“Monstress: The Blood” (Vol. 2) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: The Blood (Vol. 2) skrevet af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2017, 144 sider, Image Comics.

DSC_0630-1

DSC_0657-1

Monstress: Awakening var en helt fantastisk åbenbaring af en grafisk roman, og fortsættelsen her sænker hverken tempoet eller det, der står på spil. Maika, der nu deler krop med en magtfuld og urgammel gud, er draget videre i sin færd med at finde svar på, hvem hendes mor var og, i den forbindelse, hvem hun selv er.

Med sig har hun Kippa, der er en kombination af en ræv og en lille pige, og Ren, der er en talende kat med mange haler. Universet bliver udbygget yderligere, og jeg er igen imponeret over den detaljerigdom og kompleksitet Liu og Takeda formår at indgyde deres univers med. Det er ikke blot handlingen, der optager plads, nej, hver illustration og hver side kræver en lidt intens koncentration, før man virkelig har forstået det, der sker. Ikke fordi handlingen er besværlig at følge med i, jeg synes faktisk det var en del lettere denne gang end det var i Awakening. Det er mere at hver side er så rigt illustreret og at den verden, Liu og Takeda har skabt er så omfangsrig og original, at det kræver en koncentreret indsats, hvis man virkelig vil ind bag huden på den.

Jeg blev forelsket i den her serie allerede med Awakening, men jeg er kun blevet yderligere overbevist af The Blood. Her eskalerer plottet virkelig, og man begynder at ane et par svar, på mange af de spørgsmål Maika kæmper med. Til gengæld ser det ikke ud til disse svar tilbyder nogen trøst eller løsning. Blot flere spørgsmål og flere, større og vigtigere kampe, der skal kæmpes. Ikke blot i verden, men også inde i Maika selv. Og med det monster, den gud, hun bærer på.

Hver har de deres dæmoner, og i The Blood får de lov til at se lyset. Det kan måske stadig føles som en lidt frustrerende serie, for der er rigtig meget, man skal lære at kende, og Liu og Takeda har meget tiltro til læserens tålmodighed og intelligens. Det er ikke alt, der bliver forklaret, enten fordi, det er implicit eller også fordi det først skal forklares senere. Det kan føles en smule frustrerende, men er egentlig noget, jeg sætter stor pris på. Jeg vil hellere end gerne vente forventningsfuldt, og lade mig opsluge af den blodige, brutale og fantastiske verden de har skabt. Den er voldelig, indimellem så det gør helt ondt at læse, men det gør blot dens øjeblikke af kærlighed, tilgivelse og håb endnu mere magtfulde. De er ganske vist få og der er langt imellem, men selvom det er en verden fyldt med krig, vold og fordomsfuldhed, så er det også en verden, hvor ingen giver op. Kippa specielt er en fantastisk inkarnation af det håb og den godhed, der stadig eksistere.

Faktisk virker Maika, Kippa og Ren som en trio, der sammen balancere og udligner hinanden. De bringer det bedste frem i hinanden og tempererer de dårlige sider. De er en meget umage trio også, men deres bizarre forhold, der mest af alt virker til at være et resultat af omstændighederne, er en af de bedste ting i romanen. Det er hjertet, så at sige.

Jeg vil ikke sige så meget om plottet, da dette er anden bog i serien, og hvis ikke I har læst den første, så synes jeg I skal gøre det snarest. Det er absolut en af de bedste serie, jeg har læst. Den er original, kompleks og vidunderligt smukt illustreret. En helt unik, fantastisk fortælling, der formår at røre ved noget, der er essentielt menneskeligt. Frygten ved vores egen eksistens, spørgsmålet om, hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad vi egentlig, når alt kommer til alt, er i stand til.

DSC_0649-1

DSC_0674-1

Advertisements

“Lumberjanes” (Vol. 1-3)

Lumberjanes (Vol. 1-3) skabt af Shannon Waters, skrevet af Noelle Stevenson og Grace Ellis, illustreret af bl.a. Brooke Allen, udgivet: 2015-2016, 110-130 sider, Boom! Studios.

DSC_0304-1

Lumberjanes følger Jo, April, Molly, Mal og Ripley, der alle er Lumberjanes, en form for pigespejdere. De tilbringer en lang sommer ude i en skov med en masse andre unge kvinder. I løbet af sommeren kommer de ud for forskellige eventyr, der alle er magiske og overnaturlige. Om så det er at redde lejren fra dinosaurer, stoppe to græske guder fra at få for meget magt eller at finde tilbage til den virkelige verden og deres venner igen.

