“I Capture the Castle” af Dodie Smith

I Capture the Castle af Dodie Smith, org. udgivet: 1948, 410 sider, Red Fox/Randomhouse.

DSC_0616-1

DSC_0650-1

I Capture the Castle er en atmosfærisk, behagelig og udramatisk roman, der er fuld af naiv længsel efter noget, der ikke helt kan defineres. Kærligheden, måske, eller blot en fremtid, der er lige på kanten af horisonten.

På en forfalden borg i England bor Cassandra med sin familie. De har ingen penge, og deres liv er isoleret, men uden reelle farer eller bekymringer. De lever et stille, uproblematisk liv, hvor hver dag er som den forrige.

Indtil to pæne, unge amerikanske mænd flytter ind ved siden af – de rigtige ejere af borgen – og straks ser Cassandras ældre søster, Rose, en vej ud af fattigdommen. Hun og Cassandra overbeviser sig selv om, at i ægte Jane Austen stil, skal Rose blot gifte sig med en af dem og så er alle problemerne løst. Ingen af de to søstre har erfaring med kærligheden, og hjertets affærer viser sig at være langt mere komplekse end som så.

I Capture the Castle er skrevet som Cassandras dagbog. Hvis Rose er Jane Austen, så er Cassandra i højere grad en Brontë, med sine lange, smukke, detaljerede beskrivelser og fokus på de allerinderste følelser.

Det er dette fokus på detaljerne i deres liv, der skaber atmosfæren, og det er atmosfæren, der er så fængslende. Plottet er overraskende simpelt, og består egentlig af en romantisk fortælling og ellers en konstellation af forskellige små vanskeligheder, der skal overkommes og problemer, der skal forløses. Der er ingen trussel, udover hjertesorg, og det er i dette tilfælde nok. Borgen er nærmest sin egen karakter, og den engelske natur spiller også en betragtelig rolle, og danner begge en levende baggrund for Cassandra og Roses overgang fra barn til voksen. Hvilket ikke blot betyder at blive ældre, men også at turde følge sit hjerte – og ikke mindst forstå, hvad hjertet faktisk siger.

Beskrivelserne gjorde det største indtryk, men karaktererne var det, jeg holdt mest af. Lige fra Cassandras far, der er en excentrisk, skriveblokeret forfatter, til hans kone, Topaz, en kunstnerisk type, der holder af at vandre i naturen nøgen, til landsbyens godmodige præst, til de to pæne amerikanske mænd, Simon og Neil, og til romanens hovedpersoner, Cassandra og Rose. Og selvfølgelig den charmerende, hjælpeløst forelskede Stephen.

Der er noget vidunderligt over landsbystemningen og den rolige, ubekymrede verden, Cassandra er en del af. I løbet af romanen kommer der langsomt lidt mere på spil og en del af naiviteten går af både Cassandra og historien, men hverken hun eller den mister sit solskinsvæsen og optimisme.

Cassandras fortællestemme draperer alting i et romantisk skær, der gør oplevelsen langt mere utrolig og overbevisende end den ellers ville være. Der er intet realistisk over handlingen i I Capture the Castle, men Cassandra er på den anden side heller ikke den mest pålidelige fortæller. Der er igennem hele romanen en følelse af at være trådt ind i en dagdrøm, hvilket er en absolut vidunderlig følelse, når dagdrømmen er skrevet, som den her. Det er måske et produkt af anden verdenskrig, hvis skygge stadig har ligget over Europa da romanen blev udgivet.

Jeg må indrømme, jeg til sidst blev lidt træt af de uendelige beskrivelser. Jeg var klar til at komme videre med plottet, og det var en skam, for Smith skriver fantastisk, og bygger en atmosfære op, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade. Jeg savnede bare virkelig lidt mere handling til sidst.

Det ér en langsom bog, og det er meningen, den skal være det. Det er en del af atmosfæren og den stemning, romanen er afhængig af. Den handler om at træffe de første svære valg i livet, forelske sig, være subjekt for andres forelskelse, tilgive vores nærmeste, når de begår fejl, og endelig indse at livet bliver noget helt andet, end vi havde forestillet os. Det er en stille, skøn roman om at opleve en ny del af livet for første gang.

