“Poesibog” af Naja Marie Aidt

Poesibog af Naja Marie Aidt, udgivet: 2008, 91 sider, Gyldendal.

DSC_0999-1

man lærte at tro på noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt de mange større

Naja Marie Aidts Poesibog tager os tilbage til en barndom i 70’erne, og et omsorgssvigt, der har sat sig i barnet, der gennemlevede det. Bogen svinger mellem disse barndomsglimt og erindringer og voksen eller måske snarere ungdomslivet, hvor jeg’et forsøger at forene sig med den person, det er blevet til.

Det er en bog, der samler en masse forskelligartede digte. En fælles tråd igennem dem alle er en følelse af svigt, af ikke at passe ind, at være forkert, der hvor man er, men at ønske at høre til. Det er en følelse af, at blive overset, forsømt og desperat ønske sig en kærlighed, det ikke er helt til at få fat på, fordi de voksne har travlt med at realisere sig selv og deres drømme om kollektivet og friheden.

Der er bebrejdelser, men også en accept af, at den tid er gået. Det pointeres i digtene fra livet efter barndommen. Her foregår en bearbejdelse af ophavet, og livet leves og nydes og hades, som det er, på godt og ondt.

Det kommer specielt til udtryk i en anden vekslen i romanen, nemlig mellem årstiderne. Forår, vinter, sommer og efterår besøges på forskellig vis og fyldes af en anderledes længsel. “sommer åh” er noget helt særligt, og fanger meget skarpt den oplevelse det er at gå en årstid i møde, gennemleve den, nyde den, forfalde i den, og på den anden side ikke helt forstå, hvorfor denne stemning af uforløst potentiale hænger ved langt ind i september.

Vinterglæder” har lidt samme karakter. Af at stå stille, selvom man bevæger sig fremad. Af at leve et liv, stille og dybt, og fyldt med bekymringer, sorger, glæder og trivialiteter. Det er nok, synes jeg, et af de bedste digte i samlingen.

Aidts styrke er i hendes fantastisk skarpe billeder. Det betyder intet om du læser “Vinterglæder” på en varm dag i august. Du er der, du er til stede, og du føler et tilhørsforhold til dette jeg, dette menneske, der forsøger at forene sig med livet som det var og er.

Jeg har haft poesibog til at stå i flere år, og først nu har jeg læst den. Det krævede blot at jeg hørte hende på Louisiana Literature og græd mens hun talte om Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En titel, der forresten er fra et – faktisk to – digte i denne bog. Min introduktion til hende kom lidt sent. Men Naja, nu er jeg her, jeg lytter og jeg er klar til at læse mange flere af dine ord.

“Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen
i solen og den døde var levende
og vendte sig ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu”

DSC_0832-1

Advertisements