“Monstress” (Vol. 1) af Marjorie Liu og Sana Takeda

Monstress: Awakening (Vol. 1) af Marjorie Liu og illustreret af Sana Takeda et al., udgivet: 2016, 202 sider, Image Comics.

DSC_0188-1

DSC_0204-1

They call us monsters because it makes it easier to hurt us. But monsters are people, too.

*

Monstress er nok en af de allersmukkeste graphic novels, jeg har læst. Art deco stilen, der har en lille smule steampunk i sig er betagende.  Sammen med illustrationerne er det fantastiske og brutale univers Marjorie Liu har fremmanet overvældende og fængslende.

Romanen åbner med Maika, nøgen i et rum, hvor hun bliver vurderet af en gruppe rige, elitære personer, og derefter solgt – eller snarere “doneret” til videre undersøgelse. Det er en vild start og på intet tidspunkt viger historien bort fra at fortælle – og vise – os alt det, vi ikke har lyst til at se på.

Det viser sig den verden Maika er en del af befinder sig midt i en krig, der aldrig rigtig er stoppet. Krigen er mellem almindelige mennesker, og personer, som Maika, der oftest har en form for overnaturlige evner og ofte ser anderledes ud – nogle har haler, vinger og generelle dyretræk. Menneskerne beslutter sig for at dette må betyde, de derfor er mindre værd, og det er ikke overraskende, hvad der følger efter. Tortur, eksperimenter, umenneskelighed. Som vi kender det fra vores egen historie.

Hele denne verden er pakket med forskellige genkendelige, men originale skabninger. Der er gamle guder, der vogter over nattehimlen. Hekse, magikere, og helt almindelige personer, der blot forsøger at overleve i en utilgivelig og grådig virkelighed. Der er guder, der ikke tør gribe ind, og en magt, som ingen helt forstår, men som forsøger at slippe fri.

Maika er mere end nogen andre tror, og da et ældgammel, sulten monster finder vej ind i hendes krop, bliver Maika pludselig nøglen i et dødeligt spil, der truer hele verden. Selv kan hun intet huske om sin barndom, sin mor eller hvad ved hende, der er så specielt at det skulle interessere hele verden. Alt imens leder landets største magter efter det, Maika bærer på. Enten for egen vindig eller for at vinde krigen.

Det er ikke en behagelig historie. Den lægger vægt på mørket, og det brutale, uretfærdige og groteske, der findes i os alle. Monsteret vi alle gemmer på, der her tager fysisk form. Maika er ingen helgen, og den kraft (og det monster) hun besidder fører oftere end ikke død og ødelæggelse med sig. Der er hele vejen igennem en detalje rigdom, og et fokus på at skabe en verden, der måske nok er brutal og utilgivende, men som også føles ægte. Det er en unik historie, der fortælles helt fremragende, og som skabes i en verden, der er fantastisk og magisk, men som har tyngde. Der dedikeres tid til at forklare og uddybe denne verden, og vise os, hvordan den hænger sammen.

Derudover er det en overdådig historie, hvor alt er større og derfor både bedre og værre. Vores ønske om magt, vores grådighed, og det mørke vi alle besidder, men ikke har lyst til at se i øjnene, drages frem i lyset. Tilbage står en nøgen, ærlig og voldsom fortælling om den pris, vi betaler for fred. Om så det er fred for alle – eller blot os selv. Her ses ind i mørke afkroge af den menneskelige sjæl, og man forstår at intet er gratis. Vi betaler en pris for alt, og ingen af os, ikke den bedste eller mest dydige, undgår at kaste en skygge på verden omkring dem. Imellem mørket er der øjeblikke af håb og af oprigtig godhed, og hvor end historien bærer os hen, så håber man det er til en lysere fremtid.

Det er en absolut fænomenal fortælling, der aldrig bliver så mørk at man mister håbet. Den er imponerende illustreret og fortalt, og den tankevirksomhed, der har ligget bag, og den vision Liu og Takeda kommer med er overvældende, overbevisende og virkelig, virkelig værd at give sig i kast med.