Den bliver lidt langsom indimellem, men den efterlod mig med en vidunderlig følelse af at have besøgt en bedre, mere romantisk verden, hvor det at blive voksen er at forlade ét eventyr for at starte et nyt. Den gav mig lyst til at ligge og mærke solen på dybgrønne marker, spise friske jordbær, og danse til Debussy med unge, pæne mænd (og kvinder) mens månen er fremme. Det er en dejlig fortælling at fortabe sig i.

DSC_0629-1

“Wide Sargasso Sea” af Jean Rhys

Wide Sargasso Sea af Jean Rhys, originalt udgivet: 1966, 151 sider, Penguin Modern Classics. English review.

DSC_0599-1

DSC_0624-1

… If I was bound for hell let it be hell. No more false heavens. No more damned magic. You hate me and I hate you. We’ll see who hates best.

Jane Eyre er en af mine yndlingsromaner. Det har den været siden, jeg læste den første gang. Alligevel forholder jeg mig ekstremt kritisk overfor den. Rochester, så meget som jeg holder af ham som litterær karakter, er ikke et specielt godt menneske. Han er manipulerende, på alle mulige måder.

Og han har gemt sin kone oppe på sit loft, mens han selv lever sit liv, forelsker sig i en ny kvinde og forsøger at tænke så lidt på hende som muligt. Det er ikke fordi han er på toppen af romantiske helte, men Jane Eyre er også i langt højere grad gotik end den er romantik.

Wide Sargasso Sea handler om kvinden på loftet, der har inspireret en flod af feministisk kritik. Den originale “madwoman in the attic”. Den fortæller historien om, hvordan hun, der her hedder Antionette, starter som en ganske almindelige pige, og vokser op til at blive en kvinde i et politisk og racemæssigt ustabilt miljø. Hun møder en mand, der i hele romanen forbliver uden navn, men som uden tvivl er Rochester. Jeg vil kalde ham R.

Disse to mødes på eksotiske Jamaica og presses af deres respektive familier ind i et kærlighedsløst, men profitabelt ægteskab (for familierne). R, bitter og vred over at have været så svag at lade sig manipulere til at acceptere ægteskabet, lader alle sine bitre følelser gå ud over Antoinette, der blot er en uskyldig brik i et patriarkalsk spil.

Antoinette, kvinde, creole (hvilket Jean Rhys selv var) og uden midler eller penge, har intet andet valg end at acceptere sit lod i livet. Langsomt tages hendes identitet, personlighed og frihed fra hende. Igennem hele romanen skifter hun navn, hun er først Antoinette Cosway,  så Antoinette Mason, så Antoinette Rochester. Hele tiden skifter hendes navn og identitet baseret på hendes forhold til de mænd, der styrer hendes liv.

R, der selv lod sig manipulere, begynder nu at manipulere Antoinette for at føle en flig af magt. Det er en kamp mellem viljer, og selvom begge er ulykkelige i ægteskabet, så har R alle kortene på sin hånd. Han er en mand, han er hvid, han har penge, han har ejendom, og han har mulighed for at rejse sin vej. Antoinette har i sidste ende ikke engang ejerskab over sig selv eller sin identitet. Den vristes fra hende, ord for ord, handling for handling.

Names matterlike when he wouldn’t call me Antoinette, and I saw Antoinette drifting out of the window with her scents, her pretty clothes and her looking-glass.

At hun konstant må skifte navn, mens R forbliver navneløs, er også en måde at fortælle os, hvor urørlig R er. Ikke blot fordi han er i en langt bedre position end hende rent samfundsmæssigt, men også fordi han, på et meta-plan, tilhører en helt anden historie. En historien Jean Rhys på ingen måde kan røre ved. Hvad end der sker i Wide Sargasso Sea, så får Rochester sin lykkelige slutning i Jane Eyre, og Antoinette bliver den gale kvinde på loftet. Uretfærdigheden er åbenlys, men gøres aldrig simpel.

