“Girl Out of Water” af Laura Silverman

Girl Out of Water af Laura Silverman, udgivet: 2017, 350 sider, Sourcebooks Fire.

DSC_0195-1

Girl Out of Water er en ret charmerende fortælling om Anise, der må forlade sit elskede Santa Cruz, og sin surfing, for at tilbringe sommeren i Nebraska med sin far. Hendes tante har været ude for en ulykke og de må passe hendes børn.

Anise vil langt hellere tilbringe sin sommer ude i bølgerne med sine venner, der snart forlader Santa Cruz for at tage på college, men hun har også en loyalitet overfor sin familie, der trumfer hendes egne ønsker. Det var faktisk virkelig rart med en hovedperson, der ikke satte sine egne ønsker og lyster over alle andres følelser. Det er måske den ting, som den her roman gør allerbedst, og familie beskrivelserne er meget overbevisende. Anise er også en meget afrundet og hel karakter, der kæmper med at føle at hun har svigtet sine venner og samtidigt ikke ville svigte sin familie. Svigt er generelt et tema for bogen, og det kommer faktisk ret fint til udtryk.

Det viser sig selvfølgelig også at Nebraska har et par overraskelser, ikke mindst den charmerende Lincoln (med kun én arm), der introducerer Anise for en verden, hvor skating – ikke surfing – er hverdagen.

Pludselig er Anise fanget mellem to verdener: Nebraska og Santa Cruz. Og det bringer hendes dybeste frygt frem, frygten for at blive efterladt og frygten for at efterlade andre. Anises mor har altid vadet ud og ind af Anise og farens liv. Hun er væk et par år, kommer tilbage et par uger, og rejser væk igen. Og Anise er bange for hun bliver som moren. At hun har svigtet og efterladt sine venner i Santa Cruz.

Det er en ret fin problematik, specielt fordi den er så anderledes fra, hvad man normalt ser i romaner som denne. Men den skaber også et problem, fordi den måske er lidt søgt indimellem. Der er noget meget ægte og reelt over Anises følelser overfor sin mor og det svigt hun har oplevet det, men det blev ikke givet helt nok plads. Jeg fik følelsen af, at Silverman burde have valgt enten at skrive en kærlighedshistorie eller en historie, om en pige, der er bange for at svigte alle hun elsker.

De to kunne godt gå sammen, men her endte jeg i stedet med at føle ingen af de to historier fik den tid de fortjente. Og så virker det lidt urealistisk at Anise ikke selv kan se, at hun af nødvendighed er rejst fra Santa Cruz og hendes venner for en enkelt sommer, hvilket langt fra er det samme som hendes mor. Men på den anden side, hvis man har oplevet et så konstant svigt, så er frygten nok så overvældende, den er svær at se igennem.

Der er til gengæld en masse andet ved romanen, der gør den mere end værd at bruge en eftermiddag på. Alle karaktererne er helstøbte og interessante, og specielt Lincoln var jeg vild med. Det var også ret fantastisk med en handicappet love interest, og hans kemi med Anise var elektrisk. Jeg var vild med dem sammen. Og så er det setting og de elementer Silverman har inkluderet med til at give romanen et friskt pust. Anise og Lincolns passion for henholdsvis surfing og skating er med til at give historien et anderledes twist, og Silverman formår at beskrive begge ting med stor entusiasme og detaljerigdom.

Men den burde nok have forsøgt at gabe over et lidt mindre plot for det lykkes i sidste ende ikke helt at afrunde det tilfredsstillende nok. Det er selvfølgelig også en debutroman, og med det i tankerne, så er den meget velskrevet og flyder vildt godt. Hun falder i meget få klicheer og har nok originale ideer og skriver med nok indlevelse og varme til at jeg hellere end gerne vil læse noget fra hendes hånd igen.

DSC_0183-2

Advertisements

“Sofia Khan Is Not Obliged” af Ayisha Malik

Sofia Khan Is Not Obliged af Ayisha Malik, udgivet: 2015, 456 sider, Forlag: Twenty7.

dsc_0233-2

Sofia Khan Is Not Obliged er den bog om muslimsk dating, du ikke vidste, du manglede i dit liv. Den beskrives som den muslimske Bridget Jones, men fortjener at blive læst i sin egen ret, og på sine egne præmisser. Der sniger sig også, i løbet af romanen, en smule mere alvor og vægt ind end man lige skulle regne med.

