“Sofia Khan Is Not Obliged” af Ayisha Malik

Sofia Khan Is Not Obliged af Ayisha Malik, udgivet: 2015, 456 sider, Forlag: Twenty7.

dsc_0233-2

Sofia Khan Is Not Obliged er den bog om muslimsk dating, du ikke vidste, du manglede i dit liv. Den beskrives som den muslimske Bridget Jones, men fortjener at blive læst i sin egen ret, og på sine egne præmisser. Der sniger sig også, i løbet af romanen, en smule mere alvor og vægt ind end man lige skulle regne med.

For den handler dybest set ikke om at finde kærligheden, men om at Sofia lærer at være tro mod sig selv.

Sofia Khan arbejder på et forlag og får til et møde (uheldigvis) pitchet ideen om en muslimsk datingbog til sin chef. Som elsker ideen – og synes Sofia selv skal skrive den. Pludselig er Sofia forfatter og må atter engang bevæge sig ud på datingverdenens tynde is.

Hun er 30 år, jomfru, hun beder fem gange om dagen, bor hos sine forældre, ville gerne tabe et par kilo, putter for meget mælk i sin te og har måske givet lidt op på kærligheden. Men hvad gør man ikke for en bog og 15.000 pund i forskud?

Det er en roman, der vinder på at skille sig ud, for historien har vi hørt før, men med en muslimsk kvinde som hovedperson? Så bliver det noget helt andet. Sofia er et charmerende bekendtskab, men det er hendes dramatiske familie, hendes søster, der er i færd med selv at blive gift, hendes forældre, der måske ikke burde være blevet sammen, hendes udvidede familie, der dukker op i tide og utide, virkelig også.

Og hendes veninder er virkelig vidunderlige: den ene har fundet en sort mand, en anden er blevet en mands anden kone, og en tredje forsøger at finde kærligheden igen efter en skilsmisse. Deres venskab og støtte er en af de fineste ting i bogen.

Der er selvfølgelig også mændene, og her kunne den godt have brugt at give dem lidt mere dybde. Der er de tre typer: charmerende idiot, lidt for vattet, og “silent, broody and perfect”, og det er ikke en overraskelse, hvem hun ender med.

Men midt i romanen går det op for en, at det her ikke er historien om, hvordan Sofia finder kærligheden. Men om hvor meget hun er villig til at ofre for sin familie, og hvor meget hun vil gå på kompromis med sig selv og sin fremtid.

Den starter ud ret morsom og let, men bliver langsomt lidt mere alvorlig og tager nogle sværere emner op. Den slipper aldrig sin lethed eller sin humor, men jeg satte pris på den realisme alvoren vidnede om. I sidste ende er den her bog måske den bog Sofia Khan selv forsøger at skrive. En bog, der forklarer og fortæller os ikke-muslimer, hvad det vil sige at date og forelske sig, når normen er en anden.

6 Literære Par Jeg Håber Ingen Af Os Ender Som

dsc_0225-1

Det er Valentinsdag! Og jeg håber I alle sammen tilbringer dagen med en I elsker (også selvom det bare er jer selv, ligesom mig).

Der kommer masser af lister med romantiske bøger, der er gode at læse, romantiske par man kan emulere, og alt muligt andet. Men der findes også elendige forhold, som vi virkelig bør undgå.

Så her er en liste over forhold jeg håber ingen af os ender i. Og hvis I finder jer selv i et af dem, så giver jeg jer gerne et alibi.

