Opsummering: Summer of Reading Women 2017

DSC_0811-1

DSC_0787-1

Jeg har nu færdiggjort min tredje sommer, hvor jeg primært har læst kvinder, og det er gået ganske udmærket. Der har været næsten udelukkende fantastiske læseoplevelser imellem og jeg er meget tilfreds med de bøger, jeg fik læst. Jeg ville dog ønske, jeg havde fået læst en lille smule mere, men sådan er det. Der skal også være tid til andet.

Det er som sagt et projekt, jeg har valgt at videreføre hver sommer, fordi jeg rigtig gerne vil have læst lige så mange romaner af kvinder, som af mænd. Men også fordi mit studie generelt er ret dårligt til at sætte bøger af kvinder på pensum, og så må jeg jo gøre det selv.

“Stillingen” ser lige nu således ud:

  • Bøger af mænd: 357
  • Bøger af kvinder: 259

Vi nærmer os langsomt målet! En eller anden dag, så skal der nok opstå en balance. I mellemtiden får jeg læst en masse fantastiske romaner. Jeg udvidede min deadline en lille smule, så jeg først stoppede projektet d. 4/9, altså i mandags, hvor jeg startede på studiet igen. Det betød også, jeg nåede at få The Fifth Season med på listen, og det var uden tvivl en af de bedste og stærkeste romaner, jeg har læst i løbet af sommeren. Og absolut en af de bedste fantasy romaner, jeg nogensinde har læst. Der kommer en glødende anmeldelse snart.

Jeg var derudover svært glad for When Dimple Met Rishi, The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue, The Bloody Chamber, Mrs. Dalloway og Transfervindue. Det er nogle af de romaner, der står tydeligst tilbage for mig, og som på hver sin måde fangede og optog mig. Det er dog uden tvivl stadig The Fifth Season, der tager prisen som bedste roman. Den var noget helt for sig selv.

Det var meget få bøger, jeg endte med ikke at bryde mig om. Faktisk var det kun A Visit from the Goon Squad, der slet ikke sagde mig noget. Jeg er glad for, jeg endelig fik den læst, da jeg har ejet den i en evighed, men jeg brød mig desværre overhovedet ikke om den.

Jeg kom ikke igennem alle de bøger, jeg havde planlagt at læse, men sådan går det altid. Jeg fik læst en masse andet fantastisk i stedet. Selvom jeg snart skal have fundet tid til Possession af A. S. Byatt. Den glæder jeg mig til.

Alt i alt har det endnu en gang været et virkelig fint projekt, og jeg har været mere end glad for det. Jeg regner med at fortsætte til næste sommer, men måske forkorter jeg perioden lidt. Specielt hvis jeg igen skal til Louisiana Literature, for så har jeg nok lyst til at læse et par romaner af mænd. Der har også været et par bøger, som jeg har brændt efter at læse, men som lige måtte vente til efter sommeren, og dem glæder jeg mig meget til at gå i gang med. Bl.a. Giovanni’s Room af James Baldwin.

Her er en lille liste over de titler, jeg kom igennem:

  1. When Dimple Met Rishi af Sandhya Menon
  2. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksievitj
  3. Dear Martin af Nic Stone
  4. Stay With Me af Ayòbámi Adébáyò
  5. A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan
  6. Lumberjanes (Vol. 1-3)
  7. Goldie Vance (Vol. 1)
  8. The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee
  9. The Wave in the Mind af Ursula Le Guin
  10. Hickory Dickory Dock af Agatha Christie
  11. The Bloody Chamber & Other Stories af Angela Carter
  12. Ravnenes Hvisken af Malene Sølvsten
  13. Monstress: The Blood af Marjorie Liu og Sana Takeda
  14. Transfervindue af Maria Gerhardt
  15. What I Loved af Siri Hustvedt
  16. Girl Out of Water af Laura Silverman
  17. Emma Gad For Hvide af Anna Neye
  18. Want af Cindy Pon
  19. Mrs. Dalloway af Virginia Woolf
  20. Poesibog af Naja Marie Aidt
  21. The Fifth Season af N.K. Jemisin
  22. Goblin Market af Christina Rossetti

Hvordan gik din sommerferielæsning? Fik du læst det, du håbede? Hvad var den bedste læseoplevelse?

