“Ti Små Åndedrag” af K. A. Tucker

Ti Små Åndedrag” (originalt: Ten Tiny Breaths) af K.A. Tucker, oversat: Natasja Ejersbo Frederiksen, 366 sider, originalt udgivet: 2012, Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0335-1

Jeg er så træt. Træt af bøger, som den her. Der er fyldt med slut-shaming, manipulerende, abusive forhold, og mænd, der opfører sig som sociopater, men hvor det åbenbart er okay, så længe han er lækker.

Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke romaner, der ikke tager psykiske lidelser, og følelsesmæssigt misbrug alvorligt. Jeg gider ikke historier, der romantiserer opførsel som Trents.

Jeg troede lige et øjeblik, helt oprigtigt, at den her bog tog det rigtige valg til sidst. At K.A. Tucker godt vidste, hun var gået over stregen, og at et forhold mellem Kacey og Trent aldrig ville være okay. Men nej.

Jeg er oprigtigt taknemmelig for at forlaget sendte mig den her bog, og jeg beklager jeg ikke har pænere ting at sige. Jeg orker bare ikke mere.

Først: Slut-shaming! Kacey arbejder som bartender i en stripklub, hvilket ikke kræver hun tager tøjet af, noget hun OFTE minder os og andre om. Derudover har hun travlt med at slut-shame alle de kvinder, der arbejder der og faktisk tager tøjet af:

Men det her anderledes. De vandrer rundt og falbyder deres varer. Sælger deres kroppe.

Jeg tager mig selv i det, før jeg forklarer, at han ikke overgiver sig, fordi han ikke kan lide billige tøser.

Med stive bevægelser vender jeg mig om, og ser, at en velformet, indfødt amerikansk kvinde har indtaget scenen og er i gang med en eller anden form for rekonstruktion af en regndans iført sparsomt fjerkostume.” (også lidt racistisk, ekstra flot!)

Okay, Kacey og K.A. Tucker, her er en øjenåbner: Det er okay at arbejde i en stripklub. Man er ikke billig af den grund. Det er et helt legitimt job, der skal respekteres, og som kvinder har ret til at vælge, uden at de skal dømmes for det.

Og spoiler advarsel, men jeg er simpelthen nødt til at uddybe, hvorfor den her bog er fucked op.

.

.

.

.

.

.

Det viser sig selvfølgelig (og seriøst, det er ikke svært at gætte), at Trent er forbundet til den ulykke, der slog hele Kaceys familie ihjel, på nær hende og hendes søster. Det er som man kunne forvente, og så totalt åbenlyst og forudsigeligt man knap kan kalde det et plot twist.

Det er det sådan set heller ikke. Plot twistet er at Trent, på trods af et polititilhold Kacey fik mod hele hans familie kort efter ulykken, har stalket hende i 2 år, og hacket hendes email, for at finde ud af, hvor hun skulle bo, så han tilfældigvis kunne flytte ind i samme bygning. Og så har han ellers indsat sig selv i hendes liv, i et forsøg på at “redde” hende. Jeg ved ikke, hvordan præcis han havde tænkt sig at gøre dette? For at indlede et seksuelt forhold med hende virker ikke som en skide god idé – medmindre han (sandsynligvis) regner med at hans vilde sex-skills og enestående kærlighed kan redde hende fra den dybe afgrund. I stedet for bare at fucke hende mer eop, når hun indser at den fyr, hun har forelsket sig i har løjet for og forfulgt hende i 2 år. Fuck dig, Trent.

Da min søn forlod hospitalsprogrammet for to år siden, gjorde han det i den tro, at hvis han kunne fikse dit liv, så ville han blive tilgivet for al den smerte, han havde forårsaget. […] Min søn har holdt øje med dig på afstand i to år, Kacey. Han har ventet på det rette øjeblik at kontakte dig på.

