“Ti Små Åndedrag” af K. A. Tucker

Ti Små Åndedrag” (originalt: Ten Tiny Breaths) af K.A. Tucker, oversat: Natasja Ejersbo Frederiksen, 366 sider, originalt udgivet: 2012, Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0335-1

Jeg er så træt. Træt af bøger, som den her. Der er fyldt med slut-shaming, manipulerende, abusive forhold, og mænd, der opfører sig som sociopater, men hvor det åbenbart er okay, så længe han er lækker.

Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke romaner, der ikke tager psykiske lidelser, og følelsesmæssigt misbrug alvorligt. Jeg gider ikke historier, der romantiserer opførsel som Trents.

Jeg troede lige et øjeblik, helt oprigtigt, at den her bog tog det rigtige valg til sidst. At K.A. Tucker godt vidste, hun var gået over stregen, og at et forhold mellem Kacey og Trent aldrig ville være okay. Men nej.

Jeg er oprigtigt taknemmelig for at forlaget sendte mig den her bog, og jeg beklager jeg ikke har pænere ting at sige. Jeg orker bare ikke mere.

Først: Slut-shaming! Kacey arbejder som bartender i en stripklub, hvilket ikke kræver hun tager tøjet af, noget hun OFTE minder os og andre om. Derudover har hun travlt med at slut-shame alle de kvinder, der arbejder der og faktisk tager tøjet af:

Men det her anderledes. De vandrer rundt og falbyder deres varer. Sælger deres kroppe.

Jeg tager mig selv i det, før jeg forklarer, at han ikke overgiver sig, fordi han ikke kan lide billige tøser.

Med stive bevægelser vender jeg mig om, og ser, at en velformet, indfødt amerikansk kvinde har indtaget scenen og er i gang med en eller anden form for rekonstruktion af en regndans iført sparsomt fjerkostume.” (også lidt racistisk, ekstra flot!)

Okay, Kacey og K.A. Tucker, her er en øjenåbner: Det er okay at arbejde i en stripklub. Man er ikke billig af den grund. Det er et helt legitimt job, der skal respekteres, og som kvinder har ret til at vælge, uden at de skal dømmes for det.

Og spoiler advarsel, men jeg er simpelthen nødt til at uddybe, hvorfor den her bog er fucked op.

.

.

.

.

.

.

Det viser sig selvfølgelig (og seriøst, det er ikke svært at gætte), at Trent er forbundet til den ulykke, der slog hele Kaceys familie ihjel, på nær hende og hendes søster. Det er som man kunne forvente, og så totalt åbenlyst og forudsigeligt man knap kan kalde det et plot twist.

Det er det sådan set heller ikke. Plot twistet er at Trent, på trods af et polititilhold Kacey fik mod hele hans familie kort efter ulykken, har stalket hende i 2 år, og hacket hendes email, for at finde ud af, hvor hun skulle bo, så han tilfældigvis kunne flytte ind i samme bygning. Og så har han ellers indsat sig selv i hendes liv, i et forsøg på at “redde” hende. Jeg ved ikke, hvordan præcis han havde tænkt sig at gøre dette? For at indlede et seksuelt forhold med hende virker ikke som en skide god idé – medmindre han (sandsynligvis) regner med at hans vilde sex-skills og enestående kærlighed kan redde hende fra den dybe afgrund. I stedet for bare at fucke hende mer eop, når hun indser at den fyr, hun har forelsket sig i har løjet for og forfulgt hende i 2 år. Fuck dig, Trent.

Da min søn forlod hospitalsprogrammet for to år siden, gjorde han det i den tro, at hvis han kunne fikse dit liv, så ville han blive tilgivet for al den smerte, han havde forårsaget. […] Min søn har holdt øje med dig på afstand i to år, Kacey. Han har ventet på det rette øjeblik at kontakte dig på.

Han lyder som en seriemorder! Det er ulækkert, det er ulovligt, og der er ingen i verden, der ville acceptere en mand, der havde behandlet en sådan. Men det gør Kacey. Selvfølgelig. På trods af hun ved, hvor fucked op det er:

Trent har ødelagt mit liv. To gange.”