DSC_0784-1

Advertisements

“Lumberjanes” (Vol. 1-3)

Lumberjanes (Vol. 1-3) skabt af Shannon Waters, skrevet af Noelle Stevenson og Grace Ellis, illustreret af bl.a. Brooke Allen, udgivet: 2015-2016, 110-130 sider, Boom! Studios.

DSC_0304-1

Lumberjanes følger Jo, April, Molly, Mal og Ripley, der alle er Lumberjanes, en form for pigespejdere. De tilbringer en lang sommer ude i en skov med en masse andre unge kvinder. I løbet af sommeren kommer de ud for forskellige eventyr, der alle er magiske og overnaturlige. Om så det er at redde lejren fra dinosaurer, stoppe to græske guder fra at få for meget magt eller at finde tilbage til den virkelige verden og deres venner igen.

Det er en virkelig fin serie, der vinder specielt meget på at have skabt virkelig sympatiske og interessante karakterer. Det er venskabet mellem de fem veninder, der er kernen af serien, og det er deres udvikling som karakterer og personer, der bærer historierne. Plottet selv er dog oftest også interessant og selvom det indimellem føltes lidt for fjollet eller overdrevet for mig, så forstår jeg også, at jeg lige er et par år ældre end målgruppen. Den er rette mod yngre personer, og kan med rette (og bør) læses af begge køn, selvom den selvfølgelig er et forsøg på at give unge piger de samme historier, som unge drenge automatisk får. Og det lykkes den med. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg ville have elsket den her serie som barn, selv nu er der masser at hente i den.

Den er morsom, godt illustreret og så formår den at balancere alvor med bizarre eventyr og magiske fænomener. Jeg ville ønske vi blev givet lidt mere tid til at lære karaktererne at kende dog. Jeg læste de første tre volumes, og følte ikke jeg lærte vildt meget om de individuelle karakterer eller deres historier før de blev Lumberjanes, men det er på den anden side også en lang serie, og det giver mening at det bliver spredt ud en lille smule.

Jeg kan rigtig godt lide den, og elsker at den eksisterer. Jeg håber også den en dag bliver oversat til dansk, så jeg kan give den tidligt til mine egne børn. For bag de mærkværdige episke og fantastiske eventyr, så gemmer der sig rigtig meget visdom om livet, venskaber, familier, identitet, romantik, seksualitet og al den frygt og tvivl, der følger med at eksistere i verden. Specielt som ung. Den giver os fem vidt forskellige heltinder, og giver dem lov til at have fejl og mangler, og samtidig være elskede og heroiske. Det er en serie, der gerne vil fortælle dig, at ligemeget hvem du er, hvordan du ser ud, eller hvor akavet du føler dig, så fortjener du venner, der elsker dig og vil uden tvivl finde dem. Det kan godt være I ikke kommer til at bekæmpe magiske dinosaurer eller udfordre guder, men har man de rigtige venner, så kommer til at føles sådan alligevel.

Der er heller ingen af pigerne, der er overdrevet gode. De er blot almindelige piger, der har hver deres styrker og svagheder, og som sammen redder dagen. Det er nok seriens største besked: Så længe du ikke er alene, så kan du klare hvad som helst. Og den besked kan jeg sagtens støtte op om.DSC_0298-1

“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue” af Mackenzi Lee

The Gentleman’s Guide to Vice and Virtue af Mackenzi Lee, udgivet: 2017, 513 sider, Katherine Tegen Books/HarperCollins.

DSC_0091-1

DSC_0122-1

DSC_0096-1

I 1700-tallets England står den 18-årige Monty til at overtage hans faders forretning og gods, men der er intet han mindre vil. Han er mest af alt interesseret i at drikke, forføre kvinder og mænd, gamble og leve livet til fulde. Inden han træder ind i voksenlivet, så har Monty dog fået lov til at tilbringe et år i Europa med hans bedste ven, Percy, og Montys yngre søster, Felicity.

Men hvor Monty tror, det bliver et år, hvor han kan leve livet med Percy og enten komme sig over sin forelskelse i ham – eller se om det skulle være gengældt – så viser dig sig i stedet at handle om at få Monty til at blive voksen. Så han kan stoppe med at være tiltrukket af mænd, stoppe med at drikke, hore og være en skamplet på familien. Monty tager alligevel afsted, for om et år rejser Percy væk, og Europa vil være hans sidste tid med ham.