Det er en ufatteligt kompleks roman, og samtidigt ufatteligt smuk i sit udtryk. Sproget er emmer af forførende råddenskab. Som at se på en skål med frugter, der er helt perfekte, men så snart du tager en i din hånd, så falder den fra hinanden, blød og rådden helt ind til kernen. Antoinette og R befinder sig en regulær paradisets have, og bag blomsterne er den fyldt til bristepunktet med slanger, der hvisker deres løgne. R bliver dominerende, ondskabsfuld og uforstående overfor Antoinette, mens Antoinette i takt med hans forvandling bliver mere og mere fanget imellem hendes forskellige identiteter og ønske om at bryde fri.

Til sidst er hun blot en sprogløs skal, der helt har overgivet sig til R, der nu kalder hende Bertha. Et propert engelsk navn, og han tvinger hende prompte med til England, hvor hun kan bo på hans loft. Hun har mistet sig selv, og er blevet til intet andet end en brik i et spil. En desperat ånd, nærmest, hvis eneste mål er at tage livet fra ham, ganske som han tog det fra hende.

Det er en frodig, sanselig og destruktiv roman, fyldt med fantastiske beskrivelser, og en stigende følelse af klaustrofobi, desperation og ubehag. Af vold. Jo større skellet mellem Antoinette og R bliver, jo mere voldsom bliver romanen. Ikke i handling, nødvendigvis, men i følelser. Det er en fortælling om, hvordan en kvinde bliver ødelagt. Hvordan hun destrueres og gendannes til at tjene mænd, der ikke har fortjent hende.

Jeg har ikke ord for, hvor fantastisk en roman, jeg synes det er. Eller hvor vigtig. Det er et af de mest elegante og velfortalte stykker litteratur- og kønskritik jeg nogensinde har læst. Også blot en af de bedste bøger jeg har læst, og den vil for evigt være en personlig favorit. Hvis du også holder af Jane Eyre, så er den her roman et must.

Justice. I’ve heard that word. I tried it out. I wrote it down. I wrote it down several times and always it looked like a damn cold lie to me. There is no justice.

DSC_0620-1

DSC_0617-1

“Orlando” af Virginia Woolf

Orlando af Virginia Woolf, org. udgivet: 1928, 219 sider, Folio Society. English review.

DSC_0505-1

DSC_0517-1

Orlando er et kærlighedsbrev. Indirekte, altså. Et kærlighedsbrev til Vita Sackville-West fra Virginia Woolf. Romanen er dedikeret til hende, men mere sigende: Orlando er hende. Dette bliver der på ingen måde lagt skjul på, flere af billederne fra romanen er billeder af Vita og portrætter af hendes forfædre. Men den handler ikke om kærlighed. I stedet er den en undersøgelse af køn, af kunstnerisk udfoldelse, af tid og identitet over tid. Af sind versus krop. Af hvad det er, der gør os til dem, vi er.

Orlando vågner op efter en uges konstant søvn, og opdager han er blevet en kvinde. Først er det som om intet har forandret sig. Bag det kvindelige ydre gemmer sig præcis den samme person – og så alligevel. For så snart Orlando må klæde sig i kvindetøj, og overvære den effekt en nøgen ankel har på en stakkels sømand, så må hun også erkende at der er forskel på at være mand og kvinde. Langsomt ændres hun selv. Men kernen af Orlando forbliver den samme.

Det er både en bidende satire af sexisme, men også et elskværdigt blik på begges attributter, og det androgyne, der kommer til udtryk i kunsten. Sindet, der skaber kunsten, har i sidste ende intet køn.

Der er generelt en overskridelse af kroppen i dette værk. Hvilket forstås bedre, når man forstår hvad Vita var for Virginia. Hun var sensuel, hun havde en aktiv og selvsikker seksualitet, hun var kvinde, men også en person, der klædte sig ud som mand og havde affærer med andre kvinder. Hun havde ikke samme kunstneriske gave som Virginia, men hun havde en kropslig energi, som Virginia ikke følte hos sig selv. Det kommer til udtryk i Orlando, hvor kroppen og sindet ikke kan eksisterer uden hinanden, men alligevel fremstår som forskellige fra hinanden. Kroppen skifter køn, men er ellers udødelig, og den effekt kønsskiftet har på Orlando, der besidder kroppen, er både diskret og åbenlys. Der er en effekt, men der er også en del af Orlando, der forbliver uberørt.