Han vidste det. I al den tid, hvor han lod, som om han var omsorgsfuuld og forstående og uvidende om min fortid, var det ham, der var skyld i min fortid. Der var hans bil, hans ven, hans fordrukne aften, der berøvede mig mit liv.

Hun ved det. Hun forstår, hvor fucked op det er. Ja, det kan godt være han forelsker sig i hende (jesus christ), men oprindeligt – og i TO ÅR – så var hans eneste mål hans egen tilgivelse. Det er selvisk. Og hun tilgiver ham!

Han stalker hende i to år, lyver for hende, manipulerer hende følelsesmæssigt, bruger hende på grund af en eller anden fucked op idé om at han kan “reparere” hende og gør hendes liv bedre, udelukkende med det formål at hun kan tilgive ham. Det handler ikke om hendes lykke, men om hans fucking skyldfølelse.

Det er latterligt. Alle kan se det er fucked op, Kacey kan se det er fucked op. Og okay, det er fint nok hun tilgiver ham, det er den bedste vej frem. Men at indlede et forhold til ham igen?? Der hintes til at de gifter sig med hinanden! Der er intet romantisk over hans opførsel, og jeg forstår ærlig talt ikke nogen ville kunne få sig selv til at date sådan en mand igen. Han har fortjent et godt liv, men ikke med hende! Der er intet, der gør det okay! Og alligevel så ender de med hinanden.

Hør her, det er ikke fordi jeg ikke tror på tilgivelse. Det er heller ikke fordi det er en dårlig historie at to personer, hvor den ene er delvist ansvarlig for den andens tragedie, finder sammen og heler hinanden.

Men det er fanme ikke en god idé at gøre den ene af dem til en stalker med et bizart skyld-kompleks, der tænker mere på sin egen tilgivelse end på et andet menneskes mentale helbred. Hvis sådan en historie skal fungere, så skal den baseres på ærlighed, respekt og kommunikation. Det gør den ikke her.

Han BELØNNES for det i stedet. De får deres lykkelige slutning med hinanden.

Fuck. Nej. Jeg er så træt. Det er bare forkert, og seriøst fucked op.

Der er en forstyrrende tendens i New Adult til at romantisere forhold, der aldrig burde være acceptable. Jeg håber, den dør en tidlig død, gerne meget snart, og at man i stedet begynder at skrive bøger, der har fokus på sunde forhold, der kan være lige så fulde af drama og tragedie, det tager bare en helt anden form.

Indtil da så må jeg indrømme, at jeg ikke har meget tilovers for bøger som denne.

Advertisements

“Selected Poems” af Marina Tsvetaeva

Selected Poems af Marina Tsvetaeva, oversat fra russisk af Elaine Feinstein, udgivet: 1971, 122 sider, Penguin Classics. English review.

dsc_0265-1

dsc_0269-1

I kiss you – across hundreds of
separating years.

Jeg har været forelsket i Marina Tsvetaeva siden jeg læste “Where does this tenderness come from“. Der er et eller andet over hende, der drager mig. Noget jeg sjældent oplever, når det kommer til poesi.

Det er som at læse et stykke af ens sjæl. Hvert ord bringer en ro med sig, som om jeg har fundet et stykke af verdens puslespil. Tsvetaeva er en forfatter, der vil følge mig altid, for kan ikke slippe hendes ord nu jeg har fundet dem.

Tsvetaeva skriver med enorm autencitet og en mildhed, der indimellem vokser til i et raseri. Der er en følelse af splittelse, af samling, og en desperat, målrettet søgen efter det mere der findes i alting.

Denne samling giver både et intimt portræt af Rusland og Moskva, så meget at man føler, man har været der. Der er også digte til poeter, hvis geni hun beundrer eller personer, kunstnere, venner, hun har elsket stormfuldt og inderligt.

Tonight I put my lips to the breast
of the whole round and warring earth.

Det er en samling af digte, der dækker kærlighed, venskab, kunstnerisk befrielse, undertrykkelse, og hvor man i hvert digt møder en sult. En sult, der kun kan tilfredsstilles gennem poesien.

