“The Bloody Chamber and Other Stories” af Angela Carter

The Bloody Chamber and Other Stories af Angela Carter, udgivet: 1979, 146 sider, Folio Society.

DSC_0502-2

DSC_0491-1

Nursery fears made flesh and sinew; earliest and most archaic of fears, fear of devourment. The beast and his carnivorous bed of bone and I, white, shaking, raw, approaching him as if offering, in myself, the key to a peaceable kingdom in which his appetite need not be my extinction.

*

 

The Bloody Chamber and Other Stories samler en række genfortalte eventyr med stærke feministiske undertoner. Det er mørke, blodige og fængslende historier, der giver os eventyr, vi genkender, men genfortalt med fokus på kvindens frigørelse fra de lænker disse fortællinger ofte har lagt hende i. Her kan udyret slikke huden af skønheden og vise os pelsen nedenunder. Her kan rødhætte ligge sig ved ulven i en blodig seng. Der er ingen happily ever after, som vi kender den.

Angela Carter skriver med en sproglig præcision, der fremkalder smukke, forstyrrende billeder, og hvor begær, lyst, seksualitet, og den menneskelige sjæls skygger skrives frem og får lov at stå i lyset for en stund.

Det er befriende og bizart beroligende at læse en række historier, hvor man ved at alle de fejl og mangler, man hele sit liv har levet med i disse idealiserede og moraliserende fortællinger, bliver set i øjnene og stukket i hjertet. Så vi står tilbage med blodige hænder og et tilfreds smil på læben.

Her er ganske vist alle de karakterer, vi genkender så godt. Bæstet, udyret, monsteret, forførerinden. Den uskyldige jomfru, der igennem sine prøvelser bliver en kvinde. Her involverer prøvelsen dog ofte også sex, og der er meget lidt uskyldighed. I den eneste fortælling, hvor uskyldigheden overlever til slutningen, er den båret af en mand, og kvinden er den korrumperende, blodsugende kraft, der truer ham. Stadig er det ikke hans rejse (for ændrer man sig ikke fra start til slut, så er der ingen rejse at tale om), det er i stedet hendes.

*

I was not afraid of him; but of myself. I seemed reborn in his unreflective eyes, reborn in unfamiliar shapes. I hardly recognised myself from his descriptions and yet, and yet – might there not be a grain of beastly truth in them? And, in the red firelight, I blushed again, unnoticed, to think he might have chosen me because, in my innocence, he sensed a rare talent for corruption.

*

Det er hele vejen igennem kvinden, der er i centrum. Her får hun lov at generobre sine egne fortællinger, uden at måtte opgive at være et helt menneske. Hun må begære, elske, skade, dræbe og herske, som hun ønsker. Hver historie er kompleks og der rører sig mere under overfladen end den første gennemlæsning afslører. Der er en blidhed, en tøven og alligevel en umiskendelig brutalitet over disse unge kvinder, der mærker verden for første gang. Der forrådes, misbruges og elskes af mænd. Der finder nye veje gennem kendt terræn.

Jeg var mildest talt bjergtaget. Angela Carter genfortæller uden at miste hverken originalitet eller momentum. Hun forholder sig til de kendte historier og indgyder dem med ny energi, mening og nuance. Her er ulven både forfører og monster, og her kan kvinden tage del i det monstrøse, hun skal ikke reddes fra det. Hun kan enten overvinde eller overgive sig til det.

I løbet af The Bloody Chamber and Other Stories bliver noget levendegjort, der ellers blot har ligget begravet inden i os. Her bliver det monstrøse erotisk, her blandes rædsel med begær. Ikke fordi vi frygter, det, der venter i natten, men fordi vi ser, vi genkender, mørket i os selv. Vi higer efter det, og hver historie bliver dermed også en forløsning. Carter vil ikke blot vise os denne kvindelige opvågnen, men lade os føle den. Det opnår hun let med sit stemningsfulde og ekstremt billedrige sprog, der nærmest bløder ud på siden og ind i sindet på læseren.

Det er en bog, der slipper noget løs. Det voldsomme, det blodige, det smukke og det sanselige. Den muliggør en overgivelse til det øjeblik, hvor det menneskelige og det umenneskelige mødes. Hvor vi bliver mere end os selv, om så det er en forvandling til skønheden eller udyret. Det er en frigørelse.

DSC_0522-1

DSC_0495-1

“Mellem Træerne” af Gyrdir Elíasson

Mellem Træerne (originalt: Milli Trjánna) af Gyrdir Elíasson, oversætter: Erik Skyum-Nielsen, udgivet: 2009, 214 sider, Torgard.

dsc_0083-1

Den her bog var en gave fra min islandske veninde, Ágústa, som gav mig den fordi Elíasson er en af hendes yndlings islandske forfattere, hvilket jo slet ikke lægger pres på mig.

