Opsummering: Summer of Reading Women 2016

dsc_0199-1

Nogle af jer er måske med på, hvad The Summer of Reading Women er, men ellers kan i følge linket og læse min originale post om projektet. Min sommer med kvinder er nu forbi for 2016, og det er på tide at samle lidt op.

Det har kørt fra d. 17/6, hvor jeg fik sommerferie, til d. 17/9. Altså tre måneder i alt, og jeg har, på trods af masser af planer og arbejde, formået at læse følgende bøger:

  1. Simon vs. the Homo Sapiens Agenda – Becky Albertalli
  2. Forbandede Kærlighed – Colleen Hoover
  3. Who Fears Death – Nnedi Okorafor
  4. Alt må vige for natten – Delphine de Vigan
  5. So Long a Letter – Mariama Bâ
  6. Midnight Robber – Nalo Hopkinson
  7. Human Acts – Han Kang
  8. Binti – Nnedi Okorafor
  9. Som sendt fra himlen (Losing it, #2) – Cora Carmack
  10. Indimellem holder de af hinanden – Charlotte Strandgaard
  11. H is for Hawk – Helen Macdonald
  12. The House on Sunset Lake – Tasmina Perry
  13. The Vegetarian – Han Kang
  14. Mr. Fox – Helen Oyeyemi
  15. The Girl Who Soared Over Fairyland and Cut the Moon in Two – Catherynne Valente
  16. The Boy Who Lost Fairyland – Catherynne Valente
  17. The Foxhole Court (All for the Game, #1) – Nora Sakavic
  18. The Raven King (All for the game, #2) – Nora Sakavic
  19. The King’s Men (All for the Game, #3) – Nora Sakavic
  20. A Wizard of the Earthsea – Ursula Le Guin
  21. Baseret på en sand historie – Delphine de Vigan
  22. Jonathan Strange & Mr. Norrell – Susanna Clarke
  23. We Should All Be Feminists – Chimamanda Ngozi Adichie
  24. Uprooted – Naomi Novik

Jeg har læst seks bøger mere end sidste år, hvilket jeg finder ret imponerende da jeg i år har haft en del mere travlt, men det har måske været lidt kortere bøger alt i alt end sidst. Jeg er i hvert fald tilfreds med dem, jeg nåede igennem.

Der var meget få af dem, jeg ikke brød mig om. De fleste af dem var fantastiske og et par har indskrevet sig på min liste over yndlingsbøger (bl.a. Delphine de Vigans Alt må vige for natten og Human Acts, Jonathan Strange & Mr. Norrell og Simon vs. the Homo Sapiens Agenda – som jeg faktisk stadig indimellem læser slutningen af bare fordi den gør mig så forbandet glad indeni).

Jeg har primært læst bøger af forfattere jeg ikke kendte i forvejen, og på det punkt har jeg været heldig. Nnedi Okorafor viser sig som en forfatter jeg absolut skal holde øje med, for hendes to bøger var både nytænkende og fremragende læsning. De Vigan var helt forrygende og en smuk, nervepirrende oplevelse, og Han Kangs bøger er som at få rørt blidt, men insisterende ved sin sjæl. Hver gang.

Den mest imponerende har været Jonathan Strange & Mr. Norrell. Hold da op for en bog. Det er jo en helt ufattelig debut roman. Jeg kan nærmest slet ikke forstå alt det, den formår at være. Også Human Acts tog mig med storm, jeg havde det som om jeg var blevet vredet tør for følelser bagefter. Eller som om jeg følte for meget, alt for tæt på.

H is for Hawk var nok den der overraskede mig mest med hvor godt jeg kunne lide den – og hvor jeg var overrasket over præcis, hvad det var for en slags bog. Potentielt også den bog, der har lært mig mest. Før vidste jeg ingenting om at træne rovfugle eller T.H. White, nu ved jeg i det mindste lidt.

Uprooted var tilgengæld en slem skuffelse. Jeg havde ellers glædet mig helt vildt til at læse den, men så viste den sig at være meget lidt mere end en træt kliché. Øv.

Alt i alt, så er det her allerede en af mine yndlingstraditioner. Jeg elsker at bruge min sommer i selskab med intelligente, talentfulde kvinder, der (for det meste) skriver fantastiske bøger. Jeg får udvidet min horisont, og får prioriteret alle de kvinder, der står og venter på mine reoler.

