“The Day of the Triffids” af John Wyndham

The Day of the Triffids af John Wyndham, originalt udgivet: 1951, 233 sider, Penguin. English review.

DSC_0771-1

En nat dukker en grøn komet op på himlen, og hele verden betragter den i beundring. Dagen efter vågner de alle op og opdager til deres rædsel at de har mistet synet. Kun enkelte personer, der af den ene eller anden grund ikke så kometen, har deres syn intakt. Bill, vores hovedperson, er en af disse personer. Han vågner op på et hospital til en verden i kaos, og må hurtigt lære at navigere et samfund, der er midt i et totalt kollaps.

Alt imens er der nogle år for inden blevet sluppet en genetisk modificeret plante løs i verden. En plante der kan gå, og som tilfældigvis også kan dræbe folk med gift. Pludselig, den dag verden bliver blind, vågner planterne og går langsomt til angreb.

The Day of the Triffids er en interessant bog, der tydeligvis er inspireret af 50’ernes frygt for den kolde krig, og med anden verdenskrig stadig frisk i hukommelsen. Dens fokus på biokemiske våben og naturen, som noget vi har manipuleret og som nu er ude på at straffe os for vores hubris, passer samtidigt overraskende godt ind i nutidens fokus på miljø.

Jeg køber ikke helt Wyndhams idé om, at verden ville bryde totalt sammen, hvis 95% af jordens befolkning blev blinde. Det ville uden tvivl forandre den verden, vi kender og der ville umiddelbart være kaos, men jeg tror ikke civilisationen ville bryde sammen allerede dagen efter.

Der var også en del daterende ideer om køn, og den hast hvormed alle mændene (og indimellem også kvinderne) straks besluttede sig for at den eneste vej frem var at skabe deres egne samfund og genbefolke jorden, når nu alle de blinde tydeligvis ville dø, var ret overdrevet. Mest fordi ingen af disse mennesker overhovedet havde overvejet planterne, kaldet triffids, som en trussel endnu. Denne idé om blinde som ubrugelige er nok også et produkt af den tid bogen er skrevet, og holder ikke helt den dag i dag.

Det er for kynisk et billede. Hvis i stedet de seende først havde hjulpet de blinde, og så, når triffiderne angreb, indset hvor umulig en opgave det ville være, at beskytte blinde mod en fjende, der nærmest virker designet til at dræbe dem, så havde det givet mere mening. Hvis først de der havde besluttet at redde sig selv, og lade de blinde sejle deres egen sø.

Det er generelt en lidt spøjs roman, der har nogle interessante, og velformulerede overvejelser omkring samfund, overlevelse og de følelser, det vækker i en, at den verden man kender pludselig er brudt sammen. Det føles dog ikke som om den nogensinde virkelig formår at gå i dybden med noget af det, og i stedet for virkelig at undersøge problematikkerne i, hvordan de seende forholder sig til de blinde, så giver den sig selv en lidt let udvej. Den introducerer også en utroværdig – eller i hvert fald unødvendig – romance, der desværre ender med at drive meget af plottet.

Det er blandingen af triffids og blindheden, der gør situationen så dødelig (og spændende!), og muligheden for at det hele kunne være menneskehedens egen skyld er skræmmende, men super relevant. Intet af dette bliver dog helt romanens fokus, og det er en skam.

Det er en udmærket, og meget underholdende bog, der uden tvivl introducere en masse interessante spørgsmål og giver os en anderledes fortælling om civilisationens fald. Men den hænger sig lidt i nogle irriterende kønsroller og ideer, der sikkert gav mening i 50’erne, men som nu bare virker ufatteligt daterede. Med mere psykologisk tyngde, mere fokus på de moralske spørgsmål, og færre daterede troper, kunne den have været meget bedre.

Hvis man er til en spændende og anderledes, omend lidt overfladisk historie om blindhed, kødædende, intelligente planter, menneskehedens overlevelse og samfundets kollaps, så er den uden tvivl værd at læse.

DSC_0794-1

DSC_0772-1

“The Long Way To a Small Angry Planet” af Becky Chambers

The Long Way To a Small Angry Planet af Becky Chambers, udgivet: 2015, 404 sider, Hodder & Stoughton, English review.

dsc_0733-1

All you can do, Rosemary – all any of us can do – is work to be something positive instead. That is a choice that every sapient must make every day of their life. The universe is what we make of it. It’s up to you to decide what part you will play.