  • Wuthering Heights – Catherine og Heathcliff. Du møder din soulmate, men gifter dig med en anden og dør en tidlig død. Din soulmate tilbringer resten af hans liv med at terrorisere alle omkring ham, inklusiv dit barn. Det er muligt han ikke var en god fyr. Måske du skulle have giftet dig med en anden OG være flyttet til et andet land.
  • Pride and Prejudice – Lydia og Wickham. Du er lidt for overfladisk med en passion for mode, fester og mænd, og du kan ikke modstå charmerende Wickham. Han viser sig at være en manipulerende, løgnagtig og selvisk mand, der ikke elsker dig og aldrig kommer til det. Ikke at du elsker ham, men du har fortjent bedre. Desværre er det 1800-tallet, så en skilmisse er ude af billedet. Gift, måske?
  • Wide Sargasso Sea – Rochester og Antoinette. Du er en ung mand og ankommer til Jamaica. Du forelsker dig i en smuk kvinde. I gifter jer. Du bruger din tid på at manipulere og terrorisere hende. Hun ender på dit loft i England og mens du forelsker dig i en anden kvinde, har hun travlt med at sætte ild til dit hus. Hun dør, du får en lykkelig slutning. Ikke helt fair.
  • Gone Girl – Amy og Nick Dunne. Det startede meget godt, men nu er I gift og du er lidt en elendig mand. Du tror, du kan slippe afsted med det, men det viser sig, du har giftet dig med en sociopat. Hun forsvinder og framer dig for hendes mord. Så vender hun tilbage, har myrdet en anden mand og er gravid med dit barn. Resten af dit liv ser mørkt ud.
  • Macbeth – Lord og Lady Macbeth. På det seneste er din kæreste begyndt at hinte til nogle lidt forstyrrende ting, og er det en kniv du ser foran dig? Før du ved af det har du myrdet din ven, men din kæreste er ikke tilfreds. Du myrder og myrder, men hun er aldrig tilfreds. Hun hader dig for din svaghed. I dør begge.
  • Ulysses – Molly og Leopold Bloom. Du elsker din kone, så godt du kan, men hun er ikke tilfreds. Hun er dig utro med en mand kaldet Blazes Boylan, og du opfører dig upassende overfor unge piger på stranden. Dit liv er så kedeligt James Joyce opgiver plot og fokuserer på form. Du orker ikke at ændre på din kedelige personlighed. Der er nok ikke meget håb for fremtiden.

Er der nogle literære par, du er glad for DIT parforhold ikke ligner? Eller par, hvis kærlighed du ville ønske, du havde?

dsc_0223-2

 

“Alt eller Intet” af Nicola Yoon

Alt eller Intet (originalt: Everything, Everything) af Nicola Yoon, oversætter: Lea Carlsen Ejsing, udgivet: 2014, 317 sider, Forlaget Carlsen, English review. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0104-1

Madeleine Whittler er 18 år og har aldrig nogensinde været udenfor det hus hun bor i sammen med sin mor. Hun drømmer tit om det, om hvordan verden vil dufte og se ud, hvordan det ville være at bevæge sig blandt andre, normale, raske mennesker.

Men Madeleine er ikke rask, hun er meget syg, og hvis hun gik udenfor, så ville hun dø. Hun er nemlig allergisk overfor verden. Så de eneste mennesker hun ser regelmæssigt er sin mor og sygeplejersken Carla. Hele huset er en boble af filtreret luft og isolation fra omverdenen, så ingen bakterier slipper ind. Og for Madeleine er det et okay liv.

Det ændrer sig da Olly flytter ind i huset overfor. Selvom de ikke kan mødes, så opstår der er et venskab mellem dem. De chatter, mailer og snakker om livet. Og snart er det ikke nok blot at se ham på afstand, gennem ruden og computeren. Så han kommer på besøg. Så rører de hinanden.

Og pludselig er Madeleines begrænsede verden slet ikke nok. Pludselig stiller hun spørgsmålstegn ved det liv hun har levet, og om det nogensinde kan være nok.

Det er en roman om at vælge hvorvidt man vil leve et sikkert, trygt og tilfredsstillende liv, eller om man vil turde risikere alting – selv livet – for måske at være lykkelig, blot for en stund.

Selvom Madeleine er syg, så er hendes oplevelser med den første kærlighed, med at trodse sin mor og vælge sit eget liv meget genkendeligt. Vi har alle været der, selvom vi andre satte en del mindre på spil end Madeleine.

Mit eneste problem med den var, at den blev ret urealistisk til sidst. Der er et plot twist, som man måske gætter og måske ikke, men som i hvert fald ændrer bogen markant (jeg havde glemt, jeg vidste, hvad dette twist var, før jeg satte mig ned med bogen, ups). Og det virkede voldsomt urealistisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det ødelagde det en lille smule for mig, for det havde, indtil det punkt, været en virkelig fin og også hjerteskærende roman. Det er den stadig, men jeg har sværere ved at tro på den.

Madeleine og Olly faldt måske også lidt for hurtigt for hinanden, men så igen, det var vist sådan det foregik da man var 18 år og kærligheden stadig var helt ny og forvirrende.

Alt eller Intet er i sidste ende måske en tand for urealistisk, men dog stadig en inspirerende og charmerende fortælling om den første kærlighed, og om at vælge, hvilket liv man tør satse på. Og så er den fyldt med fine illustrationer, der gjorde historien lidt mere unik, end den ellers havde været.