Deres tur i Europa tager dog hurtigt at tage en drejning mod noget langt mere alvorligt, da Monty ved et “tilfælde” kommer til at stjæle et vigtigt artefakt. Pludselig må gruppen løbe for deres liv, og forsøge at returnere artefaktet til dets rette ejer. Men det medbringer langt flere komplikationer end de kan forestille sig, og kan meget vel ændre deres liv for altid.

Jeg har ventet på udgivelsen af den her roman, siden jeg første gang opdagede den eksisterede. Jeg havde tårnhøje forventninger til den, men den formåede alligevel at overstige dem alle. Store dele af den var præcis, hvad jeg forventede. Det var en virkelig morsom, romantisk og episk rejse gennem Europa, og Monty og Percy var lige så akavede, vidunderlige og hjertebankende perfekte i deres håbløse forelskelse, som jeg havde håbet. Felicity var også præcis så handlekraftig, intelligent og ambitiøs, som jeg havde forventet. Sammen udgør de en dynamisk og charmerende trio, det var en fryd at følge gennem Europa, mens de undviger røvere, kidnappes af pirater og forsøger at stoppe de forkerte i at få fingrene i Montys tyvegods.

Men der var også en uventet dybde. Jeg regnede faktisk med at Mackenzi Lee ville se bort fra flere af de problematikker, der ville være i at romanen foregår i 1700-tallet og Monty er biseksuel, at Percy er biracial og har epilepsi, og at Felicity er en ambitiøs ung kvinde, der vil meget mere end blot at lære at sy og finde sig en mand. Men Lee tager fat i de problematikker og gør dem til en essentiel del af historien. Montys biseksualitet er et reelt problem, og noget han kæmper med, noget der faktisk har medført en depression, fordi han ikke passer ind. Fordi hans far banker ham og bebrejder ham at han ikke kan styre sine “unaturlige” lyster.

Men Monty er også uvidende omkring den kamp Percy kæmper for blot at blive set som ligeværdig med andre i samfundet. Han er ganske vist vokset op i den adelig familie, men han har langt fra de samme friheder som Monty. Monty forstår heller ikke, hvor frustrerende Felicity finder det, at han har en hel verden af uddannelser foran sig, men vælger at ødelægge det for sig selv, når hun ikke har samme muligheder, men brændende ønsker sig dem. Felicity forstår til gengæld ikke Montys seksualitet, og selvom hun elsker ham og er forstående, så tror hun også lidt på at han blot kan undertrykke det.

Det er tydeligt i den måde Lee bygger sin roman og sine karakterer op på, at hun giver karaktererne forældede syn på seksualitet, sygdom og køns- og racelighed, fordi det er den verden, de befinder sig i. Men historien er langt mere progressiv end det. Monty bruger også det meste af romanen på at mene han kan kurere Percy for hans epilepsi og at han så kan leve et godt liv. Men selvfølgelig kan Percy leve et udmærket liv med sin epilepsi, og selvfølgelig gør Monty ikke forkert i også at være tiltrukket af mænd. Lee medtager også en masse små sexistiske eller racistiske mikroaggressioner, som specielt Percy lever med. Det giver meget til romanen, at Lee ikke viger bort fra realiteten af datidens racisme, sexisme og ulighed, men i stedet viser en måde at håndtere det på, der passer sammen med de syn, vi har på disse ting i dag.

Det kunne let være blevet en roman, der blot var en god fortælling, med en sød kærlighedshistorie og et godt eventyr, men den er meget mere end det. Det er også en roman om brændende at ønske at bryde ud af samfundets normer, om at føle man ikke passer ind. Montys depressive træk, der stammer fra denne frustration og desperation over at være fanget i et liv, han ikke ønsker, var ufatteligt genkendelig og ramte mig vildt hård. Alle karaktererne har dybde, de er ikke klicheer eller stereotyper. De har fejl, reelle fejl, de fucker op og sårer hinanden, og de bærer alle sammen på byrder, de ikke helt ved, hvordan de skal dele med hinanden.

Monty virker mest af alt som om han kun er interesseret i sig selv og har svært ved at tænke på, hvordan hans handlinger påvirker andre mennesker. Men det viser sig at han er langt mere end det. At han er dybt mærket af sin fars misbrug og en resulterende depression. Hver karakter virker umiddelbart til at være let at regne ud, men som de udfoldede sig igennem romanen opdagede jeg, hvor meget mere, de egentlig var. De var komplekse, nuancerede og overraskende.