Jeg har set den her bog beskrevet som “feel good sci-fi” og det er en virkelig præcis beskrivelse. Det er en roman, hvor der faktisk ikke sker vildt meget, selvom beskrivelsen får det til at lyde, som om det er en historie fyldt med action. Det er det ikke.

Det er i stedet en roman fortalt i episoder. Det er historien om The Wayfarer, det rumskib som “hovedpersonen” (de er sådan set alle sammen hovedpersoner) Rosemary for nyligt har fået job på i et forsøg på at flygte fra sin fortid. Det er et skib, der skaber tunneller i universet, og dermed muliggør at rejserne mellem forskellige planeter og systemer går meget hurtigere end ellers. Besætningen er lille, men når man rejser i et smukt, men koldt, ligegyldigt univers, så er det ikke ens udstyr eller størrelse, der gælder – men de personer, man har med sig. I starten af romanen accepterer The Wayfarer det største job i deres karriere og størstedelen af romanen finder sådan set sted, mens de er på vej til dette job.

Den består altså af episoder, hvor vi lærer disse karakterer, deres kulturer, deres personligheder og deres indbyrdes forhold at kende. Det er en roman, der er centreret om personer  (mennesker og aliens, samlet kaldet “sapients”), og The Wayfarer er en broget flok af personer med forskellige livsforståelser. Og det bliver derfor også en roman, der får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved rigtig mange af de holdninger og handlinger, vi tager for givet. Jeg var specielt fascineret af Sissix’ kultur og livsfilosofi – om kærlighed frit givet, om at have forskellige familier og tilhørsforhold, og om frie forhold, både romantisk og seksuelt.

Det er en fortælling om skønheden i accept, fred, og forståelse. Den omfavner og værdsætter ideen om inklusion, om alt det vi kan lære om og af hinanden, og den verden der er omkring os. Specielt hvis den verden fylder hele universet.

Det er en historie, der ikke altid er kompleks i sin handling, men i stedet spreder sin kompleksitet til den verden, den giver os. Jeg ville forklare det nærmere, men det er ærlig talt en af de ting, jeg synes, det er bedst selv at opleve. For at sige det kort, så har Becky Chambers skabt en verden fyldt med racer, kulturer og intriger, der føles ægte, og som præsenteres på en måde, der føles naturlig og virkelig.

Og ja, universet er koldt, mørkt og fyldt med krig, død og fare. Men det er også fyldt med kærlighed i alle dens afskygninger; kærlighed til familie, til elskere, til viden, til livet. Det er feel good sci-fi, fordi det giver dig den allerbedste følelse indeni. Det er historien om en flok personer, der er vidt forskellige, men som sammen former en familie, og et bånd der ikke kan brydes.

Det er nok den roman, der har fået mig til at græde oftest. Sjældent fordi den var trist, ofte blot fordi den præsenterede ideer, der rørte mig dybt, og viste mig en verden så divers og så fuld af fantastisk repræsentation af seksualiteter, identiteter og livsanskuelser, jeg blev helt øm om hjertet.

Selv for de af jer, der ikke bryder jer om sci-fi, så er den her måske værd at give en chance.

dsc_0741-1

 

“Red Rising” af Pierce Brown

Red Rising (Red Rising #1) af Pierce Brown, udgivet: 2014, 382 sider, Del Rey/Random House, English review.

(Mindre spoilers i anmeldelsen, men intet man ikke finder ud af på de første 50 sider).

dsc_0709-1

I would have lived in peace. But my enemies brought me war.

Jeg ville egentlig have læst Hvis jeg var din pige af Meredith Russo før jeg læste den her mens jeg var i Grækenland. Men så blev Trump præsident, og jeg kunne ikke rumme at skulle forholde mig til den fare alle queer personer i USA pludselig var i. Så jeg ledte min kindle igennem efter dystopi, og oprør mod systemet. Jeg fandt Red Rising, og den var præcis det, jeg havde brug for.

Den starter desværre ud med en rimelig rædsom trope, hvilket er overraskende for resten af bogen er virkelig original på trods af, at den spiller på mange andre meget velkendte troper.