*

You remember what it was like when were were slaves? How you and I convinced each other we still owned our lives? How we imagined ourselves somewhere else? But the dream never lasted.  We had to endure. We had to fight.

DSC_0196-1

DSC_0198-1

 

“Home” af Nnedi Okorafor

Home (Binti #2) af Nnedi Okorafor, udgivet: 2017, 176 sider, Tor. English review.

dsc_0279-1

When you face your deepest fears, when you are ready,” she’d said. “Don’t turn away. Stand tall, endure, face them. If you get through it, they will never harm you again.

Jeg må erklære mig fuldstændig enig i Ursula Le Guin citatet på forsiden af bogen: “There’s more vivid imagination in a page of Nnedi Okorafor’s work than in whole volumes of ordinary fantasy epics.

(Selvom det her egentlig er en sci-fi roman.)

Det, der har været så konsistent imponerende ved Okorafor er nemlig hendes vision. Om så det er fantasy eller science fiction hun begiver sig ud i, så føles hendes universer altid ekstremt autentiske og ægte. Som om hun har kigget ind i et parallelt univers og nedskrevet, hvad hun så.

Home foregår et år efter Binti sluttede. Binti har fundet sig så til rette på Oomza universitet som man kan, når man også lider af PTSD og mareridt. Men hun føler sig stadig som et fremmedelement, ikke bare fordi hendes DNA nu er delvist alien, men også fordi hun for at følge sin drøm måtte forlade sin familie og venner tilbage på jorden uden et ord.

Så hun beslutter sig for at tage tilbage, forsøge at rode bod og samtidigt genfinde sig selv ved at deltage i sit folks pilgrimsrejse. Med sig tager hun sin eneste ven, Okwu, hvis race har været i krig med jorden i århundreder. En krig hun formåede at stoppe for et år siden, og nu er Okwu den første af sin slags, der kommer til jorden i fred.

Det er faktisk ikke en roman, hvor der på overfladen sker så meget. Okorafor formår alligevel at få 160 sider til at føles som 300 bare ved at give os en så levende, detaljeret og fuldendt verden.

Hvor Binti gav os rejsen ud i rummet, og forfølgelsen af drømmen, så giver Home os præcis det titlen siger; rejsen hjem igen. Men ikke bare den fysiske rejse, også den mentale rejse, hvor Binti må erkende at den hun er blevet til, måske er for fremmed til at hendes familie og den planet, hun tilhører, kan accepterer hende tilbage igen.

I Home opdager Binti, hvem hun faktisk er, hvor hun kommer fra, og hvem hun kan blive til – hvis hun tør. Det er en roman om at se sig selv, sin arv – genetisk og kulturel – og sin fremtid i øjnene.

Den her serie er meget mere end blot en science fiction fortælling. For det første så er den afrocentrisk, og det er sådan et friskt pust. For det andet så inkluderer relevante overvejelser om fordomme, krig og den pris vi indimellem må betale for fred. Og om hvad det vil sige at finde sig selv, for selv det er ikke uden sin pris.

Det er også en roman, der virkelig ligger op til den tredje bog i serien, The Night Masquerade, og jeg glæder mig som en gal til at se, hvor Okorafor tager mig hen.

Èn ting er helt sikkert, det bliver ikke forudsigeligt. Det er det aldrig med Okorafor.

“The Long Way To a Small Angry Planet” af Becky Chambers

The Long Way To a Small Angry Planet af Becky Chambers, udgivet: 2015, 404 sider, Hodder & Stoughton, English review.

dsc_0733-1

All you can do, Rosemary – all any of us can do – is work to be something positive instead. That is a choice that every sapient must make every day of their life. The universe is what we make of it. It’s up to you to decide what part you will play.

Jeg har set den her bog beskrevet som “feel good sci-fi” og det er en virkelig præcis beskrivelse. Det er en roman, hvor der faktisk ikke sker vildt meget, selvom beskrivelsen får det til at lyde, som om det er en historie fyldt med action. Det er det ikke.