Alt det er blandet i med et virkelig fabelagtigt eventyr, nogle fantastiske beskrivelser af Europa, og et interessant, omend lidt ligetil plot, der mindede mig en lille smule om Frankenstein, i den måde den pointerer, at hvad videnskaben kan gøre og hvad videnskaben bør gøre er to vidt forskellige ting. Men plottet er ikke reelt set pointen. Pointen er karaktererne og hvordan deres oplevelser bringer dem tættere på hinanden, tættere på dem selv, og tættere på en mere åben forståelse af verden. Hvordan nærdødsoplevelser, miskommunikation, flugt, forræderi, og kidnapning kan give dem modet til at turde vælge en fremtid, de selv kan forme. Også selvom den går imod alt det, samfundet og deres familier forsøger at fortælle dem.

Det er ikke så realistisk, måske. Men det er så velfortalt, at jeg tror på, det kan lade sig gøre. Eller at det i hvert fald bør kunne lade sig gøre, dengang og nu, og at romaner som denne er med til at holde den drøm i live.

Jeg håbede, jeg ville elske den her roman, og det gjorde jeg. Jeg er så taknemmelig for, at den viste sig at være langt mere, end jeg havde håbet på. At den har vidunderlig romantik, episk eventyr, samt følelsesmæssig dybde, og at den formår at balancere humor og seriøsitet. Det hele er vævet sammen til en nærmest perfekt roman. Tak Mackenzi Lee, for en helt ny yndlingsroman.

DSC_0100-1

DSC_0152-1

DSC_0136-1

“Goldie Vance” (Vol. 1) af Hope Larson og Brittney Williams

Goldie Vance (Vol. 1) skrevet af Hope Larson, illustreret af Brittney Williams, udgivet: 2016, 112 sider, Boom! Studios.

DSC_1018-3

Jeg elsker mysterier, krimier, sommeratmosfære og diversitet. Baseret på de få kriterier, så er Goldie Vance måske den perfekte grafiske roman.

Titelkarakteren Goldie (Marigold) Vance arbejder i parkeringen på Crossed Palms Resort i Florida med sin far, men tilbyder også sine evner som privat detektiv, når muligheden byder sig og hun får lov at assistere hotellets detektiv. Den første historie, som denne volume dækker, handler om en halskæde, der forsvinder, og hvis ejermand kort efter også er sporløst borte. Det bliver hurtigt et kapløb med tiden, som Goldie forsøger at opspore den forsvundne gæst og redde ham, inden dem, der har taget ham, opdager han ikke har halskæden.

Jeg var fra allerførste side charmeret og fængslet af historien. Illustrationerne specielt finder jeg ufatteligt charmerende, og de er med til at give fortællingen en helt bestemt stemning. De milde, varme farver og den bløde tegnestil giver en let, elegant og behagelig atmosfære. Man forstår fra det første, at der her ikke vil være tale om voldelige eller voldsomme forbrydelser, men snarere mysterier, hvor alle vil slippe afsted med livet og humøret i behold.

Det er ikke nemt at holde en let tone uden at blive overfladisk eller fjollet, men det lykkes for Larson og Williams. De forstår at skrive interessante karakterer, et vovet mysterie og skabe en by i 60’erne, hvor alt tilsyneladende kan ske. At læse Goldie Vance var på mange måder, som at tage på en solrig ferie, blot for at opdage nogen er blevet kidnappet undervejs og du er pludselig midt i efterforskningen. Det er som at gå direkte ind i en Agatha Christie eller Nancy Drew roman, blot tilsat lidt tiltrængt diversitet.

Goldie er også en hovedperson, det er svært ikke at holde af. Hun er en stædig, skarp, loyal og intelligent ung kvinde, der tydeligt er skabt til at være detektiv, og som ikke giver op på et mysterie, når først det er sat i gang. Jeg elskede også hendes bedste veninde, Cheryl, der gerne vil være astronaut, samt hotellets egentlige detektiv, den ret akavede, men oprigtige Walt. Og så var jeg vild med Goldies crush, Diane, der arbejder i en musikbutik, er klar på et eventyr og er en total babe. Der er nogle fabelagtige karakterer, der hver især har deres egen personlighed og unikke plads i historien.

