“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon, udgivet: 2017

DSC_0697-2

DSC_0700-1

Hvis du sidder og mangler en sød, strålende og sommerdejlig roman at nyde i solen, så kan jeg absolut anbefale When Dimple Met Rishi. Den smeltede mit hjerte og gjorde mig glad indeni fra første til sidste side. Og så har den nok en af mine yndlingsforsider nogensinde. Den gør mig ufatteligt glad at se på.

Hovedpersonen er Dimple, der elsker at programmere. Hun er henrykt da hendes forældre giver hende lov til at deltage i et seks-ugers programmerings forløb, Insomnia Con, hvor hun kan være heldig at møde sit idol, web-geniet Jenny Lindt. Hun er så henrykt, hun ikke overvejer, hvorfor det var så nemt at få dem til at sige ja.

Det viser sig, at Insomnia Con er en undskyldning for at Dimple kan møde Rishi, den fyr hendes forældre har arrangeret potentielt ægteskab med. Han er, hvad Dimple ville kalde “the Ideal Indian Husband”. Rishi er spændt på at møde Dimple, og lære hende at kende, der er bare ingen, der har fortalt ham, at Dimple ikke aner, hvem han er. Han tror, hun ved, de skal mødes. Dimple har aldrig hørt om ham før i sit liv. Deres første møde er… akavet.

Dimple er umiddelbart imod Rishi, hun er alt det, hun ikke har brug for, men hun kan heller ikke bebrejde ham, at han er blevet ført bag lyset af hendes forældre. Så hun beslutter at et venskab ikke kan skade, problemet er bare det snart udvikler sig til at være meget mere. Sammen forsøger de at forene deres forældres forhåbninger og drømme for fremtiden med deres egne.

Dimple og Rishi er meget forskellige karakterer, der kommer fra samme baggrund, men har vidt forskellige forhold til den baggrund. Dimple har kun øje for sine studier og sin fremtidige karriere som programmør og webdesigner, og intet – ingen mand, ingen familie, ingen traditioner – skal stå i vejen for hende. Begge er stolte af deres forældre og deres kultur, men for Rishi spiller den en bestemt stort rolle i hans liv. Han er stolt af sin kultur og historie, og den to-delte position han har i verden, som både indisk og amerikansk. Han finder en tryghed og skønhed i traditionerne og ser en vidunderlig mulighed i Dimple og et ægteskab mellem dem, mens det for Dimple er mere en klods om benet. Sammen forsøger de at navigere en verden, de i stigende grad må gøre deres egen.

Dimple mener romantik er uforenelig med en karriere, men jo tættere på Rishi hun kommer, jo mere bliver hun i tvivl om sine prioriteter. Rishi er draget af Dimples mod, og den måde hun tør jage efter sine drømme uden at tænke på konsekvenserne, og uden at lade sig stoppe.

Det er en virkelig fin, eftertænksom roman med to fantastiske hovedpersoner, der hver har sin charme. Jeg var vild med Dimples stædige insisteren på at følge sine drømme, og jeg så meget af mig selv, i den måde hun havde en bestemt idé om fremtiden og nægtede at vige fra den. Sådan var jeg selv, og det er så velkendt en følelse. Jeg blev også umådeligt charmeret af Rishi, og tabte totalt mit hjerte til ham. Åh, jeg ville ønske jeg havde mødt (eller en dag møder) en fyr som ham. Han er totalt dåne-værdig, men ikke overvældende perfekt. Han er realistisk og vidunderlig. Han holder sig også til en bestemt idé om, hvordan hans liv skal se ud, og viger ikke fra den, selvom det betyder han ender med at ofre meget af sig selv og sin personlige frihed.

Det bliver dog besværliggjort, når man ender med at falde for en kvinde, der ikke passer ind i den fremtid, man havde udset sig selv. En kvinde, der insisterer på, at også du følger dine drømme, og ikke går på kompromis.

Jeg ville ønske, der havde været lidt mere fokus på selve Insomnia Con og den app Dimple og Rishi skal programmere for at vinde. Ikke fordi jeg går op i programmering, men fordi det er så stor en del af Dimples liv, og at give så få detaljer gør det indimellem lidt svært at tro på, at Dimple faktisk er så passioneret omkring det.

