“Den Syvende Dag” af Yu Hua

Den Syvende Dag af Yu Hua, oversat af Sidse Laugesen, org. udgivet: 2017, 229 sider, Forlaget Klim. Anmeldereksemplar fra forlaget. Udkommer: 1. august 2017. English review.

DSC_0254-1

Jeg er klar over, at jeg må finde frem til mit livs sidste indtryk, og at dette sidste indtryk må befinde sig for enden af erindringernes spind af veje. Hvis jeg finder det, vil jeg også have fundet min egen død.

Jeg fik et tidligt digitalt anmeldereksemplar af Den Syvende Dag til en læsekreds afholdt sammen med Authors in Aarhus, hvor både Yu Huas danske redaktør fra Klim og oversætteren Sidse Laugesen var til stede. Den blev afholdt i anledning af at Yu Hua gæster Aarhus i august til et arrangement med Authors in Aarhus (jeg skal med, så kom frisk!) og i starten af samme måned udkommer denne roman på dansk.

I Den Syvende Dag vågner den 41-årige Yang Fei op i efterlivet kort efter han er død. I syv dage følger vi ham, mens han vandrer rundt, reflekterer over sit liv, møder afdøde bekendte, og leder efter sin forsvundne far. Yu Huas version af efterlivet føles mest af alt som et limbo. Her må dem, der ikke har en grav, vandre indtil en efterladt i de levendes verden køber en grav til dem. Hvis de ingen familie eller venner har tilbage, så er de dømt til for evigt at eksistere i dette limbo mellem denne verden og den næste. Det er ikke hverken et helvede eller et paradis, det føles mest af alt som en forlængelse af livet, blot mere behagelig.

Mens Yang Fei vandrer denne limboverden, tænker han tilbage på sit liv før døden. På de mennesker, der formede ham, dem, han mistede og nu kan møde igen, og dem, han måtte efterlade hos de levende. Han støder på flere personer fra sit liv, der nu enten, som ham, ingen grav har eller som er på vej videre. Han lytter til deres fortællinger og hver især hjælper de ham også med at forstå hans egen død – og livet også. Og de hjælper ham med at finde hans far igen, så han kan se ham en sidste gang. Deres forhold er kernen af romanen, og rejsen mod den tabte fader (der forsvandt, mens Yang Fei var i live) er den røde tråd, der leder os gennem efterlivet.

Hver karakter Yang Fei møder har deres fortælling, der indeholder både uretfærdighed, skønhed og en skarp kritik af samfundet. Flere af deres historier har rod i reelle begivenheder, og det er derfor også en roman, der indeholder ganske grusomme skildringer af Kinas samfund. Heldigvis er karaktererne placeret i efterlivet, og ser derfor tilbage på deres liv og disse begivenheder med en vis distance. Det gør fortællingerne udholdelige at være vidne til, men formindsker ikke deres virkning. I Yu Huas korte sætninger og lettilgængelige sprog er gemt en diskret humor og en gennemtrængende empati, der gør at indlevelsen i karaktererne ikke formindskes, selv når der lægges distance til det, de har gennemlevet.

Deres historier er ganske vist forfærdelige, men efterlivet er, på trods af sin limbotilstand, ikke hverken frygtelig eller smertelig. Faktisk hersker der en mildhed og en blidhed, der ikke var til stede på samme måde i livet. Det er ikke paradisisk, men det er bedre. Dem, der er dømt til evigt at eksistere i denne verden, fortsætter de liv, de havde før, men med færre bekymringer. Det er trist og smukt på samme tid. En balance, der er ufattelig svær at bevare en hel roman igennem, men Yu Hua træder på intet tidspunkt forkert.

Sidse Laugesen har også gjort et fremragende stykke arbejde. Oversættelsen føles naturlig, flydende og selvom jeg ikke kan sammenligne med den japanske original, så føles romanen og sproget levende. Hun fanger den atmosfære, som Yu Hua opbygger og bibeholder romanens kompleksitet og nuancer.

Den Syvende Dag føles som et forsøg på at give håb til dem, for hvem livet slår fejl, på den ene eller anden måde. Yu Hua giver stemme til dem, der ikke bliver hørt og beskriver medfølende og kritisk det kinesiske samfund og kinesiske oplevelser. Han skriver karakterer, der er komplekse og sammensatte, men uden at fordømme eller ophøje dem. De er blot mennesker, der har levet forskellige liv. Disse liv har været smukke, brutale og triste, men her, på den anden side, er der et sted, hvor de kan høre til.