Hvert digt er dybt personligt, og samtidigt et udtryk for noget højere, større og mere end blot det, der siger på overfladen. Her er et stykke af verdens sjæl, serveret til os, gjort mulig gennem Tsvetaevas smerte, livserfaring og udholdenhed.

Hverken censur, undertrykkelse, revolution eller eksil kan helt stoppe ordene fra at flyde over. Måske er det, det, jeg finder så dragende ved mange russiske forfattere, følelsen af at deres forfatterskab var noget, de måtte ofre alting for, og at det alligevel var den eneste mulighed. For ordene kunne de aldrig give op, og derfor må de betyde alting.

Man kan mærke hjertets vægt i hvert et digt.

Selvfølgelig er det også oversættelsen, jeg er faldet for. Jeg kan ikke russisk (desværre), og af alle de versioner jeg har læst af forskellige af Tsvetaevas digte, så er Elaine Feinsteins oversættelse  absolut den bedste.

Your name – how impossible, it
is a kiss in the eyes on
motionless eyelashes, chill and sweet.
Your name is a kiss of snow
a gulp of icy spring water, blue
as a dove. About your name is: sleep.

dsc_0293-1

 

“My Brilliant Friend” af Elena Ferrante

My Brilliant Friend af Elena Ferrante, oversat af Ann Goldstein, udgivet: 2012, 331 sider, Europa Editions, English review.

dsc_0519-1

I knew – perhaps I hoped – that no form could ever contain Lila, and that sooner or later she would break everything again.

Jeg vidste meget lidt om den her roman før jeg gik i gang. Jeg vidste blot den fortalte historien om to veninder og deres liv. Men den er meget mere end det. Det er en historisk roman, der fortæller om 1950’erne i et mere fattigt kvarter i Napoli, og om de eksistenser, der lever der. Det er en historie om fattigdom, om magt, om politik og om alle de valg vi træffer i livet, store som små, og de uforudsigelige konsekvenser de kommer til at have.

I hjertet af det hele er Lila. Elenas dynamiske, umulige, intelligente og selvstændige veninde. Som børn danner de et umage makkerpar, og hvilke følelser præcis, der knytter dem sammen er svært at sige. Selv senere i livet, da de vokser op og begynder at vokse fra hinanden, er det som om, de ikke er helt sig selv uden den anden.

Der er altid Lila, der udviser imponerende intelligens, eller imponerende opfindsomhed, eller brændende styrke, og Elena, der forsøger at følge med, og finde sig selv i Lilas, tidens og samfundets hvirvelvind. Det er to piger, senere kvinder, der deler mere end blot fælles oplevelser. De deler en forståelse, der rækker ud over simpelt venskab. Det skaber en tråd igennem hele romanen, selv når de to skilles ad, når tiden, samfundet og ydre omstændigheder tvinger dem til at træffe drastisk forskellige valg, så finder de altid tilbage til hinanden. De bliver livsvidner til hinanden.

Det var på mange måder en overraskende roman. Jeg troede den ville være mere dramatisk og spændingsfyldt. Men det drama der er, og den spænding der skabes, kommer af den følelse af forudanelse romanen indeholder, en følelse af at en eller anden form for undergang er lige om hjørnet. Ikke undergang, som i verdens undergang, men de små tings undergang; tabet af uskyldighed, et dårligt valg, der ændrer alting, et øjebliks stilhed, hvor man skulle have talt.

There are no gestures, words, or sighs that do not contain the sum of all the crimes that human beings have committed and commit.

Der er en barnagtig frihed over romanen, samtidigt med at hvert skridt der tages, gives vægt og vigtighed. Når man kommer fra en social klasse, hvor den mest sandsynlige fremtid er at overtage sine forældres arbejde, så skal man være varsom hvor man træder.

Jeg har svært ved at forklare præcis, hvad der gør denne roman så appellerende, hvordan den formår på sin vis at opsluge og optage hele ens krop. Det er som at blive trukket under en varm, behagelig bølge, der truer med at kaste dig mod klipperne – og i denne implicitte trussel ligger måske dens appel. Du ved ikke, hvad der venter dig. Smerte eller glæde.