Det er i stedet en roman fortalt i episoder. Det er historien om The Wayfarer, det rumskib som “hovedpersonen” (de er sådan set alle sammen hovedpersoner) Rosemary for nyligt har fået job på i et forsøg på at flygte fra sin fortid. Det er et skib, der skaber tunneller i universet, og dermed muliggør at rejserne mellem forskellige planeter og systemer går meget hurtigere end ellers. Besætningen er lille, men når man rejser i et smukt, men koldt, ligegyldigt univers, så er det ikke ens udstyr eller størrelse, der gælder – men de personer, man har med sig. I starten af romanen accepterer The Wayfarer det største job i deres karriere og størstedelen af romanen finder sådan set sted, mens de er på vej til dette job.

Den består altså af episoder, hvor vi lærer disse karakterer, deres kulturer, deres personligheder og deres indbyrdes forhold at kende. Det er en roman, der er centreret om personer  (mennesker og aliens, samlet kaldet “sapients”), og The Wayfarer er en broget flok af personer med forskellige livsforståelser. Og det bliver derfor også en roman, der får læseren til at sætte spørgsmålstegn ved rigtig mange af de holdninger og handlinger, vi tager for givet. Jeg var specielt fascineret af Sissix’ kultur og livsfilosofi – om kærlighed frit givet, om at have forskellige familier og tilhørsforhold, og om frie forhold, både romantisk og seksuelt.

Det er en fortælling om skønheden i accept, fred, og forståelse. Den omfavner og værdsætter ideen om inklusion, om alt det vi kan lære om og af hinanden, og den verden der er omkring os. Specielt hvis den verden fylder hele universet.

Det er en historie, der ikke altid er kompleks i sin handling, men i stedet spreder sin kompleksitet til den verden, den giver os. Jeg ville forklare det nærmere, men det er ærlig talt en af de ting, jeg synes, det er bedst selv at opleve. For at sige det kort, så har Becky Chambers skabt en verden fyldt med racer, kulturer og intriger, der føles ægte, og som præsenteres på en måde, der føles naturlig og virkelig.

Og ja, universet er koldt, mørkt og fyldt med krig, død og fare. Men det er også fyldt med kærlighed i alle dens afskygninger; kærlighed til familie, til elskere, til viden, til livet. Det er feel good sci-fi, fordi det giver dig den allerbedste følelse indeni. Det er historien om en flok personer, der er vidt forskellige, men som sammen former en familie, og et bånd der ikke kan brydes.

Det er nok den roman, der har fået mig til at græde oftest. Sjældent fordi den var trist, ofte blot fordi den præsenterede ideer, der rørte mig dybt, og viste mig en verden så divers og så fuld af fantastisk repræsentation af seksualiteter, identiteter og livsanskuelser, jeg blev helt øm om hjertet.

Selv for de af jer, der ikke bryder jer om sci-fi, så er den her måske værd at give en chance.

dsc_0741-1

 

“Binti” af Nnedi Okorafor

(Binti af Nnedi Okorafor, udgivet: 2015, Tor, English review.)

cover-binti

“I was on the threshold now, between home and my future.”

Binti vandt Nebula Prisen i 2015 for bedste novella, og det var i den forbindelse jeg hørte om den første gang. Generelt blev der talt en del om den prisuddeling da størstedelen af vinderne var kvinder, hvilket, for at sige det mildt, sjældent sker når der kommer til sci-fi/fantasy. Jeg kiggede nærmere på en del af vinderne, heriblandt Binti, og blev ret forelsket i coveret. Det er fantastisk. Blandingen af farver, stjernerne i baggrunden, fonten der straks afslører, der er tale om science fiction. Og så er det en sort kvinde, der er hovedpersonen. Ja tak.

Det er dog sjældent jeg læser novellaer, for oftest synes jeg de er lidt for korte. Det skete også her, selvom jeg er med på det er en lidt fjollet ting at bebrejde en novella, for længden er jo en del af pointen, en del af hvad, der gør den, hvad den er. Man må stole på at forfatteren ved, hvor lang deres historie har brug for at være, og selvom jeg sagtens synes Binti kunne bære 100 sider mere, så fortæller den også sin historie helt tilfredsstillende på 90 sider. Ønsket om flere sider er nok blot mit ønske om flere detaljer, jeg må lære at stille mig tilfreds.

