“The Underground Railroad” af Colson Whitehead

The Underground Railroad af Colson Whitehead, udgivet: 2016, 366 sider, Fleet.

DSC_0389-1

“‘Why do all this,’ she asked. “For all of us?’
‘Don’t you know? White man ain’t going to do it. We have to do it ourselves.'”

Det her er bogen, der har været på alles læber, og når man læser den forstår man hvorfor. Det er en voldsom roman, der bærer flere århundreders lidelser, smerter og racisme i sig. Det er historien om Cora, der flygter fra slaveriet med den underjordiske jernbane, der i dette tilfælde er en faktisk underjordisk jernbane.

Hvert stop på denne flugtrute byder på forskellige former for frihed og muligheder. Men Cora, der aldrig har oplevet friheden før, opdager også friheden har mange former, og at det, der i første omgang ligner frihed, i stedet kan være nye usynlige lænker.

Whiteheads største triumf er dog ikke selve plottet, men snarere hans evne til at give et nuanceret indblik i de grusomheder og umenneskeligheder sorte blev udsat for i USA. Ikke blot som slaver, men også som “frie” individer. Selv dem, der var heldige nok til at undslippe plantagerne eller købe deres frihed oplever at selvom de ikke længere er slaver, så har de ingen plads som ligestillede med hvide i samfundet. Det er blot en illusion. De bliver givet ideen om frihed, og derefter steriliseret mod deres vilje og uvidende brugt i eksperimenter med syfilis.

Det er ubehageligt at læse, og det skal det være, men det er også nødvendigt for at forstå, hvor dybe rødder racismen har, hvor mange former den tog og tager, og i hvor mange forskellige ansigter og aspekter af livet den kunne og stadig kan findes. Det er ikke blot slavehandelen, der er grusom, det er også måden, hvorpå de blev jagtet og straffet, den måde de blev myrdet og umenneskeliggjort, på plantagerne og væk fra dem.

Men The Underground Railroad handler også om drømmen om frihed. Drømmen om en bedre verden et andet sted. Det er dét jernbanen repræsenterer. Den er håbet om, at der findes et sted, hvor friheden hersker for de sorte, og hvor de kan indtage en værdig plads i samfundet og genvinde deres værdi som mennesker.

“But every slave thinks about it. In the morning and in the afternoon and in the night. Dreaming of it. Every dream a dream of escape even when it didn’t look it.”

Det er passende, synes jeg, at Whitehead gør jernbanen til noget næsten magisk og fantasifuldt. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvorfor præcis den er der. Men nogen har lavet den og måske til præcis dette formål; at hjælpe slaver med at flygte. I en roman, hvor hvide mennesker tror verden er skabt til, at de skal være på toppen, så er det passende at der lige under dem, er en konstruktion, der underminerer denne sandhed. Jernbanen kan ikke stoppes. Den kan forsinkes, forhindres, men aldrig stoppes. For der vil altid være håbet om en bedre fremtid, det skal der være, og for dem, der tør gribe chancen og risikere alting, så er jernbanen der, til at bære dem til en – måske – lysere fremtid.

Det er en stærk, brutal og enormt velskrevet roman. Whitehead er indimellem næsten poetisk i sine beskrivelser, men gemmer ikke grusomheden væk i et blomstret sprog, i stedet gør det hans beskrivelser svære at se bort fra. De hægter sig fast og tvinger os til at mærke og bære vægten af hans ord og den uretfærdighed og grusomhed han beskriver. Og indimellem håbet.

Det har taget Whitehead 17 år at føle, han var moden nok til at skrive den her roman. Det var værd at vente, for det er en fænomenal præstation og unægteligt et værk, der fortjener at blive genlæst og husket.

“Here’s one delusion: that we can escape slavery. We can’t. Its scars will never fade. When you saw your mother sold off, your father beaten, you sister abuseed by some boss or master, did you ever think you would sit here today, without chains, without the yoke, among a new family? Everything you ever knew told you that freedom was a trick – yet here you are.”

DSC_0685-1

DSC_0252-1

 

Advertisements

“The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue” af Mackenzi Lee

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet: 2017, 513 sider, Katherine Tegen Books/HarperCollins.

