“The Wave in the Mind” af Ursula Le Guin

The Wave in the Mind: Talks and Essays af Ursula Le Guin, udgivet: 2004, 301 sider, Shambhala Publications.

DSC_0833-1

I do think novels are beautiful. To me a novel can be as beautiful as any symphony, as beautiful as the ea. As complete, true, real, large, complicated, confusing, deep, troubling, soul enlarging as the sea with its waves that break and tumble, its tides that rise and ebb.

The Wave in the Mind samler en række forskellige essays og taler omkring litteratur, forfatterskab og det at skrive fra Ursula Le Guins karriere. En karriere der efterhånden er ret lang, så den spænder bredt. Den er inddelt i fire forskellige overemner: Personal Matters, Readings, Discussions and Opinions og On Writing.

Indimellem kan man risikere at en samling som denne, er fyldt med enten ligegyldige eller ubrugelige tekster, hvor det ikke føles som om forfatteren faktisk har lagt noget af sig selv i dem. Det er heldigvis ikke tilfældet her, langt fra. Le Guin er reflekteret, alvorlig, morsom og ufattelig skarp i sine observationer og kommentarer. Hun tør tage vigtige, men problematiske emner op, og taler om dem på en måde, der viser hun er klar over sin egen position i forhold til dem. Hun har også nogle velreflekterede tanker omkring diversitet i litteraturen, og behovet for forskellige fortællinger om det, at være menneske. Hun er heller ikke bleg for at kommentere – meget skarpt og meget sigende – om sexisme i litteraturen og i bogverdenen generelt. Hun skyder faktisk virkelig nogle gode kommentarer af om det at være kvinde (og det endda en kvinde, der har dristet sig til at være blevet gammel og stadig have meninger) i litteraturen og i verden.

Hun tør også åbne op, og indrømme at det hun troede om verden og litteraturen da hun var ung, ikke er det samme hun tænker nu. At alting ændrer sig og forandres som tiden går. Det føltes meget rigtigt. Hun har f.eks. denne interessante kommentar om Tolstoy, som hun forgudede som ung og senere vendte tilbage til med lidt andre følelser:

I respected him without ever asking if or wondering whether he, as it were, respected me.

Det kan indimellem være en svær konklusion at komme frem til. At en forfatter (eller person) du elsker, faktisk har meget lidt til overs for dit køn, din seksualitet, din etnicitet eller din eksistens. Men hun skriver også at en erkendelse som denne ikke betyder, man skal kaste ham i ilden (måske en lille smule). Den gør det blot lettere at være uenig med ham og se kritisk på hans værk. Det er et vigtigt skridt. Man skal ikke være bange for at være uenig, og hun formår at være det uden at miste nuancerne.

Generelt er det en interessant og indsigtsfuld samling af tekster, der giver en vellæst, veletableret forfatters perspektiver på en række meget diverse emner. Om så hun diskuterer lykkelige familier og Tolstoy, forsvarer fantasy genren, eller forundres over forskellen på den skrevne og den mundtlige fortælling, så er det værd at læse. Jeg garanterer, at der vil være mindst én, og uden tvivl flere, tekster, der er af interesse, nærmest ligemeget hvem man er. Okay, måske ikke, hvis du elsker at se ned på sci-fi og fantasy eller synes kvinder bør kende sin plads eller er meget imod diversitet i litteraturen. Så er den her samling virkelig ikke for dig. Beklager.

Den kan også læses både af fans af Ursula Le Guin og af dem, der ikke aner hvem hun er. Hendes tanker om kendte værker, litteratur, skriveprocessen og verden generelt er fyldt med visdom og indsigt, der ikke bare emmer af intelligens, men også af ægte lidenskab og interesse i det, hun skriver. Hvis man er spirende forfatter kan alle teksterne i On Writing afsnittet anbefales. Hun går i dybden med hendes egne erfaringer, og selvom jeg ikke er forfatter, så fandt jeg det overraskende beroligende at læse hendes tanker om “writer’s block”. Hun synes mest af alt, man blot skal tage en pause. Lad historien komme til dig. Det var en fin tanke.

Personligt var jeg specielt glad for følgende tekster:

  • Introducing myself
  • Being Taken For Granite
  • My Libraries
  • Things Not Actually Present
  • Off the Page: Loud cows
  • Fact and/or/plus Fiction
  • Telling is Listening
  • Unqestioned Assumptions

Jeg har altid været imponeret over Le Guins mod. Den måde hun har turde skrive det, der gav mening for hende, det, hun troede på. Jeg har også altid holdt af hendes kritiske selvindsigt, og hendes evne til at mene ting, men ikke blive arrogant eller for vigtig til at undskylde, hvis hun føler det er på sin plads.

Hun har altid føltes som en forfatter, der er på læserens side. En person, der er interesseret i, hvad litteraturen kan, hvordan den bryder grænser, hjælper mennesker og udvider vores horisont. Og en person, der ikke mener hun sidder med alle svarene. Hun sidder med nogle svar, om du er enig er op til dig. Hun er en forkæmper for litteratur, for at den skal blive så divers og interessant som mulig, så dem, der læser bøger, får de bedst mulige oplevelser. Det er den her samling endnu et bevis på.

To me the important thing is not to offer any specific hope of betterment but, by offering an imagined but persuasive alternative reality, to dislodge my mind, and so the reader’s mind, from the lazy, timorous habit of thinking that the way we live now is the only way we can live. It is that inertia that allows the institutions of injustice to continue unquestioned.