Han lyder som en seriemorder! Det er ulækkert, det er ulovligt, og der er ingen i verden, der ville acceptere en mand, der havde behandlet en sådan. Men det gør Kacey. Selvfølgelig. På trods af hun ved, hvor fucked op det er:

Trent har ødelagt mit liv. To gange.”

Han vidste det. I al den tid, hvor han lod, som om han var omsorgsfuuld og forstående og uvidende om min fortid, var det ham, der var skyld i min fortid. Der var hans bil, hans ven, hans fordrukne aften, der berøvede mig mit liv.

Hun ved det. Hun forstår, hvor fucked op det er. Ja, det kan godt være han forelsker sig i hende (jesus christ), men oprindeligt – og i TO ÅR – så var hans eneste mål hans egen tilgivelse. Det er selvisk. Og hun tilgiver ham!

Han stalker hende i to år, lyver for hende, manipulerer hende følelsesmæssigt, bruger hende på grund af en eller anden fucked op idé om at han kan “reparere” hende og gør hendes liv bedre, udelukkende med det formål at hun kan tilgive ham. Det handler ikke om hendes lykke, men om hans fucking skyldfølelse.

Det er latterligt. Alle kan se det er fucked op, Kacey kan se det er fucked op. Og okay, det er fint nok hun tilgiver ham, det er den bedste vej frem. Men at indlede et forhold til ham igen?? Der hintes til at de gifter sig med hinanden! Der er intet romantisk over hans opførsel, og jeg forstår ærlig talt ikke nogen ville kunne få sig selv til at date sådan en mand igen. Han har fortjent et godt liv, men ikke med hende! Der er intet, der gør det okay! Og alligevel så ender de med hinanden.

Hør her, det er ikke fordi jeg ikke tror på tilgivelse. Det er heller ikke fordi det er en dårlig historie at to personer, hvor den ene er delvist ansvarlig for den andens tragedie, finder sammen og heler hinanden.

Men det er fanme ikke en god idé at gøre den ene af dem til en stalker med et bizart skyld-kompleks, der tænker mere på sin egen tilgivelse end på et andet menneskes mentale helbred. Hvis sådan en historie skal fungere, så skal den baseres på ærlighed, respekt og kommunikation. Det gør den ikke her.

Han BELØNNES for det i stedet. De får deres lykkelige slutning med hinanden.

Fuck. Nej. Jeg er så træt. Det er bare forkert, og seriøst fucked op.

Der er en forstyrrende tendens i New Adult til at romantisere forhold, der aldrig burde være acceptable. Jeg håber, den dør en tidlig død, gerne meget snart, og at man i stedet begynder at skrive bøger, der har fokus på sunde forhold, der kan være lige så fulde af drama og tragedie, det tager bare en helt anden form.

Indtil da så må jeg indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for bøger som denne.

Advertisements

“Som sendt fra himlen” af Cora Carmack

Som sendt fra himlen (Losing it #2) af Cora Carmack, oversat af Stine Holt Jensen, org. udgivet: 2013,  354 sider, Anmeldereksemplar fra Lovebooks/Lindhardt & Ringhof, English review.

dsc_0192-1

Jeg kunne godt lide Som stjernerne står, den første i denne serie, men jeg faldt slet ikke lige så hovedkulds for den, som jeg gjorde denne her. Jeg tror, det er fordi Bliss og Garrick og deres forhold i den første bog i høj grad virker som en fantasi. Det er meningen deres romance skal være fyldt med alle de ting, vi går og drømmer om. Drømme er bare sjældent særligt realistiske, og det synes jeg heller ikke Bliss og Garricks karakterer var.

