“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“The Letters of Vita Sackville-West to Virginia Woolf”

The Letters of Vita Sackville-West to Virginia Woolf, redigeret af Louise DeSalvo og Mitchell A. Leaska, originalt udgivet: 1984, 473 sider, Hutchinson & Co. English review.

DSC_0364-1

Dear Mrs Woolf
(That appears to be the suitable formula.)
I regret that you have been in bed, though not with me – (a less suitable formula.)

Vita Sackville-West, forfatter og aristokrat, og Virginia Woolf mødtes første gang i December 1922, og startede kort efter en “affære”, der varede indtil Woolfs død i Marts 1941. Jeg skriver affære i gåseøjne, for det var ikke en normal affære. Ja, den var seksuel – indimellem, dog langt fra ofte. Der var snarere tale om en dyb intimitet, om et forhold der overskred grænserne for, hvad et almindeligt forhold er. Det var venskab, kærlighed, sex, fascination og forelskelse i ét.

Deres breve til hinanden bærer vidne om denne intimitet, om en længsel efter den anden, der ikke er seksuel, men snarere et ønske om at blive set – og forstå noget om den anden. Hver især dækkede de et behov den anden følte. Vita var fascineret af Virginias kunstneriske talent og intelligens, og Virgina var fascineret af Vitas måde at leve på; hendes dominans, vitalitet og selvsikkerhed. Men Vita var, ifølge forordet, også tiltrukket af Virginias mere barnlige side, og Virginia var, da hendes mor døde i en ung alder, tiltrukket af Vitas moderlige instinkter.

Forordet forklarer også at de måske, uden helt at indse det selv, har haft et forhold, der meget lagde vægt på det dominerende (Vita) og det eftergivende (Virginia).  Vita spillede hele sit liv roller, og i flere af sine affærer med kvinder, lod hun som om hun var en mand kaldet Julian. Hos hende har det kvindelige og det maskuline spillet to forskellige roller, og potentielt druknet den ægte Vita, den Vita, der ville kunne nå til bunds hos Virginia. Vita var mærket af det faktum at hun ikke kunne overtage Knole, den ejendom, der tilhørte hendes familie, fordi hun var kvinde. Samtidigt var hun konstant i færd med at bryde grænserne for seksualitet. Både hende og hendes mand, Harold Nicholson, havde affærer med personer af begge køn, og i et brev til Virginia skriver Harold:

I am glad that Vita has come under an influence so stimulating and so sane… You need never worry about my having any feelings except a longing that Vita’s life should be as rich and sincere as possible. I loathe jealousy as I loathe all forms of disease.

Det beundrer jeg. Hvor sandt det er, kan man betvivle. Det er muligt Harold har følt jalousi, men det har ikke spillet en rolle i Virginia og Vitas forhold. De har fået lov til at elske hinanden, og det gjorde de. Selv når Vita forelskede sig i andre kvinder, så er Virginia der altid. Den forbindelse de delte overgik simpel forelskelse, det var ikke bare begær efter kroppen, men efter sindet, og efter noget helt bestemt, de kun kunne give hinanden. Det var fascinationen af Kvinden, Kunstneren og de mennesker, der gemte sig bagved.

Der er ingen tvivl om den kærlighed, der har eksisteret mellem de to, og den indflydelse de har haft på hinanden. Orlando af Virginia Woolf er inspireret af Vita, ja, den er Vitas liv. Her gør Virginia Vita til en mand, der lever 400 år og pludselig bliver en kvinde, og giver Vita den gave at hun i fiktionens verden kan overtage Knole, omend ikke i virkeligheden. Det er en romanformet kærlighedserklæring. Vitas søn, Nigel Nicholson, zkulle senere kalde Orlando: “the longest and most charming love letter in literature.

Mange af brevene i denne samling er hverdagsagtige, de handler om, hvornår de kan komme på besøg, hvad der er sket, om deres bøger (Vita var også forfatter), og det daglige liv. Men der er også ofte en længsel i dem, en meget åben overgivelse til den anden, der måske aldrig bliver helt så åben, som den kunne. Den er dog oftest velartikuleret, rammende og rørende:

I am reduced to a thing that wants Virginia. I composed a beautiful letter to you in the sleepless nightmare hours of the night, and it has all gone: I just miss you, in a quite desperate human way. […] It is incredible how essential to me you have become. I suppose you are accustomed to people saying these things. Damn you, spoilt creature; I shan’t make you love me any the more by giving myself away like this – But oh my dear, I can’t be clever and stand-offish with you: i love you too much for that. Too truly. You have no idea how stand-offish I can be with people I don’t love. I have brought it to a fine art. But you have broken down my defences. And I don’t really resent it.

