“The Night is Darkening Round Me” af Emily Brontë

The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë, udgivet: 2015, 55 sider, Little Black Classic/Penguin, English review.

dsc_0534-1

So foes pursue, and cold allies, 
Mistrust me, every one:
Let me be false in others’ eyes,
If faithful in my own.

Der er et eller andet over Emily Brontës poesi, der virkelig bare emmer Emily Brontë. Det er selvfølgelig fjollet, for hun er forfatteren. Men selv hvis hun ikke var, så ville denne lille samling af digte være hende, på en sær, lidt overnaturlig måde.

Jeg forstår i hvert fald sagtens, hvordan hun formåede at skrive en roman som Wuthering Heights. Denne Little Black Classic er fyldt med megen af den samme mørke, det samme dramatiske sprog, der giver alting en næsten naturkraft. Der er tale om sorg, om tab, om kærlighed og om døden. Det er ikke dystert. Som hænger der et mørke fast til hende, der absolut må overføres fra hendes sind, til hendes hænder og sidst til skriften.

Men der er også håb, selvfølgelig, og der var hele vejen igennem et ønske om at forstå, om at afklare og om at komme tæt på. At forstå tidens gang, menneskets følelser og de bidder af håbløshed og håbefuldhed som mennesket hele tiden står over for.

En stærk, men meget dyster samling af digte, der har samme fantastiske sprog, som Wuthering Heights, og viser en mere, synes jeg, personlig side af Emily Brontë.

Det er selvfølgelig en illusion. Den andens jeg er for evigt skjult for os. Men her følte jeg at Emily, med hendes frygt og håb og drømme, stod klarere frem.

‘The evening passes fast away.
‘Tis almost time to rest;
What thoughts has left the vanished day,
What feelings in thy breast?

‘The vanished day? It leaves a sense
Of labour hardly done;
Of little gained with vast expense –
A sense of grief alone!

dsc_0576-1

Advertisements

“Come Close” af Sappho

Come Close af Sappho, oversat af Aaron Poochigan, udgivet: 2015, 55 sider, Little Black Classic/Penguin Books, English review.

dsc_0498-1

Untainted Graces
With wrists like roses,
Please come close,

Jeg elsker Sappho. Ikke mindst på grund af mystikken omkring hende. Hendes værker er gået tabt og kun enkelte, fuldendte digte er bevaret af tidens strøm. Resten af fragmenter. Små brudstykker af mesterværker, små øjeblikke af sanselighed, af erotik, kærlighed, intelligens og store følelser.

Denne Little Black Classic er en lille bid af et enormt tab. Come Close, beder den dig, og du kommer helt tæt på. Tæt på den varme, det vid og den bredde Sappho besad. Det er en samling af smukke, saglige og voldsomme vers. Alt den præsenterer, præsenterer den i dets uendelige dybder.

Det er som en silkeblød hånd på din arm. Et kærtegn, der, i et enkelt ufatteligt øjeblik, lover dig hele verden. Hun er tidløs nymfe, der lokker dig nærmere med vinrøde ord og et løfte om lidenskabeligt mørke.

Hvorfor passede historien ikke bedre på dig? Hvorfor skulle du forsvinde, næsten fuldstændigt, skubbet ud af historien af skødesløse, maskuline hænder?

Vi har Sappho i fragmenter, og Come Close er en vidunderlig introduktion. Men vi burde have hele bøger af hele værker. Ikke kun glimt af lys, men en solrig dag.

I declare
That later on
Even in an age unlike our own,
Someone will remember who we are.

Og det gør vi, Sappho. Men kun knapt nok.

Little Black Classics

DSC_0079

Over eyelids dark night fell
Invisible.” (Sappho)

Jeg er vild med Penguins Little Black Classics serie. Blandt andet fordi jeg elsker pæne bøger, og selvom der ikke er noget overdådigt eller forfinet over coveret på dem, så er jeg helt forelsket i deres simple udtryk og enkle sort-hvide forsider.

Jeg ejer lige nu 17 af dem og min samling kommer nok til at vokse stødt, men om jeg kommer til at eje dem alle sammen, ved jeg ikke. Jeg kan godt lide tanken om at eje alle 80, men på den anden side er der også noget virkelig fint og rart over at udvælge lige præcis dem, der siger mig allermest, hvilket er hvad jeg har gjort indtil nu.

Mest af alt så tror jeg, jeg elsker ideen bag. Hvilken bedre måde at fejre Penguins 80 års jubilæum end ved at udgive 80 små, flotte bøger med uddrag fra klassisk litteratur? Jeg er klar over at ikke alle bryder sig om ideen om uddrag, og bøgerne fungerer som sådan ikke som hele værker i sig selv, men de kan tease, indbyde og give lyst til mere – og det synes jeg de gør helt perfekt.

Min yndlings Black Classic, indtil videre, er “The Nightingales Are Drunk” af Hafez. Jeg faldt på blot 50 sider pladask for hans måde at skrive på, hans enkle, direkte, men ufatteligt gribende og intense poesi gik lige i hjertet på mig. Uden den her serie, er det ikke sikkert jeg nogensinde havde læst noget af ham, og nu sidder jeg her med et nyt litterært crush. Det samme gælder “Travels in the Land of Serpents and Pearls” af Marco Polo, hans rejsefortællinger har altid fascineret mig, men de har virket som en kæmpe opgave at starte på. Et lille uddrag på 50 sider er både overkommeligt og nok til at jeg fik lyst til at læse meget mere.

Good news! The days of grief and pain
won’t stay like this – 
as others went, these won’t remain
or stay like this.” (Hafez)

Det er den perfekte måde at opdage forfatterskaber eller bare se lidt nærmere på nogle man måske har holdt sig lidt fra. Her kan man stifte deres bekendtskab helt uformelt og uforpligtende før man beslutter sig. Der er ingen introduktion til forfatteren eller værket teksten stammer fra, der er intet krav om at man skal vide alt muligt eller forstå, hvad der ligger bag hver tekst, det eneste der er tilbage er ordene, en påmindelse om at det i sidste ende er det, det handler om. Ordene står alene og må i kraft af sig selv overbevise os om at de er værd at se nærmere på. Det er ren nydelse.

Derudover så er bøgerne ganske små og passer ned i stort set alle mine tasker, hvilket gør dem mere end perfekte som back-up bøger man altid lige kan have med sig, hvis man pludselig befinder sig i et kedeligt øjeblik.

Jeg føler at Penguin med deres Little Black Classics serie har formået at gøre klassisk litteratur interessant og tilgængeligt for stort set alle, også for folk, der måske normalt er lidt skræmt af det. For det er svært at være skræmt af en bog med et så beskedent og indbydende udtryk. Pludselig virker hverken Nietzsche, Austen eller Gogol så frygtindgydende eller kedelige.

Og så er de bare lækre at have til at stå på hylden, og et hyggeligt lille projekt for os bogelskere med lidt samler mani.