Det er en novellesamling, der består af 47 noveller, hvilket, med kun 214 sider, ikke efterlader mange sider til hver. Jeg er faktisk ikke vildt god til novellesamlinger. Jeg tror det er fordi, man skal skifte så hurtigt fra én historie til den næste, og der ikke er tid til at fordybe sig i karakterer eller historien, hvilket jeg finder underligt. Jeg burde nok have læst dem lidt spredt ud og ikke alle på én aften, så jeg kunne have tænkt over dem mere. Sådan kan man være bagklog.

Men det er faktisk en virkelig god samling. Jeg var lidt i tvivl i starten, hvorvidt jeg kunne lide hans sprog og skrivestil eller ej, men jo mere jeg tænker over det, jo mere positivt stemt er jeg.

Elíassons styrke er helt klart i hans evne til at skabe et foruroligende, forunderlig og alligevel genkendeligt billede på blot et par sider. Han præsenterer os for en hverdag, man absolut kan genkende, og så vender han den lidt på hovedet. Måske introducerer han noget overnaturligt, noget uforklarligt, eller blot noget ubehageligt, og pludselig ser man hverdagen, og det helt almindelige, i et nyt lys.

Og det er noveller, der samler sig om det uforklarlige, bizarre og ubehagelige. Indimellem bliver det direkte overnaturligt, indimellem lidt drømmende, og indimellem er det helt normalt – og alligevel, på en eller anden måde, bare off. Som at gå ind i et rum, med en væg, der er malet lilla, og du er helt sikker på, den var hvid for 2 minutter siden.

Mellem Træerne giver den der følelse af, at være blevet fejlplaceret. Som om man befinder sig en virkelighed, der er helt identisk med, og alligevel markant forskellig fra, den virkelighed man kender. Og man ved ikke, hvordan man er endt der, eller hvordan man kommer hjem.

Min indledende modstand mod novellerne var måske mere, at de gav mig en følelse af ubehag. Som om de viste mig noget, jeg ikke helt havde lyst til at se. Men det er egentlig det, synes jeg, noveller bør gøre. Det er en af de ting, de kan, meget bedre end mange andre medier.

Og Elíasson formår at udnytte det fuldt ud. Jeg ved ikke om jeg altid var helt glad for hans sprog, men det kan også have været oversættelsen, der var lidt for klodset til tider.

Jeg er glad for, jeg blev introduceret til Elíasson. Specielt fordi det her aldrig var en bog, jeg selv havde samlet om. Men så er det godt jeg har personer i mit liv, der kan bryde mine grænser for mig.

“The Poison Eaters and Other Stories” af Holly Black

The Poison Eaters and Other Stories af Holly Black, udgivet: 2010, 224 sider, Big Mouth House, English review.

dsc_0539-1

Efter at have læst The Coldest Girl in Coldtown, som jeg virkelig godt kunne lide, så undersøgte jeg, hvad Holly Black ellers havde skrevet. Og hvad af det, jeg kunne sætte på min læseliste.

Det viste sig så, jeg allerede ejede endnu en af hendes bøger. Den her. Jeg havde aldrig fået den læst, da jeg er ret dårlig til novellesamlinger, men den var ret kort, og jeg havde brug for adspredelse på en solrig dag i Grækenland, så jeg gav den en chance.

Holly Black er for det første enormt dygtig til at drage læseren ind fra allerførste øjeblik. Grunden til jeg ikke læser så mange novellesamlinger er, at jeg ikke er god til at skifte hurtigt fra en kort historie til en anden. Men Black fangede mig ind i sine mærkværdige fortællinger nærmest fra første ord.

Det er en  meget fin samling af sære, magiske, fantastiske og finurlige fortællinger. Der er feer, okkulte ritualer, vampyrer og coldtowns, shapeshifting, giftige søstre og farlige forhandlinger med djævelen.

Hendes urban fantasy fortællinger fungerer allerbedst, synes jeg. Her har hun virkelig en stemme, der slår igennem og kommer med fortællinger, der gør indtryk. Men alle novellerne var interessante og flød på ingen måde ind i hinanden, hvilket ellers let kan ske. De var nemme at skelne fra hinanden, og fyldte mig med hver deres særegne stemning.

Det var også en overraskende behagelig læseoplevelse, hvilket jeg var glad for, men som i sidste ende går lidt imod, hvad jeg tænker en novellesamling skal gøre. Det var magiske, underlige og mærkværdige fortællinger, ja, men de chokerede mig ikke eller overraskede mig på nogen måde. Der var ingen vilde twists eller voldsomme slutninger.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men en af de ting, jeg virkelig synes noveller kan, er at fjerne ens fornemmelse af tryghed. De trækker dig så hurtigt afsted, og deres længde giver, underligt nok, en følelse af at alt kan ske. At intet er givet, og at her er verdener, hvor ingen kan vide sig sikker.

Det udnyttede bogen ikke helt til fulde. Den er dog stadig værd at læse, både for fans af Holly Black og for dem, der holder af magiske fortællinger og YA.

dsc_0592-2