Selvom Goldie Vance placerer sig tidsligt i noget, der ligner 60’erne, så den bryder også konsekvent med de konventioner, det normalt medfører. Goldie er barn af et interracial par, der nu er skilt, hvilket er så rart at se portrætteret. Skilte forældre er overraskende nok ikke så almindelige i fiktionen, og specielt ikke skilte forældre, der stadig er venner. Goldie selv er også forelsket i en anden kvinde, og hendes bedste veninde, far og hende selv er brune. Men der er alligevel ingen diskrimination. Larson og Williamson har tydeligvis valgt perioden baseret på dens æstetik og stemning, og har prompte ignoreret alt det andet. Det fungerer overraskende godt, mest fordi de tydeligvis har sat det som mål, at skabe et univers, der er genkendeligt, men lige lidt mere eventyrligt og interessant.

Det var også det, jeg var mest charmeret af, da jeg læste historien. Nemlig den måde, de formår at skabe et univers, hvor smykketyveri, kidnapning, og en mor, der arbejder som havfrue i et akvarium, alle virker som helt almindelige ting, der sagtens kan ske. St. Pascal, byen de bor i, virker derfor som et sted, hvor alt kan ske, og hvor der venter eventyr lige om hjørnet. Hvor det bizarre, det mystiske, og det almindelige eksisterer side om side.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare, hvorfor jeg faldt så hurtigt og så overbevisende for Goldie Vance. Den giver mig en varm og lykkelig følelse indeni. Det er et univers, hvor jeg ved, jeg er velkommen. Hvor jeg kan få en milkshake, nyde stranden, og løse et mysterie på samme tid. Det er en perfekt, idealiseret verden, og jeg er så glad for, jeg kan få lov at drømme mig ind i den for en stund.

Jeg har uden tvivl tænkt mig at læse hele serien, og er så glad for, jeg tilfældigt faldt over den. Det er den perfekte sommerlæsning, og den kombinerer så mange af de ting, jeg elsker allermest. Det er oprigtigt, som om nogen har lavet den specifikt til mig. Den slags læseoplevelser er de bedste.

DSC_0004-4

“Dear Martin” af Nic Stone

Dear Martin af Nic Stone, udgivet: 2017, 224 sider, Crown Books. Anmeldereksemplar fra forlaget og Netgalley. Udkommer: 17. oktober 2017. English review.

DSC_0985-

Yeah, there are no more ‘colored’ water fountains, and it’s supposed to be illegal to discriminate, but if I can be forced to sit on the concrete in too-tight cuffs when I’ve done nothing wrong, it’s clear there’s an issue. That things aren’t as equal as folks say they are.

*

Justyce McCallister er i toppen af sin klasse, og er klar til at fortsætte sin uddannelse på et af USAs bedste universiteter. Han har det meste af sit liv formået at undslippe den stereotype, som mange af de sorte han voksede op med er faldet ind under. Indtil han en aften forsøger at hjælpe sin fulde ekskæreste sikkert hjem og i stedet bliver sat i håndjern af politiet og må sidde på kantstenen i flere timer inden han får lov at gå fri.

Det går herefter op for Justyce, at det er ligemeget, hvor gode karakterer han får, hvor god en skole han går på, hvor pænt han opfører sig, eller hvor godt han går klædt. Det faktum at han er sort er nok til at få en hvid politibetjent til automatisk at se ham som kriminel.

Justyce begynder som resultat at skrive breve til Martin Luther King Jr., hvor han reflekterer over sin egen status i samfundet, hans (hvide) omgangskreds’ generelle uvidenhed, og den indgroede racisme, der er at finde i et system, der ellers af mange (uvidende hvide) ses som værende lige.

Det er en barsk roman, der handler om at indse, at livet ikke på noget tidspunkt stopper med at være en kamp. Justyce tvinges efter den skæbnesvangre nat til at se i øjnene at diskrimination på grund af hans hudfarve ikke er noget han kan undslippe. At det er noget mange mennesker ikke vil lade ham undslippe. At den systematiske racisme, der stadig eksisterer, altid vil påvirke hans liv. Det er en brat opvågnen, og at skulle forsøge at finde en måde at blive ved med at kæmpe, uden at brænde ud, er mere end svært. Det virker for Justyce næsten umuligt. Derfor henvender han sig til Martin Luther King, og forsøger med stigende frustration at navigere og balancere den nye virkelighed han befinder sig i, og som han før, til et vist punkt, kunne ignorere.