Det er en virkelig fin serie, der vinder specielt meget på at have skabt virkelig sympatiske og interessante karakterer. Det er venskabet mellem de fem veninder, der er kernen af serien, og det er deres udvikling som karakterer og personer, der bærer historierne. Plottet selv er dog oftest også interessant og selvom det indimellem føltes lidt for fjollet eller overdrevet for mig, så forstår jeg også, at jeg lige er et par år ældre end målgruppen. Den er rette mod yngre personer, og kan med rette (og bør) læses af begge køn, selvom den selvfølgelig er et forsøg på at give unge piger de samme historier, som unge drenge automatisk får. Og det lykkes den med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket den her serie som barn, selv nu er der masser at hente i den.

Den er morsom, godt illustreret og så formår den at balancere alvor med bizarre eventyr og magiske fænomener. Jeg ville ønske vi blev givet lidt mere tid til at lære karaktererne at kende dog. Jeg læste de første tre volumes, og følte ikke jeg lærte vildt meget om de individuelle karakterer eller deres historier før de blev Lumberjanes, men det er på den anden side også en lang serie, og det giver mening at det bliver spredt ud en lille smule.

Jeg kan rigtig godt lide den, og elsker at den eksisterer. Jeg håber også den en dag bliver oversat til dansk, så jeg kan give den tidligt til mine egne børn. For bag de mærkværdige episke og fantastiske eventyr, så gemmer der sig rigtig meget visdom om livet, venskaber, familier, identitet, romantik, seksualitet og al den frygt og tvivl, der følger med at eksistere i verden. Specielt som ung. Den giver os fem vidt forskellige heltinder, og giver dem lov til at have fejl og mangler, og samtidig være elskede og heroiske. Det er en serie, der gerne vil fortælle dig, at ligemeget hvem du er, hvordan du ser ud, eller hvor akavet du føler dig, så fortjener du venner, der elsker dig og vil uden tvivl finde dem. Det kan godt være I ikke kommer til at bekæmpe magiske dinosaurer eller udfordre guder, men har man de rigtige venner, så kommer til at føles sådan alligevel.

Der er heller ingen af pigerne, der er overdrevet gode. De er blot almindelige piger, der har hver deres styrker og svagheder, og som sammen redder dagen. Det er nok seriens største besked: Så længe du ikke er alene, så kan du klare hvad som helst. Og den besked kan jeg sagtens støtte op om.DSC_0298-1

“Giant Days” (Vol. 1-2) af John Allison og Lissa Treiman

Giant Days (Vol. 1-2) skrevet af John Allison, illustreret af Lissa Treiman, udgivet: 2015-2016, 128 sider, Boom! Studios.

DSC_0020-1

Det fantastiske ved grafiske romaner er, at de kan fortælle helt almindelige, umiddelbart mondæne historier, men gøre dem vedkommende, interessante og sjove alligevel. Det er ikke alle, der kan finde ud af det, men John Allison og Lissa Treiman gør det med stor succes i Giant Days.

Vi følger Susan, Esther og Daisy, der lige er startet på college og deler bolig på universitetet. De har kendt hinanden i to uger, men er allerede tætte venner, og Giant Days er essentielt blot deres oplevelser og erfaringer i de første år af deres spirende voksenliv.

Allison og Treiman formår dog at gøre disse formative år så morsomme, interessante og reelle som muligt. De er ofte mere dramatiske end fuldstændigt realistiske, men problemerne, oplevelserne og følelserne, der præsenteres er ægte. Det, disse karakterer står overfor, er noget alle, der har været i deres sted (altså 19-20 år) kan genkende. Hjertesorgen, panikken over eksamen, at møde en eks, tvivl omkring sin seksualitet, unødvendigt drama, og følelsen af ikke at være god nok og ikke at høre til. Det med at date nogen, du udmærket ved, du ikke burde date. Uigengældt kærlighed. Fiasko i alle aspekter af livet.

Det er alt sammen præsenteret med en forståelse, der betyder at serien hele tiden føles oprigtig, selv når den er sjov og overdrevent dramatisk. Kernen forbliver ægte. Det er også sjældent, man får lov til at se oplevelser så almindelige og hverdagsagtige få lov at fylde så meget som de gør, uden at der opstår behov for at overdrive eller overdramatisere. Det er overraskende rart, at det bare kan få lov til at handle om livet.