For den handler dybest set ikke om at finde kærligheden, men om at Sofia lærer at være tro mod sig selv.

Sofia Khan arbejder på et forlag og får til et møde (uheldigvis) pitchet ideen om en muslimsk datingbog til sin chef. Som elsker ideen – og synes Sofia selv skal skrive den. Pludselig er Sofia forfatter og må atter engang bevæge sig ud på datingverdenens tynde is.

Hun er 30 år, jomfru, hun beder fem gange om dagen, bor hos sine forældre, ville gerne tabe et par kilo, putter for meget mælk i sin te og har måske givet lidt op på kærligheden. Men hvad gør man ikke for en bog og 15.000 pund i forskud?

Det er en roman, der vinder på at skille sig ud, for historien har vi hørt før, men med en muslimsk kvinde som hovedperson? Så bliver det noget helt andet. Sofia er et charmerende bekendtskab, men det er hendes dramatiske familie, hendes søster, der er i færd med selv at blive gift, hendes forældre, der måske ikke burde være blevet sammen, hendes udvidede familie, der dukker op i tide og utide, virkelig også.

Og hendes veninder er virkelig vidunderlige: den ene har fundet en sort mand, en anden er blevet en mands anden kone, og en tredje forsøger at finde kærligheden igen efter en skilsmisse. Deres venskab og støtte er en af de fineste ting i bogen.

Der er selvfølgelig også mændene, og her kunne den godt have brugt at give dem lidt mere dybde. Der er de tre typer: charmerende idiot, lidt for vattet, og “silent, broody and perfect”, og det er ikke en overraskelse, hvem hun ender med.

Men midt i romanen går det op for en, at det her ikke er historien om, hvordan Sofia finder kærligheden. Men om hvor meget hun er villig til at ofre for sin familie, og hvor meget hun vil gå på kompromis med sig selv og sin fremtid.

Den starter ud ret morsom og let, men bliver langsomt lidt mere alvorlig og tager nogle sværere emner op. Den slipper aldrig sin lethed eller sin humor, men jeg satte pris på den realisme alvoren vidnede om. I sidste ende er den her bog måske den bog Sofia Khan selv forsøger at skrive. En bog, der forklarer og fortæller os ikke-muslimer, hvad det vil sige at date og forelske sig, når normen er en anden.

6 Literære Par Jeg Håber Ingen Af Os Ender Som

dsc_0225-1

Det er Valentinsdag! Og jeg håber I alle sammen tilbringer dagen med en I elsker (også selvom det bare er jer selv, ligesom mig).

Der kommer masser af lister med romantiske bøger, der er gode at læse, romantiske par man kan emulere, og alt muligt andet. Men der findes også elendige forhold, som vi virkelig bør undgå.

Så her er en liste over forhold jeg håber ingen af os ender i. Og hvis I finder jer selv i et af dem, så giver jeg jer gerne et alibi.

