“Lumberjanes” (Vol. 1-3)

Lumberjanes (Vol. 1-3) skabt af Shannon Waters, skrevet af Noelle Stevenson og Grace Ellis, illustreret af bl.a. Brooke Allen, udgivet: 2015-2016, 110-130 sider, Boom! Studios.

DSC_0304-1

Lumberjanes følger Jo, April, Molly, Mal og Ripley, der alle er Lumberjanes, en form for pigespejdere. De tilbringer en lang sommer ude i en skov med en masse andre unge kvinder. I løbet af sommeren kommer de ud for forskellige eventyr, der alle er magiske og overnaturlige. Om så det er at redde lejren fra dinosaurer, stoppe to græske guder fra at få for meget magt eller at finde tilbage til den virkelige verden og deres venner igen.

Det er en virkelig fin serie, der vinder specielt meget på at have skabt virkelig sympatiske og interessante karakterer. Det er venskabet mellem de fem veninder, der er kernen af serien, og det er deres udvikling som karakterer og personer, der bærer historierne. Plottet selv er dog oftest også interessant og selvom det indimellem føltes lidt for fjollet eller overdrevet for mig, så forstår jeg også, at jeg lige er et par år ældre end målgruppen. Den er rette mod yngre personer, og kan med rette (og bør) læses af begge køn, selvom den selvfølgelig er et forsøg på at give unge piger de samme historier, som unge drenge automatisk får. Og det lykkes den med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket den her serie som barn, selv nu er der masser at hente i den.

Den er morsom, godt illustreret og så formår den at balancere alvor med bizarre eventyr og magiske fænomener. Jeg ville ønske vi blev givet lidt mere tid til at lære karaktererne at kende dog. Jeg læste de første tre volumes, og følte ikke jeg lærte vildt meget om de individuelle karakterer eller deres historier før de blev Lumberjanes, men det er på den anden side også en lang serie, og det giver mening at det bliver spredt ud en lille smule.

Jeg kan rigtig godt lide den, og elsker at den eksisterer. Jeg håber også den en dag bliver oversat til dansk, så jeg kan give den tidligt til mine egne børn. For bag de mærkværdige episke og fantastiske eventyr, så gemmer der sig rigtig meget visdom om livet, venskaber, familier, identitet, romantik, seksualitet og al den frygt og tvivl, der følger med at eksistere i verden. Specielt som ung. Den giver os fem vidt forskellige heltinder, og giver dem lov til at have fejl og mangler, og samtidig være elskede og heroiske. Det er en serie, der gerne vil fortælle dig, at ligemeget hvem du er, hvordan du ser ud, eller hvor akavet du føler dig, så fortjener du venner, der elsker dig og vil uden tvivl finde dem. Det kan godt være I ikke kommer til at bekæmpe magiske dinosaurer eller udfordre guder, men har man de rigtige venner, så kommer til at føles sådan alligevel.

Der er heller ingen af pigerne, der er overdrevet gode. De er blot almindelige piger, der har hver deres styrker og svagheder, og som sammen redder dagen. Det er nok seriens største besked: Så længe du ikke er alene, så kan du klare hvad som helst. Og den besked kan jeg sagtens støtte op om.DSC_0298-1

Advertisements