Intet kan dog ændre på, at jeg var vild med bogen. Sandhya Menon har skrevet en charmerende og vidunderlig roman om at forelske sig, følge sin drømme, og skrive sine egne regler, der hverken er dikteret af familie eller samfundet. Dimple og Rishi er fantastiske, og jeg var ked af at lægge dem fra mig, da jeg var færdig. De to kunne jeg læse om for evigt.

DSC_0695-2

DSC_0687-1

DSC_0686-2

“I Capture the Castle” af Dodie Smith

I Capture the Castle af Dodie Smith, org. udgivet: 1948, 410 sider, Red Fox/Randomhouse.

DSC_0616-1

DSC_0650-1

I Capture the Castle er en atmosfærisk, behagelig og udramatisk roman, der er fuld af naiv længsel efter noget, der ikke helt kan defineres. Kærligheden, måske, eller blot en fremtid, der er lige på kanten af horisonten.

På en forfalden borg i England bor Cassandra med sin familie. De har ingen penge, og deres liv er isoleret, men uden reelle farer eller bekymringer. De lever et stille, uproblematisk liv, hvor hver dag er som den forrige.

Indtil to pæne, unge amerikanske mænd flytter ind ved siden af – de rigtige ejere af borgen – og straks ser Cassandras ældre søster, Rose, en vej ud af fattigdommen. Hun og Cassandra overbeviser sig selv om, at i ægte Jane Austen stil, skal Rose blot gifte sig med en af dem og så er alle problemerne løst. Ingen af de to søstre har erfaring med kærligheden, og hjertets affærer viser sig at være langt mere komplekse end som så.

I Capture the Castle er skrevet som Cassandras dagbog. Hvis Rose er Jane Austen, så er Cassandra i højere grad en Brontë, med sine lange, smukke, detaljerede beskrivelser og fokus på de allerinderste følelser.

Det er dette fokus på detaljerne i deres liv, der skaber atmosfæren, og det er atmosfæren, der er så fængslende. Plottet er overraskende simpelt, og består egentlig af en romantisk fortælling og ellers en konstellation af forskellige små vanskeligheder, der skal overkommes og problemer, der skal forløses. Der er ingen trussel, udover hjertesorg, og det er i dette tilfælde nok. Borgen er nærmest sin egen karakter, og den engelske natur spiller også en betragtelig rolle, og danner begge en levende baggrund for Cassandra og Roses overgang fra barn til voksen. Hvilket ikke blot betyder at blive ældre, men også at turde følge sit hjerte – og ikke mindst forstå, hvad hjertet faktisk siger.

Beskrivelserne gjorde det største indtryk, men karaktererne var det, jeg holdt mest af. Lige fra Cassandras far, der er en excentrisk, skriveblokeret forfatter, til hans kone, Topaz, en kunstnerisk type, der holder af at vandre i naturen nøgen, til landsbyens godmodige præst, til de to pæne amerikanske mænd, Simon og Neil, og til romanens hovedpersoner, Cassandra og Rose. Og selvfølgelig den charmerende, hjælpeløst forelskede Stephen.

Der er noget vidunderligt over landsbystemningen og den rolige, ubekymrede verden, Cassandra er en del af. I løbet af romanen kommer der langsomt lidt mere på spil og en del af naiviteten går af både Cassandra og historien, men hverken hun eller den mister sit solskinsvæsen og optimisme.

Cassandras fortællestemme draperer alting i et romantisk skær, der gør oplevelsen langt mere utrolig og overbevisende end den ellers ville være. Der er intet realistisk over handlingen i I Capture the Castle, men Cassandra er på den anden side heller ikke den mest pålidelige fortæller. Der er igennem hele romanen en følelse af at være trådt ind i en dagdrøm, hvilket er en absolut vidunderlig følelse, når dagdrømmen er skrevet, som den her. Det er måske et produkt af anden verdenskrig, hvis skygge stadig har ligget over Europa da romanen blev udgivet.

Jeg må indrømme, jeg til sidst blev lidt træt af de uendelige beskrivelser. Jeg var klar til at komme videre med plottet, og det var en skam, for Smith skriver fantastisk, og bygger en atmosfære op, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade. Jeg savnede bare virkelig lidt mere handling til sidst.