Nnedi Okorafor er en Nigeriansk/Amerikansk forfatter, og hendes Nigerianske rødder kommer også klart til udtryk i Binti. Hovedpersonen er for det første sort, har sit hår flettet og kroppen smurt ind i en slags creme, lavet af olie og jord (det kaldes otjize) – det vi kan se hende tage på, på coveret af bogen. Det er integreret del af hendes kultur, og en del af det, der forbinder hende til hendes familie og samfund – men også noget af det, der straks gør hende anderledes fra alle andre. Binti, som er navnet på hovedpersonen, er fra jorden og en del af Himba folket, der aldrig har forladt jorden, men alligevel er de bedste til at lave “astrolabes”, en slags computer som alle bærer med sig. Binti ønsker dog mere fra livet end at lave astrolabes, og da hun har et exceptionelt genialt matematisk sind, tilbydes hun en plads på Oomza Universitet, en plads hun, på trods af hendes families misbilligelse, vælger at takke ja til. Dernæst går turen væk fra jorden og ud i rummet, til en anden planet og et helt nyt liv. Hun er den første af sit folk, der forlader jorden, og hendes status som outsider bliver hurtigt etableret, men samtidigt er hun omringet af personer, der er lige så geniale som hende selv, og hun bliver langsomt en del af et nyt fællesskab.

Men lige som det går allerbedst bliver deres skib angrebet. Og Binti har pludselig meget større problemer end hvorvidt hun passer ind; hendes eneste mål nu er at overleve og, hvis hun kan, forsøge at afværge en krig.

Jeg var imponeret over den verden og det univers Okorafor præsenterer os for, og den episke problemstilling hun får sat op på så kort tid, endda uden at den føltes forhastet. Det er en verden hvor folk som Binti, der forstår matematik på et helt unikt plan, bruger deres viden til at skabe organismer, der er delvist mekaniske, delvist organiske, og kan rejse i rummet. Binte og andre som hende formår at forene de forskellige dele af universet, formår at se en større sammenhæng, som de bruger til at fremme udvikling. Jeg var vild med det, fordi det er så anderledes en verden. Okorafors innovation og forfriskende tilgang til kendte genrer og troper var også en af de ting, der imponerede mig i Who Fears Death. På trods af blot at have 90 sider, så følte jeg hendes univers stod overraskende klart frem, selvfølgelig var der en masse jeg ønskede at vide mere om, men jeg følte jeg forstod grundstenene, og gav mig et ønske om at vide mere (og der kommer heldigvis en to’er på et tidspunkt).

Mere end noget andet så er det dog en fortælling om at turde møde det fremmede med et åbent sind – og turde være fremmed blandt individer (aliens eller ej), der ikke ligner dig, der enten ser ned på dig eller frygter dig. Det er en historie om forståelse og tilgivelse. Jeg var specielt fascineret af forholdet mellem Okwu og Binti, der virkelig sætter i relief det der kan ske, når to meget forskellige individer møder hinanden under ekstreme omstændigheder.

Det er en kort, hurtigt læst bog, som jeg af mange mangfoldige årsager kan anbefale jer at læse. Om ikke andet, så i hvert fald fordi den gør sit til at give science fiction genren et mere diverst ansigt (hvilket det desperat har brug for) og et meget friskt pust.

‘Radiance’ by Catherynne Valente

(‘Radiance’ by Catherynne Valente, 2015, Tor Books)

DSC_0547

It is almost like being a god. We create what it is to be human when we stand fifty feet tall on a silk screen.

Radiance is a dream. A lush, saturated, uneasy dream. And a remarkable novel. Remarkable in that it’s so different from anything else I’ve read. I was a little frustrated by the story in the end, but the world, the universe? I’m never letting it go.