DSC_0091-1

DSC_0122-1

DSC_0096-1

I 1700-tallets England står den 18-årige Monty til at overtage hans faders forretning og gods, men der er intet han mindre vil. Han er mest af alt interesseret i at drikke, forføre kvinder og mænd, gamble og leve livet til fulde. Inden han træder ind i voksenlivet, så har Monty dog fået lov til at tilbringe et år i Europa med hans bedste ven, Percy, og Montys yngre søster, Felicity.

Men hvor Monty tror, det bliver et år, hvor han kan leve livet med Percy og enten komme sig over sin forelskelse i ham – eller se om det skulle være gengældt – så viser dig sig i stedet at handle om at få Monty til at blive voksen. Så han kan stoppe med at være tiltrukket af mænd, stoppe med at drikke, hore og være en skamplet på familien. Monty tager alligevel afsted, for om et år rejser Percy væk, og Europa vil være hans sidste tid med ham.

Deres tur i Europa tager dog hurtigt at tage en drejning mod noget langt mere alvorligt, da Monty ved et “tilfælde” kommer til at stjæle et vigtigt artefakt. Pludselig må gruppen løbe for deres liv, og forsøge at returnere artefaktet til dets rette ejer. Men det medbringer langt flere komplikationer end de kan forestille sig, og kan meget vel ændre deres liv for altid.

Jeg har ventet på udgivelsen af den her roman, siden jeg første gang opdagede den eksisterede. Jeg havde tårnhøje forventninger til den, men den formåede alligevel at overstige dem alle. Store dele af den var præcis, hvad jeg forventede. Det var en virkelig morsom, romantisk og episk rejse gennem Europa, og Monty og Percy var lige så akavede, vidunderlige og hjertebankende perfekte i deres håbløse forelskelse, som jeg havde håbet. Felicity var også præcis så handlekraftig, intelligent og ambitiøs, som jeg havde forventet. Sammen udgør de en dynamisk og charmerende trio, det var en fryd at følge gennem Europa, mens de undviger røvere, kidnappes af pirater og forsøger at stoppe de forkerte i at få fingrene i Montys tyvegods.

Men der var også en uventet dybde. Jeg regnede faktisk med at Mackenzi Lee ville se bort fra flere af de problematikker, der ville være i at romanen foregår i 1700-tallet og Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity er en ambitiøs ung kvinde, der vil meget mere end blot at lære at sy og finde sig en mand. Men Lee tager fat i de problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Montys biseksualitet er et reelt problem, og noget han kæmper med, noget der faktisk har medført en depression, fordi han ikke passer ind. Fordi hans far banker ham og bebrejder ham at han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster.

Men Monty er også uvidende omkring den kamp Percy kæmper for blot at blive set som ligeværdig med andre i samfundet. Han er ganske vist vokset op i den adelig familie, men han har langt fra de samme friheder som Monty. Monty forstår heller ikke, hvor frustrerende Felicity finder det, at han har en hel verden af uddannelser foran sig, men vælger at ødelægge det for sig selv, når hun ikke har samme muligheder, men brændende ønsker sig dem. Felicity forstår til gengæld ikke Montys seksualitet, og selvom hun elsker ham og er forstående, så tror hun også lidt på at han blot kan undertrykke det.

Det er tydeligt i den måde Lee bygger sin roman og sine karakterer op på, at hun giver karaktererne forældede syn på seksualitet, sygdom og køns- og racelighed, fordi det er den verden, de befinder sig i. Men historien er langt mere progressiv end det. Monty bruger også det meste af romanen på at mene han kan kurere Percy for hans epilepsi og at han så kan leve et godt liv. Men selvfølgelig kan Percy leve et udmærket liv med sin epilepsi, og selvfølgelig gør Monty ikke forkert i også at være tiltrukket af mænd. Lee medtager også en masse små sexistiske eller racistiske mikroaggressioner, som specielt Percy lever med. Det giver meget til romanen, at Lee ikke viger bort fra realiteten af datidens racisme, sexisme og ulighed, men i stedet viser en måde at håndtere det på, der passer sammen med de syn, vi har på disse ting i dag.