Der var øjeblikke, hvor jeg virkelig følte den ramte hovedet på sømmet, og jeg er sikker på mange andre har det på samme måde, men med helt andre øjeblikke. Den her beskrivelse af en feberdrøm, er f.eks. den mest præcise beskrivelse af, hvor frustrerende det er, jeg har set i mit liv:

GD 3

The world is made of concrete and wire, and I must divide it by three. This… is… so… frustrating.

Der er også scener, som jeg føler må dække universelle oplevelser. Som da Esther opdager, nogen har taget et billede af hende og lagt det på en hjemmeside, der rankerer de lækreste nye kvindelige studerende på skolen. Da hun går til rektor, siger han, at det jo blot er for sjov og at han derfor intet vil gøre. Vreden! Frustrationen! Lysten til bare at slå nogen ihjel! Og alle kvindernes harme, der leder til at de tager sagen i egen hånd.

Det er så genkendeligt, og derfor virkelig vedkommende. Susan, Esther og Daisy står ikke overfor gigantiske, overnaturlige eller verdenstruende problemer. De lever blot deres liv, med alle de komplikationer, fortrydelser, tvivl, og fantastiske øjeblikke det medfører. Jeg var virkelig grebet af historien og af alle tre karakterer. Jeg så lidt af mig selv i dem alle, og kunne nikke genkendende til meget af det, de gik igennem.

Giant Days formår at gøre hverdagen lige så interessant, sjov, og dramatisk, som den faktisk er, når man selv befinder sig i den. Den viser meget overbevisende, hvor forvirrende, fantastisk og svært det er, at være ung og skulle finde ud af, hvem man er og hvor man vil hen. Og hvor meget gode venner betyder, når man står helt alene og har lyst til at give op.

Jeg var meget positivt overrasket over, hvor dybt den her serie faktisk ramte. Der var noget meget indbydende over blot at følge tre kvinder, som lever deres liv, støtter hinanden, fucker op, og vokser op. Måske fordi jeg selv har været der, og det er rart at vide, man ikke var alene.

 

DSC_0041-1

“Goldie Vance” (Vol. 1) af Hope Larson og Brittney Williams

Goldie Vance (Vol. 1) skrevet af Hope Larson, illustreret af Brittney Williams, udgivet: 2016, 112 sider, Boom! Studios.

DSC_1018-3

Jeg elsker mysterier, krimier, sommeratmosfære og diversitet. Baseret på de få kriterier, så er Goldie Vance måske den perfekte grafiske roman.

Titelkarakteren Goldie (Marigold) Vance arbejder i parkeringen på Crossed Palms Resort i Florida med sin far, men tilbyder også sine evner som privat detektiv, når muligheden byder sig og hun får lov at assistere hotellets detektiv. Den første historie, som denne volume dækker, handler om en halskæde, der forsvinder, og hvis ejermand kort efter også er sporløst borte. Det bliver hurtigt et kapløb med tiden, som Goldie forsøger at opspore den forsvundne gæst og redde ham, inden dem, der har taget ham, opdager han ikke har halskæden.

Jeg var fra allerførste side charmeret og fængslet af historien. Illustrationerne specielt finder jeg ufatteligt charmerende, og de er med til at give fortællingen en helt bestemt stemning. De milde, varme farver og den bløde tegnestil giver en let, elegant og behagelig atmosfære. Man forstår fra det første, at der her ikke vil være tale om voldelige eller voldsomme forbrydelser, men snarere mysterier, hvor alle vil slippe afsted med livet og humøret i behold.

Det er ikke nemt at holde en let tone uden at blive overfladisk eller fjollet, men det lykkes for Larson og Williams. De forstår at skrive interessante karakterer, et vovet mysterie og skabe en by i 60’erne, hvor alt tilsyneladende kan ske. At læse Goldie Vance var på mange måder, som at tage på en solrig ferie, blot for at opdage nogen er blevet kidnappet undervejs og du er pludselig midt i efterforskningen. Det er som at gå direkte ind i en Agatha Christie eller Nancy Drew roman, blot tilsat lidt tiltrængt diversitet.

Goldie er også en hovedperson, det er svært ikke at holde af. Hun er en stædig, skarp, loyal og intelligent ung kvinde, der tydeligt er skabt til at være detektiv, og som ikke giver op på et mysterie, når først det er sat i gang. Jeg elskede også hendes bedste veninde, Cheryl, der gerne vil være astronaut, samt hotellets egentlige detektiv, den ret akavede, men oprigtige Walt. Og så var jeg vild med Goldies crush, Diane, der arbejder i en musikbutik, er klar på et eventyr og er en total babe. Der er nogle fabelagtige karakterer, der hver især har deres egen personlighed og unikke plads i historien.