Begge kvinder er intelligente, og deres breve bærer præg af deres dannelse, viden, og længsel efter hinanden, men også længsel efter kunstnerisk at blive bedre. De er indsigtsfulde, morsomme, hjerteskærende, og ofte, i hvert fald i brevene fra Virginia, ser de meget mere, end det der bliver sagt.

Jeg er i dyb beundring over de to. Ikke bare den kærlighed og forståelse de har delt, men også over den forståelse, eller i hvert fald åbenhed, deres mænd må have vist. Det er muligt polyamori var lige så ildset dengang som nu, men det er ikke det indtryk man får af disse breve. Men nu var Vita og Virginia også noget andet end den almindelige befolkning, ikke bare kunne de leve af at skrive, men de har også søgt noget mere. Specielt Vita har levet et liv med en seksualitet, der ikke var forstået eller accepteret, og har omfavnet den alligevel. Som biseksuel er hun en inspiration.

Jeg stopper aldrig med at være betaget af de her to mennesker, og deres fælles historie. Den var mere kompleks, intens og fascinerende end jeg havde regnet med. Når man blot ser fragmenter af breve, så er det svært at tænke andet end at de delte en ren, gengældt kærlighed. Men der var så meget mere i det.

Der kommer på et tidspunkt (senere i år måske?) en film, Vita & Virginia, om de to, og jeg glæder mig helt enormt.

Yes, dearest Vita: I do miss you, I think of you: I have a million things, not so much to say, as to sink into you.

Bless you, darling darling Virginia – you don’t know how much I love you – how deeply – how permanently.

DSC_0366-1

“If This Isn’t Nice, What Is? Advice to the young” af Kurt Vonnegut

If this isn’t nice, what is? Advice to the young af Kurt Vonnegut, 2013, 116 sider, Rosetta Books, English Review. Illustrationerne er Vonneguts.

vonnegut_ifthisisntnice1

Jeg har elsket Kurt Vonneguts forfatterskab siden jeg læste Mother Night første gang (en roman, der er ligeså relevant nu, som den altid har været, måske endda mere).

Det er svært for mig at forklare hvorfor. Det handler om den følelse, som Vonnegut giver mig med sine værker. Den følelse tror jeg ikke, der er et ord for. Det er en følelse af, at her er en mand, som forstod noget helt essentielt om livet. Han forstod at vi som mennesker er fejlbarlige, at vi er forfærdelige, rædsomme og umulige, men også at vi er i stand til helt ekstreme mængder af godhed, tilgivelse, nåde og venlighed. At selvom vi fucker op – og det gør vi, ustandseligt hele tiden, og det vil vi aldrig stoppe med, men selvom vi fucker op og begår fejl, så er der stadig håb.

Det handler om, hvad du vælger at gøre i sekundet, minuttet, timen eller dagen efter. Hvem man er, og hvem man ønsker at blive til, er konstant i bevægelse. Du vil altid have et valg, så det handler om at vælge rigtigt, vælge med empati, kærlighed og forståelse. Kurt Vonnegut forstod, at det gør vi ikke altid, men at vi alligevel igen og igen vil få muligheden.

Han forstod at vores fortid farver vores nutid og fremtid, og at alle mennesker, altid, vil have muligheden for at vende op og ned på den balance, der eksisterer i verden. På godt og ondt.

Han forstod, at det handler om at se på livet, og når de gode øjeblike dukker op, så sige “If this isn’t nice, what is?”. Blot for at huske sig selv på, at vi er her, at vi er i live.