Det ér en langsom bog, og det er meningen, den skal være det. Det er en del af atmosfæren og den stemning, romanen er afhængig af. Den handler om at træffe de første svære valg i livet, forelske sig, være subjekt for andres forelskelse, tilgive vores nærmeste, når de begår fejl, og endelig indse at livet bliver noget helt andet, end vi havde forestillet os. Det er en stille, skøn roman om at opleve en ny del af livet for første gang.

Den bliver lidt langsom indimellem, men den efterlod mig med en vidunderlig følelse af at have besøgt en bedre, mere romantisk verden, hvor det at blive voksen er at forlade ét eventyr for at starte et nyt. Den gav mig lyst til at ligge og mærke solen på dybgrønne marker, spise friske jordbær, og danse til Debussy med unge, pæne mænd (og kvinder) mens månen er fremme. Det er en dejlig fortælling at fortabe sig i.

DSC_0629-1

“The Upside of Unrequited” af Becky Albertalli

The Upside of Unrequited af Becky Albertalli, udgivet: 2017, 352 sider, Penguin. English review.

DSC_0466-1

DSC_0454-1

Der følger altid en hvis frygt med at læse en bog af en forfatter, hvis tidligere bøger du har elsket. Frygten for at blive skuffet, for ikke at forelske sig på samme måde igen.

Hvad nu hvis de har skrevet en dårlig bog? Becky Albertallis Simon vs The Homosapiens Agenda er en af mine absolut yndlingsbøger, så jeg var lidt ængstelig for The Upside of Unrequited.

Det var der ingen grund til.

The Upside of Unrequited handler om Molly, der har haft 26 crushes, men aldrig er blevet kysset af nogen. Hun er 17 år og mere end klar til at det skal ændre sig. På den anden side frygter hun lidt det aldrig kommer til at ske. Ikke kun på grund af hendes vægt, men det spiller en rolle. For Molly er ikke den gængse hvepse-tynde protagonist, hun er tyk. Gudskelov så hader hun ikke sin krop, en trope det ellers er let at falde i, Molly er mest af alt bange for at resten af verden vil hade den. Hun er vant til at blive dømt for sit udseende, at få nedladende kommentarer og så videre, men hun føler hun er kærligheden værd.

Så da to fyre begynder at vise interesse, den sexede hipster Will og den søde, men akavede fantasy nørd Reid, så beslutter Molly sig for endelig at tage chancen og risikere sit hjerte. Det viser sig dog at være en mere kompleks proces end som så.

Ikke mindst fordi hendes tvillingesøster, Cassie, har fundet sig sin første kæreste, Mina, og pludselig står de to søstre overfor den meget reelle risiko at de vil vokse fra hinanden. Når man hele livet har været hinandens vigtigste person, hvad sker der så, når en anden truer med at overtage den plads?

Det er en roman, der bare er så fucking bedårende og charmerende. Molly er en fantastisk protagonist, der hverken er for naiv eller fjollet, men virkede vildt realistisk. Mange af hendes tanker kunne jeg genkende fra mig selv, da jeg var på hendes alder. Usikkerheden omkring det første kys, sex og forhold generelt. De er en skræmmende størrelse, når man INGEN erfaring har.

Det er også en bog med et fantastisk diverst karaktergalleri. Der er Molly og Cassies to mødre, hvor af den ene er sort, og en af dem er biseksuel, Mina er koreansk-amerikansk og panseksuel, både Molly’s familie og Reids familie er jødiske, og selvom ingen af karaktererne er aseksuelle, så bliver det nævnt alligevel. Det var så forfriskende med en verden, der ligner virkeligheden. Det føltes på ingen måde tvunget eller overdrevet, bare naturligt.

Det er en af de ting Becky Albertalli gør allerbedst. Både i Simon og her. Hun forstår at skrive karakterer og historier, så de føles naturlige. Der er intet forceret eller urealistisk over den verden eller det plot, hun skaber. Det er vitterligt karakterer jeg tænker, jeg kunne støde på ude på gaden.

Man kan også tydeligt mærke hun har gjort noget ud af sine karakterer, de er ikke bare med for at fylde en diversitets kvote. Hun har undersøgt sit stof, og gjort det med respekt for dem, der faktisk skal spejle sig i disse karakterer. Og det betyder så uendeligt meget.