Derudover er det også noget jeg gør for at forsøge at få min ratio mellem læste bøger af kvinder og mænd til at være 50/50. Indtil videre ser det desværre stadig sådan her ud:

Kvinder: 193
Mænd: 336

Men jeg nærmer mig da. Langsomt.

Vi ses igen næste år til endnu en sommer fuld af kvinder og litteratur.

dsc_0206-1

“Jonathan Strange and Mr. Norrell” af Susanna Clarke

Jonathan Strange & Mr. Norrell af Susanna Clarke, illustrationer af Portia Rosenberg, udgivet: 2005, 1006 sider, Bloomsbury Publishing, English review.

dsc_0178-1

Jonathan Strange & Mr. Norrell er nok den mest imponerende roman jeg har læst i år. Ja, en af de mest imponerende nogensinde. Det er sjældent, jeg læser en bog, hvor jeg helt reelt tænker “den her læser vi stadig om 100 år”. En bog jeg er næsten overbevist om, bliver en del af litteraturhistorien.

Den præsenteres som en alternativ historie om England. Alternativ på den måde at det er historien om England, hvis magi havde eksisteret. Det er altså ikke blot en almindelig fantasy fortælling, det er en historisk fortælling. Clarke skal ikke blot opfinde et magi-system, der kunne have eksisteret, eller karakterer vi kan betragte som realistiske nok. Hun skal ikke blot opfinde et plot, der vil interessere og holde os fanget over tusind sider.

Hun skal oveni alt det genopfinde Englands historie. Romanen indlemmer historiske begivenheder i sig, den inkluderer Englands krig mod Frankrig, slaget ved Waterloo, Napoleons fald, osv., og hun inkorporerer magi i disse begivenheder, men ændrer derudover ikke på deres udfald.

Det var det, der gjorde mig så mundlam og overvældet. Den dybe indsigt i historien og sit eget værk, der må have taget flere år og utallige timer, at få til at gå op.

Den er også kendt for sin brug af fodnoter, og det er her Clarke viser sit sande geni. Disse fodnoter er ikke bare små kuriositeter, der skal give lidt baggrundsinformation. De er fuldstændigt essentielle for at romanen kan gøre, hvad den gør; det er gennem fodnoterne den historiske dimension træder frem. Det er her Clarke overbeviser os om, at det er en historisk roman i meget bogstavelig forstand. Det er her, hun viser os, der er både en fortid og en fremtid for England, for Strange, og for Norrell. At begivenhederne beskrevet i bogen er konsekvenser af en fortid, og vil have konsekvenser for fremtiden. De indskriver sig i historien og det er den historie, vi læser. Her refereres til værker af magikere, af historikere, til folkesagn, myter, og her forklarer hun os referencer, videregiver anekdoter og giver følelsen af, at dette værk kun er en brøkdel af den information, der findes om emnet. Det er et net af informationer, der giver en perfekt illusion af at befinde sig i et parallelt univers, hvor alt dette skete. Hvor dette faktisk er Englands historie.

Det er imponerende.

Selvfølgelig var jeg også vild med Jonathan Strange og Mr. Norrell og deres bizarre, indimellem hjertevarmende venskab. Jeg var totalt fanget af den galskab og det eventyr, der udspringer af deres indimellem åndsvage arrogance og stolthed. De er af skæbnen bestemt til at bringe magi tilbage til England, et land hvor magien har ligget hvilende og ventet. Hvor der ikke længere udøves praktisk magi, men hvor magi kun læses om i bøger. Med Strange og Norrell er freden forbi. Men selv ikke de ved, hvad de har sluppet løs i verden. De er alt for optagede af deres egen interesse i magi, til at bemærke den effekt det har på verden omkring den.

Jeg var vild med den måde hvorpå Clarke formåede at introducere det primære plot, så jeg i starten tænkte det blot ville være et mindre side plot. Jeg var vild med den ofte diskrete,  tørre, britiske humor Clarke bringer til romanen som fortæller (hvis forfatter og fortæller da er den samme person).