  • Wuthering Heights – Catherine og Heathcliff. Du møder din soulmate, men gifter dig med en anden og dør en tidlig død. Din soulmate tilbringer resten af hans liv med at terrorisere alle omkring ham, inklusiv dit barn. Det er muligt han ikke var en god fyr. Måske du skulle have giftet dig med en anden OG være flyttet til et andet land.
  • Pride and Prejudice – Lydia og Wickham. Du er lidt for overfladisk med en passion for mode, fester og mænd, og du kan ikke modstå charmerende Wickham. Han viser sig at være en manipulerende, løgnagtig og selvisk mand, der ikke elsker dig og aldrig kommer til det. Ikke at du elsker ham, men du har fortjent bedre. Desværre er det 1800-tallet, så en skilmisse er ude af billedet. Gift, måske?
  • Wide Sargasso Sea – Rochester og Antoinette. Du er en ung mand og ankommer til Jamaica. Du forelsker dig i en smuk kvinde. I gifter jer. Du bruger din tid på at manipulere og terrorisere hende. Hun ender på dit loft i England og mens du forelsker dig i en anden kvinde, har hun travlt med at sætte ild til dit hus. Hun dør, du får en lykkelig slutning. Ikke helt fair.
  • Gone Girl – Amy og Nick Dunne. Det startede meget godt, men nu er I gift og du er lidt en elendig mand. Du tror, du kan slippe afsted med det, men det viser sig, du har giftet dig med en sociopat. Hun forsvinder og framer dig for hendes mord. Så vender hun tilbage, har myrdet en anden mand og er gravid med dit barn. Resten af dit liv ser mørkt ud.
  • Macbeth – Lord og Lady Macbeth. På det seneste er din kæreste begyndt at hinte til nogle lidt forstyrrende ting, og er det en kniv du ser foran dig? Før du ved af det har du myrdet din ven, men din kæreste er ikke tilfreds. Du myrder og myrder, men hun er aldrig tilfreds. Hun hader dig for din svaghed. I dør begge.
  • Ulysses – Molly og Leopold Bloom. Du elsker din kone, så godt du kan, men hun er ikke tilfreds. Hun er dig utro med en mand kaldet Blazes Boylan, og du opfører dig upassende overfor unge piger på stranden. Dit liv er så kedeligt James Joyce opgiver plot og fokuserer på form. Du orker ikke at ændre på din kedelige personlighed. Der er nok ikke meget håb for fremtiden.

Er der nogle literære par, du er glad for DIT parforhold ikke ligner? Eller par, hvis kærlighed du ville ønske, du havde?

dsc_0223-2

 

“Alt eller Intet” af Nicola Yoon

Alt eller Intet (originalt: Everything, Everything) af Nicola Yoon, oversætter: Lea Carlsen Ejsing, udgivet: 2014, 317 sider, Forlaget Carlsen, English review. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0104-1

Madeleine Whittler er 18 år og har aldrig nogensinde været udenfor det hus hun bor i sammen med sin mor. Hun drømmer tit om det, om hvordan verden vil dufte og se ud, hvordan det ville være at bevæge sig blandt andre, normale, raske mennesker.

Men Madeleine er ikke rask, hun er meget syg, og hvis hun gik udenfor, så ville hun dø. Hun er nemlig allergisk overfor verden. Så de eneste mennesker hun ser regelmæssigt er sin mor og sygeplejersken Carla. Hele huset er en boble af filtreret luft og isolation fra omverdenen, så ingen bakterier slipper ind. Og for Madeleine er det et okay liv.

Det ændrer sig da Olly flytter ind i huset overfor. Selvom de ikke kan mødes, så opstår der er et venskab mellem dem. De chatter, mailer og snakker om livet. Og snart er det ikke nok blot at se ham på afstand, gennem ruden og computeren. Så han kommer på besøg. Så rører de hinanden.

Og pludselig er Madeleines begrænsede verden slet ikke nok. Pludselig stiller hun spørgsmålstegn ved det liv hun har levet, og om det nogensinde kan være nok.

Det er en roman om at vælge hvorvidt man vil leve et sikkert, trygt og tilfredsstillende liv, eller om man vil turde risikere alting – selv livet – for måske at være lykkelig, blot for en stund.

Selvom Madeleine er syg, så er hendes oplevelser med den første kærlighed, med at trodse sin mor og vælge sit eget liv meget genkendeligt. Vi har alle været der, selvom vi andre satte en del mindre på spil end Madeleine.

Mit eneste problem med den var, at den blev ret urealistisk til sidst. Der er et plot twist, som man måske gætter og måske ikke, men som i hvert fald ændrer bogen markant (jeg havde glemt, jeg vidste, hvad dette twist var, før jeg satte mig ned med bogen, ups). Og det virkede voldsomt urealistisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det ødelagde det en lille smule for mig, for det havde, indtil det punkt, været en virkelig fin og også hjerteskærende roman. Det er den stadig, men jeg har sværere ved at tro på den.

Madeleine og Olly faldt måske også lidt for hurtigt for hinanden, men så igen, det var vist sådan det foregik da man var 18 år og kærligheden stadig var helt ny og forvirrende.