Mest af alt, så elskede jeg forholdet mellem Molly og Cassie, og Molly og Reid. Helt ærligt, så er Reid så latterligt charmerende, jeg havde lyst til at kysse ham selv. Åh. Kærligheden i den her roman er nok til at jeg selv får sommerfugle i maven, og ønsker mig (næsten) tilbage til dengang jeg var 17 og fuld af nervøsitet og forvirring.

Der er også enkelte cameos med karakterer fra Simon, og det gør mig så glad at vide, de to romaner og alle deres karakterer befinder sig i samme univers.

The Upside of Unrequited er et lille lysglimt i en ellers stigende mørk tid, den er et varmt kram fra en du holder af, den er fuld af glæde, mildhed, og charme. Ganske som Simon, så minder den mig om alt det bedste i verden. Og sådanne bøger kan vi ikke få nok af.

DSC_0473-1

DSC_0480-1

“The Hate U Give” af Angie Thomas

The Hate U Give af Angie Thomas, udgivet: 2017, 464 sider, Forlag: Balzer + Bray. English review.

dsc_0327-1

dsc_0315-2

Jeg har ventet i spænding på den her bog, og nu hvor den endelig er her kan jeg med glæde fortælle, at den er absolut alt det, jeg håbede den ville være.

På vej hjem fra en fest bliver Starr og hendes ven Khalil stoppet af politiet. De har intet gjort forkert, men aftenen ender alligevel med at betjenten skyder Khalil tre gange og dræber ham på stedet. For de flest af os er det ikke en ny historie, i USA sker det alt, alt for ofte at sorte bliver skudt og myrdet uden grund.

Hvad der følger er Starrs kamp for retfærdighed, og om at finde modet til at fortælle en historie, det langt fra er alle, der ønsker at høre.

Det er et svært, komplekst og ømt emne, som Angie Thomas håndterer med respekt og rå ærlighed. Hun viser os en virkelighed, der ofte gemmes væk, og det betyder, der ikke lægges fingre imellem. At det her er hendes debut er svært at forstå, for den er imponerende. På alle punkter.

Den rammer ubønhørligt og brutalt med sin sandhed, og viser en side af en sag, der desperat har brug for at blive vist. Det er let at afskrive ofrene for disse politidrab som bandemedlemmer, kriminelle eller skyldige i et eller andet, men der er ingenting, der kan forsvare at skyde en ubevæbnet sort mand eller kvinde, der intet har gjort forkert. Ligemeget hvem de er.

Ikke bare tager The Hate U Give et alt for relevant emne og gør det forståeligt for alle, også de af os, der befinder os fuldstændigt på den anden side af sagen – os, der aldrig ville blive skudt uden grund, fordi vi er hvide. Men hun giver os også karakterer, der alle er levende, og en historie, der afliver stereotyper, og giver et portræt, der oplyser, uddanner og forklarer – uden at lægge fingre imellem eller spare os for de hårde detaljer, hvor svært det end er at høre dem. Som hvid er det fordi vi er med til at opretholde et system, der tillader den slags at ske, og det kan være svært at se i øjnene. Men for dem, der ser sig selv i Starr og hendes liv, der er det at se i øjnene at du kan blive myrdet, og verden vil ikke yde dig retfærdighed, primært på grund af din hudfarve.

Udover at behandle Black Lives Matter, så giver den også et indblik i alle de måder systemet, rent strukturelt, er bygget så sorte har sværere ved at opnå den samme levestandard som hvide. Den forklarer, uden at fremmedgøre, hvor stor en forskel, det gør, om du er sort eller hvid, og hvor direkte livstruende det er. Den dømmer ikke, men den peger, uden at vige tilbage et eneste sekund, en insisterende finger mod uretfærdigheder, der ikke burde eksistere, men som gør det alligevel.

Det er også Starrs første skridt ind i aktivisme. Pludselig skal hun beslutte om hun tør sige sandheden på nationalt tv, og forsøge at få retfærdighed for Khalil.