Der er også en snert af magisk realisme i den måde hvorpå Orlando skifter køn og lever 400 år, begge uden videre. Orlando starter med at være 30 og 400 år senere er hun 36. Det påpeges aldrig, og Orlando flyder igennem tiden ubemærket. For det meste. I en scene begynder hendes venstre hånd pludselig at vibrere voldsomt, og det går op for hende, det er fordi hun ikke er gift. At finde en mand bliver pludselig første prioritet. Det går op for os vi er nået til 1900-tallet. En tid, hvor ægteskab bliver et og alt, og Orlando bliver meget direkte og meget kropsligt mærket af tiden. Også selvom denne oftest helt umærkeligt forsvinder og går. Ægteskab, børn og tidens bevægelse forandres uden særlig anmærkning, men alligevel har den effekt. Det tøj vi går i, det samfund og de normer vi omgives af, de betyder noget for den vi er, op til et vist punkt. Orlando forandres, men forbliver den sammen. Det er den samme Orlando, og så alligevel ikke, der har båret sit eneste overlevende værk “The Oak Tree” med sig alle disse år. Hvis passion for litteraturen og naturen forbliver intakt.

Der er konstante modsatrettede strømninger. Mennesket, der både mærkes af tiden og det køn det har, og mennesket, hvis sind er flydende og udenfor kategori.

Romanen er dog er mærket af sin tid, og der er enkelte ord og fraser, jeg ville ønske ikke var med. Sådan går det desværre.

Mest forbløffende er dog den lethed, hvormed Woolf leverer sit budskab. Det er en enormt humoristisk, satirisk og skarp bog, der også indeholder en enorm glæde. Det er et opløftende værk, skrevet i og med kærlighed, med passion og en energi, der kan mærkes selv 90 år efter udgivelsen. Der er noget hektisk, men velovervejet over romanen. Den måde hvorpå tiden flyver afsted og samtidigt flyder ud i margenerne og forsvinder. 400 år og to køn på 200 sider. Det er en bemærkelsesværdig præstation.

Det er også et værk om kærlighed til en af sit eget køn, om køn, der ikke er binært, og en progressivitet hun har skjult diskret for ikke at få bogen bandlyst. Alligevel, fuldstændigt uden skam, er det billeder af Vita, der kigger tilbage på os fra bogens sider.

Jeanette Winterson skriver i introduktionen: “I am still not sure how Woolf got away with all this, but she did.

Og hun slipper ikke bare afsted med det, hun gør det mesterligt.

DSC_0513-1

DSC_0509-1

DSC_0522-1

“Pride and Prejudice” af Jane Austen

Pride and Prejudice af Jane Austen, originalt udgivet: 1813, 325 sider, Penguin Books, English review.

DSC_0370-3

En af de største litterære sorger i mit liv er nok, at Jane Austens værker så ofte reduceres til blot at være kærlighedsromaner.

Ja, de indeholder kærlighed, og ender altid med at heltinden får den mand, hun elsker. Men de handler også om meget, meget mere end bare det. Specielt hendes mest kendte værk Pride and Prejudice, der nu mest læses som Elizabeth Bennet og Mr. Darcys storladede kærlighedshistorie.

Jeg skrev min bachelor om romanen, og sammenlignede den med filmen fra 2005. Det er en af mine yndlingsfilm, men den hjælper desværre ikke til at aflive myten om, at Jane Austen skulle være udelukkende en forfatter til kærlighedsromaner.

Pride and Prejudice er et karakterstudie mere end noget andet. Den handler om, hvordan de valg personer træffer, er med til at bestemme hvilket liv de får, og den grad de formår at udvikle sig som personer og indse deres egne fejl og mangler, har betydning for deres ultimative lykke. Det er en roman, der giver os komplekse konstellationer af forhold og viser os, hvordan disse overlapper og hvad det betyder for, hvilken fremtid karaktererne ender med.