Det kunne let være blevet en roman, der blot var en god fortælling, med en sød kærlighedshistorie og et godt eventyr, men den er meget mere end det. Det er også en roman om brændende at ønske at bryde ud af samfundets normer, om at føle man ikke passer ind. Montys depressive træk, der stammer fra denne frustration og desperation over at være fanget i et liv, han ikke ønsker, var ufatteligt genkendelig og ramte mig vildt hård. Alle karaktererne har dybde, de er ikke klicheer eller stereotyper. De har fejl, reelle fejl, de fucker op og sårer hinanden, og de bærer alle sammen på byrder, de ikke helt ved, hvordan de skal dele med hinanden.

Monty virker mest af alt som om han kun er interesseret i sig selv og har svært ved at tænke på, hvordan hans handlinger påvirker andre mennesker. Men det viser sig at han er langt mere end det. At han er dybt mærket af sin fars misbrug og en resulterende depression. Hver karakter virker umiddelbart til at være let at regne ud, men som de udfoldede sig igennem romanen opdagede jeg, hvor meget mere, de egentlig var. De var komplekse, nuancerede og overraskende.

Alt det er blandet i med et virkelig fabelagtigt eventyr, nogle fantastiske beskrivelser af Europa, og et interessant, omend lidt ligetil plot, der mindede mig en lille smule om Frankenstein, i den måde den pointerer, at hvad videnskaben kan gøre og hvad videnskaben bør gøre er to vidt forskellige ting. Men plottet er ikke reelt set pointen. Pointen er karaktererne og hvordan deres oplevelser bringer dem tættere på hinanden, tættere på dem selv, og tættere på en mere åben forståelse af verden. Hvordan nærdødsoplevelser, miskommunikation, flugt, forræderi, og kidnapning kan give dem modet til at turde vælge en fremtid, de selv kan forme. Også selvom den går imod alt det, samfundet og deres familier forsøger at fortælle dem.

Det er ikke så realistisk, måske. Men det er så velfortalt, at jeg tror på, det kan lade sig gøre. Eller at det i hvert fald bør kunne lade sig gøre, dengang og nu, og at romaner som denne er med til at holde den drøm i live.

Jeg håbede, jeg ville elske den her roman, og det gjorde jeg. Jeg er så taknemmelig for, at den viste sig at være langt mere, end jeg havde håbet på. At den har vidunderlig romantik, episk eventyr, samt følelsesmæssig dybde, og at den formår at balancere humor og seriøsitet. Det hele er vævet sammen til en nærmest perfekt roman. Tak Mackenzi Lee, for en helt ny yndlingsroman.

DSC_0100-1

DSC_0152-1

DSC_0136-1

“My Brilliant Friend” af Elena Ferrante

My Brilliant Friend af Elena Ferrante, oversat af Ann Goldstein, udgivet: 2012, 331 sider, Europa Editions, English review.

dsc_0519-1

I knew – perhaps I hoped – that no form could ever contain Lila, and that sooner or later she would break everything again.

Jeg vidste meget lidt om den her roman før jeg gik i gang. Jeg vidste blot den fortalte historien om to veninder og deres liv. Men den er meget mere end det. Det er en historisk roman, der fortæller om 1950’erne i et mere fattigt kvarter i Napoli, og om de eksistenser, der lever der. Det er en historie om fattigdom, om magt, om politik og om alle de valg vi træffer i livet, store som små, og de uforudsigelige konsekvenser de kommer til at have.

I hjertet af det hele er Lila. Elenas dynamiske, umulige, intelligente og selvstændige veninde. Som børn danner de et umage makkerpar, og hvilke følelser præcis, der knytter dem sammen er svært at sige. Selv senere i livet, da de vokser op og begynder at vokse fra hinanden, er det som om, de ikke er helt sig selv uden den anden.

Der er altid Lila, der udviser imponerende intelligens, eller imponerende opfindsomhed, eller brændende styrke, og Elena, der forsøger at følge med, og finde sig selv i Lilas, tidens og samfundets hvirvelvind. Det er to piger, senere kvinder, der deler mere end blot fælles oplevelser. De deler en forståelse, der rækker ud over simpelt venskab. Det skaber en tråd igennem hele romanen, selv når de to skilles ad, når tiden, samfundet og ydre omstændigheder tvinger dem til at træffe drastisk forskellige valg, så finder de altid tilbage til hinanden. De bliver livsvidner til hinanden.