Alt eller Intet er i sidste ende måske en tand for urealistisk, men dog stadig en inspirerende og charmerende fortælling om den første kærlighed, og om at vælge, hvilket liv man tør satse på. Og så er den fyldt med fine illustrationer, der gjorde historien lidt mere unik, end den ellers havde været.

Jeg er i hvert fald glad for at have læst min første Nicola Yoon roman, nu skal jeg bare have fat i Solen er også en stjerne!

dsc_0105-1

dsc_0114-1

“Everything Leads To You” af Nina Lacour

Everything Leads To You af Nina Lacour, udgivet: 2015, 307 sider, Penguin Random House, English review.

dsc_0644-1

When you love someone, you are sure. You don’t need time to decide. You don’t say stop and start over and over, like you’re playing some kind of sport. You know the immensity of what you have and you protect it.

Den her roman gjorde mig først og fremmest bare glad. Den er så fin og håbefuld, og fuld af hverdagens skønhed. Omend en smule urealistisk, men det var måske faktisk én af de ting, jeg så godt kunne lide. Det er en pastel-farvet drøm om kærlighed og hverdagens små glæder.

Hovedpersonen Emi er lige blevet færdig med high school, og har lånt sin brors lejlighed over sommeren på én betingelse: der skal ske noget episk i den. Så da Emi får tilbudt drømmejobbet som set designer for en indie film, så siger hun straks ja. Samtidigt har hun i en gammel Hollywood stjernes hjem fundet et brev, der leder hende til filmstjernens barnebarn, Ava.

Og pludselig er det at lave en film måske ikke det mest fantastiske, der kommer til at ske den sommer.

Måske er det Ava.

Det er en virkelig fin, hjertevarm roman, der formår at blande lidt mere alvorlige emner, som at være lesbisk og have en familie, der ikke kan accepterer det, om ikke at kende sin egen fortid, og om at være ung og forvirret over, hvad der skal blive af en – hvor man ender og med hvem. Når man er 18 virker det som om hele livet er foran en, og samtidigt som om man burde have regnet det hele ud allerede.

Det er en roman, jeg mest kan tænke på i billeder. Måske er det fordi Emi er set designer, og hendes sets bliver beskrevet i ret fine detaljer. Resten af bogen består også af fantastiske øjebliksbeskrivelser. Af Ava i sin oplysende skønhed, og af det filmiske potentiale, som hele romanen rummer. Man kan mærke at det, at de arbejder på en film, har præget den måde romanen er skrevet på. Det er både en total romantiseret og idealiseret historie, men samtidigt så forstår den også godt, at det er det, den er. Og så blander den ret konkrete, triste og meget realistiske ting, der i sidste ende fik det til at føles, som en meget ægte, ærlig fortælling. Den vil gerne vise os, at virkeligheden altid trumfer fiktionen – ligemeget hvor skinnende ren og smuk den sidstenævnte er.

Den er ikke ude på at give et hyperrealistisk billede af ung kærlighed. Den giver os halvt drøm, halvt virkelighed, i sarte farver og behagelige stemningsbilleder, der indimellem drejer hen på livets mere hårde sider. Den fortæller os, at når livet virkelig er godt, så er det bedre end alt, hvad fiktionen byder os.

Den kunne meget let gå hen og blive klichéfyldt – på trods af, at det er to kvinder, der forelsker sig – men der er nok interessante, unikke detaljer til at romanen føles som helt sin egen. Jeg elskede f.eks. Emis forældre, og jeg elskede historien i den film, Emi, Ava og Charlotte arbejder på, jeg elskede Clyde, og jeg var vild med Emis og Charlottes forhold. Nina Lacour skaber med meget sikker hånd et univers, der på ingen måde er et billede af virkeligheden, men som samtidigt føles som om, det kunne være det. Og det er magien.

En virkelig dejlig historie, der lidt havde en Anna og det Franske Kys vibe. Det er samme slags totalt urealistiske, men samtidigt ufatteligt forførende univers, som man ikke kan lade være med at falde hovedkulds ind i.

dsc_0650-1

“Soulless” af Gail Carriger

Soulless af Gail Carriger, org. udgivet: 2009, 365 sider, lydbog læst op af Emily Gray, Orbit.

dsc_0588-1

Miss Tarabotti was not one of life’s milk-water misses, in fact, quite the opposite. Many a gentleman had likened his first meeting with her to downing a very strong cognac when one was expecting to imbibe fruit juice,  that is to say, startling and apt to leave one with a distinct burning sensation.