Her er et par citater fra bogen, der er en samling af taler, han har holdt. Vonnegut vil altid sige det meget bedre end jeg kan:

  • Being merciful, it seems to me, is the only good idea we have had so far. Perhaps we will get another good idea by and by—and then we will have two good ideas.
  • Don’t give up on books. They feel so good—their friendly heft. The sweet reluctance of their pages when you turn them with your sensitive fingertips. A large part of our brains is devoted to deciding whether what our hands are touching is good or bad for us. Any brain worth a nickel knows books are good for us.
  • If what Jesus said was good, and so much of it was absolutely beautiful, what does it matter if he was God or not?
  • I told her that what made life almost worth living for me was the saints I met. These were people who behaved compassionately and capably, no matter what, and they could be anywhere.
  • Your government does not exist and should not exist in order to keep you or anybody else, no matter what color, no matter what race, no matter what religion, from getting your damn fool feelings hurt.
  • A purpose of human life, no matter who is controlling it, is to love whoever is around to be loved.

ugzuhfj

“We Should All Be Feminists” af Chimamanda Ngozi Adichie

We Should All Be Feminists af Chimamanda Ngozi Adichie, udgivet: 2014 (originalt en TedxTalk holdt i 2012), 52 sider, Fourth Estate, English review.

dsc_0158-1

Jeg kom engang op at skændes med en fyr på facebook, der havde skrevet en status a la “Hvorfor hedder det feminisme? Hvorfor ikke bare ligestilling?” og jeg var ved at se rødt. Det er simpelthen så dumt et spørgsmål. Men mine svar hjalp ingenting, fordi jeg egentlig ikke vidste, hvordan jeg skulle svare på noget, der, for mig at se, var så åbenlyst tåbeligt, men som åbenbart ikke var det for ham.

Hvor ville jeg ønske jeg havde haft denne bog og Adichie dengang, så kunne jeg have givet ham dette svar:

Some people ask: “Why the word feminist? Why not just say you are a believer in human rights, or something like that?” Because that would be dishonest. Feminism is, of course, part of human rights in general—but to choose to use the vague expression human rights is to deny the specific and particular problem of gender. It would be a way of pretending that it was not women who have, for centuries, been excluded. It would be a way of denying that the problem of gender targets women.

Det er elegant og enkelt forklaret uden at hun på nogen måde lyder nedladende. Det er en balancekunst hun fornemt mestrer. Hendes TedxTalk og denne bog er påfaldende for denne elegante enkelthed. Adichie forklarer præcist, klart og med passende personlige anekdoter, hvorfor det er vigtigt – ikke bare for hende, men for os alle sammen – at være feminister.

Og det er en bog for alle. Den er kort, der er ingen besværlige, lange forklaringer eller begreber, og hun kommer ind på de største af feminismens emner på en måde, der gør dem let tilgængelige. Samtidigt formår hun at sætte fokus på vigtigheden af disse emner, og hvordan problemet med ubalancen mellem kønnene er noget, der indgrænser os alle.

The problem with gender is that it prescribes how we should be rather than recognizing how we are. Imagine how much happier we would be, how much freer to be our true individual selves, if we didn’t have the weight of gender expectations.

Det er den perfekte bog at give eller anbefale til personer, som ønsker et sted at starte i forhold til feminisme eller ønsker at vide, hvor feminisme stadig er så relevant i dag som nogensinde, og hvorfor vi har lang vej endnu. Det er også en bog for alle i den forstand at, selvom hun er en lille smule heteronormativ, så præsenterer hun os for en bred feminisme, der har plads til os alle – uanset køn, alder, hudfarve, religion, bosted osv.

Ingen af os er født feminister. Det er valg man tager, en position man vælger at indtage, fordi man mener den er vigtig. Jeg har selv haft perioder, da jeg var yngre, hvor jeg på ingen måde var feminist. Men det er jeg nu. Det vigtigste er ikke det man har været, men der man bevæger sig hen imod.

Det er også en bog man med rette kan gå ud og købe omkring 10 kopier af, og så bare altid have en i tasken til når en eller anden idiot begynder at kaste om sig med dårlige argumenter og ideer om, hvad feminisme er (selvom det er meget tydeligt, de aldrig har så meget som googlet begrebet eller været i nærheden af en kritisk artikel). Så kaster man bare den her lille bog i hovedet af dem, og så kan de fint læse den, inden de begynder en ny debat. Så har man gjort lidt, uden at skulle engagere sig for meget med deres uvidenhed.

For jeg vil meget gerne diskutere feminisme. Men jeg er træt af at diskutere feminisme med mennesker, der tydeligvis ikke har gjort det mindste for at sætte sig ind i emnet. De får den her bog i stedet. Så tak, Chimamanda. Du har givet os en gave.

My own definition is a feminist is a man or a woman who says, yes, there’s a problem with gender as it is today and we must fix it, we must do better. All of us, women and men, must do better.

dsc_0163-1

dsc_0162-1