Det er en lang, indimellem langsom roman, men den er også helt igennem magisk. På alle leder og kanter er den fængende og fortryllende. Clarke er trofast mod den historiske virkelighed, og tager emner som racisme og sexisme op ofte direkte, men også med en diskret og skjult moderne tankegang. Hun placerer ganske vist kvinderne i hjemmet, og den eneste sorte karakter som tjener, men hun ignorerer ikke det problematiske i disse positioner, og hendes karakterer bliver aldrig stereotyper og jeg synes ikke hun indskriver sig i en uheldig diskurs. Hun har gjort det sådan, fordi det var sådan tingene var i England i 1800-tallet. Men samtidig ved hun at, hvis hun blot lod det stå uden kommentar, ville ingen af os idag acceptere det. Hun inkluderer det ikke ukritisk, og hun bruger romanens position som alternativ historie til at skubbe lidt til konventioner og normer. Hun bryder ikke fuldstændigt med dem, men det ville heller ikke passe med det romanen gerne vil – nemlig være en alternativ historie.

Mest af alt, så er det en episk, historisk roman om troldmænd, krig, kærlighed, og eventyrlyst. Den er ufatteligt original, fuldstændigt hæsblæsende intelligent og, ja, igen, bare sindssygt imponerende.

Og så er Lord Byron en karakter.

Jeg tror ikke, der findes mange bøger som den her. Måske findes der kun denne ene. I hvert fald er jeg evigt taknemmelig for Susanna Clarke. Hun har givet litteraturhistorien et mesterværk.

dsc_0184-1

“Som sendt fra himlen” af Cora Carmack

Som sendt fra himlen (Losing it #2) af Cora Carmack, oversat af Stine Holt Jensen, org. udgivet: 2013,  354 sider, Anmeldereksemplar fra Lovebooks/Lindhardt & Ringhof, English review.

dsc_0192-1

Jeg kunne godt lide Som stjernerne står, den første i denne serie, men jeg faldt slet ikke lige så hovedkulds for den, som jeg gjorde denne her. Jeg tror, det er fordi Bliss og Garrick og deres forhold i den første bog i høj grad virker som en fantasi. Det er meningen deres romance skal være fyldt med alle de ting, vi går og drømmer om. Drømme er bare sjældent særligt realistiske, og det synes jeg heller ikke Bliss og Garricks karakterer var.

Det er Cade og Max tilgengæld. Også selvom deres ‘meet cute’ er en del mere urealistisk en Bliss og Garricks. Cade er flyttet til byen for at blive skuespiller, og efter et smertefuldt møde med Bliss og Garrick på en café, hvor han må erkende hans følelser for Bliss ikke er forsvundet endnu, møder han Max. Max kommer direkte op til ham og beder ham lade som om, han er hendes kæreste. Hendes forældre er nemlig på vej, de ved hun har en kæreste, men hendes rigtige kæreste er en katastrofe, så vil han ikke lade som om det er ham i stedet? Cade siger ja. For der er et eller andet over Max – og hvem ved, måske bliver det en interessant afveksling fra hans eget liv. Legen stopper dog ikke med dette ene møde, og snart er Cade viklet mere ind i Max’ liv end Max egentlig bryder sig om. Det er dog svært at give slip. For Cade er alt det hun har ledt efter i en fyr, og for Cade, så er Max en åbenbaring. Det bliver hurtigt svært at se præcis hvor skuespillet hører op og virkeligheden begynder.

Jeg elskede Cade og Max. Jeg var vild med deres snarky banter og hvordan de uden egentlig at ville det, kom til at regne med hinanden. Deres dans med hele tiden at komme for tæt på for så at trække sig væk var fascinerende at overvære. De er begge personer med en fortid, de skal forsøge at lægge bag sig. De har minder, traumer og følelser de skal kæmpe sig igennem, før de faktisk kan finde hen til hinanden. Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre?

Jeg var også lykkelig over endelig at finde en karakter i litteraturen, som delte en frygt, jeg selv bærer på. Det var forfriskende med en kvinde, der ikke er bange for at blive forladt, men er bange for at forlade. En person, der ikke frygter at en anden stopper med at elske dem, men at de stopper med at elske den anden. Det er den frygt, jeg oftest har, og det var så dejligt at se den reflekteret i en anden. At vide man ikke er alene.

Deres kemi var også fuldstændig fantastisk. Jeg følte deres tiltrækning af hinanden næsten på min egen krop, det var som at gå ind i et rum, der nærmest knitrer af elektricitet.