Jeg er i hvert fald glad for at have læst min første Nicola Yoon roman, nu skal jeg bare have fat i Solen er også en stjerne!

dsc_0105-1

dsc_0114-1

“Everything Leads To You” af Nina Lacour

Everything Leads To You af Nina Lacour, udgivet: 2015, 307 sider, Penguin Random House, English review.

dsc_0644-1

When you love someone, you are sure. You don’t need time to decide. You don’t say stop and start over and over, like you’re playing some kind of sport. You know the immensity of what you have and you protect it.

Den her roman gjorde mig først og fremmest bare glad. Den er så fin og håbefuld, og fuld af hverdagens skønhed. Omend en smule urealistisk, men det var måske faktisk én af de ting, jeg så godt kunne lide. Det er en pastel-farvet drøm om kærlighed og hverdagens små glæder.

Hovedpersonen Emi er lige blevet færdig med high school, og har lånt sin brors lejlighed over sommeren på én betingelse: der skal ske noget episk i den. Så da Emi får tilbudt drømmejobbet som set designer for en indie film, så siger hun straks ja. Samtidigt har hun i en gammel Hollywood stjernes hjem fundet et brev, der leder hende til filmstjernens barnebarn, Ava.

Og pludselig er det at lave en film måske ikke det mest fantastiske, der kommer til at ske den sommer.

Måske er det Ava.

Det er en virkelig fin, hjertevarm roman, der formår at blande lidt mere alvorlige emner, som at være lesbisk og have en familie, der ikke kan accepterer det, om ikke at kende sin egen fortid, og om at være ung og forvirret over, hvad der skal blive af en – hvor man ender og med hvem. Når man er 18 virker det som om hele livet er foran en, og samtidigt som om man burde have regnet det hele ud allerede.

Det er en roman, jeg mest kan tænke på i billeder. Måske er det fordi Emi er set designer, og hendes sets bliver beskrevet i ret fine detaljer. Resten af bogen består også af fantastiske øjebliksbeskrivelser. Af Ava i sin oplysende skønhed, og af det filmiske potentiale, som hele romanen rummer. Man kan mærke at det, at de arbejder på en film, har præget den måde romanen er skrevet på. Det er både en total romantiseret og idealiseret historie, men samtidigt så forstår den også godt, at det er det, den er. Og så blander den ret konkrete, triste og meget realistiske ting, der i sidste ende fik det til at føles, som en meget ægte, ærlig fortælling. Den vil gerne vise os, at virkeligheden altid trumfer fiktionen – ligemeget hvor skinnende ren og smuk den sidstenævnte er.

Den er ikke ude på at give et hyperrealistisk billede af ung kærlighed. Den giver os halvt drøm, halvt virkelighed, i sarte farver og behagelige stemningsbilleder, der indimellem drejer hen på livets mere hårde sider. Den fortæller os, at når livet virkelig er godt, så er det bedre end alt, hvad fiktionen byder os.

Den kunne meget let gå hen og blive klichéfyldt – på trods af, at det er to kvinder, der forelsker sig – men der er nok interessante, unikke detaljer til at romanen føles som helt sin egen. Jeg elskede f.eks. Emis forældre, og jeg elskede historien i den film, Emi, Ava og Charlotte arbejder på, jeg elskede Clyde, og jeg var vild med Emis og Charlottes forhold. Nina Lacour skaber med meget sikker hånd et univers, der på ingen måde er et billede af virkeligheden, men som samtidigt føles som om, det kunne være det. Og det er magien.

En virkelig dejlig historie, der lidt havde en Anna og det Franske Kys vibe. Det er samme slags totalt urealistiske, men samtidigt ufatteligt forførende univers, som man ikke kan lade være med at falde hovedkulds ind i.

dsc_0650-1

“Soulless” af Gail Carriger

Soulless af Gail Carriger, org. udgivet: 2009, 365 sider, lydbog læst op af Emily Gray, Orbit.

dsc_0588-1

Miss Tarabotti was not one of life’s milk-water misses, in fact, quite the opposite. Many a gentleman had likened his first meeting with her to downing a very strong cognac when one was expecting to imbibe fruit juice,  that is to say, startling and apt to leave one with a distinct burning sensation.

Det her er en af de bøger, der har stået på min goodreads to-read liste i længst tid. Den har faktisk nok stået der siden 2011, og først nu har jeg fået den læst. Jeg har aldrig kunnet få mig selv til at slette den, fordi den simpelthen lød som et fantastisk eventyr – og det er den også.

