“The Poison Eaters and Other Stories” af Holly Black

The Poison Eaters and Other Stories af Holly Black, udgivet: 2010, 224 sider, Big Mouth House, English review.

dsc_0539-1

Efter at have læst The Coldest Girl in Coldtown, som jeg virkelig godt kunne lide, så undersøgte jeg, hvad Holly Black ellers havde skrevet. Og hvad af det, jeg kunne sætte på min læseliste.

Det viste sig så, jeg allerede ejede endnu en af hendes bøger. Den her. Jeg havde aldrig fået den læst, da jeg er ret dårlig til novellesamlinger, men den var ret kort, og jeg havde brug for adspredelse på en solrig dag i Grækenland, så jeg gav den en chance.

Holly Black er for det første enormt dygtig til at drage læseren ind fra allerførste øjeblik. Grunden til jeg ikke læser så mange novellesamlinger er, at jeg ikke er god til at skifte hurtigt fra en kort historie til en anden. Men Black fangede mig ind i sine mærkværdige fortællinger nærmest fra første ord.

Det er en  meget fin samling af sære, magiske, fantastiske og finurlige fortællinger. Der er feer, okkulte ritualer, vampyrer og coldtowns, shapeshifting, giftige søstre og farlige forhandlinger med djævelen.

Hendes urban fantasy fortællinger fungerer allerbedst, synes jeg. Her har hun virkelig en stemme, der slår igennem og kommer med fortællinger, der gør indtryk. Men alle novellerne var interessante og flød på ingen måde ind i hinanden, hvilket ellers let kan ske. De var nemme at skelne fra hinanden, og fyldte mig med hver deres særegne stemning.

Det var også en overraskende behagelig læseoplevelse, hvilket jeg var glad for, men som i sidste ende går lidt imod, hvad jeg tænker en novellesamling skal gøre. Det var magiske, underlige og mærkværdige fortællinger, ja, men de chokerede mig ikke eller overraskede mig på nogen måde. Der var ingen vilde twists eller voldsomme slutninger.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men en af de ting, jeg virkelig synes noveller kan, er at fjerne ens fornemmelse af tryghed. De trækker dig så hurtigt afsted, og deres længde giver, underligt nok, en følelse af at alt kan ske. At intet er givet, og at her er verdener, hvor ingen kan vide sig sikker.

Det udnyttede bogen ikke helt til fulde. Den er dog stadig værd at læse, både for fans af Holly Black og for dem, der holder af magiske fortællinger og YA.

dsc_0592-2

Advertisements

“Soulless” af Gail Carriger

Soulless af Gail Carriger, org. udgivet: 2009, 365 sider, lydbog læst op af Emily Gray, Orbit.

dsc_0588-1

Miss Tarabotti was not one of life’s milk-water misses, in fact, quite the opposite. Many a gentleman had likened his first meeting with her to downing a very strong cognac when one was expecting to imbibe fruit juice,  that is to say, startling and apt to leave one with a distinct burning sensation.

Det her er en af de bøger, der har stået på min goodreads to-read liste i længst tid. Den har faktisk nok stået der siden 2011, og først nu har jeg fået den læst. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at slette den, fordi den simpelthen lød som et fantastisk eventyr – og det er den også.

Den var sjovere, mere sexet og langt mere romantisk end jeg havde forventet. Jeg troede, det var en slags detektivfortælling, hvor Alexia Tarabotti fungerede som en privatdetektiv, der undersøgte overnaturlige mysterier. Det er ikke helt ved siden af, men det her er snarere historien om hvordan Alexia når dertil. For i starten af den her bog er hun blot en “spinster”, en single kvinde, der i en alder af 26 år er langt over gifte-alderen. Hendes familie har givet op på hende (ikke at de troede meget på hende til at starte med), men de er samtidigt for fjollede og overfladiske til at Alexia tager dem alvorligt. Og Alexia er intelligent, nysgerrig – og hvor end hun går hen, plejer mysterier og fare at følge efter.

Pludselig viser et enkelt vampyrangreb viser sig også at være en del af et meget større mysterie, der involverer Londons varulve, vampyrer og tidens teknologiske fremskridt. Derudover så er der Lord Maccon, alfaen for Londons varulve, der både er helt igennem frustreret over og tiltrukket af Alexia.

Den ene ting, der komplicerer Alexia Tarabottis liv allermest, er dog det faktum, at hun er født uden sjæl – og dermed med evnen til at neutralisere overnaturlige væseners evner. Og snart opdager Alexia præcis, hvor værdifuld en evne det faktisk er.

Plottet i romanen haltede lidt, og var indimellem lidt svært at følge, men det er faktisk heller ikke det, der gør den så fantastisk. Det var i stedet karaktererne, humoren og parodien på Londons samfund i 1800-tallet – blot med et overnaturligt twist. Alexia viste sig også at være en charmerende, elskelig og fascinerende karakter, jeg nærmest med det samme holdt af. Og hendes forhold til Lord Maccon, deres lette banter, deres småskænderier og uimodståelige kemi var klart bogens største styrke. Det var her jeg virkelig forelskede mig i fortællingen og karaktererne.

Det føltes i høj grad som en første bog, hvor universet og de vigtigste karakterer præsenteres, og det lette plot gav masser af plads til at gå i dybden med den del af historien, hvilket jeg satte pris på. Især fordi Gail Carriger skriver de sociale interaktioner virkelig godt, og Alexias intelligente, men lidt fyrige person, gjorde hendes scener med hvem som helst geniale. Jeg glæder mig dog til den næste bog, som jeg håber bliver lidt mere handlingsorienteret, nu hvor alt det andet er “af vejen”.