Det er også en roman, der fortæller os, at kvinder har ret til at insistere på deres egen lykke, at de har ret til at afvise mænd, der lover dem et liv, der ikke kan give dem den lykke. Den fortæller os at de bør have ret til at bestemme over deres egen fremtid. At det ikke blot skal handle om økonomi, men også personlig lykke. Det er selvfølgelig en priviligeret indstilling at have, og der er intet forkert i at gifte sig udelukkende for at sikre sin egen fremtid, som f.eks. Charlotte Lucas gør det.Men det vigtige er valget.

Elizabeth nægter at gifte sig med en mand, der ikke kan gøre hende lykkelig, og Mr. Darcy er derfor nødt til at blive den mand. Samtidigt er Elizabeth nødt til at indse Darcy er meget mere end hun antog ham for. Den respekt han fejler i at udvise i starten, lærer han at udvise til sidst, og Elizabeth forstår, at han nu er hende værdig. Fordi han ser hende som en hel person, en ligestillet, ikke bare som en, der kan udfylde en bestemt rolle i hans liv. Nu kan han gøre hende lykkelig, og først der går hun med til at gifte sig med ham.

Vigtigst af alt er dog den udvikling Elizabeth gennemgår. Det fremgår også direkte af romanen, at hvis Darcy ikke vil acceptere hende, nu hvor hun elsker ham, så skal hun nok snart komme sig over det.

If he is satisfied with only regretting me, when he might have obtained my affections and han, I shall soon cease to regret him at all.

Kærligheden er ikke et og alt, det er i stedet den indsigt i sig selv hun har opnået. Den forandring hun har gennemgået forbliver, og Darcy er den “belønning” hun får for at være blevet et bedre menneske. Ved at insistere på sin egen lykke, og nægte at gifte sig for penge, status eller med en mand, der ikke respekterer hende, så gør hun sig også ultimativt fortjent til lykken. Hun tør risikere den.

Og ved at lære af deres fejl, i modsætning til Lydia og Wickham, så gør Elizabeth og Darcy sig også fortjent til hinanden. I romanen er der derfor heller ikke et stort fokus på det øjeblik, hvor Elizabeth siger ja til Darcy, i stedet er der et fokus på den samtale de har bagefter. Hvor de gennemgår, hvilke fordomme de måtte af med, og hvordan de har forandret sig.

Den dybe, ægte kærlighed er det, de får ud af, at blive bedre mennesker, at overkomme deres fordomme og stolthed, og fokus er nærmest hele romanen på den rejse. Kærligheden er belønning for at have stået det igennem.

Elizabeth og Darcy er stadig et af de bedste par i litteraturen, men jeg ville sådan ønske alle folk vidste Jane Austens talent strækker sig langt udover kærligheden.

DSC_0378-1

“Song of Solomon” af Toni Morrison

Song of Solomon af Toni Morrison, udgivet: 1977, 337 sider, Vintage, English review.

dsc_0062-1

Did they prove anything scientifically about is before they killed us? No. They killed us first and then tried to get some scientific proof why we should die.

Song of Solomon er historien om Macon Dead, også kaldet Milkman, og hans rejse mod at forstå og samtidigt frigøre sig fra sine forældres fortid. En fortid, der forsøgte at tage hans liv, før han overhovedet forlod sin mor.

Det er en bog om race, vold, historie, kærlighed, familie og smerte. Om at engagere sig i verden, og forstå hvem man er, ved at opsøge dem og der, man kommer fra. Milkman starter ud som en passiv, egoistisk karakter, der blot tager, hvad han kan og ikke giver meget tilbage. En karakter, der ser på verden omkring ham selv med apati og ligegyldighed. Han tror ikke det, der bevæger hans forældre, hans venner og hans elskere, vedrører ham. Langsomt indser han at alle handlinger, selv apatiske handlinger, har konsekvenser for omverdenen – at han på trods af sin ligegyldighed, faktisk gennem dem, har forholdt verden smerte.

Først da han begynder at gå i sine forældres fodspor, først da han begynder at optrevle sine forfædres fortid, begynder han at forstå sin egen plads i verden, sit eget værd og værdien af dem omkring ham.