Den starter med det, man kalder “fridging”, som er når en kvindelig karakter, som hovedpersonen elsker, dør, og dermed bliver katalysator for hans videre historie og udvikling. Det er ikke altid (dog ofte) slemt i sig selv, men når det er hendes eneste funktion? Ja, så er det et problem. Her er det Darrows kone, Eo, der må lade livet for at Darrow endelig kan få lyst til at kæmpe mod systemet og skaffe lidt retfærdighed for den underklasse, han er en del af. Og ja, det er den eneste grund til hun dør. Pierce Brown kunne meget let have fundet en anden, bedre måde at få startet ham på hans rejse, men sket er sket. Man kan ikke vinde hver gang.

Darrow og Eo er del af den nederste underklasse kendt som Reds, der arbejder på at udvinde vigtigt materiale af Mars’ jord, så Mars kan terraformes og klargøres til menneskelig beboelse. Det viser sig dog, efter Eos død, at Mars har været beboet af mennesker i flere hundrede år, og at Darrows folk bliver holdt i slaveri gennem løgne og bedrageri. Han hverves til at skulle infiltrere overklassen, der kaldes Golds, og nedbryde deres styre indefra.

Så Darrow laves til en Gold, og kæmper hurtigt med alt hvad han har i et brutalt og ekstremt indvielsestritual, så han kan anerkendes af de øverste Golds og blive den dråbe, der får deres arrogante, tyranniske bæger til at flyde over og styrte sammen.

Hvad jeg elskede var, at selvom det egentlig på overfladen er en ret velkendt historie, så føltes den ikke velkendt. Darrow var markant anderledes fra andre protagonister i samme genre. Han rummede både ekstrem vrede, han ofte lader komme til udtryk, og en ro og beslutsomhed, der kommer meget dyrt købt. At bevæge sig op ad i et samfund, der sætter styrke, brutalitet og dominans over alt andet, handler om mere end blot at kunne, men om at ville. Om at ville sit mål så meget at man kan tvinge sig selv til at myrde, til at gå på kompromis med sin moral, med sin menneskelighed, med det menneske man har været, for at kunne fødes på ny ind i et samfund, der hader den man faktisk er – men elsker den løgn, man er blevet.

Jeg elskede Darrows vrede, fordi den var retfærdig og ikke samtidigt gjorde ham dum. Jeg elskede at han kunne gå på kompromis, at han kunne spille spillet, og lærte af sine fejl.

Det var en sindsoprivende fortælling, der ofte var voldsomt ubehagelig og hele tiden ufatteligt spændende. Hele det scenarie Darrow skal igennem er fantastisk udtænkt. Det minder selvfølgelig om The Hunger Games, men med sit helt eget, ubehagelig twist. Her dræbes ikke for underholdning, men for at lære. Det er fucked op. Og derfor en vildt god fortælling.

At se Darrow kæmpe med sine idealer, og sine grænser, at se ham udforske, hvor langt han kan gå, uden at miste sig selv eller sit mål af syne, og uden at fortabe sig selv i den verden, han pludselig er en del af, var nok det, der virkelig gjorde bogen noget særligt for mig. Det er et fantastisk dystopisk sci-fi univers, men det var Darrow, der virkelig vandt mit hjerte. Jeg så meget af mig selv i ham. Hvilket nok ikke er en god ting.

Den er indimellem lidt forhastet i sine beskrivelser og forklaringer, og jeg blev ret forvirret over visse ting, hvilket var en smule frustrerende, men ultimativt ikke super vigtigt. Historien er stadig fænomenal.

Så er du træt af kedelig, gammel dystopi? Så er Red Rising din redning. Jeg forstår nu, hvorfor den her bog er så hypet. Og den fortjener det. Udover det med Eo. Det var sgu en fodfejl, Pierce Brown.

dsc_0527-1

“Who Fears Death” af Nnedi Okorafor

Who Fears Death af Nnedi Okorafor, org. udgivet: 2010, DAW Books. English review.

who fears death

Hvis du nogensinde har ønsket dig en Afrikansk fantasy og sci-fi inspireret (gen)skabelsesmyte, så har du fundet den.

