“Ravnenes Hvisken” af Malene Sølvsten

Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten, udgivet: 2016, 707 sider, Forlaget Carlsen. Anmeldereksemplar fra forlaget.

DSC_0408-1

DSC_0449-2

Ravnenes Hvisken er uden tvivl en imponerende og overbevisende tilføjelse til den danske fantasy hylde. Den er ufatteligt grundigt researchet, og den rækker også højt og sikkert efter den episke red-verden-eller-lad-den-gå-under fortælling. Den læner sig op ad nordisk mytologi, og trækker kraftigt på myter, skrøner og de velkendte guder og skabninger, vi alle sammen har hørt om.

Alligevel var der noget, der manglede for mig. Jeg var meget fascineret af Malene Sølvstens åbenlyse passion for emnet, og den måde hun har undersøgt den mytologi hun trækker på så grundigt, som hun har. Det er ikke bare en lille, let fortælling om de nordiske guder, nej, den inkluderer bersærkere, jætter, hekse, demiguder, faktiske guder, og en række bestialske mord, der peger på en tusind år gammel profeti, der kan betyde enden på ikke bare denne verden, men alle verdener.

Anne, vores hovedperson, er forældreløs og kan se folks fortid, ofte om hun vil det eller ej. Denne tvivlsomme gave betyder, at hun har isoleret sig fra resten af verden. Så starter hun på en ny skole, og pludselig er der personer, der tvinger hende ud af hendes isolation. Og hun opdager at hendes synskhed ikke er et enestående tilfælde, men at verden er meget mere end den giver sig ud for. Det, der står på spil vokser stødt romanen, for det er ikke kun Annes sikkerhed, det gælder, det er hele verdens skæbne.

I horisonten aner vi langsomt muligheden for ragnarok.

Desværre lider romanen også under at ville sætte scenen for meget. Det betyder, at der på trods af de 707 sider faktisk sker meget lidt. Det meste af tiden bruges på at forklare og fortælle om den verden, karaktererne befinder sig i, de kræfter de har, og hvordan verdenen/verdenerne hænger sammen. Selvom det univers, der åbner sig for os, er overvældende og episk, så er der også en følelse af, at noget af det kunne have ventet og tiden i stedet brugt på at skabe mere spænding omkring romanens egentlige plot. Nemlig mordene.

Ravnenes Hvisken starter med en serie mord på unge, rødhårede piger, der alle er fundet med et f skåret ind i deres krop. Anne bliver ved med at se det samme syn af en rødhåret kvinde, der bliver dræbt i en skov, men hun ved ikke hvorfor eller hvornår synet er fra. Kvinden er ikke blevet fundet endnu. Mens hendes tidligere ikke-eksisterende cirkel af venner langsomt vokser, så ledes Anne også dybere og dybere ind i historien om hendes familie, hendes kræfter, og mordene, der betyder meget mere, end hun aner.

Der bliver dog desværre brugt overraskende lidt tid på mordene. De dukker indimellem op og er også et løst centrum for romanen. Men der er ingen stigning i reel trussel. Der er ingen fornemmelse af, at morderen kommer tættere på, eller at noget andet, der kunne være truende kommer tættere på. Hvilket gjorde det til en overraskende svær bog at komme igennem, simpelthen fordi, der ingen konkret spænding var. Der var intet, der holdt mig naglet til siderne, og selvom jeg ikke direkte kedede mig, så var der heller intet, der trak mig tilbage til romanen, når den var lagt til side. Det er en skam, for romanen er velskrevet og meget veludført, den mangler bare lidt mere spænding for at holde den i gang.