Song of Solomon arbejder også i cirkler, på en måde starter den, hvor den slutter: med et “leap of faith”, et spring ud i intetheden med håbet om at vinden griber dig. Men disse cirkler handler også om noget andet; om historien. Om hvordan manglende viden om ens egen og verdens historie medfører fordomme og vold, mens en dybere forståelse af historiens gang medfører indsigt. Først når Milkman mærker verden og historien på egen krop forstår han sin egen identitet, og sit folks identitet.

He just wanted to beat a path away from his parents’ past, which was also their present and which was threatening to become his present as well.

Der er også spørgsmålet om, hvordan man placerer sig i historien og i livet: passiv eller aktiv? Et øje for et øje eller kærlighed?

Det er en roman med enorm poetisk kvalitet, både den måde, den er skrevet på, plottet og karaktererne. Så hverdagsagtigt som plottet måske forekommer, så er der en underliggende stemning af storhed, af historiens vingesus. Af at den fortæller os noget, der er evigt relevant.

Selvfølgelig placerer den sig selv i USAs fortid lige efter slaveriet, med racisme, segregation og eskalerende brutalitet mod sorte. Den reflekterer og kommenterer på dette, dog fra et perspektiv i 1977.

Det er en bog om historie – ens egen og verdens, og om hvordan man finder sig til rette i skyggen af fortiden og lyset af fremtiden på én og samme tid.

Det har taget mig alt for længe at begynde på Toni Morrisons forfatterskab. Men nu hvor jeg er her, så skuffer hun virkelig, virkelig ikke.

Apparently he thought he deserved only to be loved – from a distance, though – and given what he wanted. And in return he would be… what? Pleasant? Generous? Maybe all he was really saying was: I am not responsible for your pain; share your happiness with me but not your unhappiness.

dsc_0072-1

“Their Eyes Were Watching God” af Zora Neale Hurston

Their Eyes Were Watching God af Zora Neale Hurston, originalt udgivet: 1937, 256 sider, Harper Perennial, English review.

dsc_0035-1

Jeg forestiller mig at vi alle, på et eller andet tidspunkt, læser eller hører sætninger, der rammer noget i os, der langt overgår, hvad alle andre normale, almindelige sætninger gør. Jeg forestiller mig forfattere må have et par af disse, og at det er dem, de kæmper med, når de skriver deres egne ord. At de vil overgå, udslette eller ære dem.

Det er muligt det ikke er sandt. Det er også muligt man har ord, man gemmer på, men som man ikke er klar over, man et eller andet sted kæmper med. Hvis jeg en dag bliver forfatter, så er det, de her ord, der vil forfølge mig, tror jeg:

He looked like the love thoughts of women. […] He was a glance from God.

Hvordan Zora Neale Hurston har skrevet dem, skrevet sætninger som disse, og puttet dem i en bog fyldt med sætninger som dem er mig nærmest uforståeligt.

Det er historien om Janie Crawford, der som 40 årig vender tilbage til Eatonville efter hendes sidste mand er død, og en sen aften begynder at fortælle os sin livshistorie. Det er en historie om tre ægteskaber, sorg, død, og kærlighed. Og selvfølgelig om at være sort, og specielt sort kvinde, i et samfund der stadig lever i slaveriets nære skygge.

Det Hurston gør helt fænomenalt er at beskrive både Janies indre og ydre liv, og hvordan hendes jeg første gang vågner op, som et forår i hende, og i løbet af romanen gemmes væk, slåes ned, og vækkes til live igen. For livet handler ikke om sikkerhed, som Janies bedstemor tror, da hun gifter Janie væk som 16årig til en ældre, nogenlunde velhavende mand. Det handler ikke om penge, status eller arv. Men om at give ens sjæl lov til at være mere end blot end skygge i livet. At give den lov til at blomstre.

He drifted off into sleep and Janie looked down on him and felt a self-crushing love. So her soul crawled out of its hiding place.

For Janie sker det gennem kærligheden, selvom den kan være besværlig at finde og endnu mere besværlig at genkende som ægte. Så Janie skal igennem mere end ét ægteskab, før hun finder en mand, der forstår at åbne hende op, i stedet for at lukke hende i.