Og så føltes de som rigtige mennesker, for så vidt det kan lade sig gøre i en bog som denne. De havde fejl og mangler, de fuckede op, de blev sårede og vrede på en måde, der virkede mere genkendelig end dramatisk. De er ikke (kun) en fantasi, hvor fantasifuldt deres første møde end var. Cade og Max har problemer, og det er ikke problemer, der på magisk vis forløses til sidst, de har blot taget et par skridt i den rigtige retning.

I sidste ende er det en romantisk historie om to personer, der er vidt forskellige, men som har brug for hinanden. Og mere end det, så er det en historie om at turde være sig selv, at stå ved den man er – og når man finder en person, der giver en modet til dét, så skal man holde fast i dem med alt det man har.

dsc_0195-1

“We Should All Be Feminists” af Chimamanda Ngozi Adichie

We Should All Be Feminists af Chimamanda Ngozi Adichie, udgivet: 2014 (originalt en TedxTalk holdt i 2012), 52 sider, Fourth Estate, English review.

dsc_0158-1

Jeg kom engang op at skændes med en fyr på facebook, der havde skrevet en status a la “Hvorfor hedder det feminisme? Hvorfor ikke bare ligestilling?” og jeg var ved at se rødt. Det er simpelthen så dumt et spørgsmål. Men mine svar hjalp ingenting, fordi jeg egentlig ikke vidste, hvordan jeg skulle svare på noget, der, for mig at se, var så åbenlyst tåbeligt, men som åbenbart ikke var det for ham.

Hvor ville jeg ønske jeg havde haft denne bog og Adichie dengang, så kunne jeg have givet ham dette svar:

Some people ask: “Why the word feminist? Why not just say you are a believer in human rights, or something like that?” Because that would be dishonest. Feminism is, of course, part of human rights in general—but to choose to use the vague expression human rights is to deny the specific and particular problem of gender. It would be a way of pretending that it was not women who have, for centuries, been excluded. It would be a way of denying that the problem of gender targets women.

Det er elegant og enkelt forklaret uden at hun på nogen måde lyder nedladende. Det er en balancekunst hun fornemt mestrer. Hendes TedxTalk og denne bog er påfaldende for denne elegante enkelthed. Adichie forklarer præcist, klart og med passende personlige anekdoter, hvorfor det er vigtigt – ikke bare for hende, men for os alle sammen – at være feminister.

Og det er en bog for alle. Den er kort, der er ingen besværlige, lange forklaringer eller begreber, og hun kommer ind på de største af feminismens emner på en måde, der gør dem let tilgængelige. Samtidigt formår hun at sætte fokus på vigtigheden af disse emner, og hvordan problemet med ubalancen mellem kønnene er noget, der indgrænser os alle.

The problem with gender is that it prescribes how we should be rather than recognizing how we are. Imagine how much happier we would be, how much freer to be our true individual selves, if we didn’t have the weight of gender expectations.

Det er den perfekte bog at give eller anbefale til personer, som ønsker et sted at starte i forhold til feminisme eller ønsker at vide, hvor feminisme stadig er så relevant i dag som nogensinde, og hvorfor vi har lang vej endnu. Det er også en bog for alle i den forstand at, selvom hun er en lille smule heteronormativ, så præsenterer hun os for en bred feminisme, der har plads til os alle – uanset køn, alder, hudfarve, religion, bosted osv.

Ingen af os er født feminister. Det er valg man tager, en position man vælger at indtage, fordi man mener den er vigtig. Jeg har selv haft perioder, da jeg var yngre, hvor jeg på ingen måde var feminist. Men det er jeg nu. Det vigtigste er ikke det man har været, men der man bevæger sig hen imod.

Det er også en bog man med rette kan gå ud og købe omkring 10 kopier af, og så bare altid have en i tasken til når en eller anden idiot begynder at kaste om sig med dårlige argumenter og ideer om, hvad feminisme er (selvom det er meget tydeligt, de aldrig har så meget som googlet begrebet eller været i nærheden af en kritisk artikel). Så kaster man bare den her lille bog i hovedet af dem, og så kan de fint læse den, inden de begynder en ny debat. Så har man gjort lidt, uden at skulle engagere sig for meget med deres uvidenhed.

