“Poesibog” af Naja Marie Aidt

Poesibog af Naja Marie Aidt, udgivet: 2008, 91 sider, Gyldendal.

DSC_0999-1

man lærte at tro på noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt de mange større

Naja Marie Aidts Poesibog tager os tilbage til en barndom i 70’erne, og et omsorgssvigt, der har sat sig i barnet, der gennemlevede det. Bogen svinger mellem disse barndomsglimt og erindringer og voksen eller måske snarere ungdomslivet, hvor jeg’et forsøger at forene sig med den person, det er blevet til.

Det er en bog, der samler en masse forskelligartede digte. En fælles tråd igennem dem alle er en følelse af svigt, af ikke at passe ind, at være forkert, der hvor man er, men at ønske at høre til. Det er en følelse af, at blive overset, forsømt og desperat ønske sig en kærlighed, det ikke er helt til at få fat på, fordi de voksne har travlt med at realisere sig selv og deres drømme om kollektivet og friheden.

Der er bebrejdelser, men også en accept af, at den tid er gået. Det pointeres i digtene fra livet efter barndommen. Her foregår en bearbejdelse af ophavet, og livet leves og nydes og hades, som det er, på godt og ondt.

Det kommer specielt til udtryk i en anden vekslen i romanen, nemlig mellem årstiderne. Forår, vinter, sommer og efterår besøges på forskellig vis og fyldes af en anderledes længsel. “sommer åh” er noget helt særligt, og fanger meget skarpt den oplevelse det er at gå en årstid i møde, gennemleve den, nyde den, forfalde i den, og på den anden side ikke helt forstå, hvorfor denne stemning af uforløst potentiale hænger ved langt ind i september.

Vinterglæder” har lidt samme karakter. Af at stå stille, selvom man bevæger sig fremad. Af at leve et liv, stille og dybt, og fyldt med bekymringer, sorger, glæder og trivialiteter. Det er nok, synes jeg, et af de bedste digte i samlingen.

Aidts styrke er i hendes fantastisk skarpe billeder. Det betyder intet om du læser “Vinterglæder” på en varm dag i august. Du er der, du er til stede, og du føler et tilhørsforhold til dette jeg, dette menneske, der forsøger at forene sig med livet som det var og er.

Jeg har haft poesibog til at stå i flere år, og først nu har jeg læst den. Det krævede blot at jeg hørte hende på Louisiana Literature og græd mens hun talte om Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. En titel, der forresten er fra et – faktisk to – digte i denne bog. Min introduktion til hende kom lidt sent. Men Naja, nu er jeg her, jeg lytter og jeg er klar til at læse mange flere af dine ord.

“Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen
i solen og den døde var levende
og vendte sig ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu”

DSC_0832-1

Advertisements

“Selected Poems” af Marina Tsvetaeva

Selected Poems af Marina Tsvetaeva, oversat fra russisk af Elaine Feinstein, udgivet: 1971, 122 sider, Penguin Classics. English review.

dsc_0265-1

dsc_0269-1

I kiss you – across hundreds of
separating years.

Jeg har været forelsket i Marina Tsvetaeva siden jeg læste “Where does this tenderness come from“. Der er et eller andet over hende, der drager mig. Noget jeg sjældent oplever, når det kommer til poesi.

Det er som at læse et stykke af ens sjæl. Hvert ord bringer en ro med sig, som om jeg har fundet et stykke af verdens puslespil. Tsvetaeva er en forfatter, der vil følge mig altid, for kan ikke slippe hendes ord nu jeg har fundet dem.

Tsvetaeva skriver med enorm autencitet og en mildhed, der indimellem vokser til i et raseri. Der er en følelse af splittelse, af samling, og en desperat, målrettet søgen efter det mere der findes i alting.

Denne samling giver både et intimt portræt af Rusland og Moskva, så meget at man føler, man har været der. Der er også digte til poeter, hvis geni hun beundrer eller personer, kunstnere, venner, hun har elsket stormfuldt og inderligt.

Tonight I put my lips to the breast
of the whole round and warring earth.

Det er en samling af digte, der dækker kærlighed, venskab, kunstnerisk befrielse, undertrykkelse, og hvor man i hvert digt møder en sult. En sult, der kun kan tilfredsstilles gennem poesien.

Hvert digt er dybt personligt, og samtidigt et udtryk for noget højere, større og mere end blot det, der siger på overfladen. Her er et stykke af verdens sjæl, serveret til os, gjort mulig gennem Tsvetaevas smerte, livserfaring og udholdenhed.

Hverken censur, undertrykkelse, revolution eller eksil kan helt stoppe ordene fra at flyde over. Måske er det, det, jeg finder så dragende ved mange russiske forfattere, følelsen af at deres forfatterskab var noget, de måtte ofre alting for, og at det alligevel var den eneste mulighed. For ordene kunne de aldrig give op, og derfor må de betyde alting.

Man kan mærke hjertets vægt i hvert et digt.

Selvfølgelig er det også oversættelsen, jeg er faldet for. Jeg kan ikke russisk (desværre), og af alle de versioner jeg har læst af forskellige af Tsvetaevas digte, så er Elaine Feinsteins oversættelse  absolut den bedste.

Your name – how impossible, it
is a kiss in the eyes on
motionless eyelashes, chill and sweet.
Your name is a kiss of snow
a gulp of icy spring water, blue
as a dove. About your name is: sleep.

dsc_0293-1

 

“The Night is Darkening Round Me” af Emily Brontë

The Night is Darkening Round Me af Emily Brontë, udgivet: 2015, 55 sider, Little Black Classic/Penguin, English review.

dsc_0534-1

So foes pursue, and cold allies, 
Mistrust me, every one:
Let me be false in others’ eyes,
If faithful in my own.

Der er et eller andet over Emily Brontës poesi, der virkelig bare emmer Emily Brontë. Det er selvfølgelig fjollet, for hun er forfatteren. Men selv hvis hun ikke var, så ville denne lille samling af digte være hende, på en sær, lidt overnaturlig måde.

Jeg forstår i hvert fald sagtens, hvordan hun formåede at skrive en roman som Wuthering Heights. Denne Little Black Classic er fyldt med megen af den samme mørke, det samme dramatiske sprog, der giver alting en næsten naturkraft. Der er tale om sorg, om tab, om kærlighed og om døden. Det er ikke dystert. Som hænger der et mørke fast til hende, der absolut må overføres fra hendes sind, til hendes hænder og sidst til skriften.

Men der er også håb, selvfølgelig, og der var hele vejen igennem et ønske om at forstå, om at afklare og om at komme tæt på. At forstå tidens gang, menneskets følelser og de bidder af håbløshed og håbefuldhed som mennesket hele tiden står over for.

En stærk, men meget dyster samling af digte, der har samme fantastiske sprog, som Wuthering Heights, og viser en mere, synes jeg, personlig side af Emily Brontë.

Det er selvfølgelig en illusion. Den andens jeg er for evigt skjult for os. Men her følte jeg at Emily, med hendes frygt og håb og drømme, stod klarere frem.

‘The evening passes fast away.
‘Tis almost time to rest;
What thoughts has left the vanished day,
What feelings in thy breast?

‘The vanished day? It leaves a sense
Of labour hardly done;
Of little gained with vast expense –
A sense of grief alone!

dsc_0576-1