Det var på mange måder en overraskende roman. Jeg troede den ville være mere dramatisk og spændingsfyldt. Men det drama der er, og den spænding der skabes, kommer af den følelse af forudanelse romanen indeholder, en følelse af at en eller anden form for undergang er lige om hjørnet. Ikke undergang, som i verdens undergang, men de små tings undergang; tabet af uskyldighed, et dårligt valg, der ændrer alting, et øjebliks stilhed, hvor man skulle have talt.

There are no gestures, words, or sighs that do not contain the sum of all the crimes that human beings have committed and commit.

Der er en barnagtig frihed over romanen, samtidigt med at hvert skridt der tages, gives vægt og vigtighed. Når man kommer fra en social klasse, hvor den mest sandsynlige fremtid er at overtage sine forældres arbejde, så skal man være varsom hvor man træder.

Jeg har svært ved at forklare præcis, hvad der gør denne roman så appellerende, hvordan den formår på sin vis at opsluge og optage hele ens krop. Det er som at blive trukket under en varm, behagelig bølge, der truer med at kaste dig mod klipperne – og i denne implicitte trussel ligger måske dens appel. Du ved ikke, hvad der venter dig. Smerte eller glæde.

Det er en roman af detaljer, af små valg og store følelser. Det er en skildring af en almindelig hverdag, i al dens drama, vigtighed og diskrete storhed. Den sitrer af en intensitet, jeg ikke helt ved, hvor stammer fra. Eller hvor skal hen. Som en storm, der kommer ud af ingenting. Elena Ferrante besidder evnen til at gøre selv det mondæne, selv det helt almindelige elektrisk. Hun gør præcis som Lila:

She took the facts and in a natural way charged them with tension; she intensified reality as she reduced it to words, she injected it with energy.

Jeg ved ikke, hvad man siger om en bog som denne. Måske ikke andet end: læs den.

dsc_0547-1

“Kvinden ved 1000 grader” af Hallgrímur Helgason

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason, oversætter: Kim Lembek, udgivet: 2011,  466 sider, Lindhardt og Ringhof, English review.

dsc_0396-1

Jeg bor alene her i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat.

Sådan starter romanen, og det er måske en åbningslinje, der kan lokke de fleste til at læse et par linjer mere. Romanen handler om Herbjørg Maria Bjørnsson, kaldet Herra, barnebarn af den første islandske præsident, og datter af dennes søn, der som en af få islændinge kæmpede for nazisterne under anden verdenskrig.

Herra ligger ganske rigtigt i en garage med sin håndgranat og venter på at dø. Hun har haft KOL i 18 år, hun er 80; der er meget lidt tilbage, der kan holde hende i verden. Imens fortæller hun om sit farvrige liv, der har båret hende over kontinenter, i krig, og givet hende en afdød datter og tre ubrugelige sønner.

Det er en svær roman at tale om, for den har intet reelt plot. Der er tematikker, der går igen, selvfølgelig. Den største er måske Island, for Helgason har skrevet en roman, der ser kritisk, men også nostalgisk og varmt på det at være islænding. Det er et isoleret, lille land, der har befundet sig i periferien. Han både kritiserer og roser landet gennem Herra, og Island bliver nærmest en karakter i sig selv. Det er der, Herra stammer fra, og det er der, hun vender tilbage til. Det giver hende lykkelige barndomsår, men da hun vender tilbage senere i livet er det et fremmed hjem. Så Herra rejser ud igen, og vender hjem, ud og hjem igen og igen. Hun er rastløs, og hendes fortælling vidner om dette. Den hopper i tid og sted, og med 155 korte kapitler på 450 sider kan man nå at hoppe en del. Vi er på Island i et kapitel, og så i Tyskland under krigen i det næste.