Det her er en af de bøger, der har stået på min goodreads to-read liste i længst tid. Den har faktisk nok stået der siden 2011, og først nu har jeg fået den læst. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at slette den, fordi den simpelthen lød som et fantastisk eventyr – og det er den også.

Den var sjovere, mere sexet og langt mere romantisk end jeg havde forventet. Jeg troede, det var en slags detektivfortælling, hvor Alexia Tarabotti fungerede som en privatdetektiv, der undersøgte overnaturlige mysterier. Det er ikke helt ved siden af, men det her er snarere historien om hvordan Alexia når dertil. For i starten af den her bog er hun blot en “spinster”, en single kvinde, der i en alder af 26 år er langt over gifte-alderen. Hendes familie har givet op på hende (ikke at de troede meget på hende til at starte med), men de er samtidigt for fjollede og overfladiske til at Alexia tager dem alvorligt. Og Alexia er intelligent, nysgerrig – og hvor end hun går hen, plejer mysterier og fare at følge efter.

Pludselig viser et enkelt vampyrangreb viser sig også at være en del af et meget større mysterie, der involverer Londons varulve, vampyrer og tidens teknologiske fremskridt. Derudover så er der Lord Maccon, alfaen for Londons varulve, der både er helt igennem frustreret over og tiltrukket af Alexia.

Den ene ting, der komplicerer Alexia Tarabottis liv allermest, er dog det faktum, at hun er født uden sjæl – og dermed med evnen til at neutralisere overnaturlige væseners evner. Og snart opdager Alexia præcis, hvor værdifuld en evne det faktisk er.

Plottet i romanen haltede lidt, og var indimellem lidt svært at følge, men det er faktisk heller ikke det, der gør den så fantastisk. Det var i stedet karaktererne, humoren og parodien på Londons samfund i 1800-tallet – blot med et overnaturligt twist. Alexia viste sig også at være en charmerende, elskelig og fascinerende karakter, jeg nærmest med det samme holdt af. Og hendes forhold til Lord Maccon, deres lette banter, deres småskænderier og uimodståelige kemi var klart bogens største styrke. Det var her jeg virkelig forelskede mig i fortællingen og karaktererne.

Det føltes i høj grad som en første bog, hvor universet og de vigtigste karakterer præsenteres, og det lette plot gav masser af plads til at gå i dybden med den del af historien, hvilket jeg satte pris på. Især fordi Gail Carriger skriver de sociale interaktioner virkelig godt, og Alexias intelligente, men lidt fyrige person, gjorde hendes scener med hvem som helst geniale. Jeg glæder mig dog til den næste bog, som jeg håber bliver lidt mere handlingsorienteret, nu hvor alt det andet er “af vejen”.

Jeg ville dog ønske Carriger havde turde bryde mere med at være historisk korrekt. Sexismen forstår jeg, hun har inddraget, fordi det giver pointer til plottet, men det faktum at Alexia ses som mindre attraktiv, fordi hun er halvt italiensk og har mørkere hud? Måske man bare skulle have droppet det. Derudover er den charmerende underholdning hele vejen igennem. Jeg grinede, rødmede og gispede på skift, og jeg nød hvert sekund.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan absolut anbefales. Emily Gray laver perfekte stemmer og accenter, og hun giver så meget liv til både personerne og til humoren, der ikke havde moret mig helt så meget, havde jeg læst den selv. Jeg lyttede til den, hver gang jeg fik chancen. Den gjorde mine morgener med cykelture til og fra arbejde og forelæsning så meget bedre.

Jeg er ret solgt til serien – og glæder mig til at lytte til den næste, og se hvor Alexia Tarabotti, Gail Carriger og Emily Gray formår at tage mig hen.

“P.S. I Still Love You” af Jenny Han

P.S. I Still Love You af Jenny Han, udgivet: 2015, 352 sider, lydbog: oplæst af Laura Knight Keating, Simon & Schuster Books, English review.

dsc_0545-1

People come in and out of your life. For a time they are your world; they are everything. And then one day they’re not. There’s no telling how long you will have them near.