Det er Cade og Max tilgengæld. Også selvom deres ‘meet cute’ er en del mere urealistisk en Bliss og Garricks. Cade er flyttet til byen for at blive skuespiller, og efter et smertefuldt møde med Bliss og Garrick på en café, hvor han må erkende hans følelser for Bliss ikke er forsvundet endnu, møder han Max. Max kommer direkte op til ham og beder ham lade som om, han er hendes kæreste. Hendes forældre er nemlig på vej, de ved hun har en kæreste, men hendes rigtige kæreste er en katastrofe, så vil han ikke lade som om det er ham i stedet? Cade siger ja. For der er et eller andet over Max – og hvem ved, måske bliver det en interessant afveksling fra hans eget liv. Legen stopper dog ikke med dette ene møde, og snart er Cade viklet mere ind i Max’ liv end Max egentlig bryder sig om. Det er dog svært at give slip. For Cade er alt det hun har ledt efter i en fyr, og for Cade, så er Max en åbenbaring. Det bliver hurtigt svært at se præcis hvor skuespillet hører op og virkeligheden begynder.

Jeg elskede Cade og Max. Jeg var vild med deres snarky banter og hvordan de uden egentlig at ville det, kom til at regne med hinanden. Deres dans med hele tiden at komme for tæt på for så at trække sig væk var fascinerende at overvære. De er begge personer med en fortid, de skal forsøge at lægge bag sig. De har minder, traumer og følelser de skal kæmpe sig igennem, før de faktisk kan finde hen til hinanden. Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre?

Jeg var også lykkelig over endelig at finde en karakter i litteraturen, som delte en frygt, jeg selv bærer på. Det var forfriskende med en kvinde, der ikke er bange for at blive forladt, men er bange for at forlade. En person, der ikke frygter at en anden stopper med at elske dem, men at de stopper med at elske den anden. Det er den frygt, jeg oftest har, og det var så dejligt at se den reflekteret i en anden. At vide man ikke er alene.

Deres kemi var også fuldstændig fantastisk. Jeg følte deres tiltrækning af hinanden næsten på min egen krop, det var som at gå ind i et rum, der nærmest knitrer af elektricitet.

Og så føltes de som rigtige mennesker, for så vidt det kan lade sig gøre i en bog som denne. De havde fejl og mangler, de fuckede op, de blev sårede og vrede på en måde, der virkede mere genkendelig end dramatisk. De er ikke (kun) en fantasi, hvor fantasifuldt deres første møde end var. Cade og Max har problemer, og det er ikke problemer, der på magisk vis forløses til sidst, de har blot taget et par skridt i den rigtige retning.

I sidste ende er det en romantisk historie om to personer, der er vidt forskellige, men som har brug for hinanden. Og mere end det, så er det en historie om at turde være sig selv, at stå ved den man er – og når man finder en person, der giver en modet til dét, så skal man holde fast i dem med alt det man har.

dsc_0195-1

“Forbandede Kærlighed” af Colleen Hoover

Forbandede Kærlighed (originalt: Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet: 2014 Lindhart & Ringhof/Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0579

Jeg ved ikke specielt meget om New Adult genren, andet end at den virker til virkelig at have fået luft under vingerne de sidste par år (i hvert fald i mere mainstream, kommerciel forstand), og at Colleen Hoover ofte bliver nævnt i forbindelse med genren – for det meste i prisværdige vendinger.

Selv var jeg interesseret, da jeg blev ved med at se NA og Hoover dukke op, men usikker på om jeg nogensinde rigtig ville få læst noget af hverken hende eller genren generelt. Men det gjorde jeg så til sidst (takket være Lovebooks) og det er jeg egentlig meget glad for. Jeg ved ikke om jeg vil læse andet af Hoover efter den her, men kan meget godt lide genren!

Forbandede Kærlighed er historien om Miles og Tate, der tilfældigvis møder hinanden, da Tate flytter ind hos sin bror, Corbin i San Francisco. Miles bor i lejligheden lige over for deres, og selvom deres første møde er forholdsvist uheldigt, så viser det sig hurtigt at de meget, meget gerne vil lære hinanden bedre at kende. Så de starter et friends with benefits forhold, som på ingen måde – siger Miles – kan eller vil udvikle sig til at være mere end bare sex (sex, der er beskrevet ned til sidste hede detalje). Tate accepterer, men forelsker sig selvfølgelig alligevel. Hun får sit hjerte knust igen og igen, mens Miles forsøger at holde sig fra at falde for hende, det bliver en kamp mellem en insisterende kærlighed og fortidens skygger.