Selvom Goldie Vance placerer sig tidsligt i noget, der ligner 60’erne, så den bryder også konsekvent med de konventioner, det normalt medfører. Goldie er barn af et interracial par, der nu er skilt, hvilket er så rart at se portrætteret. Skilte forældre er overraskende nok ikke så almindelige i fiktionen, og specielt ikke skilte forældre, der stadig er venner. Goldie selv er også forelsket i en anden kvinde, og hendes bedste veninde, far og hende selv er brune. Men der er alligevel ingen diskrimination. Larson og Williamson har tydeligvis valgt perioden baseret på dens æstetik og stemning, og har prompte ignoreret alt det andet. Det fungerer overraskende godt, mest fordi de tydeligvis har sat det som mål, at skabe et univers, der er genkendeligt, men lige lidt mere eventyrligt og interessant.

Det var også det, jeg var mest charmeret af, da jeg læste historien. Nemlig den måde, de formår at skabe et univers, hvor smykketyveri, kidnapning, og en mor, der arbejder som havfrue i et akvarium, alle virker som helt almindelige ting, der sagtens kan ske. St. Pascal, byen de bor i, virker derfor som et sted, hvor alt kan ske, og hvor der venter eventyr lige om hjørnet. Hvor det bizarre, det mystiske, og det almindelige eksisterer side om side.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare, hvorfor jeg faldt så hurtigt og så overbevisende for Goldie Vance. Den giver mig en varm og lykkelig følelse indeni. Det er et univers, hvor jeg ved, jeg er velkommen. Hvor jeg kan få en milkshake, nyde stranden, og løse et mysterie på samme tid. Det er en perfekt, idealiseret verden, og jeg er så glad for, jeg kan få lov at drømme mig ind i den for en stund.

Jeg har uden tvivl tænkt mig at læse hele serien, og er så glad for, jeg tilfældigt faldt over den. Det er den perfekte sommerlæsning, og den kombinerer så mange af de ting, jeg elsker allermest. Det er oprigtigt, som om nogen har lavet den specifikt til mig. Den slags læseoplevelser er de bedste.

DSC_0004-4

“Black Panther” af Ta-Nehisi Coates og Brian Stelfreeze

Black Panther (Vol. 1, #1-4) af Ta-Nehisi Coates og illustreret af Brian Stelfreeze et al., udgivet: 2016, 144 sider, Marvel Comics.

DSC_0071-1

Da jeg hørte Ta-Nehisi Coates, forfatteren Between the World and Me, var blevet hyret til at skrive et run af Black Panther, så var jeg allerede solgt. Jeg ved meget lidt om Marvel universet udenfor filmene, og det første jeg kendte til Black Panther var da også Chadwick Bosemans fremragende og fængslende portrættering af karakteren i Civil War. Snart får han sin helt egen film, og jeg er meget spændt, for han var uden tvivl en af de ting, der reddede den film fuldstændigt.

Allerede i Civil War var der noget over karakteren, på trods af hans korte tid på skærmen, der fangede mig. Det var meget tydeligt, at her var tale om en karakter, der var markant anderledes fra dem omkring ham. Blandt andet fordi han ikke er en vigilante, men er kongesøn og regent over et land.

Ta-Nehisi Coates er det oplagte valg til Black Panther. Hans politiske engagement og viden, hans integritet og hans enestående evne som fortæller er det, der kræves for at kunne gøre Black Panther historien så interessant og kompleks, som den er blevet. Der ér nemlig forskel på Black Panther og mange af de andre mere gængse superhelte, jeg kender.

T’Challa, der har overtaget Black Panther titlen og også kronen, har en pligt til folket i Wakanda, det fiktive afrikanske land han regerer. Han er nødt til at beskytte sit folk, han gør det ikke bare fordi han kan eller føler han bør. Samtidigt har han en pligt, ikke bare til sit folk, men også til at følge et retssystem. Det er ikke bare kampe mod aliens og skurke; det er politik. Og politik går ofte galt. Da vi møder ham i A Nation Under Our Feet er Wakanda tæt på opløsning, og folket er et enkelt skridt fra borgerkrig, oprør og ødelæggelse.