Men det er også en virkelig rørende historie om familie, om balancen mellem at beskytte dem man elsker og gøre det, der føles rigtigt. Starrs familie er oprigtigt fantastisk, og jeg ville ønske det var min familie. De er ikke perfekte, men de elsker hinanden dybt, og med den slags kærlighed i ryggen kan man klare det meste.

Og så handler det om venskab, om at vide, hvornår en person ikke er god for en, og hvor meget man vil tillade før man siger stop.

Der er ufattelig meget at tage fat på med den her bog. Den kommer ind på virkelig mange emner, uden at det nogensinde virker unaturligt. Det er alt sammen vævet sammen til et slående, personligt portræt af en hverdag, med alle de bekymringer, og al den frygt, som millioner af mennesker må leve med, og som mange kan genkende, men som for mig er fremmed.

Og selvom den dækker et så tragisk emne, og har masser af øjeblikke, hvor man har lyst til at kigge væk (Thomas’ nådesløse ærlighed er virkelig imponerende), så er den også fuld af humor, fabelagtige, smukke og hjerteknusende hverdagsøjeblikke og en helt særlig varme, der gjorde jeg ikke kun undgå at elske den, eller de personer, den giver til mig.

Den er fyldt med liv. Starr, hendes familie eller hendes omgangskreds nægter at give op eller glemme, men insisterer på kampen om livet og retfærdigheden. Og Thomas inviterer os til at kæmpe med dem.

Der er intet ved den her roman, jeg ikke kunne lide, og jeg er så begejstret for at Angie Thomas har fået sin debut. Hvad end hun kommer med næste gang, så skal jeg læse det, for det her er ikke bare en vigtig roman, det er en fucking god roman.

dsc_0312-2

dsc_0322-2

 

“History is all you left me” af Adam Silvera

History is all you left me af Adam Silvera, udgivet: 2017, sider 292, Simon & Schuster, English review.

dsc_0124-1

dsc_0139-1

I just want you to remember things the way I do. And if bringing up the past annoys you […] know that I’m sorry, but please don’t be mad at me for reliving all of it. History is all you left me.

Adam Silvera er alt for god til at skrive romaner, der skærer mig direkte i hjertet og nægter at holde op. En eller anden dag, så skriver han måske en glad bog. Det er ikke den her.

History is all you left me handler om den 17-årige Griffin, hvis verden bryder sammen, da hans ekskæreste Theo dør. Det var meningen at de to, engang i fremtiden, skulle finde sammen igen og starte forfra. Men nu står Griffin  i stedet tilbage i en Theo-løs verden med sin sorg, og den eneste, der måske kan forstå, hvad han går igennem, er den eneste, Griffin ikke ønsker at tale med; Jackson, Theos nye kæreste.

Alligevel drages de mod hinanden, og indgår en skrøbeligt, men nødvendig alliance. Sammen navigerer de en verden uden Theo, en verden af sorg og smertefulde minder. Men måske kan de sammen finde en måde at hele på, en måde at bevæge sig igennem sorgen.

Den er fortalt med Silveras sædvanlige øje for hjerteknusende detaljer, og karakterer, der virker så ægte, man lider endnu mere på deres vegne. Og hans sprog, der er den perfekte blanding af nede på jorden og “ram mig lige i hjertet med en syl”.

Det er en sindssygt rørende roman. Blandt andet fordi den er skrevet i en slags endeløs samtale med Theo. Hele romanen er adresseret af Griffin til Theo, og Griffin er derfor ikke den mest pålidelige fortæller, men det er ikke så vigtigt. For det her er Griffins historie, mest af alt. Det her er hans opgør med fortiden, med Theo og med sit eget hjerte.

Den skifter mellem fortiden, hvor vi lærer om han og Theos forhold, først som venner, så som kærester og til sidst som ekskærester, og så nutiden, hvor Theo er død, og Griffin er efterladt med deres familier, deres fælles bedste ven, Wade, der spiller en større rolle end han kan indrømme… og Jackson.

Jo mere Griffin får arbejdet sig gennem sin sorg, jo mere af deres historie tør han se i øjnene – og jo mere af sin egen historie, tør han stå ved.