It’s a difficult story to explain. It’s a mystery, mostly; what you yearn to uncover is the disappearance of Severin Unck and her film crew. Led by the ever illustrious and imaginative Catherynne Valente you traverse a parallel universe where every planet in the solar system is habitable, where each is a miraculous, mythological, impossible world of it’s own. In this world Thomas Edison sits on the patent for sound in movies, so silent films are the norm – those are the types of movies Severin’s father makes. Severin herself does documentaries. In a lot of ways this is a documentary about her life, pieced together from whatever scraps whoever is writing it could find and scrape together. It’s original and I loved how Valente uses different genres. My favorite part is the world she describes, for that alone I wish you’d read it.

I really, really liked it. But the problem, the reason I didn’t love it immediately, is it worked a little too hard at being pretty, and not enough at having a story to tell, which is not a fair statement really, because there is a story; the mystery of the disappeared Severin Unck, and in many ways, and for many people, I feel it’ll be a satisfying one. I simply felt we were constantly circling the story; never quite getting to it. It’s not a continuous story, though, each chapter takes a different form, some are movie scripts – from Severin’s movies, from her father’s movies, from her father’s personal videos – some are recordings from an interview, some are newspaper columns, some are… I don’t know, they read like chapters from a proper book, but that’s not it. This book is a mashup, it’s a tribute to genres of films, literature, and art. And it works very, very well.

Radiance is a story about telling stories. It’s the story other people have told of Severin disappearing, not the actual story of Severin disappearing. It’s about how everything is staged, to some degree; even documentaries aren’t honest depictions of what happened, everything always has a perspective, someone telling the story, someone cropping the picture. And everyone tells it different, everyone tells it with a different beginning and ending, everyone’s got a different point to make. It’s about the comfort we find in stories, the way they shape our universe, how they can be both devastating and beautiful. They can show us cruel truths and gentle lies. It’s about storytelling – about movies, in particular.

Valente’s universe is glorious. Imagine a parallel universe where we’ve advanced enough technologically to travel to other planets in the solar system (they’re a lot closer here than in our real world). A world where we inhabit planets, but are still stuck in the 20s. The aesthetic of such a universe is gorgeous, and Valente describes it perfectly. Every planet is its own sparkling world of possibility. Pluto is gothic, with a bridge of flowers connecting it to its moon, Venus is wrapped in twilight, a day as long as a year, and so on. The care and effort Valente has put into the universe she presents is astounding. More than anything this book is worth reading for the world it creates in your mind. It’s beautiful, but a decadent beauty, one that maddens and corrupts, but also invigorates. A universe so open, so friendly, so staggeringly fantastical, it’s almost too good to be true.

DSC_0545

When I looked upon that new world, splendid in every way and in every way terrible, I looked upon a tiger with stars falling from his striped tongue. I looked and saw my true bridegroom, but would it also be my grave?

Being in it was a pleasure. I didn’t always care much for the story itself, but I loved the mixing of genres, I loved the imitated Hollywood-setting on the moon, I loved the idea and the world. But I never cared much for any of the characters, perhaps because what we’re given is imagined versions of them. It was difficult to get a grasp on the real Severin, or the real Anchises, because they were always seen through a lens, through someone’s imagination. They didn’t seem real to me, like people I should care about. I felt extremely detached from the story because of it.

I felt the story worked best when nothing was staged, when we saw the real characters, without any sort of filter, unfortunately that didn’t happen very often. But thinking back on it now a while after finishing it, I’m filled with love. It was a good read. And the aesthetic it provides has lodged itself in my soul and refuses to leave. It mixes mystery, film noir, Old Hollywood, romance, philosophy, children’s stories, radio plays and documentary storytelling, and there are enough mysteries and secrets to uncover that I wanted to keep going. Sometimes it got a little too flowery with the descriptions, a little too honeyed and exaggerated, but that’s part of it (as someone else has stated, it’s The Great Gatsby in space), and the vision? Breathtaking. I’ll repeat: it’s worth reading for the world it creates and the images it provides alone.

Valente remains one of my favorite authors, and this book is no exception to her skill. Her worlds always catch me by the heart and refuse to let go. If you want something you’ve never read before, a world you’ve never seen, Radiance is what you need.