For jeg vil meget gerne diskutere feminisme. Men jeg er træt af at diskutere feminisme med mennesker, der tydeligvis ikke har gjort det mindste for at sætte sig ind i emnet. De får den her bog i stedet. Så tak, Chimamanda. Du har givet os en gave.

My own definition is a feminist is a man or a woman who says, yes, there’s a problem with gender as it is today and we must fix it, we must do better. All of us, women and men, must do better.

dsc_0163-1

dsc_0162-1

“Baseret på en sand historie” af Delphine de Vigan

Baseret på en sand historie af Delphine de Vigan (org. titel: D’après une historie vraie), oversat af Victoria Westzynthius, udgivet: 2015, 314 sider, People’s Press, English review.

dsc_0129-1

Den her bog er en labyrint. En smuk, nervepirrende, sindsoprivende labyrint. En kompleks gåde, et puslespil, der giver dig for mange brikker – og alligevel føles det til sidst, som om du har for lidt.

Alt må vige for natten blæste mig totalt omkuld, det var så skrøbelig, så smertefuld, og så uendeligt kærlighedsfyldt en fortælling. Baseret på en sand historie er en meget anderledes, men ikke mindre mindeværdig roman. Og så er de forbundet. Man kan sagtens læse denne uden at have læst Alt må vige for natten, men Baseret på en sand historie beskæftiger sig med “konsekvenserne” af Alt må vige‘s udgivelse.

Hovedpersonen er Delphine de Vigan selv, og den foregår et par måneder efter udgivelsen af Alt må vige for natten; romanen, der har gjort hende til en slags litterær superstar i Frankrig. Problemet er, at efter så succesfuld en roman, hvad skriver man så? Hun ved det ikke, og jo længere hun venter, jo mere hun tøver, jo sværere bliver det, og jo dybere ned i en skriveblokade kommer hun.

I denne periode møder hun den mystiske L. De taler første gang til en fest og derefter bliver L. hurtigt og sikkert en stor del af Vigans liv. Først er de blot gode veninder, men Vigan ryger hurtigere og hurtigere ned i et dybt hul af depression og skriveangst – og L. begynder at hjælpe hende mere og mere. Jo svagere Vigan bliver, jo mere får L. lov at overtage. Det er creepy og ubehageligt at læse. Men også voldsomt fascinerede, og Vigan får skabt en perfekt stemning af ubehag overfor L. der er tydelig for læseren, men som er skjult for romanens Vigan bag et slør af nødvendighed; for Vigan har brug for L., hun ved ikke hvad hun skulle gøre uden hende.

Det mindeværdige ved Vigans roman er ikke som sådan plottet, der dog er vildt spændende og for nogen måske vil virke lidt bekendt (fra Stephen Kings Misery). Det mindeværdige er alle de meta-overvejelser om litteratur, der bliver bragt på banen og spørgsmålet om Sandheden, der optager L. så højt. Er sandheden det læserne vil have fra en forfatter? Det mener L. fuldt og fast:

Folk er skideligeglade med romaner. De har fået nok af løgnehistorier og romanfigurer, de er stopmætte af klimakser og uventede drejninger. De har fået nok velsmurte plot med fængende begyndelser og afrundede slutninger. […] Tro mig, læserne forventer noget Sandhed, noget autentisk, de vil have man beskriver live, forstår du, hvad jeg mener?

Det læseren vil have er sandheden. Det var derfor, siger hun, Alt må vige for natten (der vist dog aldrig nævnes ved navn) blev så stor en succes. Fordi Vigan nærmede sig sandheden, hun søgte den og jagtede den. Nu er det på tide hun tager konsekvensen af det valg; hun kan ikke gå tilbage til fiktionen, det, der er tilbage, er den vigtigste sandhed: sandheden om hende selv. L. presser først blidt, senere nådesløst for at Vigan skal skrive om sig selv.