I efterlivets krematorie, hvor de nyligt afdøde går hen for at blive sendt videre til, hvad end der kommer efter, er der stadig klar forskel på de forskellige samfundslag. De rige har pæne sofaer at vente i, de ultrarige eller vigtige personligheder har et helt separat rum, mens alle andre må sidde på klapstole. Men så snart Yang Fei bevæger sig ud i efterlivet, i denne limboverden, hvor alle uden grav må eksistere, der er det som om klasseskellet falder fra hinanden. Her eksistere en samhørighed, der ikke er at finde andre steder. Her glider folks hud og kød af, indtil de alle er skeletter. Her kan en morder og hans offer spille skak med hinanden uden bitterhed.

Her kan de eksistere i limbo mellem fortiden og fremtiden. Fortiden bliver et distanceret minde, og det giver plads til et større håb for fremtiden. Hvis det da nogensinde er en fremtid, de får at se. Indtil da er Yu Huas svar på et efterliv værd at tilbringe syv dage – og måske en evighed – i.

Romanen udkommer den 1. august. 

“Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Svetlana Aleksijevitj

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, oversat af Tine Roesen, org. udgivet: 1985, Forlaget Palomar.

DSC_0752-1

DSC_0783-1

Kvindernes fortællinger er anderledes og handler om noget andet. Den ‘kvindelige’ krig har sine egne farver, sine egne lugte, sin egen belysning og sit eget følsesrum. Sine egne ord. Her er der ikke helte og fantastiske heltegerninger, her er der bare mennesker, som er optagede af umenneskelige menneskelige gøremål.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en samling af vidnesbyrd fra kvinder, der kæmpede i den sovjetiske hær eller som modstandsfolk under anden verdenskrig. De deler deres erfaringer fra både før, under og efter krigen. Som man læser romanen forstår man, at det værste måske ikke engang var krigen, mudderet, blodet og døden. Men i stedet at vende hjem, og se dig selv og dine søstre afvist. At måtte tie, fordi dit land finder dit offer ydmygende, upassende og utilgiveligt. Det værste må være at have oplevet krigens rædsler, at have kæmpet for at nå ud til fronten, at få lov at kæmpe som mændene, at sejre, at vinde, og så at måtte tie i årtier, hele sit liv, fordi krigen er for mænd. Fordi kvinder ikke passer ind i historien.

Det forsøger Svetlana Aleksijevitj at råde bod på med denne roman og det lykkes, vil jeg mene. Det meste af romanen er overgivet til disse kvinder, der tjente i militæret, som sygeplejerske, snigskytter, vaskekoner, ingeniører, infanterister, ja, hvad som helst. Kvinderne fortæller deres historier i korte eller lange citater, og det er umuligt ikke at lytte med alt, hvad man har.

Det er ikke behageligt. Det er der intet ved krig, der bør være. Men der alligevel et skiftende fokus, som disse kvinder husker krigen. Fra uforglemmelige rædsler til øjeblikke af medmenneskelighed og kærlighed. Ordet er hele tiden hos kvinderne, når de tøver, når de ikke vil mere, og når de heller ikke kan stoppe igen. Det hele er med. Nogle taler længe, andre kun kort. Nogle kan slet ikke sige noget. Der var en million af dem, og først her, 40 år senere, bliver de spurgt om deres historie.

Aleksijevitj gør det klart allerede fra start, at det er kvindernes krig, hun er interesseret i, og samtidigt, at hun er overbevist om at denne krig har været fundamentalt anderledes fra mændenes krig. At der har været og er et andet fokus hos kvinderne. Et fokus på følelserne og på detaljerne – måske på mennesket – som var anderledes fra mændene. Det er det, romanen er bygget op omkring. Dette anderledes fokus på mennesket i sin helhed og ikke krigen i sin helhed, på følelser og ikke taktikker og strategier, er det romanen søger.

Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker.

Midt i min læsning endte jeg med at læse denne artikel, om hvordan Aleksijevitj i en anden roman har radikalt ændret på interviewcitater så de passede hendes historie, i stedet for at være tro mod det, der faktisk blev fortalt. Hun har selv i interviews sagt hun er imod at blive kaldt journalist, og jeg er også blevet meget tilbageholdende med at kalde dette non-fiktion. For måske er det mest af alt fiktion.

