“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1

“Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Svetlana Aleksijevitj

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, oversat af Tine Roesen, org. udgivet: 1985, Forlaget Palomar.

DSC_0752-1

DSC_0783-1

Kvindernes fortællinger er anderledes og handler om noget andet. Den ‘kvindelige’ krig har sine egne farver, sine egne lugte, sin egen belysning og sit eget følsesrum. Sine egne ord. Her er der ikke helte og fantastiske heltegerninger, her er der bare mennesker, som er optagede af umenneskelige menneskelige gøremål.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er en samling af vidnesbyrd fra kvinder, der kæmpede i den sovjetiske hær eller som modstandsfolk under anden verdenskrig. De deler deres erfaringer fra både før, under og efter krigen. Som man læser romanen forstår man, at det værste måske ikke engang var krigen, mudderet, blodet og døden. Men i stedet at vende hjem, og se dig selv og dine søstre afvist. At måtte tie, fordi dit land finder dit offer ydmygende, upassende og utilgiveligt. Det værste må være at have oplevet krigens rædsler, at have kæmpet for at nå ud til fronten, at få lov at kæmpe som mændene, at sejre, at vinde, og så at måtte tie i årtier, hele sit liv, fordi krigen er for mænd. Fordi kvinder ikke passer ind i historien.

Det forsøger Svetlana Aleksijevitj at råde bod på med denne roman og det lykkes, vil jeg mene. Det meste af romanen er overgivet til disse kvinder, der tjente i militæret, som sygeplejerske, snigskytter, vaskekoner, ingeniører, infanterister, ja, hvad som helst. Kvinderne fortæller deres historier i korte eller lange citater, og det er umuligt ikke at lytte med alt, hvad man har.

Det er ikke behageligt. Det er der intet ved krig, der bør være. Men der alligevel et skiftende fokus, som disse kvinder husker krigen. Fra uforglemmelige rædsler til øjeblikke af medmenneskelighed og kærlighed. Ordet er hele tiden hos kvinderne, når de tøver, når de ikke vil mere, og når de heller ikke kan stoppe igen. Det hele er med. Nogle taler længe, andre kun kort. Nogle kan slet ikke sige noget. Der var en million af dem, og først her, 40 år senere, bliver de spurgt om deres historie.

Aleksijevitj gør det klart allerede fra start, at det er kvindernes krig, hun er interesseret i, og samtidigt, at hun er overbevist om at denne krig har været fundamentalt anderledes fra mændenes krig. At der har været og er et andet fokus hos kvinderne. Et fokus på følelserne og på detaljerne – måske på mennesket – som var anderledes fra mændene. Det er det, romanen er bygget op omkring. Dette anderledes fokus på mennesket i sin helhed og ikke krigen i sin helhed, på følelser og ikke taktikker og strategier, er det romanen søger.

Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker.

Midt i min læsning endte jeg med at læse denne artikel, om hvordan Aleksijevitj i en anden roman har radikalt ændret på interviewcitater så de passede hendes historie, i stedet for at være tro mod det, der faktisk blev fortalt. Hun har selv i interviews sagt hun er imod at blive kaldt journalist, og jeg er også blevet meget tilbageholdende med at kalde dette non-fiktion. For måske er det mest af alt fiktion.

Jeg ved ikke, hvor meget, der er taget direkte fra kvinderne og hvor meget, der er ændret og fundet på. Det er nok værd ikke at tage denne roman som den pure sandhed. Det er tydeligt, der er blevet sorteret og at der er blevet udvalgt de citater, der passede på den historie Aleksijevitj gerne vil fortælle. Det er i og for sig i orden, da alt selvfølgelig ikke kan inkluderes. Men efter artiklen fandt jeg det alligevel svært at stole på, at det, der var tilbage, var uredigeret og sandfærdigt. Jeg kan umiddelbart ikke finde nogle informationer om præcis denne roman i den ene eller anden retning, så der er kun Aleksijevitj ord for det.

Det er dog også en gennemslagskraftig portrættering af en anden side af krigen, der desperat har manglet og fortjener en stemme. Hver kvinde de sin unikke historie, der giver nye og overlappende sider til en samlet fortælling om, hvad det ville sige at være kvinde i krig i den sovjettiske hær. Om at være tro mod Fædrelandet og Stalin, og senere blive forrådt af dem begge. Om at tro så meget på sejr, du kan overleve på græs eller ingenting. Så meget at du kan se dine forældre, dine børn, dine elskede myrdet og tortureret uden at give efter. Om at leve med mænd i fire år og så vende tilbage til at være kvinde i et land, der hader dig for din indsats.