Det er dette, der er så interessant. For Vigan skriver jo om sig selv i romanen, men samtidigt har man den krystalklare fornemmelse af, at det man læser lige præcis ikke er sandheden, at det er en fabrikeret version af noget, der kunne være sandheden. Den låner fra andre romaner – mest åbenlyst selvfølgelig Stephen Kings Misery. Den er en sammensmeltning af fiktion. På den anden side, så kunne dele af den være sand. Hendes depression, skriveblokade, udmattelse og angst omkring, hvad hun nu skal skrive, kan meget vel være rigtige – de kan være baseret på sandheden. Tilgengæld er L. og historien om L. og Vigan med stor sikkerhed fiktion. Men hvor vidt strækker det? Hvis fiktion er det? Spørgsmål, der nok kun giver mening hvis man har læst bogen, og som jeg ikke kan give slip på.

Der er ufatteligt mange lag i den her roman. Spørgsmål, der efterlades ubesvarede, og slutningen, som blot giver endnu et lag til spændingen mellem sandhed og fiktion.

Dertil er der spørgsmålet om hvem L. er. Hele romanen igennem skrives L. med et punktum, som for at understrege at L’et faktisk står for et navn – eller måske et begreb. For L, ud over at stå for L.’s navn, kan også stå for Lucile, Vigans mor, som hendes sidste roman jo handlede om. Men også Litteratur, eller Læser (som også starter med L på fransk).

Det er en litterær thriller, hvor spillet mellem Vigan og L. er nervepirrende og altid på kanten til det voldelige, det ubehagelige og gennemsyret af det usigelige. Deres forhold er fyldt med unik forståelse, men også en stemning af manipulation, af misbrug og erotik. De er som to elskende, der aldrig rører hinanden seksuelt, og hvis begær derfor må manifestere sig på tusind andre måder.

Og så er det en refleksion over, hvad det er litteraturen kan – og hvad forfatteren bør skrive. Er det sandheden læseren vil have? Eller blot en illusion om sandheden? Er det nok med en virkelighedsfølelse, er det nok at give os noget, der kunne have været sandheden, men som ikke er det? Eller rummer al litteratur, ikke kun den “baseret på en sand historie”, en form for sandhed? En sandhed om en følelse eller en holdning måske? Kan litteratur, lige præcis fordi det kan opfinde og skabe fiktion, komme tættere på sandheden end non-fiktion?

Ja, litteraturen er et våben, Delphine, et fucking masseødelæggelsesvåben. Litteraturen er endda meget mere effektiv end noget andet, du kan forestille dig. Litteraturen er et forsvarsvåben, et skydevåben og et våben med løst krudt; litteraturen er en granat, et missil, en flammekaster og et krigsvåben. Den kan ødelægge alt, men den kan også bygge alt på igen.

Hvor Alt må vige for natten stod for mig som en søgen efter en nærhed og en sandhed om Vigans mor – en meget øm, voldsom og fængslende fortælling, så er Baseret på en sand historie snarere en søgen i den modsatte retning. Det er en søgen væk fra sandheden, og hen mod det sted hvor fiktion og sandhed smelter sammen. Hvor spørgsmålet om sandheden bliver irrelevant, hvor kun litteraturen, som den står foran os, er tilbage.

SLUT*

dsc_0171-1

“Uprooted” by Naomi Novik

Uprooted af Naomi Novik, udgivet: 2015, 448 sider, Del Rey/Random House, English review.

dsc_0147-1

Jeg havde glædet mig helt ustyrligt til at læse den her bog. Jeg fik første gang øje på den, da den vandt Nebula prisen for bedste roman. I samme omgang vandt Nnedi Okorafor for bedste novella med Binti, og den var et fantastisk frisk pust til en genre, der er stagneret lidt når det kommer til diversitet. Jeg troede Uprooted ville gøre det samme for fantasy genren. Jeg troede den ville være et nyt, originalt blik på gamle folktales, samt de troper, klicheer og stereotyper man finder i fantasy og YA.

Det er den ikke. Den formår ikke engang at bevæge sig ud af de selv samme klicheer. Den har et ret interessant præmis; hvert tiende år udvælges en pige, der er fyldt 17 af The Dragon (der ikke er en drage, men en troldmand) til at komme og bo hos ham i hans tårn. Der skal hun så bo i 10 år hvorefter hun frigives. Der sker intet skidt med hende, men hver og en der har boet hos ham vælger at forlade den dal, de kommer fra. Desuden rives de væk fra familie og venner, som de ikke ser igen i 10 år. De færreste har lyst til at blive udvalgt.

