“Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Svetlana Aleksijevitj

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, oversat af Tine Roesen, org. udgivet: 1985, Forlaget Palomar.

DSC_0752-1

DSC_0783-1

Kvindernes fortællinger er anderledes og handler om noget andet. Den ‘kvindelige’ krig har sine egne farver, sine egne lugte, sin egen belysning og sit eget følsesrum. Sine egne ord. Her er der ikke helte og fantastiske heltegerninger, her er der bare mennesker, som er optagede af umenneskelige menneskelige gøremål.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en samling af vidnesbyrd fra kvinder, der kæmpede i den sovjetiske hær eller som modstandsfolk under anden verdenskrig. De deler deres erfaringer fra både før, under og efter krigen. Som man læser romanen forstår man, at det værste måske ikke engang var krigen, mudderet, blodet og døden. Men i stedet at vende hjem, og se dig selv og dine søstre afvist. At måtte tie, fordi dit land finder dit offer ydmygende, upassende og utilgiveligt. Det værste må være at have oplevet krigens rædsler, at have kæmpet for at nå ud til fronten, at få lov at kæmpe som mændene, at sejre, at vinde, og så at måtte tie i årtier, hele sit liv, fordi krigen er for mænd. Fordi kvinder ikke passer ind i historien.

Det forsøger Svetlana Aleksijevitj at råde bod på med denne roman og det lykkes, vil jeg mene. Det meste af romanen er overgivet til disse kvinder, der tjente i militæret, som sygeplejerske, snigskytter, vaskekoner, ingeniører, infanterister, ja, hvad som helst. Kvinderne fortæller deres historier i korte eller lange citater, og det er umuligt ikke at lytte med alt, hvad man har.

Det er ikke behageligt. Det er der intet ved krig, der bør være. Men der alligevel et skiftende fokus, som disse kvinder husker krigen. Fra uforglemmelige rædsler til øjeblikke af medmenneskelighed og kærlighed. Ordet er hele tiden hos kvinderne, når de tøver, når de ikke vil mere, og når de heller ikke kan stoppe igen. Det hele er med. Nogle taler længe, andre kun kort. Nogle kan slet ikke sige noget. Der var en million af dem, og først her, 40 år senere, bliver de spurgt om deres historie.

Aleksijevitj gør det klart allerede fra start, at det er kvindernes krig, hun er interesseret i, og samtidigt, at hun er overbevist om at denne krig har været fundamentalt anderledes fra mændenes krig. At der har været og er et andet fokus hos kvinderne. Et fokus på følelserne og på detaljerne – måske på mennesket – som var anderledes fra mændene. Det er det, romanen er bygget op omkring. Dette anderledes fokus på mennesket i sin helhed og ikke krigen i sin helhed, på følelser og ikke taktikker og strategier, er det romanen søger.

Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker.

Midt i min læsning endte jeg med at læse denne artikel, om hvordan Aleksijevitj i en anden roman har radikalt ændret på interviewcitater så de passede hendes historie, i stedet for at være tro mod det, der faktisk blev fortalt. Hun har selv i interviews sagt hun er imod at blive kaldt journalist, og jeg er også blevet meget tilbageholdende med at kalde dette non-fiktion. For måske er det mest af alt fiktion.

Jeg ved ikke, hvor meget, der er taget direkte fra kvinderne og hvor meget, der er ændret og fundet på. Det er nok værd ikke at tage denne roman som den pure sandhed. Det er tydeligt, der er blevet sorteret og at der er blevet udvalgt de citater, der passede på den historie Aleksijevitj gerne vil fortælle. Det er i og for sig i orden, da alt selvfølgelig ikke kan inkluderes. Men efter artiklen fandt jeg det alligevel svært at stole på, at det, der var tilbage, var uredigeret og sandfærdigt. Jeg kan umiddelbart ikke finde nogle informationer om præcis denne roman i den ene eller anden retning, så der er kun Aleksijevitj ord for det.

Det er dog også en gennemslagskraftig portrættering af en anden side af krigen, der desperat har manglet og fortjener en stemme. Hver kvinde de sin unikke historie, der giver nye og overlappende sider til en samlet fortælling om, hvad det ville sige at være kvinde i krig i den sovjettiske hær. Om at være tro mod Fædrelandet og Stalin, og senere blive forrådt af dem begge. Om at tro så meget på sejr, du kan overleve på græs eller ingenting. Så meget at du kan se dine forældre, dine børn, dine elskede myrdet og tortureret uden at give efter. Om at leve med mænd i fire år og så vende tilbage til at være kvinde i et land, der hader dig for din indsats.

Jeg tror Aleksijevitj har ret i, der er noget unikt i denne kvindelige fortælling om krigen. Om så det er fordi, der er noget fundamentalt anderledes i den kvindelige psyke (jeg tror det ikke), eller om det er fordi disse kvinder ikke fik samme træning, eller om det er fordi, der var så få kvinder, blandet med så mange mænd. Måske var det fordi der dengang herskede andre kønsidealer, som begge køn lænede sig op ad, selv i krig. Jeg ved det ikke. Aleksijevitj ved det ikke. Kvinderne ved det ikke. Det er ikke så vigtigt, for fortiden er nu engang fortid. I disse vidnesbyrd præsenteres der en tydelig forskel. En forskel, der kommer til udtryk i følelserne. I kvindernes medfølelse, som de aldrig gav slip på.