Dear Martin er ikke blot en roman, der ser nærmere på Black Lives Matter bevægelsen, men også på racisme generelt. På den måde systemet nærmest er “designet” til at unge, sorte mennesker skal fejle, og hvordan disse unge mennesker reagerer på den realitet. Det er ikke behageligt at læse, men det er nødvendigt. Og selvom romanen ofte er nærmest ubærlig, så er den også fyldt med kærlighed, håb og mod. For Justyce er aldrig alene, der er altid nogen parat til at gribe ham, tale med ham og lytte, og personer, der er står ved hans side – nogle, som har stået der hele tiden og andre, der først nu indser, det er det rette sted at stå. Det er, mere end noget andet, en roman om, hvordan man lærer at stå fast og ikke give op, når man hver dag skal stå overfor et system og et samfund, der automatisk ser dig som en trussel.

Romanen består dog også af en langt større tragedie end Justyces’ nat tilbragt på kantstenen i håndjern, og den sidste del af bogen er virkelig svær at komme igennem. Specielt set i lyset af, at de her ting bliver ved med at ske. Sorte dræbes, og gerningsmændene går fri igen og igen. Uretfærdigheden er overvældende. Det virker måske som et meget amerikansk problem, men mødet med systemisk uretfærdighed og kampen for at opnå retfærdighed og lighed er kampe, der finder sted i hele verden, hele tiden. Mødet med disse kan være ufatteligt demotiverende, og Nic Stone fanger helt fantastisk, hvor frustrerende det kan være at skulle kæmpe mod det.

At skulle insistere på at resten af verden ser en uretfærdighed, der for dig er så åbenlys. Hvordan undgår man at miste modet? Hvordan bliver man ved med at holde hovedet højt? Hvorfor ikke bare give op? Stone stiller alle disse spørgsmål og besvarer dem også på forskellig vis. Der er ikke ét rigtigt svar. Svaret er forskelligt fra person til person.

Dear Martin er ikke blot en virkelig velskrevet roman, der har levende, realistiske karakterer og et overbevisende plot. Det er også en alt for nødvendig roman. Den sætter fokus på et vigtigt, overvældende problem, og samtidigt også på den racisme, der gennemtrænger hverdagen for sorte i USA, men også hvordan en ung, sort mand reagerer på og forsøger at håndtere den racisme, når den pludselig bliver både personlig og livstruende.

Nic Stone formår at give emnet den rette tyngde, og selvom racisme og politivold hele tiden spiller en central rolle i romanen, så blandes det tilpas med alt det andet, der også udgør et teenageliv: Forelskelse, venskab, familie og hvad det vil sige, at blive voksen, og skulle beslutte, hvilket slags menneske man vil være. Et spørgsmål, der er endnu mere presserende, når det er indhyllet i en realitet som denne.

Dear Martin er en troværdig, velfortalt roman med et fantastisk persongalleri, og en dyb medfølelse i sit emne og sin historie. Absolut anbefalelsesværdig.

*

“Yeah, I grew up in a rough area, but I know I’m a good dude, Martin. I thought if I made sure to be an upstanding member of society, I’d be exempt from the stuff THOSE black guys deal with, you know? Really hard to swallow that I was wrong. All I can think now is ‘How different would things have gone had I not been a black guy?’

DSC_0990-1

“A Visit From the Goon Squad” af Jennifer Egan

A Visit from the Goon Squad af Jennifer Egan, udgivet: 2010, 351 sider, Corsair.

DSC_0817-1

DSC_0840-1

Jennifer Egan har skrevet en ret deprimerende roman om det, der går tabt i et menneskeliv og om hvordan vi hver især er med til at forme hinanden. I hvert kapitel møder vi en ny karakter, som vi enten har hørt om tidligere eller som på en eller anden måde krydser de andre karakters vej eller rører deres liv, direkte eller indirekte. Der er ingen reel handling, som karaktererne samles om, og det var nok en fejl, for det betyder romanen mangler fokus.

Det eneste element, der ofte går igen er musikken. Flere af personerne arbejder i musikbranchen, og den verden, med stoffer, sex og fart, fungerer som en gennemgående baggrund, der binder romanen en lille smule sammen. Selvom musikbranchen bliver et slags samlingspunkt, så er det ikke musik romanen handler om. I stedet vil jeg sige den handler om hverdagstragedier.