En vigtig del af Griffin og hans historie er hans OCD og tvangstanker. Det er baseret på Silveras egne oplevelser med OCD, og det var et virkelig vigtigt element, blandt andet fordi det giver et nuanceret og forklarende indblik i en psykiatrisk lidelse, mange af os har et forskruet eller misforstået billede af. Men også fordi Griffin ikke kun kæmper med sin sorg, men også med sine tvangstanker, og må indse at han ikke kan kæmpe med nogle af delene alene.

Måske er det lidt en roman om, hvor uduelige vi mennesker er, hvis ikke vi har andre, der kan hjælpe os, støtte os og elske os. Og om hvor vigtigt det er, at turde tage imod det andre har at give.

There’s nothing wrong with someone saving my life, I’ve realized, especially when I can’t trust myself to get the job done right. People need people. That’s that.

Selvfølgelig handler den også om kærlighed, om sorg og om at miste nogen, man troede man skulle beholde hele livet. Om hvad der sker, når ens første kærlighed forlader en alt for tidligt. Men det er også en roman om nye begyndelser, om accept af sig selv, og endnu mere kærlighed. Slutningen var en (positiv) overraskelse, og hævede bogen til et andet niveau.

Jeg ville dog ønske den havde haft mere af Wade. Han var min yndlings.

dsc_0136-1

dsc_0134-1

 

“Alt eller Intet” af Nicola Yoon

Alt eller Intet (originalt: Everything, Everything) af Nicola Yoon, oversætter: Lea Carlsen Ejsing, udgivet: 2014, 317 sider, Forlaget Carlsen, English review. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0104-1

Madeleine Whittler er 18 år og har aldrig nogensinde været udenfor det hus hun bor i sammen med sin mor. Hun drømmer tit om det, om hvordan verden vil dufte og se ud, hvordan det ville være at bevæge sig blandt andre, normale, raske mennesker.

Men Madeleine er ikke rask, hun er meget syg, og hvis hun gik udenfor, så ville hun dø. Hun er nemlig allergisk overfor verden. Så de eneste mennesker hun ser regelmæssigt er sin mor og sygeplejersken Carla. Hele huset er en boble af filtreret luft og isolation fra omverdenen, så ingen bakterier slipper ind. Og for Madeleine er det et okay liv.

Det ændrer sig da Olly flytter ind i huset overfor. Selvom de ikke kan mødes, så opstår der er et venskab mellem dem. De chatter, mailer og snakker om livet. Og snart er det ikke nok blot at se ham på afstand, gennem ruden og computeren. Så han kommer på besøg. Så rører de hinanden.

Og pludselig er Madeleines begrænsede verden slet ikke nok. Pludselig stiller hun spørgsmålstegn ved det liv hun har levet, og om det nogensinde kan være nok.

Det er en roman om at vælge hvorvidt man vil leve et sikkert, trygt og tilfredsstillende liv, eller om man vil turde risikere alting – selv livet – for måske at være lykkelig, blot for en stund.

Selvom Madeleine er syg, så er hendes oplevelser med den første kærlighed, med at trodse sin mor og vælge sit eget liv meget genkendeligt. Vi har alle været der, selvom vi andre satte en del mindre på spil end Madeleine.

Mit eneste problem med den var, at den blev ret urealistisk til sidst. Der er et plot twist, som man måske gætter og måske ikke, men som i hvert fald ændrer bogen markant (jeg havde glemt, jeg vidste, hvad dette twist var, før jeg satte mig ned med bogen, ups). Og det virkede voldsomt urealistisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det ødelagde det en lille smule for mig, for det havde, indtil det punkt, været en virkelig fin og også hjerteskærende roman. Det er den stadig, men jeg har sværere ved at tro på den.

Madeleine og Olly faldt måske også lidt for hurtigt for hinanden, men så igen, det var vist sådan det foregik da man var 18 år og kærligheden stadig var helt ny og forvirrende.

Alt eller Intet er i sidste ende måske en tand for urealistisk, men dog stadig en inspirerende og charmerende fortælling om den første kærlighed, og om at vælge, hvilket liv man tør satse på. Og så er den fyldt med fine illustrationer, der gjorde historien lidt mere unik, end den ellers havde været.