Det er en roman af detaljer, af små valg og store følelser. Det er en skildring af en almindelig hverdag, i al dens drama, vigtighed og diskrete storhed. Den sitrer af en intensitet, jeg ikke helt ved, hvor stammer fra. Eller hvor skal hen. Som en storm, der kommer ud af ingenting. Elena Ferrante besidder evnen til at gøre selv det mondæne, selv det helt almindelige elektrisk. Hun gør præcis som Lila:

She took the facts and in a natural way charged them with tension; she intensified reality as she reduced it to words, she injected it with energy.

Jeg ved ikke, hvad man siger om en bog som denne. Måske ikke andet end: læs den.

dsc_0547-1

“Come Close” af Sappho

Come Close af Sappho, oversat af Aaron Poochigan, udgivet: 2015, 55 sider, Little Black Classic/Penguin Books, English review.

dsc_0498-1

Untainted Graces
With wrists like roses,
Please come close,

Jeg elsker Sappho. Ikke mindst på grund af mystikken omkring hende. Hendes værker er gået tabt og kun enkelte, fuldendte digte er bevaret af tidens strøm. Resten af fragmenter. Små brudstykker af mesterværker, små øjeblikke af sanselighed, af erotik, kærlighed, intelligens og store følelser.

Denne Little Black Classic er en lille bid af et enormt tab. Come Close, beder den dig, og du kommer helt tæt på. Tæt på den varme, det vid og den bredde Sappho besad. Det er en samling af smukke, saglige og voldsomme vers. Alt den præsenterer, præsenterer den i dets uendelige dybder.

Det er som en silkeblød hånd på din arm. Et kærtegn, der, i et enkelt ufatteligt øjeblik, lover dig hele verden. Hun er tidløs nymfe, der lokker dig nærmere med vinrøde ord og et løfte om lidenskabeligt mørke.

Hvorfor passede historien ikke bedre på dig? Hvorfor skulle du forsvinde, næsten fuldstændigt, skubbet ud af historien af skødesløse, maskuline hænder?

Vi har Sappho i fragmenter, og Come Close er en vidunderlig introduktion. Men vi burde have hele bøger af hele værker. Ikke kun glimt af lys, men en solrig dag.

I declare
That later on
Even in an age unlike our own,
Someone will remember who we are.

Og det gør vi, Sappho. Men kun knapt nok.

“Kvinden ved 1000 grader” af Hallgrímur Helgason

Kvinden ved 1000 grader af Hallgrímur Helgason, oversætter: Kim Lembek, udgivet: 2011,  466 sider, Lindhardt og Ringhof, English review.

dsc_0396-1

Jeg bor alene her i en garage sammen med en bærbar computer og en gammel håndgranat.

Sådan starter romanen, og det er måske en åbningslinje, der kan lokke de fleste til at læse et par linjer mere. Romanen handler om Herbjørg Maria Bjørnsson, kaldet Herra, barnebarn af den første islandske præsident, og datter af dennes søn, der som en af få islændinge kæmpede for nazisterne under anden verdenskrig.

Herra ligger ganske rigtigt i en garage med sin håndgranat og venter på at dø. Hun har haft KOL i 18 år, hun er 80; der er meget lidt tilbage, der kan holde hende i verden. Imens fortæller hun om sit farvrige liv, der har båret hende over kontinenter, i krig, og givet hende en afdød datter og tre ubrugelige sønner.

Det er en svær roman at tale om, for den har intet reelt plot. Der er tematikker, der går igen, selvfølgelig. Den største er måske Island, for Helgason har skrevet en roman, der ser kritisk, men også nostalgisk og varmt på det at være islænding. Det er et isoleret, lille land, der har befundet sig i periferien. Han både kritiserer og roser landet gennem Herra, og Island bliver nærmest en karakter i sig selv. Det er der, Herra stammer fra, og det er der, hun vender tilbage til. Det giver hende lykkelige barndomsår, men da hun vender tilbage senere i livet er det et fremmed hjem. Så Herra rejser ud igen, og vender hjem, ud og hjem igen og igen. Hun er rastløs, og hendes fortælling vidner om dette. Den hopper i tid og sted, og med 155 korte kapitler på 450 sider kan man nå at hoppe en del. Vi er på Island i et kapitel, og så i Tyskland under krigen i det næste.