Indimellem virker det en smule, som om Aleksijevitj drejer sin roman meget i én bestemt retning, og har udeladt alle de citater og vidnesbyrd, der ikke passede på hendes vision. Det gør romanen en kende utroværdig. Jeg følte ikke det var hele historien, der blev fortalt. Hvilket er en skam, for dette er et af de eneste tilfælde, hvor denne historie faktisk bliver fortalt. Og vi er løbet tør for tid. Snart er ingen af disse kvinder i live, og så har vi kun stilheden fra graven at gøre godt med.

Det er ikke fordi disse vidnesbyrd ikke er varierede, det er snarere, at de indimellem føles for tematisk passende. Der er intet, der falder udenfor eller giver et perspektiv, der ikke passer på ideen om kvinden i krig som medfølende, empatisk, tilgivende og blød. Stærk også, og lige så modig som mændene, men samtidig er de også hele tiden denne anden ting, denne anden essens, som mændene ikke har del i.

Jeg ville have ønsket mig en mere objektiv, nuanceret fremstilling, men måske er det også et emne, der har brug for et anker. Et omdrejningspunkt, en pointe at nå frem til, så alle disse stemmer ikke bare flyder løst rundt i rummet og aldrig sætter sig fast. Jeg håber dog, der en dag komme en uredigeret version af alle de interviews, som Aleksijevitj må have til at ligge.

Forstå mig ret: Det er en roman, vi alle bør læse. Kvindernes historie er fyldt med umenneskelige rædsler, ufattelig medmenneskelighed, en overvældende kærlighed, og en stor sorg og smerte over krigen, døden og alt det, der fandt sted. Mest af alt, så er det et vigtigt vidnesbyrd om at disse kvinder var virkelige, at de ofrede alt, og at de vandt krigen. De fortjener at blive bevidnet af historien. Disse kvinder fortjener en plads i vores kollektive hukommelse.

‘Det er frygteligt at erindre det hele, men endnu frygteligere ikke at gøre det.’

DSC_0773-1

DSC_0750-1

Advertisements

“Selected Poems” af Marina Tsvetaeva

Selected Poems af Marina Tsvetaeva, oversat fra russisk af Elaine Feinstein, udgivet: 1971, 122 sider, Penguin Classics. English review.

dsc_0265-1

dsc_0269-1

I kiss you – across hundreds of
separating years.

Jeg har været forelsket i Marina Tsvetaeva siden jeg læste “Where does this tenderness come from“. Der er et eller andet over hende, der drager mig. Noget jeg sjældent oplever, når det kommer til poesi.

Det er som at læse et stykke af ens sjæl. Hvert ord bringer en ro med sig, som om jeg har fundet et stykke af verdens puslespil. Tsvetaeva er en forfatter, der vil følge mig altid, for kan ikke slippe hendes ord nu jeg har fundet dem.

Tsvetaeva skriver med enorm autencitet og en mildhed, der indimellem vokser til i et raseri. Der er en følelse af splittelse, af samling, og en desperat, målrettet søgen efter det mere der findes i alting.

Denne samling giver både et intimt portræt af Rusland og Moskva, så meget at man føler, man har været der. Der er også digte til poeter, hvis geni hun beundrer eller personer, kunstnere, venner, hun har elsket stormfuldt og inderligt.

Tonight I put my lips to the breast
of the whole round and warring earth.

Det er en samling af digte, der dækker kærlighed, venskab, kunstnerisk befrielse, undertrykkelse, og hvor man i hvert digt møder en sult. En sult, der kun kan tilfredsstilles gennem poesien.

Hvert digt er dybt personligt, og samtidigt et udtryk for noget højere, større og mere end blot det, der siger på overfladen. Her er et stykke af verdens sjæl, serveret til os, gjort mulig gennem Tsvetaevas smerte, livserfaring og udholdenhed.

Hverken censur, undertrykkelse, revolution eller eksil kan helt stoppe ordene fra at flyde over. Måske er det, det, jeg finder så dragende ved mange russiske forfattere, følelsen af at deres forfatterskab var noget, de måtte ofre alting for, og at det alligevel var den eneste mulighed. For ordene kunne de aldrig give op, og derfor må de betyde alting.

Man kan mærke hjertets vægt i hvert et digt.

Selvfølgelig er det også oversættelsen, jeg er faldet for. Jeg kan ikke russisk (desværre), og af alle de versioner jeg har læst af forskellige af Tsvetaevas digte, så er Elaine Feinsteins oversættelse  absolut den bedste.

Your name – how impossible, it
is a kiss in the eyes on
motionless eyelashes, chill and sweet.
Your name is a kiss of snow
a gulp of icy spring water, blue
as a dove. About your name is: sleep.

dsc_0293-1