Dens afgørende træk er humoren. Helgason skriver med en kulsort, satirisk humor, der sætter alt og alle under lup. Samfund, køn, politik, historie, facebook, intet undslipper. Hele scenariet med en gammel kvinde, der ligger i en garage og bander over verden er også ekstremt morsom. Langsomt dør den humor dog hen, og fortællingen kommer tættere og tættere på enkelte mørke, afgørende øjeblikke i Herras liv, som hun aldrig har kunnet lægge bag sig.

Dette mørke ærgrede mig lidt, selvom jeg forstår, hvorfor det er der. Man kan ikke skrive 450 satiriske sider, uden at have en slags pointe gemt derinde et sted.

Jeg synes dog den kom til at handle lige lovligt meget om krigen. Nok i hvert fald halvdelen af bogen omhandlede anden verdenskrig på den ene eller anden måde. Herra selv bliver fanget i Tyskland og senere Polen og må overleve på egen hånd som ung teenager, indtil krigen er forbi. Det bliver nærmest en krigsroman, og havde jeg vidst dette, havde jeg nok ikke læst den. Jeg er et eller andet sted lidt træt af bøger om anden verdenskrig, selvom jeg synes, det er vigtigt, de bliver skrevet. Jeg vil bare gerne have en pause fra at læse dem.

Det er også en roman, der er en smule for voldelig. Herra voldtages flere gange, og til sidst bliver det lidt som om, det eneste mænd tænker på er sex, og at i krise tilstande så er det, det eneste, de kan finde ud af. I hvert fald stoppede det med at have den effekt, det burde have haft, fordi der simpelthen var for meget af det. Det er meget uheldigt.

Jeg nød mest af alt de kapitler, der fandt sted i “nutiden” (2009), og hvor Herra ligger og ser tilbage eller kommenterer på nutidens Island. Der fungerede romanen allerbedst, og gjorde sit største indtryk. Også i dens tilbageblik på Islands historie og selvstændighed gjorde den sig bemærket. Det hele endte dog lidt med at drukne i krig (hvilket jeg kun klager over, fordi jeg ikke vidste, krigen overhovedet var så meget med).

Helt sikkert en roman, jeg vil anbefale, så længe man ved, hvad man går ind til. Og om ikke andet, så læs den for Helgasons fabelagtige sprog og helt unikke humor. På et tidspunkt kalder han bl.a. Islandsk for nordens latin, da det er et sprog, der er blevet gemt fra tidernes morgen og står nærmest ubugt, fordi islændingene bruger det så lidt. Mens er dansk “er et sprog, som de blev enige om på en ekstraordinær kongres for to hundrede år siden. ‘Ja, lad os tale sådan. Det kan de andre aldrig lære.’” og Svensk “anser sig for nordens fransk“, mens “Norsk er den konklusion, man får, når en hel nation finder sammen om ikke at tale dansk.” Den slags elskede jeg.

Han er ekstremt morsom, men uden det bliver plat. Det er humor gemt i intelligente, ofte kyniske observationer, og ligemeget hvad, så er Herra en karakter, man ikke kan lade være at holde af, og ønske man havde kendt. I det mindste har vi hende nu på skrift.

dsc_0398-1

“Jonathan Strange and Mr. Norrell” af Susanna Clarke

Jonathan Strange & Mr. Norrell af Susanna Clarke, illustrationer af Portia Rosenberg, udgivet: 2005, 1006 sider, Bloomsbury Publishing, English review.

dsc_0178-1

Jonathan Strange & Mr. Norrell er nok den mest imponerende roman jeg har læst i år. Ja, en af de mest imponerende nogensinde. Det er sjældent, jeg læser en bog, hvor jeg helt reelt tænker “den her læser vi stadig om 100 år”. En bog jeg er næsten overbevist om, bliver en del af litteraturhistorien.

Den præsenteres som en alternativ historie om England. Alternativ på den måde at det er historien om England, hvis magi havde eksisteret. Det er altså ikke blot en almindelig fantasy fortælling, det er en historisk fortælling. Clarke skal ikke blot opfinde et magi-system, der kunne have eksisteret, eller karakterer vi kan betragte som realistiske nok. Hun skal ikke blot opfinde et plot, der vil interessere og holde os fanget over tusind sider.