Agnieszka, hovedpersonen, er i en alder hvor hun kan blive udvalgt, men da hun hverken har nogle specielle talenter (udover at komme hjem beskidt og snavset hver gang hun går ud), er klodset, ikke særlig pæn – og derfor ikke selv synes hun er særlig vigtig eller attraktiv – er hun ikke bange for at blive udvalgt. Desuden er alle overbevist om at den udvalgte bliver Kasia, Agnieszkas smukke, talentfulde veninde.

Det viser sig selvfølgelig at Agnieszka bliver udvalgt, fordi hun har gemte magiske evner – og formår at beherske en magi, som ikke engang Dragen kan finde ud af. Og så bliver de selvfølgelig forelskede i hinanden.

Jeg er fucking træt af den samme kedelige historie. Jeg er træt af kvindelige heltinder, der ikke har nogen selvtillid. Der ikke har drømme eller ønsker, der ikke har passion. Jeg er så træt af klicheer, der bare får lov at stå. Det værste er, at Novik har nogle virkelig gode ideer. The Wood, en skov, der afgrænser to lande i dalen, er ond og ud af den kommer mørke, afskyelige ting, der bringer vold, død og korruption med sig. Dragen beskytter Agnieszkas del af dalen mod den, men den har på det seneste vokset sig større og mere magtfuld. The Wood er en genial idé, og er super creepy og uhyggelig. Og det er et forfriskende blik på et velkendt element fra eventyr. Også ideen om en ung kvinde, der “kidnappes” af en drage op i et tårn formåede hun at forny på en måde, der lovede virkelig godt.

Sandheden om, hvad der foregår oppe i tårnet er så bare ufattelig kedelig. På nær for Agnieszka selvfølgelig, der jo er et magisk geni. Ugh. Og som på fire måneder, lærer lige så meget stærk magi, som Dragen har lært på et helt liv? Nej. Det er åndssvagt. Jeg er træt af den slags.

Der er bare ikke nok originalitet. Agnieszka er en kliché fra ende til anden. Hendes veninde Kasia, en mindre karakter, har bedre (og mere) karakter udvikling. Jeg ville ønske hun havde været hovedpersonen. Og jeg ville ønske Agnieszka og Kasia havde fået hinanden til sidst. Deres kemi var bedre, og en kærlighedshistorie mellem dem havde været tusind gange mere realistisk end den, der opstår mellem Agnieszka og Dragen. Den kommer ud af ingenting og er der tydeligvis kun fordi Novik synes, der skulle være en eller anden form for romance. Heldigvis ser man ikke så meget til den. Det er heller ikke fordi de ikke fungerer sammen, det hele er bare så forceret. Kasia og Agnieszka ville være et langt mere naturligt valg.

Jeg havde høje forventninger til den her roman, og den indfriede nærmest ingen af dem. Den var kliché på kliché, og jeg er skuffet. Det kan ikke være så svært at skrive en heltinde, der ikke ligner 90% af alle andre YA heltinder eller at finde på en kærlighedshistorie, der ikke er blevet fortalt til døde. Eller bare et plot, som ikke er så forudsigeligt.

Havde jeg haft lavere forventninger havde jeg måske kunne fokusere på alt det, der faktisk er fint nok i den, og måske været i stand til at nyde den for det, den er. Men det lykkedes ikke. Suk.

dsc_0149-1

“A Wizard of the Earthsea” af Ursula Le Guin

(Wizard of the Earthsea af Ursula Le Guin, 1993/1968, Penguin, English Review.)

dsc_0135-1

It is very hard for evil to take hold of the unconsenting soul.

Jeg har sindssygt meget respekt for Ursula Le Guin. Hendes Left Hand of Darkness og The Dispossessed var begge fantastiske og bøger jeg synes alle bør læse, og sidste jul fik jeg The Wave in the Mind, der er en samling af hendes non-fiktion, jeg har bladret lidt i og den er også helt genial. Le Guin har sådan en stærk, holdnings-fast personlighed, som både kan ses i interviews, taler osv., men som også kommer til udtryk i hendes bøger. Hun præsenterer sine universer og fortællinger med kompetence og overbevisning – der er ingen tøven.