Ps. I recently learned there’ll be a new cover for the paperback, and it’s gorgeous. I slightly regret getting the hardback now, although it’s very pretty as well. But I mean, look at this paperback cover, I want it:

“The Martian” by Andy Weir

The Martian by Andy Weir, published: 2014, 389 pages, Random House.

The Martian is frankly just a really, really fun book. I knew it would be, it’s what everyone’s been saying, and why I was interested in it in the first place (plus my eternal love for sci-fi). Back in january I was having a shitty day, so I went out and bought books to cheer myself up.

I stood in the bookstore and gazed at this book, thinking “Am I finally gonna do it? I’m finally gonna do it” and I bought it. Sadly they didn’t have the original cover, which is absolutely gorgeous, so I had to make do with a kind of, well, I won’t say ugly, but slightly less gorgeous version. We all must make sacrifices in life.

Before this I’d read the first half of Swann’s Way by Marcel Proust, Nigthwood by Djuna Barnes and One Hundred Years of Solitude by Gabriel Garcia Marquez, in about a week (I was trying to get caught up on uni reading). No hard feelings, they’re all truly excellent books that I loved, but at the same time if I had to read one more page of metaphor heavy, run-on sentences without plot I might very well have gone insane.

The Martian was my solution.

It’s the story of Mark Watney who strands on Mars, alone, unable to communicate with NASA, with a pretty good chance of dying in a myriad of ways. You know, fun.

Not just because Mark Watney is funny (he is, I think some people had a problem with his sort of humor, but I loved it), but because it’s a fucking adventure. A space adventure! A very realistic space adventure, but an adventure nonetheless! It’s technical, yeah, which is why Watney needs to be so funny, because there’s no freaking way we’re reading almost 20 pages of someone describing growing potatoes and creating water (even if it’s on Mars) if he’s not entertaining – so it was technical in a way that didn’t bother me. Half the time I had no idea what the hell was going on, because I couldn’t visualize it (here the movie definitely helped), but somehow it didn’t matter. I have zero clue if the science holds up and frankly I don’t care.

Andy Weir made it seem believable and that’s all that matters. You wouldn’t think science was so much fun (well, it can be, but rarely when you’re describing it, rather when you’re doing it), but told the right way it really, really is. Of course the immense odds stacking against Watney help keep the reader glued to the page, and the utterly ridiculous risks he has to run to, well, ‘science the shit out of it’ is, no matter how technical the descriptions, nervewracking. I mean, setting fire to rocket fuel? Insane… please tell me more.

It isn’t all fun and games, though, and a few well-timed reminders showed the fairly bleak life Watney actually leads up there. Most of the time he skims over the solitude (the way it’s told helps make that believable), which only makes it that much more efficient when it shows up.

Mostly I think I liked it because, aside from the obvious heroic aspect of surviving alone on a deserted, desert planet (even if it’s some very “everyday heroics”), there’s something heroic about the idea that is, in many ways, the heart of the novel. Not just humanity’s incredible endurance in horrible situations, but the idea, as Watney points out near the end, that humanity will work together, spend a stupid amount of money, take enormous risks, in short: do everything it takes, to (perhaps succesfully) save one person. One single, lonely botanist in space.

It doesn’t matter who’d been stranded on that planet, in a way Mark Watney is utterly replaceable, he isn’t special because he’s Mark Watney, he’s special because he’s human, and because his situation reminds us how invaluable a human life is. You can’t put a price on it. No matter who’d been on that planet, no matter who’d survived, they’d be doing everything they possibly could to get them back. So often we forget the individual human beings who hide underneath the masses, the statistics, and stories like ‘The Martian’ reminds us that no one deserves to be abandoned on a murderous, desert planet in space. Whatever it takes to get him back; it’s worth it. And I like Andy Weir for pointing that out near the end, lest we forget.

It isn’t a perfect book, but damn if it wasn’t a fun ride.

I watched the movie afterwards and that, too, is a fun ride. I prefer the book, but a lot of the technical things that went over my head in the book were a lot easier to understand in the movie. The two go well together.