Dens afgørende træk er humoren. Helgason skriver med en kulsort, satirisk humor, der sætter alt og alle under lup. Samfund, køn, politik, historie, facebook, intet undslipper. Hele scenariet med en gammel kvinde, der ligger i en garage og bander over verden er også ekstremt morsom. Langsomt dør den humor dog hen, og fortællingen kommer tættere og tættere på enkelte mørke, afgørende øjeblikke i Herras liv, som hun aldrig har kunnet lægge bag sig.

Dette mørke ærgrede mig lidt, selvom jeg forstår, hvorfor det er der. Man kan ikke skrive 450 satiriske sider, uden at have en slags pointe gemt derinde et sted.

Jeg synes dog den kom til at handle lige lovligt meget om krigen. Nok i hvert fald halvdelen af bogen omhandlede anden verdenskrig på den ene eller anden måde. Herra selv bliver fanget i Tyskland og senere Polen og må overleve på egen hånd som ung teenager, indtil krigen er forbi. Det bliver nærmest en krigsroman, og havde jeg vidst dette, havde jeg nok ikke læst den. Jeg er et eller andet sted lidt træt af bøger om anden verdenskrig, selvom jeg synes, det er vigtigt, de bliver skrevet. Jeg vil bare gerne have en pause fra at læse dem.

Det er også en roman, der er en smule for voldelig. Herra voldtages flere gange, og til sidst bliver det lidt som om, det eneste mænd tænker på er sex, og at i krise tilstande så er det, det eneste, de kan finde ud af. I hvert fald stoppede det med at have den effekt, det burde have haft, fordi der simpelthen var for meget af det. Det er meget uheldigt.

Jeg nød mest af alt de kapitler, der fandt sted i “nutiden” (2009), og hvor Herra ligger og ser tilbage eller kommenterer på nutidens Island. Der fungerede romanen allerbedst, og gjorde sit største indtryk. Også i dens tilbageblik på Islands historie og selvstændighed gjorde den sig bemærket. Det hele endte dog lidt med at drukne i krig (hvilket jeg kun klager over, fordi jeg ikke vidste, krigen overhovedet var så meget med).

Helt sikkert en roman, jeg vil anbefale, så længe man ved, hvad man går ind til. Og om ikke andet, så læs den for Helgasons fabelagtige sprog og helt unikke humor. På et tidspunkt kalder han bl.a. Islandsk for nordens latin, da det er et sprog, der er blevet gemt fra tidernes morgen og står nærmest ubugt, fordi islændingene bruger det så lidt. Mens er dansk “er et sprog, som de blev enige om på en ekstraordinær kongres for to hundrede år siden. ‘Ja, lad os tale sådan. Det kan de andre aldrig lære.’” og Svensk “anser sig for nordens fransk“, mens “Norsk er den konklusion, man får, når en hel nation finder sammen om ikke at tale dansk.” Den slags elskede jeg.

Han er ekstremt morsom, men uden det bliver plat. Det er humor gemt i intelligente, ofte kyniske observationer, og ligemeget hvad, så er Herra en karakter, man ikke kan lade være at holde af, og ønske man havde kendt. I det mindste har vi hende nu på skrift.

dsc_0398-1

“Skyggernes Dronning” af C. J. Redwine

Skyggernes Dronning af C. J. Redwine (Originalt: The Shadow Queen), oversætter: Mette Stepnicka, udgivet: 2016, 387 sider, Anmeldereksemplar fra Turbine, English review.

dsc_0408-1

Jeg var egentlig klar til at give YA fantasy lidt en pause efter Uprooted, der var en total skuffelse. Men så fik jeg den her med hjem fra bogbloggertræffet og tænkte “Hvorfor ikke? Den er sikkert hurtigt læst”, og det var den.