Jeg tror Aleksijevitj har ret i, der er noget unikt i denne kvindelige fortælling om krigen. Om så det er fordi, der er noget fundamentalt anderledes i den kvindelige psyke (jeg tror det ikke), eller om det er fordi disse kvinder ikke fik samme træning, eller om det er fordi, der var så få kvinder, blandet med så mange mænd. Måske var det fordi der dengang herskede andre kønsidealer, som begge køn lænede sig op ad, selv i krig. Jeg ved det ikke. Aleksijevitj ved det ikke. Kvinderne ved det ikke. Det er ikke så vigtigt, for fortiden er nu engang fortid. I disse vidnesbyrd præsenteres der en tydelig forskel. En forskel, der kommer til udtryk i følelserne. I kvindernes medfølelse, som de aldrig gav slip på.

Indimellem virker det en smule, som om Aleksijevitj drejer sin roman meget i én bestemt retning, og har udeladt alle de citater og vidnesbyrd, der ikke passede på hendes vision. Det gør romanen en kende utroværdig. Jeg følte ikke det var hele historien, der blev fortalt. Hvilket er en skam, for dette er et af de eneste tilfælde, hvor denne historie faktisk bliver fortalt. Og vi er løbet tør for tid. Snart er ingen af disse kvinder i live, og så har vi kun stilheden fra graven at gøre godt med.

Det er ikke fordi disse vidnesbyrd ikke er varierede, det er snarere, at de indimellem føles for tematisk passende. Der er intet, der falder udenfor eller giver et perspektiv, der ikke passer på ideen om kvinden i krig som medfølende, empatisk, tilgivende og blød. Stærk også, og lige så modig som mændene, men samtidig er de også hele tiden denne anden ting, denne anden essens, som mændene ikke har del i.

Jeg ville have ønsket mig en mere objektiv, nuanceret fremstilling, men måske er det også et emne, der har brug for et anker. Et omdrejningspunkt, en pointe at nå frem til, så alle disse stemmer ikke bare flyder løst rundt i rummet og aldrig sætter sig fast. Jeg håber dog, der en dag komme en uredigeret version af alle de interviews, som Aleksijevitj må have til at ligge.

Forstå mig ret: Det er en roman, vi alle bør læse. Kvindernes historie er fyldt med umenneskelige rædsler, ufattelig medmenneskelighed, en overvældende kærlighed, og en stor sorg og smerte over krigen, døden og alt det, der fandt sted. Mest af alt, så er det et vigtigt vidnesbyrd om at disse kvinder var virkelige, at de ofrede alt, og at de vandt krigen. De fortjener at blive bevidnet af historien. Disse kvinder fortjener en plads i vores kollektive hukommelse.

‘Det er frygteligt at erindre det hele, men endnu frygteligere ikke at gøre det.’

DSC_0773-1

DSC_0750-1

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon, udgivet: 2017

DSC_0697-2

DSC_0700-1

Hvis du sidder og mangler en sød, strålende og sommerdejlig roman at nyde i solen, så kan jeg absolut anbefale When Dimple Met Rishi. Den smeltede mit hjerte og gjorde mig glad indeni fra første til sidste side. Og så har den nok en af mine yndlingsforsider nogensinde. Den gør mig ufatteligt glad at se på.

Hovedpersonen er Dimple, der elsker at programmere. Hun er henrykt da hendes forældre giver hende lov til at deltage i et seks-ugers programmerings forløb, Insomnia Con, hvor hun kan være heldig at møde sit idol, web-geniet Jenny Lindt. Hun er så henrykt, hun ikke overvejer, hvorfor det var så nemt at få dem til at sige ja.

Det viser sig, at Insomnia Con er en undskyldning for at Dimple kan møde Rishi, den fyr hendes forældre har arrangeret potentielt ægteskab med. Han er, hvad Dimple ville kalde “the Ideal Indian Husband”. Rishi er spændt på at møde Dimple, og lære hende at kende, der er bare ingen, der har fortalt ham, at Dimple ikke aner, hvem han er. Han tror, hun ved, de skal mødes. Dimple har aldrig hørt om ham før i sit liv. Deres første møde er… akavet.

Dimple er umiddelbart imod Rishi, hun er alt det, hun ikke har brug for, men hun kan heller ikke bebrejde ham, at han er blevet ført bag lyset af hendes forældre. Så hun beslutter at et venskab ikke kan skade, problemet er bare det snart udvikler sig til at være meget mere. Sammen forsøger de at forene deres forældres forhåbninger og drømme for fremtiden med deres egne.

Dimple og Rishi er meget forskellige karakterer, der kommer fra samme baggrund, men har vidt forskellige forhold til den baggrund. Dimple har kun øje for sine studier og sin fremtidige karriere som programmør og webdesigner, og intet – ingen mand, ingen familie, ingen traditioner – skal stå i vejen for hende. Begge er stolte af deres forældre og deres kultur, men for Rishi spiller den en bestemt stort rolle i hans liv. Han er stolt af sin kultur og historie, og den to-delte position han har i verden, som både indisk og amerikansk. Han finder en tryghed og skønhed i traditionerne og ser en vidunderlig mulighed i Dimple og et ægteskab mellem dem, mens det for Dimple er mere en klods om benet. Sammen forsøger de at navigere en verden, de i stigende grad må gøre deres egen.

