommer med er overvældende, overbevisende og virkelig, virkelig værd at give sig i kast med.

*

You remember what it was like when were were slaves? How you and I convinced each other we still owned our lives? How we imagined ourselves somewhere else? But the dream never lasted.  We had to endure. We had to fight.

DSC_0196-1

DSC_0198-1

 

“Letters For Lucardo” af Noora Heikkilä

Letters For Lucardo af Noora Heikkilä, udgivet: 2017, 142 sider, Iron Circus Comics, English review. Alle billederne er fra bogen.

lettersforlucardo

lettersforlucardo1

Jeg var med til at kickstarte den her grafiske roman, fordi det her er den slags vampyrhistorier vi fortjener. Den bliver mulig at købe om ikke så længe fra Iron Circus Comics.

Det er en virkelig, virkelig smuk historie om den 61 årige Ed Fiedler, der er arbejder som skriftlærd ved det royale palads, og her møder han den evigt unge Lucardo von Gishaupt, og de to starter en kærlighedsaffære. Problemet er at Ed er et ganske almindeligt, ikke alt for ungt menneske, mens Lucardo er en flere århundrede gammel, royal vampyr. Alligevel vokser der mellem dem noget ubeskriveligt fint, rørende og dybt, dybt ægte. De finder i hinanden et stykke af deres sjæl. Og selvom deres interaktioner oftest er lette og ikke alt for alvorlige, så mærker man, måske fordi historien fortælles gennem billeder og stemninger, at der er noget endegyldigt over det, de har sammen.

Dette er første bind af fire, og det viser os starten på deres forhold, og hvordan det udvikler sig, mens Lucardos familie i kulisserne ser det udfolde sig med en smule misbilligelse. For Lucardo lever for evigt, mens Ed kun har, hvis han er heldig, et par årtier igen.

Det er ikke fordi, der er ufatteligt meget plot, og det ér en erotisk grafisk roman, det bør jeg nok understrege. Den er meget erotisk. Men det er noget af det, der gør den fungerer så godt, som den gør, for selvom vi virkelig kommer tæt på alt det, de to har sammen – både de ømme, følelsesmæssige øjeblikke, og de meget mere erotiske øjeblikke af lidenskab og begær – så er der en skønhed og en frihed i at se det hele så udlagt og tæt på. Der er intet at skjule.

Det er også virkelig rart at se en kærlighedshistorie, der involverer en person, der ikke er hverken teenager eller i 20’erne. For kærlighed kender ingen alder – om så du er 60 eller 400.

Kunsten er ikke nødvendigvis alles stil, den er lidt upoleret og holdt i sort/hvid, men lige her passer den perfekt. De bløde kurver og lette strøg giver en ømhed til billederne. Og Ed og Lucardos historie passer til den måde, den er fortalt på. Lidt tøvende, men med kærlighed. Jeg glæder mig så meget til bind to udkommer engang i fremtiden, også selvom den her serie uden tvivl kommer til at knuse mit hjerte. Jeg byder det velkommen. Det vil være det værd. Det er kærlighed altid.

lettersforlucardo2

“The Wicked + The Divine”

The Wicked + The Divine Vol 1: The Faust Act & Vol 2: Fandemonium af Kieron Gillen (forfatter) og Jamie McKelvie (kunstner), 2015, Image Comics.

dsc_0557-1

dsc_0560-1

You are of the pantheon.
You will be loved.
You will be hated.
You will be brilliant.
Within two years, you will be dead.

Her er to grunde til at læse The Wicked + The Divine:

  1. Det er en af de smukkeste graphic novels, jeg nogensinde har læst.
  2. Den har et fantastisk originalt take på mytologi i en moderne kontekst.

Forestil dig at hvert 90’ende år, så blev 12 mennesker tilfældigt udvalgt til at være vessels for 12 forskellige guder. Guderne skifter fra gang til gang, men der er altid 12. Og de lever altid kun to år før de dør. Det er to år, hvor verden bliver fyldt med lys, mirakler, ekstase og magi. I to år er livet mere farverigt end det har været i næsten et århundrede.

Forestil dig at være ung, mens guderne går på jorden. Forestil dig at være én af dem.

Guderne har groupies, de har fans, de har modstandere og de har dem, der ønsker selv at blive udvalgt. For lige nu er der kun 11 guder, og hvem vil ikke gerne være den sidste? Hvem vil ikke gerne velsignes med skønhed, magt og guddommelige evner? Hvem vil ikke gerne være en gud?

Det er helt seriøst en fantastisk serie, der er voldelig, smuk og fyldt med intriger, mysterier og løgne. Det er en mytologisk genfortælling, der samtidigt fungerer som et reelt mord-mysterie. En uskyldig bliver slået ihjel, og det kan ikke have været af andre end en anden gud. Men hvem af dem gjorde det? Og hvorfor?

Hovedpersonen Laura er fascineret af guderne, og vil gøre nærmest hvad som helst for at komme tæt på dem. Så da Luci, inkarnationen af Lucifer, tager hende midlertidigt under sine figurative vinger, så er det en drøm, der går i opfyldelse. En drøm, der måske har større konsekvenser end Laura på nogen måde kan forudsige.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om den her serie. Jeg føler det er en, man bør opleve selv. Den er levende, pulserende, og bare sindssygt original. En smukkere, mere unik American Gods, hvor helt amindelige mennesker pludselig bliver givet gudommelige kræfter. Og to år at bruge dem i.

Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvor serien ender, og indtil videre er jeg bare glad for at få lov til at være med. Absolut en serie det er værd at følge med i.

dsc_0554-1