Og derudover var jeg overraskende ret vild med den.

Den startede tilgengæld virkelig dårligt ud. Prologen var som sådan fin, men det første reelle kapitel var overhovedet ikke særlig godt. Det var som om C. J. Redwine forsøgte at proppe al baggrundshistorie og information ind på disse første sider, og det var ikke særlig elegant udført. Jeg forstår godt hendes ønske, men prologen forklarer det meste, og derudover så er læsere tænkende væsener. Vi kan lægge to og to sammen. Det forsvandt heldigvis da vi skiftede fra Lorelais perspektiv til Kols. Det skete dog et par gange mere i løbet af bogen – en enkelt gang startede hun med at opsummere, hvad der lige var sket i forgående kapitel. Hvilket er en fin gestus, det skulle bare være gjort bedre, for det virkede alt for klodset.

Men resten? Jeg var ret vild med det.

Det er historien om Lorelai, der efter hendes stedmor, Irina, myrder hendes far, må flygte med sin bror, Leo. 9 år senere møder vi hende igen, og hun er sammen med sin bror i gang med at starte et oprør blandt folket for at få Irina af tronen. Samtidigt følger vi Kol, der  i et andet land lige har mistet sin far, mor og ældre bror, og pludselig er blevet konge. I et desperat forsøg på at beskytte sit land fra trolde, rejser han til Ravenspire for at bede Irina om hjælp. Det har et mindre heldigt udfald.

På overfladen lyder det måske som en standard YA fortælling, og det er der måske flere, der vil synes, det er. Men der var noget helt anderledes over den for mig. For det første, så viser det sig ikke lige pludselig at Lorelai har magiske evner, det har hun vidst hele tiden og hun har arbejdet hårdt på at lære at bruge dem. For det andet, så viser det sig heller ikke lige pludselig, at hun er arving til tronen, det har hun også vidst hele tiden. Hun viger heller ikke bort fra det ansvar, det er at skulle være dronning, hun kæmper aktivt og målrettet for det. Hun er ikke typen, der kaster sig hovedkulds ud i fare og tænker “Jeg finder en løsning på vejen”, nej, hun planlægger, og hun ser mulighederne an. Og det elsker jeg, for det giver mening. Jeg er træt af heltinder, som løber afsted mod faren, fordi det er “det rigtige at gøre”, men nægter at lægge en plan eller lytte til folk, der ved bedre end dem. Og jeg er træt af at det hele tiden lykkes for dem, når det virkelig ikke burde. Ikke at lægge plan er åndssvagt. Det har aldrig hjulpet nogen.

Lorelai fungerede bare bedre som YA heltinde for mig end så mange andre, jeg er stødt på. Derudover nævnes det kun én gang, hvor pæn hun er, og hun har ingen problemer med selvtilliden. Hun tænker ikke, hun er værdiløs eller ikke har betydning i verden. Hun ved, hun er nogen, og det var forfriskende. Hun tvivler stadig på om hun kan vinde, hun er bange og hun er måske lidt for vidende af en teenager. Men hun gav meget mere mening for mig. At have en YA heltinde, der faktisk reelt tror på, hun kan blive en god dronning? Ja tak.

Det er selvfølgelig også en genfortælling af Snehvide, men her er det ikke “hvem er smukkest”, men “hvem er mægtigst”. Fuck skønhed, det her handler om magt – og hævn. Det er to kvinder, der vil ty til næsten hvad som helst for at vinde.

Sidst, men ikke mindst, så elsker Lorelai sin bror med hele sit hjerte. For ham vil hun gøre alt. Jeg er selv storesøster, og denne søskendekærlighed fik mig lige i hjertet. Selvfølgelig sker der en masse vildt tragiske ting, for man kan ikke elske så dybt, uden det på en eller anden måde skal tages fra en, i romaner som denne. Men søskendekærlighed er det bedste jeg ved, og lige her ramte det ekstra hårdt.