Who Fears Death er historien om skellet mellem to folkeslag: Okeke folket, der er helt mørke, og Nuru folket, der er meget lysere i huden (de politiske undertoner er mange og nuancerede hele vejen igennem bogen). Nuruerne hersker over Okeke folket, bruger dem som slaver og er i gang med at udrydde dem systematisk i den tro at de ikke fortjener at leve, at Nuruerne er de ægte ledere af verden, ganske som “The Great Book” fortæller. The Great Book er en samling af fortællinger og myter om verdens skabelse. En postapokalyptisk bibel, hvis ord bliver taget for sandhed.

Onyesonwu, hovedpersonen, er et barn af voldtægt. Hendes mor Najeeba, en Okeke kvinde, blev voldtaget af en Nuru, og mens hun bevæger sig ud i ørkenen for at dø, opdager hun at hun er gravid. Hun holder sig i live for sit barn. Onye bliver født, hun er Ewu, en blanding mellem Okeke og Nuru, med en gylden hud og et udseende, der adskiller sig markant fra både Okeke og Nuru. Hun er for evigt anderledes fra alle andre, genkendelig hvor end hun kommer, et socialt udskud. Alligevel starter de et liv i Jwahir, en lille by i ørkenen, befolket af Okeke, og selvom hun får venner, møder en anden Ewu, Mwati, så er hun altid anderledes. På mere end ét punkt,

Det viser sig at Onye også behersker magi – og at hendes skæbne er større end hun nogensinde kunne forestille sig.

Det lyder måske som en generisk beskrivelse, men den her roman overraskede mig med sin evne til at tage kendte konventioner (som fx “the chosen one”) og vende dem på hovedet. At inkludere dem, men aldrig helt som forventet, altid med et progressivt, undergravende twist.

Og selvom den foregår i en postapokalyptisk fremtid (hvilket romanen godt kunne have brugt lidt mere tid på at gøre klart), så er der klare paralleller til den racisme, kolonialisme, folkedrab og ekstremt presserende sociale problemer, som vi kender fra vores egen historie, endda vores egen nutid. Den sætter dem på spidsen, tager dem og bruger dem til at styrke sit narrativ, for at give det vægt, og væve det ind i en drøm, hvor magi og profetier er en realitet – og hvor det er en fremmedgjort, hadet, Ewu kvinde, en kvinde født af vold og magt, der har evnen til at hele verden, til at redde den. Det elskede jeg. Men forandringen af menneskets natur kommer ikke uden en pris. Ønsket om at redde et helt folk fra den uvidenhed, dumhed og det had ét folk kan nære for et andet, uden grund, kan meget vel koste din sjæl, din liv, alle dem du elsker.

På mange måder er det en roman, der nægter at gøre, hvad man forventer den vil gøre. Den vil ikke passe ind under konventioner, den vil ikke leve op til en bestemt form. Den vil fortælle sin historie, unik som den er, og insistere på at vise os dens rødder og hæve sig over dem. Det er en genfortælling af en historie, vi har hørt utallige gange før, men en genfortælling, der gør mere end bare at fortælle: den ændrer. Den ændrer vores syn, vores forestillinger og vores forventninger.

Den havde nuance, kompleksitet og forfriskende nok meget lidt behov for at forklare alting. Den kunne måske godt have forklaret enkelte ting lidt bedre, men i sidste ende var det en af styrkerne. Den gav os et univers, som ligner vores eget, men er forandret. Den fortæller os ikke hvor den forandring kommer fra – den giver os samme forklaring, som karaktererne i bogen tror på; den mytiske skabelse af verden, hvor det ene folk rejser sig fra skyggen og det andet sendes fra stjernerne, det ene hævet over det andet. Men er det sandheden?

Den giver os en genfortælling af skabelsen. Onye rejser med sine venner ud i ørkenen i et forsøg på at forandre historiens gang, for at redde deres folk, og søge deres skæbne. Samtidigt er den et portræt af en livsstil, der er meget fjern fra min egen vestlige livsstil, af karakterer som på trods af en episk skæbne, stadig blot er mennesker, der elsker, frygter, håber, græder og ler. Dens fokus på det humane, på det almentmenneskelige i midten af en ørken af magi, fungerede virkelig godt.

Det var enkelte ting, som romanen kunne have gjort bedre. Jeg ville ønske den havde brugt lidt mere tid på at bygge sin verden op og forklare den til os, og at den fulgte lidt mere op på løse ender. Men det er småting, og slutningen er stærk.