Hun skal oveni alt det genopfinde Englands historie. Romanen indlemmer historiske begivenheder i sig, den inkluderer Englands krig mod Frankrig, slaget ved Waterloo, Napoleons fald, osv., og hun inkorporerer magi i disse begivenheder, men ændrer derudover ikke på deres udfald.

Det var det, der gjorde mig så mundlam og overvældet. Den dybe indsigt i historien og sit eget værk, der må have taget flere år og utallige timer, at få til at gå op.

Den er også kendt for sin brug af fodnoter, og det er her Clarke viser sit sande geni. Disse fodnoter er ikke bare små kuriositeter, der skal give lidt baggrundsinformation. De er fuldstændigt essentielle for at romanen kan gøre, hvad den gør; det er gennem fodnoterne den historiske dimension træder frem. Det er her Clarke overbeviser os om, at det er en historisk roman i meget bogstavelig forstand. Det er her, hun viser os, der er både en fortid og en fremtid for England, for Strange, og for Norrell. At begivenhederne beskrevet i bogen er konsekvenser af en fortid, og vil have konsekvenser for fremtiden. De indskriver sig i historien og det er den historie, vi læser. Her refereres til værker af magikere, af historikere, til folkesagn, myter, og her forklarer hun os referencer, videregiver anekdoter og giver følelsen af, at dette værk kun er en brøkdel af den information, der findes om emnet. Det er et net af informationer, der giver en perfekt illusion af at befinde sig i et parallelt univers, hvor alt dette skete. Hvor dette faktisk er Englands historie.

Det er imponerende.

Selvfølgelig var jeg også vild med Jonathan Strange og Mr. Norrell og deres bizarre, indimellem hjertevarmende venskab. Jeg var totalt fanget af den galskab og det eventyr, der udspringer af deres indimellem åndsvage arrogance og stolthed. De er af skæbnen bestemt til at bringe magi tilbage til England, et land hvor magien har ligget hvilende og ventet. Hvor der ikke længere udøves praktisk magi, men hvor magi kun læses om i bøger. Med Strange og Norrell er freden forbi. Men selv ikke de ved, hvad de har sluppet løs i verden. De er alt for optagede af deres egen interesse i magi, til at bemærke den effekt det har på verden omkring den.

Jeg var vild med den måde hvorpå Clarke formåede at introducere det primære plot, så jeg i starten tænkte det blot ville være et mindre side plot. Jeg var vild med den ofte diskrete,  tørre, britiske humor Clarke bringer til romanen som fortæller (hvis forfatter og fortæller da er den samme person).

Det er en lang, indimellem langsom roman, men den er også helt igennem magisk. På alle leder og kanter er den fængende og fortryllende. Clarke er trofast mod den historiske virkelighed, og tager emner som racisme og sexisme op ofte direkte, men også med en diskret og skjult moderne tankegang. Hun placerer ganske vist kvinderne i hjemmet, og den eneste sorte karakter som tjener, men hun ignorerer ikke det problematiske i disse positioner, og hendes karakterer bliver aldrig stereotyper og jeg synes ikke hun indskriver sig i en uheldig diskurs. Hun har gjort det sådan, fordi det var sådan tingene var i England i 1800-tallet. Men samtidig ved hun at, hvis hun blot lod det stå uden kommentar, ville ingen af os idag acceptere det. Hun inkluderer det ikke ukritisk, og hun bruger romanens position som alternativ historie til at skubbe lidt til konventioner og normer. Hun bryder ikke fuldstændigt med dem, men det ville heller ikke passe med det romanen gerne vil – nemlig være en alternativ historie.

Mest af alt, så er det en episk, historisk roman om troldmænd, krig, kærlighed, og eventyrlyst. Den er ufatteligt original, fuldstændigt hæsblæsende intelligent og, ja, igen, bare sindssygt imponerende.

Og så er Lord Byron en karakter.

Jeg tror ikke, der findes mange bøger som den her. Måske findes der kun denne ene. I hvert fald er jeg evigt taknemmelig for Susanna Clarke. Hun har givet litteraturhistorien et mesterværk.

dsc_0184-1