“The Underground Railroad” af Colson Whitehead

The Underground Railroad af Colson Whitehead, udgivet: 2016, 366 sider, Fleet.

DSC_0389-1

“‘Why do all this,’ she asked. “For all of us?’
‘Don’t you know? White man ain’t going to do it. We have to do it ourselves.'”

Det her er bogen, der har været på alles læber, og når man læser den forstår man hvorfor. Det er en voldsom roman, der bærer flere århundreders lidelser, smerter og racisme i sig. Det er historien om Cora, der flygter fra slaveriet med den underjordiske jernbane, der i dette tilfælde er en faktisk underjordisk jernbane.

Hvert stop på denne flugtrute byder på forskellige former for frihed og muligheder. Men Cora, der aldrig har oplevet friheden før, opdager også friheden har mange former, og at det, der i første omgang ligner frihed, i stedet kan være nye usynlige lænker.

Whiteheads største triumf er dog ikke selve plottet, men snarere hans evne til at give et nuanceret indblik i de grusomheder og umenneskeligheder sorte blev udsat for i USA. Ikke blot som slaver, men også som “frie” individer. Selv dem, der var heldige nok til at undslippe plantagerne eller købe deres frihed oplever at selvom de ikke længere er slaver, så har de ingen plads som ligestillede med hvide i samfundet. Det er blot en illusion. De bliver givet ideen om frihed, og derefter steriliseret mod deres vilje og uvidende brugt i eksperimenter med syfilis.

Det er ubehageligt at læse, og det skal det være, men det er også nødvendigt for at forstå, hvor dybe rødder racismen har, hvor mange former den tog og tager, og i hvor mange forskellige ansigter og aspekter af livet den kunne og stadig kan findes. Det er ikke blot slavehandelen, der er grusom, det er også måden, hvorpå de blev jagtet og straffet, den måde de blev myrdet og umenneskeliggjort, på plantagerne og væk fra dem.

Men The Underground Railroad handler også om drømmen om frihed. Drømmen om en bedre verden et andet sted. Det er dét jernbanen repræsenterer. Den er håbet om, at der findes et sted, hvor friheden hersker for de sorte, og hvor de kan indtage en værdig plads i samfundet og genvinde deres værdi som mennesker.

“But every slave thinks about it. In the morning and in the afternoon and in the night. Dreaming of it. Every dream a dream of escape even when it didn’t look it.”

Det er passende, synes jeg, at Whitehead gør jernbanen til noget næsten magisk og fantasifuldt. Ingen ved, hvor den kommer fra eller hvorfor præcis den er der. Men nogen har lavet den og måske til præcis dette formål; at hjælpe slaver med at flygte. I en roman, hvor hvide mennesker tror verden er skabt til, at de skal være på toppen, så er det passende at der lige under dem, er en konstruktion, der underminerer denne sandhed. Jernbanen kan ikke stoppes. Den kan forsinkes, forhindres, men aldrig stoppes. For der vil altid være håbet om en bedre fremtid, det skal der være, og for dem, der tør gribe chancen og risikere alting, så er jernbanen der, til at bære dem til en – måske – lysere fremtid.

Det er en stærk, brutal og enormt velskrevet roman. Whitehead er indimellem næsten poetisk i sine beskrivelser, men gemmer ikke grusomheden væk i et blomstret sprog, i stedet gør det hans beskrivelser svære at se bort fra. De hægter sig fast og tvinger os til at mærke og bære vægten af hans ord og den uretfærdighed og grusomhed han beskriver. Og indimellem håbet.

Det har taget Whitehead 17 år at føle, han var moden nok til at skrive den her roman. Det var værd at vente, for det er en fænomenal præstation og unægteligt et værk, der fortjener at blive genlæst og husket.

“Here’s one delusion: that we can escape slavery. We can’t. Its scars will never fade. When you saw your mother sold off, your father beaten, you sister abuseed by some boss or master, did you ever think you would sit here today, without chains, without the yoke, among a new family? Everything you ever knew told you that freedom was a trick – yet here you are.”

DSC_0685-1

DSC_0252-1

 

Advertisements