“Forbandede Kærlighed” af Colleen Hoover

Forbandede Kærlighed (originalt: Ugly Love) af Colleen Hoover, udgivet: 2014 Lindhart & Ringhof/Lovebooks. Anmeldereksemplar. English review.

DSC_0579

Jeg ved ikke specielt meget om New Adult genren, andet end at den virker til virkelig at have fået luft under vingerne de sidste par år (i hvert fald i mere mainstream, kommerciel forstand), og at Colleen Hoover ofte bliver nævnt i forbindelse med genren – for det meste i prisværdige vendinger.

Selv var jeg interesseret, da jeg blev ved med at se NA og Hoover dukke op, men usikker på om jeg nogensinde rigtig ville få læst noget af hverken hende eller genren generelt. Men det gjorde jeg så til sidst (takket være Lovebooks) og det er jeg egentlig meget glad for. Jeg ved ikke om jeg vil læse andet af Hoover efter den her, men kan meget godt lide genren!

Forbandede Kærlighed er historien om Miles og Tate, der tilfældigvis møder hinanden, da Tate flytter ind hos sin bror, Corbin i San Francisco. Miles bor i lejligheden lige over for deres, og selvom deres første møde er forholdsvist uheldigt, så viser det sig hurtigt at de meget, meget gerne vil lære hinanden bedre at kende. Så de starter et friends with benefits forhold, som på ingen måde – siger Miles – kan eller vil udvikle sig til at være mere end bare sex (sex, der er beskrevet ned til sidste hede detalje). Tate accepterer, men forelsker sig selvfølgelig alligevel. Hun får sit hjerte knust igen og igen, mens Miles forsøger at holde sig fra at falde for hende, det bliver en kamp mellem en insisterende kærlighed og fortidens skygger.

Hvorfor Miles er så afvisende over for ideen om kærlighed og et ægte forhold viser sig i hans baggrundshistorie, der fortælles i hvert andet kapitel. Der følger vi nemlig Miles og hans liv seks år før han møder Tate. Miles fortid var nok i sidste ende, hvad der reddede romanen for mig. Selvom jeg synes den er sexet, så fandt jeg Miles opførsel over for Tate lidt for ubehagelig til tider, med en grad af manipulation og legen med hendes følelser, der var uacceptabel (for mig, i det mindste!). Feministen i mig rejste sig, og havde svært ved at lægge sig igen. Men hans baggrund forklarer hvorfor han agerer så ubehageligt overfor hende, og den forklaring der gives er måske den eneste forklaring jeg ville have accepteret (selvom det stadig er uacceptabel opførsel – selv i fiktion).

Problemet er at hele ideen om, at hvis blot man bliver hos en mand længe nok så kan man “ordne” ham og så kan han lære at elske en, er fucking dum. For det er ikke rigtigt. Det fungerer kun på den her måde i fiktion, og jeg synes ikke man skal præsentere læsere for en verden hvor en mand kan opføre sig som Miles og så i sidste ende forvente at blive tilgivet. Det skal i hvert fald ikke være let, lige meget hvor god en “forklaring” han har på at være så følelsesmæssigt fucked up. Det undskylder det stadig ikke.

Men det er jo fiktion, og vi er kritiske læsere, der ikke bare blindt accepterer det vi læser som sandheden. Og Miles baggrundshistorie giver os en grund til hans opførsel, selvom han selvfølgelig aldrig skulle have indledt en forhold til at starte med, og hans historie knuste mit hjerte, og jeg græd. Så selvom jeg synes Tate skulle have sagt mere imod og være mere afvisende overfor ham, så fungerede historien jo i sidste ende. Og jeg synes det var god læsning.

Min største kritik er faktisk en kritik af en masse små ting.  For der var nogle ting, som jeg synes romanen godt kunne have gjort mere ud af. F.eks. studerer Tate til at blive anæstesisygeplejerske og arbejder i weekenden på et hospital, men hverken hendes studie eller hendes job bliver der gjort noget ud af. Vi følger hende aldrig nogen af stederne, vi ser hende kun når hun er sammen med Miles eller sin bror. Indtil der pludselig dukker to venner op, som vi aldrig har hørt om før, og som ikke nævnes igen senere, men som tjener det ene formål at gøre Miles jaloux. Det virkede en smule dovent. Der var bare en masse små detajler, som Hoover med lethed kunne have gjort mere ud af, og som ville have givet kapitlerne hvor vi følger Tate, samme dybde og realisme, som de kapitler der foregår i Miles fortid, hvor jeg følte detaljerne virkelig var på plads.

I sidste ende nød jeg dog bogen, selvom min feminisme blev ret stødt. Den her anmeldelse virker mere negativ end jeg egentlig føler den er, for jeg synes bogen var underholdende, og jeg var ret glad for det forhold man indimellem kan ane mellem Tate og Miles, hvor meget de end stritter imod.

Og så hedder bogen Forbandede Kærlighed. At forvente en dans på røde roser havde været dumt, og hvis den her bog gør én ting godt, så er det at vise de grimme, ubehagelige og voldsomme sider af kærligheden. Alt det vi drives til at gøre, sige, og udstå i kærlighedens navn, hvor meget det end river os i stykker. Samtidigt med den insistere på at kærligheden er en positiv ting, at den har en helende kraft.

I sidste ende handler det om at lade sig selv være lykkelig, at lukke de mennesker ind, som bringer lyset frem i os. Ligemeget hvor smertefuld fortiden er, så bør den aldrig blokere for fremtiden og det håb den bringer. Alt er muligt, så længe man tør elske igen.

(Bog 5 i The Summer of Reading Women)

Advertisements