“Soulless” af Gail Carriger

Soulless af Gail Carriger, org. udgivet: 2009, 365 sider, lydbog læst op af Emily Gray, Orbit.

dsc_0588-1

Miss Tarabotti was not one of life’s milk-water misses, in fact, quite the opposite. Many a gentleman had likened his first meeting with her to downing a very strong cognac when one was expecting to imbibe fruit juice,  that is to say, startling and apt to leave one with a distinct burning sensation.

Det her er en af de bøger, der har stået på min goodreads to-read liste i længst tid. Den har faktisk nok stået der siden 2011, og først nu har jeg fået den læst. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at slette den, fordi den simpelthen lød som et fantastisk eventyr – og det er den også.

Den var sjovere, mere sexet og langt mere romantisk end jeg havde forventet. Jeg troede, det var en slags detektivfortælling, hvor Alexia Tarabotti fungerede som en privatdetektiv, der undersøgte overnaturlige mysterier. Det er ikke helt ved siden af, men det her er snarere historien om hvordan Alexia når dertil. For i starten af den her bog er hun blot en “spinster”, en single kvinde, der i en alder af 26 år er langt over gifte-alderen. Hendes familie har givet op på hende (ikke at de troede meget på hende til at starte med), men de er samtidigt for fjollede og overfladiske til at Alexia tager dem alvorligt. Og Alexia er intelligent, nysgerrig – og hvor end hun går hen, plejer mysterier og fare at følge efter.

Pludselig viser et enkelt vampyrangreb viser sig også at være en del af et meget større mysterie, der involverer Londons varulve, vampyrer og tidens teknologiske fremskridt. Derudover så er der Lord Maccon, alfaen for Londons varulve, der både er helt igennem frustreret over og tiltrukket af Alexia.

Den ene ting, der komplicerer Alexia Tarabottis liv allermest, er dog det faktum, at hun er født uden sjæl – og dermed med evnen til at neutralisere overnaturlige væseners evner. Og snart opdager Alexia præcis, hvor værdifuld en evne det faktisk er.

Plottet i romanen haltede lidt, og var indimellem lidt svært at følge, men det er faktisk heller ikke det, der gør den så fantastisk. Det var i stedet karaktererne, humoren og parodien på Londons samfund i 1800-tallet – blot med et overnaturligt twist. Alexia viste sig også at være en charmerende, elskelig og fascinerende karakter, jeg nærmest med det samme holdt af. Og hendes forhold til Lord Maccon, deres lette banter, deres småskænderier og uimodståelige kemi var klart bogens største styrke. Det var her jeg virkelig forelskede mig i fortællingen og karaktererne.

Det føltes i høj grad som en første bog, hvor universet og de vigtigste karakterer præsenteres, og det lette plot gav masser af plads til at gå i dybden med den del af historien, hvilket jeg satte pris på. Især fordi Gail Carriger skriver de sociale interaktioner virkelig godt, og Alexias intelligente, men lidt fyrige person, gjorde hendes scener med hvem som helst geniale. Jeg glæder mig dog til den næste bog, som jeg håber bliver lidt mere handlingsorienteret, nu hvor alt det andet er “af vejen”.

Jeg ville dog ønske Carriger havde turde bryde mere med at være historisk korrekt. Sexismen forstår jeg, hun har inddraget, fordi det giver pointer til plottet, men det faktum at Alexia ses som mindre attraktiv, fordi hun er halvt italiensk og har mørkere hud? Måske man bare skulle have droppet det. Derudover er den charmerende underholdning hele vejen igennem. Jeg grinede, rødmede og gispede på skift, og jeg nød hvert sekund.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan absolut anbefales. Emily Gray laver perfekte stemmer og accenter, og hun giver så meget liv til både personerne og til humoren, der ikke havde moret mig helt så meget, havde jeg læst den selv. Jeg lyttede til den, hver gang jeg fik chancen. Den gjorde mine morgener med cykelture til og fra arbejde og forelæsning så meget bedre.

Jeg er ret solgt til serien – og glæder mig til at lytte til den næste, og se hvor Alexia Tarabotti, Gail Carriger og Emily Gray formår at tage mig hen.

Advertisements

“We Have Always Lived In The Castle” af Shirley Jackson

We Have Always Lived In The Castle af Shirley Jackson, udgivet: 1962, 160 sider, lydbog læst af Bernadette Dunne, Penguin, English review.

dsc_0599-1

‘I can’t help it when people are frightened,’ says Merricat. ‘I always want to frighten them more.’

Jeg var helt fuldstændigt overbevist om, den her bog var en spøgelsesfortælling, og jeg startede den med den forventning, at det var en horror roman.

Det er det ikke. Ikke som jeg havde forestillet mig den. Den er mere foruroligende end skræmmende, men den er til gengæld også foruroligende i helt ekstrem grad.

Den skaber en stemning, der gjorde mig overraskende urolig, nærmest fra allerførste side. Det hjalp at den stemme Bernadette Dunne giver til Merricat, der er fortælleren, er tilpas forstyrrende. Merricat er 18 år, men hun lyder, taler og opfører sig, som var hun yngre, og hendes overtro, vrede mod omverdenen, og hendes nærmest sygelige trang til at beskytte sin søster, gjorde at historien meget hurtigt tog en bizar og foruroligende drejning.

Og det på trods af, at der faktisk ikke sker særlig meget i bogen.

6 år inden romanens start døde alle i Blackwood familien af arsenikforgiftning på nær Merricat, hendes ældre søster Constance og deres onkel Julian, der dog blev permanent handicappet. Siden har disse tre overlevende lukket sig inde i Blackwood huset og kun Merricat bevæger sig ud i landsbyen, når de mangler mad. En dag ankommer deres fætter, Charles, og med hans ankomst kommer forandringen. Den skrøbelige ligevægt de har opbygget ødelægges og en ny må findes. Dette liv de har opbygget må nu enten briste eller bære under vægten af en hel landsbys had og muligheden for at leve et andet liv.

Det er ikke så meget en bog om spøgelser og uhygge, men snarere en bog om alt det, der gør den virkelig verden så skræmmende. Navnligt det altoverskyggende had, afsky og mistillid et lille samfund kan nære til to unge kvinder på grund af en forbrydelse, der fandt sted for 6 år siden – og som for længst burde være tilgivet. Og hvad der sker, når denne afsky endelig når sit bristepunkt. De hader dem ikke længere, fordi de tror, de er mordere, men fordi de ikke har integreret sig i samfundet igen. De hader dem, fordi de opfører sig anderledes.

Merricat, said Connie, would you like to go to sleep?
Down in the boneyard ten feet deep!

Det er også historien om, hvad der sker, når man lukker en ung, grådig mand ind i et isoleret hus med to søster – hvor af den ene har en skræmmende kapacitet for mord. Og om den ubetingede, altafgørende kærlighed to søstre kan have for hinanden.

På et mere abstrakt metaforisk niveau er det en historie om, hvad det vil sige at leve et normalt liv – for hvad er normalt efter hele ens familie er blevet myrdet? Og om den væmmelse samfundet gør det så let at føle for kvinder, der ikke passer ind og som ikke vil underlægge sig normen.

Et kort, men komplekst og meget, meget foruroligende værk, der kræver flere genlæsninger, tror jeg, før man virkelig kan sætte pris på den præcision, der ligger bag Shirley Jackons stil. Alt virker valgt med omhu, og resultatet er en roman, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre med. Jeg ved ikke engang om den sluttede, som jeg gerne ville have. Jeg er ambivalent, men imponeret. Og virkelig foruroliget.