Hvilket bringer mig til en anden ting, jeg virkelig var vild med: kærlighedshistorien. Kol er selvfølgelig ikke bare med for at tilføje lidt farver og dynamik, men er også Lorelais “romantic interest”. Jeg frygtede det værste, men det var slet ikke så kliché og irriterende som det indimellem kan være (host, Uprooted). Her finder de to hinanden gennem delte minder. De mødes i deres sorg, vrede og den frygt, der kommer med at have så meget ansvar. De finder tryghed, sikkerhed og støtte i hinanden, på et tidspunkt hvor de ikke har andre. Det føltes naturligt og organisk, og gav vildt meget mening for mig. Det handlede ikke om, hvor pæn Lorelai var, men om den styrke, Kol ser i hende, og den smerte hun konstant kæmper for at overkomme. Det samme med Kol. Det er kampen i dem begge, de finder ro ved. De ved, de ikke er alene. Deres kærlighed voksede ud af fuld forståelse. Kols forhold til de venner, der er taget med ham, var også en af de bedste ting. Jeg elsker venskaber, der er baseret på ubøjelig loyalitet. Det gør mit hjerte glad.

Det var en roman, der på en eller anden måde ramte rigtigt hos mig. Der er ting, den ikke gør så godt. Den kunne bruge en del mere world-building, selvom det, den giver os, er lovende, og ret mange af navnene er lidt for bizarre. Men dens karakterer, og deres dynamik, har jeg meget lidt at sætte en finger på. Jeg holdt af dem, jeg nød deres selskab, selv når de knuste mit hjerte, og jeg er så glad for, jeg fik muligheden for at lære dem at kende.

dsc_0385-1

dsc_0390-1

“Baseret på en sand historie” af Delphine de Vigan

Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan (org. titel: D’après une historie vraie), oversat af Victoria Westzynthius, udgivet: 2015, 314 sider, People’s Press, English review.

dsc_0129-1

Den her bog er en labyrint. En smuk, nervepirrende, sindsoprivende labyrint. En kompleks gåde, et puslespil, der giver dig for mange brikker – og alligevel føles det til sidst, som om du har for lidt.

Alt må vige for natten blæste mig totalt omkuld, det var så skrøbelig, så smertefuld, og så uendeligt kærlighedsfyldt en fortælling. Baseret på en sand historie er en meget anderledes, men ikke mindre mindeværdig roman. Og så er de forbundet. Man kan sagtens læse denne uden at have læst Alt må vige for natten, men Baseret på en sand historie beskæftiger sig med “konsekvenserne” af Alt må vige‘s udgivelse.

Hovedpersonen er Delphine de Vigan selv, og den foregår et par måneder efter udgivelsen af Alt må vige for natten; romanen, der har gjort hende til en slags litterær superstar i Frankrig. Problemet er, at efter så succesfuld en roman, hvad skriver man så? Hun ved det ikke, og jo længere hun venter, jo mere hun tøver, jo sværere bliver det, og jo dybere ned i en skriveblokade kommer hun.

I denne periode møder hun den mystiske L. De taler første gang til en fest og derefter bliver L. hurtigt og sikkert en stor del af Vigans liv. Først er de blot gode veninder, men Vigan ryger hurtigere og hurtigere ned i et dybt hul af depression og skriveangst – og L. begynder at hjælpe hende mere og mere. Jo svagere Vigan bliver, jo mere får L. lov at overtage. Det er creepy og ubehageligt at læse. Men også voldsomt fascinerede, og Vigan får skabt en perfekt stemning af ubehag overfor L. der er tydelig for læseren, men som er skjult for romanens Vigan bag et slør af nødvendighed; for Vigan har brug for L., hun ved ikke hvad hun skulle gøre uden hende.

Det mindeværdige ved Vigans roman er ikke som sådan plottet, der dog er vildt spændende og for nogen måske vil virke lidt bekendt (fra Stephen Kings Misery). Det mindeværdige er alle de meta-overvejelser om litteratur, der bliver bragt på banen og spørgsmålet om Sandheden, der optager L. så højt. Er sandheden det læserne vil have fra en forfatter? Det mener L. fuldt og fast:

Folk er skideligeglade med romaner. De har fået nok af løgnehistorier og romanfigurer, de er stopmætte af klimakser og uventede drejninger. De har fået nok velsmurte plot med fængende begyndelser og afrundede slutninger. […] Tro mig, læserne forventer noget Sandhed, noget autentisk, de vil have man beskriver live, forstår du, hvad jeg mener?