Det er en nuanceret fortælling om at være sort kvinde, om ægteskab, om ikke at lade sit liv diktere af samfundet, og om at turde åbne sig selv op til andre. Janies live er fyldt med fordomme, mænd, der vil herske over hende, dem, der vil eje hendes krop, og dem, der vil dømme hende for hendes valg. Og dem, der får lov at elske hende.

En bog, der er ligeså relevant i dag, som dengang, men måske af ændre årsager. Gennem Janie rækker Zora Neale Hurston en hånd gennem historien og du kan ikke undgå at mærke den.

All gods who receive homage are cruel. All gods dispense suffering without reason. […] Half gods are worshipped in wine and flowers. Real gods require blood.

dsc_0044-1

“We Have Always Lived In The Castle” af Shirley Jackson

We Have Always Lived In The Castle af Shirley Jackson, udgivet: 1962, 160 sider, lydbog læst af Bernadette Dunne, Penguin, English review.

dsc_0599-1

‘I can’t help it when people are frightened,’ says Merricat. ‘I always want to frighten them more.’

Jeg var helt fuldstændigt overbevist om, den her bog var en spøgelsesfortælling, og jeg startede den med den forventning, at det var en horror roman.

Det er det ikke. Ikke som jeg havde forestillet mig den. Den er mere foruroligende end skræmmende, men den er til gengæld også foruroligende i helt ekstrem grad.

Den skaber en stemning, der gjorde mig overraskende urolig, nærmest fra allerførste side. Det hjalp at den stemme Bernadette Dunne giver til Merricat, der er fortælleren, er tilpas forstyrrende. Merricat er 18 år, men hun lyder, taler og opfører sig, som var hun yngre, og hendes overtro, vrede mod omverdenen, og hendes nærmest sygelige trang til at beskytte sin søster, gjorde at historien meget hurtigt tog en bizar og foruroligende drejning.

Og det på trods af, at der faktisk ikke sker særlig meget i bogen.

6 år inden romanens start døde alle i Blackwood familien af arsenikforgiftning på nær Merricat, hendes ældre søster Constance og deres onkel Julian, der dog blev permanent handicappet. Siden har disse tre overlevende lukket sig inde i Blackwood huset og kun Merricat bevæger sig ud i landsbyen, når de mangler mad. En dag ankommer deres fætter, Charles, og med hans ankomst kommer forandringen. Den skrøbelige ligevægt de har opbygget ødelægges og en ny må findes. Dette liv de har opbygget må nu enten briste eller bære under vægten af en hel landsbys had og muligheden for at leve et andet liv.

Det er ikke så meget en bog om spøgelser og uhygge, men snarere en bog om alt det, der gør den virkelig verden så skræmmende. Navnligt det altoverskyggende had, afsky og mistillid et lille samfund kan nære til to unge kvinder på grund af en forbrydelse, der fandt sted for 6 år siden – og som for længst burde være tilgivet. Og hvad der sker, når denne afsky endelig når sit bristepunkt. De hader dem ikke længere, fordi de tror, de er mordere, men fordi de ikke har integreret sig i samfundet igen. De hader dem, fordi de opfører sig anderledes.

Merricat, said Connie, would you like to go to sleep?
Down in the boneyard ten feet deep!

Det er også historien om, hvad der sker, når man lukker en ung, grådig mand ind i et isoleret hus med to søster – hvor af den ene har en skræmmende kapacitet for mord. Og om den ubetingede, altafgørende kærlighed to søstre kan have for hinanden.

På et mere abstrakt metaforisk niveau er det en historie om, hvad det vil sige at leve et normalt liv – for hvad er normalt efter hele ens familie er blevet myrdet? Og om den væmmelse samfundet gør det så let at føle for kvinder, der ikke passer ind og som ikke vil underlægge sig normen.

Et kort, men komplekst og meget, meget foruroligende værk, der kræver flere genlæsninger, tror jeg, før man virkelig kan sætte pris på den præcision, der ligger bag Shirley Jackons stil. Alt virker valgt med omhu, og resultatet er en roman, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med. Jeg ved ikke engang om den sluttede, som jeg gerne ville have. Jeg er ambivalent, men imponeret. Og virkelig foruroliget.