Jeg elskede den første bog i den her serie, To All The Boys I’ve Loved Before. Virkelig, virkelig elskede den. Så jeg havde høje forventninger til to’eren, men måtte desværre indse jeg den ikke helt lever op til dem. Det er måske også fordi det ikke er en bog, der faktisk behøver at eksistere. Første bog sluttede faktisk rigtig fint, omend lidt åbent, så den her bog er ikke specielt nødvendig. Alligevel er jeg glad for den blev skrevet, for selvom den ikke er perfekt, så har den nogle vildt fine ting.

Det er for det første rart at se Lara Jean ikke bare falde ind i perfekt og ulidelig lykke med Peter. At være forelsket, og skulle få et forhold til at fungere, er på ingen måde let. Specielt ikke første gang, og specielt ikke når ens kæreste ikke helt kan finde ud af at give slip på sin eks.

Og endnu mindre når der pludselig dukker et andet gammelt crush frem, der måske faktisk er et bedre valg end Peter? Denne bog introducerer John Ambrose, den eneste af Lara Jeans brevmodtagere, der ikke blev en særlig stor del af sidste bog. Her er han så, og han er… ret dreamy. Så Lara Jean er fanget mellem John Ambrose og Peter, og sit eget hjerte, der ikke vil makke ret.

Og det var rart. For det er virkelig ikke let at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre, hvornår man skal sige stop, hvornår man skal løbe en risiko, og hvilken kærlighed, der er den rigtige kærlighed. Ikke som teenager, og heller ikke som voksen.

Jeg var 100% på Peters hold i sidste bog, men overraskende nok så faldt det her lidt til jorden. Han opførte sig virkelig ikke specielt pænt mod Lara Jean, og selvom han gjorde en masse ret swoon-værdige ting (da han sagde “‘I hate that I can’t protect you from this.'” smeltede jeg af uransagelige årsager totalt indeni), så var han virkelig ikke fair. Og det giver mening. Hvem kunne finde ud af at være fair, da man var 16? Man var forvirret, fuld af hormoner og man havde ingen erfaring. Måske er Peter lidt for meget en idiot indimellem, men Lara Jean er heller ikke perfekt.

Det er John Ambrose tilgengæld lidt. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke har flere fejl. Måske havde Jenny Han en idé om at sætte en idealiseret kærlighedshistorie op overfor en realistisk en. Jeg ved ikke helt om det lykkedes, som hun gerne ville have det til.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan ikke anbefales, for det fik Peter til at lyde meget mere douchey end han ville have gjort, havde jeg selv forestillet mig hans stemme, og Lara Jean lød mere irriterende end ellers. Det tog ikke noget fra min oplevelse i sidste ende, men jeg skulle indimellem stoppe op og forestille mig min egen Peter i stedet.

Mest af alt, så satte jeg pris på, at den ikke fik hverken forholdet til Peter eller et potentielt forhold til John Ambrose til at virke til at det ville vare for evigt – eller at det burde. Der var hele tiden en følelse af at, ja, måske kunne det vare for evigt og måske ikke. Det var ikke så vigtigt, det vigtige var at turde. At turde tage chancen, at turde give slip og lade det udvikle sig til, hvad end det kunne blive.

Jeg var ikke vild med Genevieve eller ikke video-plottet. Det var ikke specielt elegant – og tog ikke mobning som en reel trussel alvorligt, men det gav dog anledning til nogle gode, feministiske pointer om at man er fri til at gøre med sin krop, hvad man vil.

Jeg var heller ikke på nogen måde enig med slutningen, men jeg forstår den godt, og jeg accepterer den. Nu kommer der jo også en tredje bog, og hvem ved, hvor Lara Jeans historie ender? Og som altid var jeg i tårer over Lara Jean og hendes familie. Det er en af de absolut mest fantastiske ting ved den her serie. Den kærlighedshistorie er nok den vigtigste.

P.S. I Still Love You er en sød, sjov og ufarlig fortsættelse til All The Boys I’ve Loved Before. Ikke en fortsættelse man behøver læse, men kan man lide universet, så kan den anbefales.