Det læseren vil have er sandheden. Det var derfor, siger hun, Alt må vige for natten (der vist dog aldrig nævnes ved navn) blev så stor en succes. Fordi Vigan nærmede sig sandheden, hun søgte den og jagtede den. Nu er det på tide hun tager konsekvensen af det valg; hun kan ikke gå tilbage til fiktionen, det, der er tilbage, er den vigtigste sandhed: sandheden om hende selv. L. presser først blidt, senere nådesløst for at Vigan skal skrive om sig selv.

Det er dette, der er så interessant. For Vigan skriver jo om sig selv i romanen, men samtidigt har man den krystalklare fornemmelse af, at det man læser lige præcis ikke er sandheden, at det er en fabrikeret version af noget, der kunne være sandheden. Den låner fra andre romaner – mest åbenlyst selvfølgelig Stephen Kings Misery. Den er en sammensmeltning af fiktion. På den anden side, så kunne dele af den være sand. Hendes depression, skriveblokade, udmattelse og angst omkring, hvad hun nu skal skrive, kan meget vel være rigtige – de kan være baseret på sandheden. Tilgengæld er L. og historien om L. og Vigan med stor sikkerhed fiktion. Men hvor vidt strækker det? Hvis fiktion er det? Spørgsmål, der nok kun giver mening hvis man har læst bogen, og som jeg ikke kan give slip på.

Der er ufatteligt mange lag i den her roman. Spørgsmål, der efterlades ubesvarede, og slutningen, som blot giver endnu et lag til spændingen mellem sandhed og fiktion.

Dertil er der spørgsmålet om hvem L. er. Hele romanen igennem skrives L. med et punktum, som for at understrege at L’et faktisk står for et navn – eller måske et begreb. For L, ud over at stå for L.’s navn, kan også stå for Lucile, Vigans mor, som hendes sidste roman jo handlede om. Men også Litteratur, eller Læser (som også starter med L på fransk).

Det er en litterær thriller, hvor spillet mellem Vigan og L. er nervepirrende og altid på kanten til det voldelige, det ubehagelige og gennemsyret af det usigelige. Deres forhold er fyldt med unik forståelse, men også en stemning af manipulation, af misbrug og erotik. De er som to elskende, der aldrig rører hinanden seksuelt, og hvis begær derfor må manifestere sig på tusind andre måder.

Og så er det en refleksion over, hvad det er litteraturen kan – og hvad forfatteren bør skrive. Er det sandheden læseren vil have? Eller blot en illusion om sandheden? Er det nok med en virkelighedsfølelse, er det nok at give os noget, der kunne have været sandheden, men som ikke er det? Eller rummer al litteratur, ikke kun den “baseret på en sand historie”, en form for sandhed? En sandhed om en følelse eller en holdning måske? Kan litteratur, lige præcis fordi det kan opfinde og skabe fiktion, komme tættere på sandheden end non-fiktion?

Ja, litteraturen er et våben, Delphine, et fucking masseødelæggelsesvåben. Litteraturen er endda meget mere effektiv end noget andet, du kan forestille dig. Litteraturen er et forsvarsvåben, et skydevåben og et våben med løst krudt; litteraturen er en granat, et missil, en flammekaster og et krigsvåben. Den kan ødelægge alt, men den kan også bygge alt på igen.

Hvor Alt må vige for natten stod for mig som en søgen efter en nærhed og en sandhed om Vigans mor – en meget øm, voldsom og fængslende fortælling, så er Baseret på en sand historie snarere en søgen i den modsatte retning. Det er en søgen væk fra sandheden, og hen mod det sted hvor fiktion og sandhed smelter sammen. Hvor spørgsmålet om sandheden bliver irrelevant, hvor kun litteraturen, som den står foran os, er tilbage.

SLUT*

dsc_0171-1