Jeg er i hvert fald glad for at have læst min første Nicola Yoon roman, nu skal jeg bare have fat i Solen er også en stjerne!

dsc_0105-1

dsc_0114-1

“Juliet Takes a Breath” af Gabby Rivera

Juliet Takes a Breath af Gabby Rivera, udgivet: 2016, 193 sider, Riverdale Avenue Books, English review. Anmeldereksemplar fra Netgalley og forlaget.

dsc_0100-1

We lived loud and hard against a neighborhood built to contain us. We moved like the earth pushing its way through cement sidewalks.

Juliet Takes a Breath er en vigtig bog. Ikke blot fordi den tør så ufatteligt meget, men fordi den bare siger “fuck it” og gør det.

Juliet står foran sit livs, måske, vigtigste sommer. Hun skal forlade Bronx og til Portland, for at arbejde som assistent for det feministiske ikon Harlowe Brisbane, hvis bog, Raging Flower, ændrede Juliets liv. I Raging Flower fandt hun en verden, hun ikke kendte til, en verden af feminisme, af kamp mod patriarkiet og “kvinde elsk din krop” idealisme. Alt det en ung, puertoricansk lesbisk teenager har brug for.

Eller næsten alt. For Juliet håber, at en sommer i selskab med Harlowe kan lære hende endnu mere; om at være kvinde, feminist, lesbisk, og en helt almindelig ung pige fuld af usikkerhed, skam og mod.

Det kunne let have været en historie om at komme ud som lesbisk til sin familie, men det er noget af det første Juliet gør inden hun tager til Portland. Dermed handler romanen også om de konsekvenser, der følger med det valg – og den glæde og smerte det kan give.

Det er heller ikke en kærlighedshistorie, selvom det lidt var det, jeg forventede. Der er  masser af kærlighed i den, kærlighed mellem Juliet og piger, mellem Harlowe og Maxine, mellem Juliet og hendes familie. Der er kærlighed alle vegne. Men det handler ikke om at Juliet finder sammen med den eneste ene. Hvis det er en kærlighedshistorie, så handler den om at Juliet forelsker sig i sig selv.

All of the moments where I was made to feel like an outsider in a group that was supposed to have room for me added up and left me feeling so much shame.

Romanens centrum er Juliet, og  hvordan hun finder hen til sig selv, gennem modgang og medgang, og ser hvem hun er på den anden side. For det går langsomt op for Juliet at feminisme er ikke bare én ting, det er rigtig mange ting – og den kamp Harlowe Brisbane, en hvid kvinde, kæmper, er anderledes fra den kamp, som Juliet, en brun lesbisk amerikansk puertoricaner, kæmper. Der vil altid være overlap, områder, hvor kvindekampen er den samme for alle kvinder, men der er også områder, hvor det at være hvid er et privilegium man skal være opmærksom på.

Det er også en roman, der smider om sig med begreber, og Juliet er lige så forvirret, som alle os andre var, dengang hele den verden af feminisme og ligestilling åbnede sig for os, og vi indså hvor kompleks og nuanceret en verden det er. Som en introduktion er den fænomenal, specielt fordi den har fokus på en ung lesbisk pige fra immigrant forældre, og derfor automatisk har fokus på alle problematikkerne ved feminisme, når den bliver for hvid, og det at finde sin queer identitet i et meget hvidt rum, hvor racisme vil forekomme, ligemeget hvor velmenende de andre er.

‘We have three days to love you good […] and discuss the importance of naming racism when it comes for you unexpectedly in the form of a mentor, a lover, or someone who exists in the gray areas.’

Mest af alt, så er det bare en virkelig fantastisk fortælling om at finde sig selv, acceptere sig selv, og om at være ung, forvirret og føle at den verden man kendte, er ved at blive vendt på hovedet. Juliet ender et helt andet sted end hun troede hun ville, men med erfaringer, der vil vare et helt liv, og med en identitet, der altid vil være under forandring.

Den er skrevet med humor, varme, et kritisk øje, og så har den et virkelig, virkelig vigtigt budskab. Den har faktisk flere. Den er ikke perfekt, og indimellem kan den måske føles lidt for prædikende, men ignorer den følelse, og læs videre.

For der intet at tabe ved at læse den her bog. Virkelig intet.

Maybe I wasn’t such a freak, feminist, alien dyke after all. I was part of this deep-ass legacy and history of people fighting to be free.