En række angreb har svækket landet, og uro og utilfredshed spreder sig stødt gennem folket. T’Challa gør sit bedste for at bringe ro og fred tilbage til landet, men han må også indse at han måske ikke længere forstår, hvad de har brug for, eller hvordan han bedst regerer dem. Han kæmper med at forstå, hvem han er som regent og hvilken retning, han skal fortsætte i. Det viser sig også at optøjerne ikke er helt naturlige, men forstærkes af magi og en magiker, der vil skabe et ny Wakanda. Samtidigt er to af T’Challas mest betroede vagter flygtet, og er ved at starte deres eget nye samfund op.

Der er uenighed om, hvad Wakanda er og hvad det bør blive til. T’Challa er fanget midt i den uenighed, og kæmper for at finde en måde at forene et splittet land og et svigtet folk.

Coates forsøger ikke at underspille den enorme byrde det er at skulle regere. Eller hvor svært det er at balancere mellem det, der er nødvendigt og det, der er rigtigt. Jeg tror ikke mange andre forfattere kunne magte lidt præcis den tyngde, denne type historie indeholder, på en måde der ville give et så elegant og overbevisende slutresultat.

Illustrationerne og tegnestilen passer også perfekt til historien, og der er en klar kohærens og en matchende vision mellem ord og billede. Wakanda kommer til live, og det samme gør dets stridigheder, kompleksitet og personer. Det føles som et ægte land, og dets politiske kampe føles som om de kunne være taget ud af en historiebog – om end med lidt flere vilde teknologiske våben og udstyr.

Den er lidt forvirrende at læse i starten dog, da det her jo er en del af et større univers. Man behøver ikke vide noget om Black Panther, for Coates serien er skrevet så den kan stå alene. Men samtidigt så bygger den diskret videre på tidligere begivenheder, og det er lidt forvirrende i starten, men bliver heldigvis opklaret hen ad vejen.

Heavy is the head that wears the crown” og det beviser Coates og Stelfreeze meget overbevisende med A Nation Under Our Feet. Politiske stridigheder ender aldrig godt for alle, og jeg er spændt på at se, hvor historien bærer hen, hvilken regent T’Challa vælger at blive og hvilken version af Wakanda, der står tilbage, når støvet har lagt sig.

DSC_0024-3

DSC_0061-1

 

 

“Monstress: Awakening” (Vol. 1) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: Awakening (Vol. 1) af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2016, 202 sider, Image Comics.

DSC_0188-1

DSC_0204-1

They call us monsters because it makes it easier to hurt us. But monsters are people, too.

*

Monstress er nok en af de allersmukkeste graphic novels, jeg har læst. Art deco stilen, der har en lille smule steampunk i sig er betagende.  Sammen med illustrationerne er det fantastiske og brutale univers Marjorie Liu har fremmanet overvældende og fængslende.

Romanen åbner med Maika, nøgen i et rum, hvor hun bliver vurderet af en gruppe rige, elitære personer, og derefter solgt – eller snarere “doneret” til videre undersøgelse. Det er en vild start og på intet tidspunkt viger historien bort fra at fortælle – og vise – os alt det, vi ikke har lyst til at se på.

Det viser sig den verden Maika er en del af befinder sig midt i en krig, der aldrig rigtig er stoppet. Krigen er mellem almindelige mennesker, og personer, som Maika, der oftest har en form for overnaturlige evner og ofte ser anderledes ud – nogle har haler, vinger og generelle dyretræk. Menneskerne beslutter sig for at dette må betyde, de derfor er mindre værd, og det er ikke overraskende, hvad der følger efter. Tortur, eksperimenter, umenneskelighed. Som vi kender det fra vores egen historie.

Hele denne verden er pakket med forskellige genkendelige, men originale skabninger. Der er gamle guder, der vogter over nattehimlen. Hekse, magikere, og helt almindelige personer, der blot forsøger at overleve i en utilgivelig og grådig virkelighed. Der er guder, der ikke tør gribe ind, og en magt, som ingen helt forstår, men som forsøger at slippe fri.

Maika er mere end nogen andre tror, og da et ældgammel, sulten monster finder vej ind i hendes krop, bliver Maika pludselig nøglen i et dødeligt spil, der truer hele verden. Selv kan hun intet huske om sin barndom, sin mor eller hvad ved hende, der er så specielt at det skulle interessere hele verden. Alt imens leder landets største magter efter det, Maika bærer på. Enten for egen vindig eller for at vinde krigen.