DSC_0018-1

“A Wizard of the Earthsea” af Ursula Le Guin

(Wizard of the Earthsea af Ursula Le Guin, 1993/1968, Penguin, English Review.)

dsc_0135-1

It is very hard for evil to take hold of the unconsenting soul.

Jeg har sindssygt meget respekt for Ursula Le Guin. Hendes Left Hand of Darkness og The Dispossessed var begge fantastiske og bøger jeg synes alle bør læse, og sidste jul fik jeg The Wave in the Mind, der er en samling af hendes non-fiktion, jeg har bladret lidt i og den er også helt genial. Le Guin har sådan en stærk, holdnings-fast personlighed, som både kan ses i interviews, taler osv., men som også kommer til udtryk i hendes bøger. Hun præsenterer sine universer og fortællinger med kompetence og overbevisning – der er ingen tøven.

The Wizard of the Earthsea er første bog i en serie på fire, og den omhandler Ged, og hans rejse mod at blive troldmand. Det er en verden, der er fyldt med magi – for dem der lærer at kontrollere det. Ged vokser op i den lille landsby, Gont, der ikke har den store kontakt til omverdenen. En lokal heks lærer ham lidt magi og snart bliver det klart han har et overraskende talent. Han bliver taget i lære hos en troldmand og sendt på en skole for troldmænd – ja, tag den J.K. Rowling, du var ikke først med ideen. Faktisk er der lidt Hogwarts stemning over den skole Ged ender på. Den befinder sig på en lille ø, og her lærer de forskellige former for magi – og lærer at tale verdens rigtige sprog, de lærer de sande navne på verden omkring dem. Geds navn er det kun de færreste der ved, for når man kender navnet på noget, så kan man bruge det til at få kontrol over denne ting – eller person. Jeg er generelt vildt med magi forbundet til navne, jeg synes det er en rigtig smuk ting.

The Wizard of the Earthsea er en young adult bog, hvilket jeg ikke ville have gættet, hvis ikke jeg havde læst det om den bagefter (ya var selvfølgelig ikke en genre, da bogen blev skrevet, så der galdt nok andre konventioner). Hovedpersonen er godt nok teenager, og denne første bog er Geds første prøvelser – både som troldmand, men også som barn på vej mod at blive voksen. Han er arrogant, stolt, og mest af alt hævngerrig – alt dette må han lære at lægge bag sig, men det er på ingen måde smertefrit.

Den er skrevet i en stil, jeg synes ofte gør sig gældende i lidt ældre fantasy. Det er en stil, der er mindre emotionelt deskriptiv end mange bøger nu til dags er. Det er ikke fordi, der ikke er detaljer, men alting går lidt hurtigere og er lidt mindre fyldestgørende end man måske er vant til. Det kræver lidt tilvænning, og jeg må indrømme, jeg følte der manglede et eller andet. Det var lidt samme følelse, jeg fik af at læse Hobitten, som om den var en tand for kort for hovedet og som om alt gik lidt for hurtigt. Tilgengæld er der i dette tilfælde tre bøger mere, så historien er langt fra færdig.

Det er stadig en virkelig god bog – og specielt en god og ret anderledes YA fantasy roman. Det var nok også lidt det, der gjorde jeg var overrasket over den blev beskrevet som en YA bog, for jeg er så vant til at der er lidt mindre world-building, at de er mere action-packed, mere fyldt med kærlighed, intriger og hurtig dialog. Den her er intet af det. Den er sober, behersket og på trods af at være en kort bog, hvor plottet egentlig hurtigt skrider frem, så føles den lidt langsom. Måske fordi den præsentere os for et så ekspansivt univers, der virker så færdigt og konkret, samtidig med Ged – på meget kort tid – gennemgår en forfærdelig masse ting. Der var næsten en stemning af tidløshed, og der kan gå alt fra sekunder, dage, måneder og år fra en sætning til den næste.

Det er også en roman med et magi-system, der præsenteres ret vagt, men føles meget klart. Magi i Wizard of the Earthsea er med til at holde verden i balance, og som troldmand skal man forstå det ansvar, der ligger i at kunne påvirke den balance. Magi er kraft man trækker fra ét sted i verden til et andet sted – det kan gøre uigenkaldelig skade samtidig med det bruges til noget blændende godt. Det var jeg vild med, for det er så ofte noget forfattere ignorere lidt. Den magi, som troldmænd og hekse og andre overnaturlige personer bruger, indeholder en kraft som må komme et eller andet sted fra – har det ingen effekt man bare bruger det uden tanke? At det kan bruges af hvem som helst, når som helst?

Det er en roman, der kigger ind ad, hvor protagonisten går fra dreng til mand på 150 sider, uden at det føles forhastet. Den handler, bogstaveligt talt, om de skyggesider magt uundgåeligt kaster af sig, de fejl, som ungdommen begår og som det ældre jeg må rette op på. I sin arrogance lukker Ged noget ud i verden, en skygge, et mørke, der forfølger ham, der ønsker hans endeligt.

Jeg glæder mig til at se, hvor serien udvikler sig hen og hvilken troldmand Ged ender med at være. Han har potentialet til både godt og ondt i sig, men hvem ved hvad der i sidste ende vejer tungest? Og med Le Guin ved man aldrig helt. Hun er sjældent andet end original og overraskende.

dsc_0133-1