Jeg ved ikke, hvor meget, der er taget direkte fra kvinderne og hvor meget, der er ændret og fundet på. Det er nok værd ikke at tage denne roman som den pure sandhed. Det er tydeligt, der er blevet sorteret og at der er blevet udvalgt de citater, der passede på den historie Aleksijevitj gerne vil fortælle. Det er i og for sig i orden, da alt selvfølgelig ikke kan inkluderes. Men efter artiklen fandt jeg det alligevel svært at stole på, at det, der var tilbage, var uredigeret og sandfærdigt. Jeg kan umiddelbart ikke finde nogle informationer om præcis denne roman i den ene eller anden retning, så der er kun Aleksijevitj ord for det.

Det er dog også en gennemslagskraftig portrættering af en anden side af krigen, der desperat har manglet og fortjener en stemme. Hver kvinde de sin unikke historie, der giver nye og overlappende sider til en samlet fortælling om, hvad det ville sige at være kvinde i krig i den sovjettiske hær. Om at være tro mod Fædrelandet og Stalin, og senere blive forrådt af dem begge. Om at tro så meget på sejr, du kan overleve på græs eller ingenting. Så meget at du kan se dine forældre, dine børn, dine elskede myrdet og tortureret uden at give efter. Om at leve med mænd i fire år og så vende tilbage til at være kvinde i et land, der hader dig for din indsats.

Jeg tror Aleksijevitj har ret i, der er noget unikt i denne kvindelige fortælling om krigen. Om så det er fordi, der er noget fundamentalt anderledes i den kvindelige psyke (jeg tror det ikke), eller om det er fordi disse kvinder ikke fik samme træning, eller om det er fordi, der var så få kvinder, blandet med så mange mænd. Måske var det fordi der dengang herskede andre kønsidealer, som begge køn lænede sig op ad, selv i krig. Jeg ved det ikke. Aleksijevitj ved det ikke. Kvinderne ved det ikke. Det er ikke så vigtigt, for fortiden er nu engang fortid. I disse vidnesbyrd præsenteres der en tydelig forskel. En forskel, der kommer til udtryk i følelserne. I kvindernes medfølelse, som de aldrig gav slip på.

Indimellem virker det en smule, som om Aleksijevitj drejer sin roman meget i én bestemt retning, og har udeladt alle de citater og vidnesbyrd, der ikke passede på hendes vision. Det gør romanen en kende utroværdig. Jeg følte ikke det var hele historien, der blev fortalt. Hvilket er en skam, for dette er et af de eneste tilfælde, hvor denne historie faktisk bliver fortalt. Og vi er løbet tør for tid. Snart er ingen af disse kvinder i live, og så har vi kun stilheden fra graven at gøre godt med.

Det er ikke fordi disse vidnesbyrd ikke er varierede, det er snarere, at de indimellem føles for tematisk passende. Der er intet, der falder udenfor eller giver et perspektiv, der ikke passer på ideen om kvinden i krig som medfølende, empatisk, tilgivende og blød. Stærk også, og lige så modig som mændene, men samtidig er de også hele tiden denne anden ting, denne anden essens, som mændene ikke har del i.

Jeg ville have ønsket mig en mere objektiv, nuanceret fremstilling, men måske er det også et emne, der har brug for et anker. Et omdrejningspunkt, en pointe at nå frem til, så alle disse stemmer ikke bare flyder løst rundt i rummet og aldrig sætter sig fast. Jeg håber dog, der en dag komme en uredigeret version af alle de interviews, som Aleksijevitj må have til at ligge.

Forstå mig ret: Det er en roman, vi alle bør læse. Kvindernes historie er fyldt med umenneskelige rædsler, ufattelig medmenneskelighed, en overvældende kærlighed, og en stor sorg og smerte over krigen, døden og alt det, der fandt sted. Mest af alt, så er det et vigtigt vidnesbyrd om at disse kvinder var virkelige, at de ofrede alt, og at de vandt krigen. De fortjener at blive bevidnet af historien. Disse kvinder fortjener en plads i vores kollektive hukommelse.

‘Det er frygteligt at erindre det hele, men endnu frygteligere ikke at gøre det.’

DSC_0773-1

DSC_0750-1