Det er ikke en behagelig historie. Den lægger vægt på mørket, og det brutale, uretfærdige og groteske, der findes i os alle. Monsteret vi alle gemmer på, der her tager fysisk form. Maika er ingen helgen, og den kraft (og det monster) hun besidder fører oftere end ikke død og ødelæggelse med sig. Der er hele vejen igennem en detalje rigdom, og et fokus på at skabe en verden, der måske nok er brutal og utilgivende, men som også føles ægte. Det er en unik historie, der fortælles helt fremragende, og som skabes i en verden, der er fantastisk og magisk, men som har tyngde. Der dedikeres tid til at forklare og uddybe denne verden, og vise os, hvordan den hænger sammen.

Derudover er det en overdådig historie, hvor alt er større og derfor både bedre og værre. Vores ønske om magt, vores grådighed, og det mørke vi alle besidder, men ikke har lyst til at se i øjnene, drages frem i lyset. Tilbage står en nøgen, ærlig og voldsom fortælling om den pris, vi betaler for fred. Om så det er fred for alle – eller blot os selv. Her ses ind i mørke afkroge af den menneskelige sjæl, og man forstår at intet er gratis. Vi betaler en pris for alt, og ingen af os, ikke den bedste eller mest dydige, undgår at kaste en skygge på verden omkring dem. Imellem mørket er der øjeblikke af håb og af oprigtig godhed, og hvor end historien bærer os hen, så håber man det er til en lysere fremtid.

Det er en absolut fænomenal fortælling, der aldrig bliver så mørk at man mister håbet. Den er imponerende illustreret og fortalt, og den tankevirksomhed, der har ligget bag, og den vision Liu og Takeda kommer med er overvældende, overbevisende og virkelig, virkelig værd at give sig i kast med.

*

You remember what it was like when were were slaves? How you and I convinced each other we still owned our lives? How we imagined ourselves somewhere else? But the dream never lasted.  We had to endure. We had to fight.

DSC_0196-1

DSC_0198-1

 

“Letters For Lucardo” af Noora Heikkilä

Letters For Lucardo af Noora Heikkilä, udgivet: 2017, 142 sider, Iron Circus Comics, English review. Alle billederne er fra bogen.

lettersforlucardo

lettersforlucardo1

Jeg var med til at kickstarte den her grafiske roman, fordi det her er den slags vampyrhistorier vi fortjener. Den bliver mulig at købe om ikke så længe fra Iron Circus Comics.

Det er en virkelig, virkelig smuk historie om den 61 årige Ed Fiedler, der er arbejder som skriftlærd ved det royale palads, og her møder han den evigt unge Lucardo von Gishaupt, og de to starter en kærlighedsaffære. Problemet er at Ed er et ganske almindeligt, ikke alt for ungt menneske, mens Lucardo er en flere århundrede gammel, royal vampyr. Alligevel vokser der mellem dem noget ubeskriveligt fint, rørende og dybt, dybt ægte. De finder i hinanden et stykke af deres sjæl. Og selvom deres interaktioner oftest er lette og ikke alt for alvorlige, så mærker man, måske fordi historien fortælles gennem billeder og stemninger, at der er noget endegyldigt over det, de har sammen.

Dette er første bind af fire, og det viser os starten på deres forhold, og hvordan det udvikler sig, mens Lucardos familie i kulisserne ser det udfolde sig med en smule misbilligelse. For Lucardo lever for evigt, mens Ed kun har, hvis han er heldig, et par årtier igen.

Det er ikke fordi, der er ufatteligt meget plot, og det ér en erotisk grafisk roman, det bør jeg nok understrege. Den er meget erotisk. Men det er noget af det, der gør den fungerer så godt, som den gør, for selvom vi virkelig kommer tæt på alt det, de to har sammen – både de ømme, følelsesmæssige øjeblikke, og de meget mere erotiske øjeblikke af lidenskab og begær – så er der en skønhed og en frihed i at se det hele så udlagt og tæt på. Der er intet at skjule.

Det er også virkelig rart at se en kærlighedshistorie, der involverer en person, der ikke er hverken teenager eller i 20’erne. For kærlighed kender ingen alder – om så du er 60 eller 400.

Kunsten er ikke nødvendigvis alles stil, den er lidt upoleret og holdt i sort/hvid, men lige her passer den perfekt. De bløde kurver og lette strøg giver en ømhed til billederne. Og Ed og Lucardos historie passer til den måde, den er fortalt på. Lidt tøvende, men med kærlighed. Jeg glæder mig så meget til bind to udkommer engang i fremtiden, også selvom den her serie uden tvivl kommer til at knuse mit hjerte. Jeg byder det velkommen. Det vil være det værd. Det er kærlighed altid.

lettersforlucardo2