Den var sjovere, mere sexet og langt mere romantisk end jeg havde forventet. Jeg troede, det var en slags detektivfortælling, hvor Alexia Tarabotti fungerede som en privatdetektiv, der undersøgte overnaturlige mysterier. Det er ikke helt ved siden af, men det her er snarere historien om hvordan Alexia når dertil. For i starten af den her bog er hun blot en “spinster”, en single kvinde, der i en alder af 26 år er langt over gifte-alderen. Hendes familie har givet op på hende (ikke at de troede meget på hende til at starte med), men de er samtidigt for fjollede og overfladiske til at Alexia tager dem alvorligt. Og Alexia er intelligent, nysgerrig – og hvor end hun går hen, plejer mysterier og fare at følge efter.

Pludselig viser et enkelt vampyrangreb viser sig også at være en del af et meget større mysterie, der involverer Londons varulve, vampyrer og tidens teknologiske fremskridt. Derudover så er der Lord Maccon, alfaen for Londons varulve, der både er helt igennem frustreret over og tiltrukket af Alexia.

Den ene ting, der komplicerer Alexia Tarabottis liv allermest, er dog det faktum, at hun er født uden sjæl – og dermed med evnen til at neutralisere overnaturlige væseners evner. Og snart opdager Alexia præcis, hvor værdifuld en evne det faktisk er.

Plottet i romanen haltede lidt, og var indimellem lidt svært at følge, men det er faktisk heller ikke det, der gør den så fantastisk. Det var i stedet karaktererne, humoren og parodien på Londons samfund i 1800-tallet – blot med et overnaturligt twist. Alexia viste sig også at være en charmerende, elskelig og fascinerende karakter, jeg nærmest med det samme holdt af. Og hendes forhold til Lord Maccon, deres lette banter, deres småskænderier og uimodståelige kemi var klart bogens største styrke. Det var her jeg virkelig forelskede mig i fortællingen og karaktererne.

Det føltes i høj grad som en første bog, hvor universet og de vigtigste karakterer præsenteres, og det lette plot gav masser af plads til at gå i dybden med den del af historien, hvilket jeg satte pris på. Især fordi Gail Carriger skriver de sociale interaktioner virkelig godt, og Alexias intelligente, men lidt fyrige person, gjorde hendes scener med hvem som helst geniale. Jeg glæder mig dog til den næste bog, som jeg håber bliver lidt mere handlingsorienteret, nu hvor alt det andet er “af vejen”.

Jeg ville dog ønske Carriger havde turde bryde mere med at være historisk korrekt. Sexismen forstår jeg, hun har inddraget, fordi det giver pointer til plottet, men det faktum at Alexia ses som mindre attraktiv, fordi hun er halvt italiensk og har mørkere hud? Måske man bare skulle have droppet det. Derudover er den charmerende underholdning hele vejen igennem. Jeg grinede, rødmede og gispede på skift, og jeg nød hvert sekund.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan absolut anbefales. Emily Gray laver perfekte stemmer og accenter, og hun giver så meget liv til både personerne og til humoren, der ikke havde moret mig helt så meget, havde jeg læst den selv. Jeg lyttede til den, hver gang jeg fik chancen. Den gjorde mine morgener med cykelture til og fra arbejde og forelæsning så meget bedre.

Jeg er ret solgt til serien – og glæder mig til at lytte til den næste, og se hvor Alexia Tarabotti, Gail Carriger og Emily Gray formår at tage mig hen.

“P.S. I Still Love You” af Jenny Han

P.S. I Still Love You af Jenny Han, udgivet: 2015, 352 sider, lydbog: oplæst af Laura Knight Keating, Simon & Schuster Books, English review.

dsc_0545-1

People come in and out of your life. For a time they are your world; they are everything. And then one day they’re not. There’s no telling how long you will have them near.

Jeg elskede den første bog i den her serie, To All The Boys I’ve Loved Before. Virkelig, virkelig elskede den. Så jeg havde høje forventninger til to’eren, men måtte desværre indse jeg den ikke helt lever op til dem. Det er måske også fordi det ikke er en bog, der faktisk behøver at eksistere. Første bog sluttede faktisk rigtig fint, omend lidt åbent, så den her bog er ikke specielt nødvendig. Alligevel er jeg glad for den blev skrevet, for selvom den ikke er perfekt, så har den nogle vildt fine ting.

Det er for det første rart at se Lara Jean ikke bare falde ind i perfekt og ulidelig lykke med Peter. At være forelsket, og skulle få et forhold til at fungere, er på ingen måde let. Specielt ikke første gang, og specielt ikke når ens kæreste ikke helt kan finde ud af at give slip på sin eks.