Dimple mener romantik er uforenelig med en karriere, men jo tættere på Rishi hun kommer, jo mere bliver hun i tvivl om sine prioriteter. Rishi er draget af Dimples mod, og den måde hun tør jage efter sine drømme uden at tænke på konsekvenserne, og uden at lade sig stoppe.

Det er en virkelig fin, eftertænksom roman med to fantastiske hovedpersoner, der hver har sin charme. Jeg var vild med Dimples stædige insisteren på at følge sine drømme, og jeg så meget af mig selv, i den måde hun havde en bestemt idé om fremtiden og nægtede at vige fra den. Sådan var jeg selv, og det er så velkendt en følelse. Jeg blev også umådeligt charmeret af Rishi, og tabte totalt mit hjerte til ham. Åh, jeg ville ønske jeg havde mødt (eller en dag møder) en fyr som ham. Han er totalt dåne-værdig, men ikke overvældende perfekt. Han er realistisk og vidunderlig. Han holder sig også til en bestemt idé om, hvordan hans liv skal se ud, og viger ikke fra den, selvom det betyder han ender med at ofre meget af sig selv og sin personlige frihed.

Det bliver dog besværliggjort, når man ender med at falde for en kvinde, der ikke passer ind i den fremtid, man havde udset sig selv. En kvinde, der insisterer på, at også du følger dine drømme, og ikke går på kompromis.

Jeg ville ønske, der havde været lidt mere fokus på selve Insomnia Con og den app Dimple og Rishi skal programmere for at vinde. Ikke fordi jeg går op i programmering, men fordi det er så stor en del af Dimples liv, og at give så få detaljer gør det indimellem lidt svært at tro på, at Dimple faktisk er så passioneret omkring det.

Intet kan dog ændre på, at jeg var vild med bogen. Sandhya Menon har skrevet en charmerende og vidunderlig roman om at forelske sig, følge sin drømme, og skrive sine egne regler, der hverken er dikteret af familie eller samfundet. Dimple og Rishi er fantastiske, og jeg var ked af at lægge dem fra mig, da jeg var færdig. De to kunne jeg læse om for evigt.

DSC_0695-2

DSC_0687-1

DSC_0686-2

Summer of Reading Women 2017

DSC_0661-1

Det er endnu engang blevet tid til en sommer fyldt med kvindelige forfattere. Som i  2015 og 2016 vil jeg tilbringe min sommer med primært at læse kvindelige forfattere. I år har jeg to mål, der er lidt i strid med hinanden. Jeg vil rigtig gerne arbejde mig igennem nogle af de mange bøger, jeg allerede ejer. Men jeg vil også virkelig gerne gøre min sommer så divers som muligt, og da mange af de bøger jeg ejer ikke ligefrem falder i den kategori, så er jeg nok nødt til at købe nogle bøger til.

Ideen med projektet er at få læst flere kvindelige forfattere, og så vil jeg gerne nå op på at have læst lige så mange romaner skrevet af kvinder, som af mænd. Lige nu ser tallene således ud:

Mænd: 353
Kvinder: 236

Så der er lidt vej til målet.

Her er en liste over nogle af de romaner, jeg rigtig gerne vil have læst og har optimistiske planer om at komme igennem. Listen ændrer sig altid, men det er rart at starte ud med et konkret mål og så afvige fra det som det passer.

  1. The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzie Lee
  2. When Dimple Met Rishi af Sandhya Menon
  3. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Alexievich
  4. The Bloody Chamber and Other Stories af Angela Carter
  5. The Fifth Season af N.K. Jemisin
  6. A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan
  7. Possession af A.S. Byatt
  8. Half of a Yellow Sun af Chimamanda Ngozie Adichie
  9. Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten
  10. Mrs. Dalloway af Virginia Woolf
  11. There but for the af Ali Smith
  12. A Wave In The Mind af Ursula Le Guin
  13. The Secret History af Donna Tartt
  14. Traitor’s Moon af Lynn Flewelling
  15. The Wrath and the Dawn af Reneé Ahdieh
  16. The Glorious Heresies af Lisa McInerney

Jeg har næsten tre måneders ferie og meget få planer, så der bør være masser af plads til at få læst nogle bøger. Specielt fordi det første halve år af 2017 virkelig ikke har budt på meget læsning i forhold til, hvad jeg plejer, så jeg er mere end klar til at dykke ned i bøgerne.

I er alle sammen velkomne til at deltage, så meget I har lyst til. De fleste af mine posts på instagram vil være tagget med #SoW17 eller #SummerofWomen2017, og I skal endelig bare tagge jeres billeder og kommentere, hvis I læser en god bog af en kvindelig forfatter.

Har I nogle forslag til gode bøger, jeg kan læse? Og hvilke sommerbøger glæder I jer til at gå i gang med?