“Stay With Me” af Ayòbámi Adébáyò

Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò, udgivet: 2017, 204 sider, Canongate Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og NetgalleyEnglish review.

DSC_0789-3

I realised that the ground under our feet had just been pulled away, we were standing on air, and my words could not keep us from falling into the pit that had opened up beneath us.

*

Stay With Me strækker sig fra 1985 til 2008. Vi følger Yejide og Akin, der, i de fire år de har været gift, har forsøgt at få et barn, men uden held. Med Nigerias voksende politiske kaos som baggrund, følger vi dem, som deres ægteskab langsomt krakelere og falder fra hinanden under presset for at få et barn, og som flere og flere hemmeligheder ser dagens lys.

Den første revne i facaden kommer da Akin en dag viser sig, under meget pres fra sin mor, at have tager sig en ny kone. Det er mere end Yejide kan rumme, men hun ved også at der ikke er noget hun kan gøre for at stoppe det. Udover at blive gravid først. Så det er præcis det, der sker.

Men prisen for at få et barn viser sig at være høj, og det kræver mere end bare kærlighed at klare sig igennem tragedie på tragedie, specielt når den blander sig med utallige løgne. Deres ægteskab viser sig at være bygget på ikke kun kærlighed, men bedrag. Et bedrag, der truer med at ødelægge den fremtid, de har forsøgt at opbygge sammen.

Det er en fascinerende roman, der, selv når den er næsten ubærlig at læse, er svær at lægge fra sig. Det er en historie fortalt i lag, og hvor ét lag langsomt fjernes og så det næste, og for hvert lag, der bæres frem i lyset, så forstår vi historien lidt bedre. Vi forstår, at vi ikke får fortalt hele historien, og at der stadig er elementer, der mangler. Først til sidst falder det hele på plads. Det er ikke altid denne form for historiefortælling virker, men her fungerer det fænomenalt. Det giver lyst til at blive ved med at læse, blot for at nå til sandheden, hvor tragisk og ubærlig den end måtte være. Vi ved, allerede fra første side, at Yejide knækker. At hun til sidst ikke kan bære det længere. Spørgsmålet er hvornår det sker og hvorfor.

Hver ny afsløring betyder også man som læser må revurdere det, man allerede har læst. Det tvinger en til at se historien i et nyt lys, og dermed også revurdere hvor historien er på vej hen, og hvor karakterernes dybe utilfredshed og desperation egentlig stammer fra. Men det er også en overraskende varm og håbefuld roman. Hverken Yejide eller Akin giver nogensinde helt slip på kærligheden.

*

Besides, what would be left of love without truth stretched beyond its limits, without those better versions of ourselves that we present as the only ones that exist?

*

Ayòbámi Adébáyò har skrevet en roman og karakterer, der er levende. Deres smerte, deres glæde, deres sorg og deres bevægelser væk fra hinanden er beskrevet i hjerteskærende detaljer, der ikke blot formår at kommunikere handling og følelser, men også indre stemninger og usagte følelser på et niveau, jeg synes er ret enestående. Hendes dialog er også skarpe og indimellem morsomme, og fanger perfekt de små variationer i karakterenes personlighed og indre liv.

Det er langt hen ad vejen en roman om det, der foregår inde i et menneske, når de ikke kan leve op til samfundets og familiens krav, og når de møder dyb, endeløs sorg. Specielt i et så patriarkalsk samfund, som ikke blot Yejide, men også Akin ender med at lide under.  Jeg sad tilbage til sidst med spørgsmålet om, hvorvidt Yejide faktisk ønskede børn, eller om hun i stedet blot ønskede accept fra samfundet, og at kunne blive en del af en familie, hun aldrig selv har haft. Babyen – og manglen på en – bliver et symbol på denne accept, som på mange måder er uopnåelig, fordi den er i hænderne på en mand, og ikke hende selv.

Stay With Me er en velskrevet, sorgfuld roman, der dog aldrig mister fodfæstet på trods af sin komplekse opbygning og barske stof. Barnløshed, ægteskabelig konflikt og samfundets accept er ømtålelige, voldsomme emner, men Adébáyò behandler dem med ømhed, forståelse og elegance, uden nogensinde at miste den tyngde de også påkalder sig. Adébáyò er nok værd at holde øje med.

*

Before I got married, I believed love could do anything. I learned soon enough that it couldn’t bear the weight of four years without children. If the burden is too much and stays too long, even love bends, cracks, comes close to breaking and sometimes does break. But even when it’s in a thousand pieces around your feet, that doesn’t mean it’s no longer love.

DSC_0799-3

 

Advertisements