Jeg ville dog ønske Carriger havde turde bryde mere med at være historisk korrekt. Sexismen forstår jeg, hun har inddraget, fordi det giver pointer til plottet, men det faktum at Alexia ses som mindre attraktiv, fordi hun er halvt italiensk og har mørkere hud? Måske man bare skulle have droppet det. Derudover er den charmerende underholdning hele vejen igennem. Jeg grinede, rødmede og gispede på skift, og jeg nød hvert sekund.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan absolut anbefales. Emily Gray laver perfekte stemmer og accenter, og hun giver så meget liv til både personerne og til humoren, der ikke havde moret mig helt så meget, havde jeg læst den selv. Jeg lyttede til den, hver gang jeg fik chancen. Den gjorde mine morgener med cykelture til og fra arbejde og forelæsning så meget bedre.

Jeg er ret solgt til serien – og glæder mig til at lytte til den næste, og se hvor Alexia Tarabotti, Gail Carriger og Emily Gray formår at tage mig hen.

“The Coldest Girl in Coldtown” af Holly Black

The Coldest Girl in Coldtown af Holly Black, udgivet: 2013, 419 sider, Brown Books, English review.

dsc_0509-1

dsc_0511-1

Den her bog er, ufatteligt nok, en ret original vampyrhistorie. Den har sine problemer, men jeg nød den virkelig meget. Holly Black skriver på en måde, der gør det let at leve sin ind i de karakterer og den verden hun præsenterer. Og så elsker jeg ideen om Coldtowns.

Forestil dig at vampyrer var virkelige og var blevet isolerede i Coldtowns. Hertil valfarter fanatikere, weirdos og dem, der håber en vampyr vil give dem evigt liv. Mennesker og vampyrer lever sammen i disse byer, og skaber sit eget blodige øko-system. Det er en verden, hvor der findes vampyrjæger reality-shows, hvor der bliver livestreamet fra vampyrfester i Coldtowns. Det er en verden, hvor vampyrer romantiseres, på trods af at de er dræbere. Bliver man bidt så inficeres man og er snart ude af stand til at kontrollere sin blodtørst.

Det er en genial idé, og (desværre nok) et solidt bud på, hvordan verden faktisk ville se ud, hvis vampyrer viste sig at eksistere og var pæne, charmerende og glamourøse, præcis som vi forestiller os de er.

Det er en roman, der spiller på den her glamourøse overflade, der præsenteres gennem medierne, og den skyggeside, som vi alle sammen ved hører med – men foretrækker ikke at tænke på. De er trods alt vampyrer, væsener der lever af blod, af død og af ødelæggelse. De er udødelige skabninger, der ganske vist ligner, taler og klæder sig som mennesker, men som kan vende sig mod dig på et øjeblik.

Det ved Tana bedre end de fleste. Da bogen starter vågner hun op med tømmermænd til en massakre. Alle andre til festen er myrdet af vampyrer, og snart er hun på flugt med sin nu inficeret eks-kæreste Aidan og den mystiske, men potentielt gode vampyr, Gavriel. Tana ved ikke om hun er inficeret, men hun sætter kursen med de andre mod den nærmeste Coldtown. Så snart hun bevæger sig inden for murene, går det op for hende, hun er blevet en del af et plot, der stikkere dybere og er mere dødbringende end hun kan forestille sig.

For I know that Death is a guest divine, 
Who shall drink my blood as I drink
this wine.
~ William Winter

Det er en spændende bog, der foregår i et meget originalt setting, og som tager hele vampyr-tropen og giver den et mere end tiltrængt friskt pust. Den manglede desværre en smule world-building, jeg følte at hele konceptet omkring Coldtowns behøvede mere uddybelse end det fik. Jeg køber f.eks. heller ikke at USA’s regering ville tillade at man blot lod børn komme ind i disse Coldtowns, uden så meget som at tjekke dem for infektion først. Det går imod alle menneskerettigheder, og selvom det også handler om økonomi, så tror jeg man ville insistere alligevel. Det bliver heller aldrig adresseret, at der må være en masse mennesker på den anden side af crazy-spektrummet. Folk som mener vampyrer er dæmoner og skal udryddes. Det var indimellem som om, der var lidt huller i den verden Holly Black satte op, hvilket gjorde min læseoplevelse mindre flydende end den ellers ville have været.

Der var også et par plot-ting, der ikke gav mening. Hvorfor ville Tana tage ind i en Coldtown, før hun overhovedet er sikker på, hun er inficeret? Og hvorfor forlader hun bare et dusin lig, hendes døde venner, bag sig og ringer ikke engang til sin far og søster og forklarer situationen?

Det føltes som om Black gerne ville bruge Tanas baggrundshistorie med hendes mor til at forklare hendes ret ofte meget selviske og destruktive adfærd. Det faldt bare aldrig helt på plads. Så i sidste ende virkede det ikke på mig som om Tana havde nogen reel motivation for at tage ind i en Coldtown med Gavriel og Aidan, udover at det tjente plottet, og det føltes lidt svagt.

Og så håber jeg hun dropper så åbenlys og urealistisk en kærlighedshistorie i sine andre bøger. Det romantiske plot var nok bogens største fejl. Det var bare fjollet og forhastet. Det er okay at lade tingene stå i det uvisse indimellem – hvilket bogen gør med en hel masse andet, så det skulle den nok også have gjort her.

Jeg er dog stadig meget interesseret i Holly Blacks forfatterskab og vil absolut forsøge mig med andre af hendes historier. Hun udviser nok kreativitet, talent og tænker tilpas uden for boksen til at jeg meget gerne vil se, hvad hun ellers har fundet på. Og så var inklusionen af en biseksuel og en trans karakter virkelig vidunderligt. Den slags håber jeg, hun har mere af.

dsc_0454-1