Hvorfor Miles er så afvisende over for ideen om kærlighed og et ægte forhold viser sig i hans baggrundshistorie, der fortælles i hvert andet kapitel. Der følger vi nemlig Miles og hans liv seks år før han møder Tate. Miles fortid var nok i sidste ende, hvad der reddede romanen for mig. Selvom jeg synes den er sexet, så fandt jeg Miles opførsel over for Tate lidt for ubehagelig til tider, med en grad af manipulation og legen med hendes følelser, der var uacceptabel (for mig, i det mindste!). Feministen i mig rejste sig, og havde svært ved at lægge sig igen. Men hans baggrund forklarer hvorfor han agerer så ubehageligt overfor hende, og den forklaring der gives er måske den eneste forklaring jeg ville have accepteret (selvom det stadig er uacceptabel opførsel – selv i fiktion).

Problemet er at hele ideen om, at hvis blot man bliver hos en mand længe nok så kan man “ordne” ham og så kan han lære at elske en, er fucking dum. For det er ikke rigtigt. Det fungerer kun på den her måde i fiktion, og jeg synes ikke man skal præsentere læsere for en verden hvor en mand kan opføre sig som Miles og så i sidste ende forvente at blive tilgivet. Det skal i hvert fald ikke være let, lige meget hvor god en “forklaring” han har på at være så følelsesmæssigt fucked up. Det undskylder det stadig ikke.

Men det er jo fiktion, og vi er kritiske læsere, der ikke bare blindt accepterer det vi læser som sandheden. Og Miles baggrundshistorie giver os en grund til hans opførsel, selvom han selvfølgelig aldrig skulle have indledt en forhold til at starte med, og hans historie knuste mit hjerte, og jeg græd. Så selvom jeg synes Tate skulle have sagt mere imod og være mere afvisende overfor ham, så fungerede historien jo i sidste ende. Og jeg synes det var god læsning.

Min største kritik er faktisk en kritik af en masse små ting.  For der var nogle ting, som jeg synes romanen godt kunne have gjort mere ud af. F.eks. studerer Tate til at blive anæstesisygeplejerske og arbejder i weekenden på et hospital, men hverken hendes studie eller hendes job bliver der gjort noget ud af. Vi følger hende aldrig nogen af stederne, vi ser hende kun når hun er sammen med Miles eller sin bror. Indtil der pludselig dukker to venner op, som vi aldrig har hørt om før, og som ikke nævnes igen senere, men som tjener det ene formål at gøre Miles jaloux. Det virkede en smule dovent. Der var bare en masse små detajler, som Hoover med lethed kunne have gjort mere ud af, og som ville have givet kapitlerne hvor vi følger Tate, samme dybde og realisme, som de kapitler der foregår i Miles fortid, hvor jeg følte detaljerne virkelig var på plads.

I sidste ende nød jeg dog bogen, selvom min feminisme blev ret stødt. Den her anmeldelse virker mere negativ end jeg egentlig føler den er, for jeg synes bogen var underholdende, og jeg var ret glad for det forhold man indimellem kan ane mellem Tate og Miles, hvor meget de end stritter imod.

Og så hedder bogen Forbandede Kærlighed. At forvente en dans på røde roser havde været dumt, og hvis den her bog gør én ting godt, så er det at vise de grimme, ubehagelige og voldsomme sider af kærligheden. Alt det vi drives til at gøre, sige, og udstå i kærlighedens navn, hvor meget det end river os i stykker. Samtidigt med den insistere på at kærligheden er en positiv ting, at den har en helende kraft.

I sidste ende handler det om at lade sig selv være lykkelig, at lukke de mennesker ind, som bringer lyset frem i os. Ligemeget hvor smertefuld fortiden er, så bør den aldrig blokere for fremtiden og det håb den bringer. Alt er muligt, så længe man tør elske igen.

(Bog 5 i The Summer of Reading Women)