Og endnu mindre når der pludselig dukker et andet gammelt crush frem, der måske faktisk er et bedre valg end Peter? Denne bog introducerer John Ambrose, den eneste af Lara Jeans brevmodtagere, der ikke blev en særlig stor del af sidste bog. Her er han så, og han er… ret dreamy. Så Lara Jean er fanget mellem John Ambrose og Peter, og sit eget hjerte, der ikke vil makke ret.

Og det var rart. For det er virkelig ikke let at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre, hvornår man skal sige stop, hvornår man skal løbe en risiko, og hvilken kærlighed, der er den rigtige kærlighed. Ikke som teenager, og heller ikke som voksen.

Jeg var 100% på Peters hold i sidste bog, men overraskende nok så faldt det her lidt til jorden. Han opførte sig virkelig ikke specielt pænt mod Lara Jean, og selvom han gjorde en masse ret swoon-værdige ting (da han sagde “‘I hate that I can’t protect you from this.'” smeltede jeg af uransagelige årsager totalt indeni), så var han virkelig ikke fair. Og det giver mening. Hvem kunne finde ud af at være fair, da man var 16? Man var forvirret, fuld af hormoner og man havde ingen erfaring. Måske er Peter lidt for meget en idiot indimellem, men Lara Jean er heller ikke perfekt.

Det er John Ambrose tilgengæld lidt. Jeg ved ikke, hvorfor han ikke har flere fejl. Måske havde Jenny Han en idé om at sætte en idealiseret kærlighedshistorie op overfor en realistisk en. Jeg ved ikke helt om det lykkedes, som hun gerne ville have det til.

Jeg hørte den også som lydbog, og det kan ikke anbefales, for det fik Peter til at lyde meget mere douchey end han ville have gjort, havde jeg selv forestillet mig hans stemme, og Lara Jean lød mere irriterende end ellers. Det tog ikke noget fra min oplevelse i sidste ende, men jeg skulle indimellem stoppe op og forestille mig min egen Peter i stedet.

Mest af alt, så satte jeg pris på, at den ikke fik hverken forholdet til Peter eller et potentielt forhold til John Ambrose til at virke til at det ville vare for evigt – eller at det burde. Der var hele tiden en følelse af at, ja, måske kunne det vare for evigt og måske ikke. Det var ikke så vigtigt, det vigtige var at turde. At turde tage chancen, at turde give slip og lade det udvikle sig til, hvad end det kunne blive.

Jeg var ikke vild med Genevieve eller ikke video-plottet. Det var ikke specielt elegant – og tog ikke mobning som en reel trussel alvorligt, men det gav dog anledning til nogle gode, feministiske pointer om at man er fri til at gøre med sin krop, hvad man vil.

Jeg var heller ikke på nogen måde enig med slutningen, men jeg forstår den godt, og jeg accepterer den. Nu kommer der jo også en tredje bog, og hvem ved, hvor Lara Jeans historie ender? Og som altid var jeg i tårer over Lara Jean og hendes familie. Det er en af de absolut mest fantastiske ting ved den her serie. Den kærlighedshistorie er nok den vigtigste.

P.S. I Still Love You er en sød, sjov og ufarlig fortsættelse til All The Boys I’ve Loved Before. Ikke en fortsættelse man behøver læse, men kan man lide universet, så kan den anbefales.

“Forbandede Kærlighed” af Colleen Hoover

Forbandede Kærlighed (originalt: Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet: 2014 Lindhart & Ringhof/Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0579

Jeg ved ikke specielt meget om New Adult genren, andet end at den virker til virkelig at have fået luft under vingerne de sidste par år (i hvert fald i mere mainstream, kommerciel forstand), og at Colleen Hoover ofte bliver nævnt i forbindelse med genren – for det meste i prisværdige vendinger.

Selv var jeg interesseret, da jeg blev ved med at se NA og Hoover dukke op, men usikker på om jeg nogensinde rigtig ville få læst noget af hverken hende eller genren generelt. Men det gjorde jeg så til sidst (takket være Lovebooks) og det er jeg egentlig meget glad for. Jeg ved ikke om jeg vil læse andet af Hoover efter den her, men kan meget godt lide genren!