I hvert kapitel er der er en stemning af uforløst potentiale, og af liv, der aldrig helt formår at gå op. Det er brugte og spildte liv, hvor hver person ender med at lide under sin egen handlingslammelse, enten fordi de har svært ved at se virkeligheden i øjnene og forlade deres ungdom, eller fordi deres fortid er for meget at kæmpe med. Det er ikke fordi, de ikke handler, det er mere at de hver især virker ude af stand til at handle på en måde, der får dem væk fra det sted de er. Jeg mener det ikke fysisk, men mentalt. Selv når de faktisk løser deres problemer, så er der stadig noget uforløst i luften. Som om de ikke kan undslippe en mental tilstand af utilfredshed.

Hver og en af dem synes at jage noget bedre, noget større og noget mere end det de har, og hver gang synes det at ende i tragedie. Ikke store tragedier, men små, hverdagstragedier: Skilsmisse, en manglende evne til at kommunikere med sine børn, impotens, utroskab, kleptomani. Fordi vi hele tiden skifter mellem karaktererne, så ender det dog med at disse ting ikke udforskes særlig dybt, og det, der bliver “sagt” om dem forbliver overfladisk. Der er ingen gylden visdom at hente.

Egan er for fokuseret på helheden af romanen, og de individuelle kapitler ender med at mangle noget vitalt. Kort sagt er det som om, der ikke rigtig bliver sagt noget i sidste ende. Eller måske snarere at det, der bliver sagt har jeg hørt før – og bedre – andre steder.

Egan vil tydeligvis gerne vil undersøge forbindelsen mellem mennesker, og hvordan denne kan forsvinde, mistes og findes igen. Til det formål er hendes skiften mellem karakterer en velvalgt måde at fortælle på. Romanens centrale tema virker da også til at være de måder, hvorpå vi rører og former hinandens liv. Dog, i denne roman, ikke altid til det bedre. Det handler om fortiden og om fremtiden, og hvordan realiteten af den ene og drømmen om den anden ofte betyder vi kæntrer et sted i nutiden – og derefter er efterladt med kun vraget af et liv, vi nu må bjærge resterne af.

Det er ret deprimerende. Hvilket faktisk er hovedårsagen til at jeg ikke brød mig om den. Jeg bryder mig generelt meget lidt om romaner – eller nogen form for fortælling – der vælger den triste, farveløse portrættering af livet. Det er det Egan har gjort. Det er ikke fordi, hvert kapitel ender i tragedie eller i håbløs fortvivlelse, men der er hele tiden den her stemning. Stemningen af spildt eller uforløst potentiale. Af at ingen er helt tilfredse, at alt er godt nok, men ikke faktisk godt. Der er ingen reel glæde at finde noget sted.

Jeg kan ikke forklare det, og det er en fuldstændig subjektiv oplevelse. Jeg tror ikke romanen er ment sådan nødvendigvis. Slut kapitlet er også fyldt med en glæde, der peger mod noget bedre, selvom Egan blander det med en bizar teknologisk vision om fremtiden, der ikke gav så meget mening og som, igen, var ret deprimerende af en eller anden årsag. Måske er jeg bare træt af teknologikritik.

I hvert fald har jeg en lidt bitter smag i munden. Som om nogen har vist mig et billede af verden med al farven suget ud, al glæden. Alle de små, vidunderlige øjeblikke, der gør det hele værd, er ikke til stede, hvilket jeg ville kunne acceptere, hvis romanen virkede til at have et formål med det. Men jeg ved ikke, hvad formålet er. Jeg har ikke fået noget ud af at læse den her bog, hvilket ærgrer mig, for Egan er en udmærket forfatter.

Det ses specielt i de få øjeblikke, hvor hun leger med formen, som i det kapitel, der er fortalt i powerpoint slides, og som ender med at være det bedste kapitel i bogen. Romanen er også velskrevet på sætnings niveau, og karaktererne virker realistiske. Det er bare som om romanen ikke ved, hvad den vil. Den fumler. Måske er det blot fordi, jeg ikke brød mig om den triste, uforløste stemning. Men hvor meget jeg end forsøger, så kan jeg ikke slippe af med bitterheden den efterlod.

DSC_0866-2

DSC_0813-1