Der var også en del klicheer i forhold til Anne, hendes romantiske forhold, og hele den måde hendes baggrundshistorie osv. udfoldede sig. Det er nok mest noget, man lægger mærke til, hvis man har læst rigtig mange YA romaner, der har det præcist samme plot: Ung kvinde er speciel/har specielle kræfter, og må redde verden. Det kan jeg tilgive, fordi der var så mange fine detaljer og karaktererne blev ikke for klichefyldte, men havde klare, individuelle personligheder. De virkede bare alle sammen lidt bekendte. Og så var det måske lidt trættende at alle mændene skulle falde for Anne. Det gav intet til plottet og blev bare lidt irriterende i længden. Det ér muligt for kvinder blot at være venner med mænd. Det kan lade sig gøre.

Der var også enkelte scener, som virkede lidt for opsatte, og hvor det var tydeligt ting skete mere for at skubbe plottet fremad end fordi de gav reel mening. Det har igen noget at gøre med at, der er alt for lidt fokus på det, der burde være denne romans primære fokus: Mordene. I stedet ryger det i baggrunden til fordel for flere uddybende samtaler om mytologi, afsløringen af magiske kræfter og vantro fra Anne. Så mord-plottet får lidt, hvad der føles som nogle forhastede scener, hvilket også betød, det ikke reelt føltes spændende. Der var intet på spil. Det var bare optakt. Det er frustrerende, for der er uden tvivl nok materiale til at Ravnenes Hvisken kunne have været en episk roman i sig selv.

I sidste ende er det dog en meget imponerende roman, specielt når man ser på detaljer og world-building, men plottet trækker ret meget ud, og kunne sagtens være givet lidt mere tempo. Klimakset kunne også godt have været lidt længere. Pludselig er det der, og så er det overstået. Sølvsten slipper kun afsted med det, fordi hun skriver så skide godt, og fordi hun har skabt så elskværdige karakterer, som det er en fryd at komme til at lære bedre at kende. Og det gives der, i det mindste, masser af plads og tid til.

Det er i meget høj grad en roman, der forklarer, giver kontekst, og bygger op til de næste to romaner. Jeg ved ikke, hvornår jeg får den næste læst (der lige er udkommet), men det sker garanteret en dag. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne støtte Malene Sølvsten, som jeg er overbevist om ender med at skrive en episk fortælling, når først hun kommer i gang. Og så er der noget virkelig fantastisk over at se Danmark og den hverdag vi alle kender så godt blive genstand for en episk fortælling. Tak for det.

DSC_0439-1

“The Wicked + The Divine”

The Wicked + The Divine Vol 1: The Faust Act & Vol 2: Fandemonium af Kieron Gillen (forfatter) og Jamie McKelvie (kunstner), 2015, Image Comics.

dsc_0557-1

dsc_0560-1

You are of the pantheon.
You will be loved.
You will be hated.
You will be brilliant.
Within two years, you will be dead.

Her er to grunde til at læse The Wicked + The Divine:

  1. Det er en af de smukkeste graphic novels, jeg nogensinde har læst.
  2. Den har et fantastisk originalt take på mytologi i en moderne kontekst.

Forestil dig at hvert 90’ende år, så blev 12 mennesker tilfældigt udvalgt til at være vessels for 12 forskellige guder. Guderne skifter fra gang til gang, men der er altid 12. Og de lever altid kun to år før de dør. Det er to år, hvor verden bliver fyldt med lys, mirakler, ekstase og magi. I to år er livet mere farverigt end det har været i næsten et århundrede.

Forestil dig at være ung, mens guderne går på jorden. Forestil dig at være én af dem.

Guderne har groupies, de har fans, de har modstandere og de har dem, der ønsker selv at blive udvalgt. For lige nu er der kun 11 guder, og hvem vil ikke gerne være den sidste? Hvem vil ikke gerne velsignes med skønhed, magt og guddommelige evner? Hvem vil ikke gerne være en gud?

Det er helt seriøst en fantastisk serie, der er voldelig, smuk og fyldt med intriger, mysterier og løgne. Det er en mytologisk genfortælling, der samtidigt fungerer som et reelt mord-mysterie. En uskyldig bliver slået ihjel, og det kan ikke have været af andre end en anden gud. Men hvem af dem gjorde det? Og hvorfor?