Forbandede Kærlighed er historien om Miles og Tate, der tilfældigvis møder hinanden, da Tate flytter ind hos sin bror, Corbin i San Francisco. Miles bor i lejligheden lige over for deres, og selvom deres første møde er forholdsvist uheldigt, så viser det sig hurtigt at de meget, meget gerne vil lære hinanden bedre at kende. Så de starter et friends with benefits forhold, som på ingen måde – siger Miles – kan eller vil udvikle sig til at være mere end bare sex (sex, der er beskrevet ned til sidste hede detalje). Tate accepterer, men forelsker sig selvfølgelig alligevel. Hun får sit hjerte knust igen og igen, mens Miles forsøger at holde sig fra at falde for hende, det bliver en kamp mellem en insisterende kærlighed og fortidens skygger.

Hvorfor Miles er så afvisende over for ideen om kærlighed og et ægte forhold viser sig i hans baggrundshistorie, der fortælles i hvert andet kapitel. Der følger vi nemlig Miles og hans liv seks år før han møder Tate. Miles fortid var nok i sidste ende, hvad der reddede romanen for mig. Selvom jeg synes den er sexet, så fandt jeg Miles opførsel over for Tate lidt for ubehagelig til tider, med en grad af manipulation og legen med hendes følelser, der var uacceptabel (for mig, i det mindste!). Feministen i mig rejste sig, og havde svært ved at lægge sig igen. Men hans baggrund forklarer hvorfor han agerer så ubehageligt overfor hende, og den forklaring der gives er måske den eneste forklaring jeg ville have accepteret (selvom det stadig er uacceptabel opførsel – selv i fiktion).

Problemet er at hele ideen om, at hvis blot man bliver hos en mand længe nok så kan man “ordne” ham og så kan han lære at elske en, er fucking dum. For det er ikke rigtigt. Det fungerer kun på den her måde i fiktion, og jeg synes ikke man skal præsentere læsere for en verden hvor en mand kan opføre sig som Miles og så i sidste ende forvente at blive tilgivet. Det skal i hvert fald ikke være let, lige meget hvor god en “forklaring” han har på at være så følelsesmæssigt fucked up. Det undskylder det stadig ikke.

Men det er jo fiktion, og vi er kritiske læsere, der ikke bare blindt accepterer det vi læser som sandheden. Og Miles baggrundshistorie giver os en grund til hans opførsel, selvom han selvfølgelig aldrig skulle have indledt en forhold til at starte med, og hans historie knuste mit hjerte, og jeg græd. Så selvom jeg synes Tate skulle have sagt mere imod og være mere afvisende overfor ham, så fungerede historien jo i sidste ende. Og jeg synes det var god læsning.

Min største kritik er faktisk en kritik af en masse små ting.  For der var nogle ting, som jeg synes romanen godt kunne have gjort mere ud af. F.eks. studerer Tate til at blive anæstesisygeplejerske og arbejder i weekenden på et hospital, men hverken hendes studie eller hendes job bliver der gjort noget ud af. Vi følger hende aldrig nogen af stederne, vi ser hende kun når hun er sammen med Miles eller sin bror. Indtil der pludselig dukker to venner op, som vi aldrig har hørt om før, og som ikke nævnes igen senere, men som tjener det ene formål at gøre Miles jaloux. Det virkede en smule dovent. Der var bare en masse små detajler, som Hoover med lethed kunne have gjort mere ud af, og som ville have givet kapitlerne hvor vi følger Tate, samme dybde og realisme, som de kapitler der foregår i Miles fortid, hvor jeg følte detaljerne virkelig var på plads.

I sidste ende nød jeg dog bogen, selvom min feminisme blev ret stødt. Den her anmeldelse virker mere negativ end jeg egentlig føler den er, for jeg synes bogen var underholdende, og jeg var ret glad for det forhold man indimellem kan ane mellem Tate og Miles, hvor meget de end stritter imod.

Og så hedder bogen Forbandede Kærlighed. At forvente en dans på røde roser havde været dumt, og hvis den her bog gør én ting godt, så er det at vise de grimme, ubehagelige og voldsomme sider af kærligheden. Alt det vi drives til at gøre, sige, og udstå i kærlighedens navn, hvor meget det end river os i stykker. Samtidigt med den insistere på at kærligheden er en positiv ting, at den har en helende kraft.

I sidste ende handler det om at lade sig selv være lykkelig, at lukke de mennesker ind, som bringer lyset frem i os. Ligemeget hvor smertefuld fortiden er, så bør den aldrig blokere for fremtiden og det håb den bringer. Alt er muligt, så længe man tør elske igen.

(Bog 5 i The Summer of Reading Women)