Who Fears Death er et udtryk for hvor magtfulde historier kan være, og hvor meget det betyder, hvilke myter vi holder fast i, hvordan de fortælles og hvordan vi forstår dem. Og hvad vi er villige til at gøre for at ændre de historier vi tror på, og den realitet de afføder.

“The Martian” by Andy Weir

The Martian by Andy Weir, published: 2014, 389 pages, Random House.

The Martian is frankly just a really, really fun book. I knew it would be, it’s what everyone’s been saying, and why I was interested in it in the first place (plus my eternal love for sci-fi). Back in january I was having a shitty day, so I went out and bought books to cheer myself up.

I stood in the bookstore and gazed at this book, thinking “Am I finally gonna do it? I’m finally gonna do it” and I bought it. Sadly they didn’t have the original cover, which is absolutely gorgeous, so I had to make do with a kind of, well, I won’t say ugly, but slightly less gorgeous version. We all must make sacrifices in life.

Before this I’d read the first half of Swann’s Way by Marcel Proust, Nigthwood by Djuna Barnes and One Hundred Years of Solitude by Gabriel Garcia Marquez, in about a week (I was trying to get caught up on uni reading). No hard feelings, they’re all truly excellent books that I loved, but at the same time if I had to read one more page of metaphor heavy, run-on sentences without plot I might very well have gone insane.

The Martian was my solution.

It’s the story of Mark Watney who strands on Mars, alone, unable to communicate with NASA, with a pretty good chance of dying in a myriad of ways. You know, fun.

Not just because Mark Watney is funny (he is, I think some people had a problem with his sort of humor, but I loved it), but because it’s a fucking adventure. A space adventure! A very realistic space adventure, but an adventure nonetheless! It’s technical, yeah, which is why Watney needs to be so funny, because there’s no freaking way we’re reading almost 20 pages of someone describing growing potatoes and creating water (even if it’s on Mars) if he’s not entertaining – so it was technical in a way that didn’t bother me. Half the time I had no idea what the hell was going on, because I couldn’t visualize it (here the movie definitely helped), but somehow it didn’t matter. I have zero clue if the science holds up and frankly I don’t care.

Andy Weir made it seem believable and that’s all that matters. You wouldn’t think science was so much fun (well, it can be, but rarely when you’re describing it, rather when you’re doing it), but told the right way it really, really is. Of course the immense odds stacking against Watney help keep the reader glued to the page, and the utterly ridiculous risks he has to run to, well, ‘science the shit out of it’ is, no matter how technical the descriptions, nervewracking. I mean, setting fire to rocket fuel? Insane… please tell me more.

It isn’t all fun and games, though, and a few well-timed reminders showed the fairly bleak life Watney actually leads up there. Most of the time he skims over the solitude (the way it’s told helps make that believable), which only makes it that much more efficient when it shows up.

Mostly I think I liked it because, aside from the obvious heroic aspect of surviving alone on a deserted, desert planet (even if it’s some very “everyday heroics”), there’s something heroic about the idea that is, in many ways, the heart of the novel. Not just humanity’s incredible endurance in horrible situations, but the idea, as Watney points out near the end, that humanity will work together, spend a stupid amount of money, take enormous risks, in short: do everything it takes, to (perhaps succesfully) save one person. One single, lonely botanist in space.

It doesn’t matter who’d been stranded on that planet, in a way Mark Watney is utterly replaceable, he isn’t special because he’s Mark Watney, he’s special because he’s human, and because his situation reminds us how invaluable a human life is. You can’t put a price on it. No matter who’d been on that planet, no matter who’d survived, they’d be doing everything they possibly could to get them back. So often we forget the individual human beings who hide underneath the masses, the statistics, and stories like ‘The Martian’ reminds us that no one deserves to be abandoned on a murderous, desert planet in space. Whatever it takes to get him back; it’s worth it. And I like Andy Weir for pointing that out near the end, lest we forget.

It isn’t a perfect book, but damn if it wasn’t a fun ride.

I watched the movie afterwards and that, too, is a fun ride. I prefer the book, but a lot of the technical things that went over my head in the book were a lot easier to understand in the movie. The two go well together.