Hovedpersonen Laura er fascineret af guderne, og vil gøre nærmest hvad som helst for at komme tæt på dem. Så da Luci, inkarnationen af Lucifer, tager hende midlertidigt under sine figurative vinger, så er det en drøm, der går i opfyldelse. En drøm, der måske har større konsekvenser end Laura på nogen måde kan forudsige.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige om den her serie. Jeg føler det er en, man bør opleve selv. Den er levende, pulserende, og bare sindssygt original. En smukkere, mere unik American Gods, hvor helt amindelige mennesker pludselig bliver givet gudommelige kræfter. Og to år at bruge dem i.

Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvor serien ender, og indtil videre er jeg bare glad for at få lov til at være med. Absolut en serie det er værd at følge med i.

dsc_0554-1

“The Song of Achilles” by Madeline Miller

The Song of Achilles by Madeline Miller, org. published in 2012, HarperCollins

12book "The Song of Achilles" by Madeline Miller

And perhaps it is the greater grief, after all, to be left on earth when another is gone.

The Song of Achilles is a story of love, of the love between Achilles and Patroclus. While not explicitly stated in The Iliad that the two were lovers, such an interpretation is popular, and probably even more so after this book.

It’s both a beautiful retelling of events some of us know well (if you’ve read The Iliad (I haven’t, woops)) and the story of Patroclus and Achilles growing up together. If you’re looking for something like The Iliad, this is not it. If you’re looking for the story of two boys, then men, loving each other enough to make the skies tremble, this is it.

It’s always a little unpleasant to watch someone with fighting, death and glory woven into his destiny, into his blood, give way to that violence. To see him kill as if it were nothing, to see him accept that this is what he was born for; glory and honor in battle. It’s easy to make Achilles one-dimensional, but there’s a complexity to the character of Achilles in this, that we don’t often see. It’s as if he is somehow two people all at once; mortal, gentle, just and fair, but also a god, indestructible, angry, resentful and arrogant. Fighting comes easily to him, killing is what he was intended for, but through the eyes of Patroclus we see it is not so, that he is more than that. His glory is not that he is part-god, it’s that he manages to be both man and immortal and strike an uneasy balance. The balance topples, it breaks, but he manages to be both. Loving and deadly.

’Name one hero who was happy. […] You can’t.’

So much has been lost through the ages from Ancient Greece to now, when it comes to the subject of honor. I don’t cry for that loss. Honor is something else now than it was then. Someone risking their life, the lives of others, someone who willfully lets his brothers and kinsmen go to their deaths, because he feels he has been wronged (and he has, he isn’t mistaken), well, it’s far from life now. It’s far from anything we might see someone do today. But I felt Miller explained it in a way that made it less arrogant and foreign as it could’ve been. Patroclus does that, he’s our way into the story, and a very modern one at that. He represents a lot of “softer” values; he doesn’t like fighting, he’s a healer, he’s the perfect contrast to Achilles. I felt this was a little odd, I find it extremely implausible that he wouldn’t have wanted (or have been forced) to become a competent fighter, but making him such a character means he can help make a very different world understandable to us.

It’s detailed in its references and, I think, very well researched, but it’s not a subject I know a lot of, so I could be mistaken. Miller weaves a strong, atmospheric tale, that mingles myth, legend and realism very well. It drops names and titles, as such a novel should, but you never lose sight of the story or the important characters, it doesn’t drown in it, which is a strength. And the language is soft, clear and beautiful. Reading it is resting in a small sliver of sunshine, knowing nightfall is coming.

And more than anything, it makes you believe in a love that defies the gods, a love that cannot be quelled. The legend in this story is not Achilles, nor is it Patroclus, rather it is what they share. Achilles is the sun that everything centers on, but Patroclus grounds it, makes such a bright, shining presence tangible.

Soulmates, two halves of a hole. These two are, in this, the quintessence of such a thing.

I will never leave him. It will be this, always, for as long as he will let me.