The Wizard of the Earthsea er første bog i en serie på fire, og den omhandler Ged, og hans rejse mod at blive troldmand. Det er en verden, der er fyldt med magi – for dem der lærer at kontrollere det. Ged vokser op i den lille landsby, Gont, der ikke har den store kontakt til omverdenen. En lokal heks lærer ham lidt magi og snart bliver det klart han har et overraskende talent. Han bliver taget i lære hos en troldmand og sendt på en skole for troldmænd – ja, tag den J.K. Rowling, du var ikke først med ideen. Faktisk er der lidt Hogwarts stemning over den skole Ged ender på. Den befinder sig på en lille ø, og her lærer de forskellige former for magi – og lærer at tale verdens rigtige sprog, de lærer de sande navne på verden omkring dem. Geds navn er det kun de færreste der ved, for når man kender navnet på noget, så kan man bruge det til at få kontrol over denne ting – eller person. Jeg er generelt vildt med magi forbundet til navne, jeg synes det er en rigtig smuk ting.

The Wizard of the Earthsea er en young adult bog, hvilket jeg ikke ville have gættet, hvis ikke jeg havde læst det om den bagefter (ya var selvfølgelig ikke en genre, da bogen blev skrevet, så der galdt nok andre konventioner). Hovedpersonen er godt nok teenager, og denne første bog er Geds første prøvelser – både som troldmand, men også som barn på vej mod at blive voksen. Han er arrogant, stolt, og mest af alt hævngerrig – alt dette må han lære at lægge bag sig, men det er på ingen måde smertefrit.

Den er skrevet i en stil, jeg synes ofte gør sig gældende i lidt ældre fantasy. Det er en stil, der er mindre emotionelt deskriptiv end mange bøger nu til dags er. Det er ikke fordi, der ikke er detaljer, men alting går lidt hurtigere og er lidt mindre fyldestgørende end man måske er vant til. Det kræver lidt tilvænning, og jeg må indrømme, jeg følte der manglede et eller andet. Det var lidt samme følelse, jeg fik af at læse Hobitten, som om den var en tand for kort for hovedet og som om alt gik lidt for hurtigt. Tilgengæld er der i dette tilfælde tre bøger mere, så historien er langt fra færdig.

Det er stadig en virkelig god bog – og specielt en god og ret anderledes YA fantasy roman. Det var nok også lidt det, der gjorde jeg var overrasket over den blev beskrevet som en YA bog, for jeg er så vant til at der er lidt mindre world-building, at de er mere action-packed, mere fyldt med kærlighed, intriger og hurtig dialog. Den her er intet af det. Den er sober, behersket og på trods af at være en kort bog, hvor plottet egentlig hurtigt skrider frem, så føles den lidt langsom. Måske fordi den præsentere os for et så ekspansivt univers, der virker så færdigt og konkret, samtidig med Ged – på meget kort tid – gennemgår en forfærdelig masse ting. Der var næsten en stemning af tidløshed, og der kan gå alt fra sekunder, dage, måneder og år fra en sætning til den næste.

Det er også en roman med et magi-system, der præsenteres ret vagt, men føles meget klart. Magi i Wizard of the Earthsea er med til at holde verden i balance, og som troldmand skal man forstå det ansvar, der ligger i at kunne påvirke den balance. Magi er kraft man trækker fra ét sted i verden til et andet sted – det kan gøre uigenkaldelig skade samtidig med det bruges til noget blændende godt. Det var jeg vild med, for det er så ofte noget forfattere ignorere lidt. Den magi, som troldmænd og hekse og andre overnaturlige personer bruger, indeholder en kraft som må komme et eller andet sted fra – har det ingen effekt man bare bruger det uden tanke? At det kan bruges af hvem som helst, når som helst?

Det er en roman, der kigger ind ad, hvor protagonisten går fra dreng til mand på 150 sider, uden at det føles forhastet. Den handler, bogstaveligt talt, om de skyggesider magt uundgåeligt kaster af sig, de fejl, som ungdommen begår og som det ældre jeg må rette op på. I sin arrogance lukker Ged noget ud i verden, en skygge, et mørke, der forfølger ham, der ønsker hans endeligt.

Jeg glæder mig til at se, hvor serien udvikler sig hen og hvilken troldmand Ged ender med at være. Han har potentialet til både godt og ondt i sig, men hvem ved hvad der i sidste ende vejer tungest? Og med Le Guin ved man aldrig helt. Hun er sjældent andet end original og overraskende.

dsc_0133-1