“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon

“When Dimple Met Rishi” af Sandhya Menon, udgivet: 2017

DSC_0697-2

DSC_0700-1

Hvis du sidder og mangler en sød, strålende og sommerdejlig roman at nyde i solen, så kan jeg absolut anbefale When Dimple Met Rishi. Den smeltede mit hjerte og gjorde mig glad indeni fra første til sidste side. Og så har den nok en af mine yndlingsforsider nogensinde. Den gør mig ufatteligt glad at se på.

Hovedpersonen er Dimple, der elsker at programmere. Hun er henrykt da hendes forældre giver hende lov til at deltage i et seks-ugers programmerings forløb, Insomnia Con, hvor hun kan være heldig at møde sit idol, web-geniet Jenny Lindt. Hun er så henrykt, hun ikke overvejer, hvorfor det var så nemt at få dem til at sige ja.

Det viser sig, at Insomnia Con er en undskyldning for at Dimple kan møde Rishi, den fyr hendes forældre har arrangeret potentielt ægteskab med. Han er, hvad Dimple ville kalde “the Ideal Indian Husband”. Rishi er spændt på at møde Dimple, og lære hende at kende, der er bare ingen, der har fortalt ham, at Dimple ikke aner, hvem han er. Han tror, hun ved, de skal mødes. Dimple har aldrig hørt om ham før i sit liv. Deres første møde er… akavet.

Dimple er umiddelbart imod Rishi, hun er alt det, hun ikke har brug for, men hun kan heller ikke bebrejde ham, at han er blevet ført bag lyset af hendes forældre. Så hun beslutter at et venskab ikke kan skade, problemet er bare det snart udvikler sig til at være meget mere. Sammen forsøger de at forene deres forældres forhåbninger og drømme for fremtiden med deres egne.

Dimple og Rishi er meget forskellige karakterer, der kommer fra samme baggrund, men har vidt forskellige forhold til den baggrund. Dimple har kun øje for sine studier og sin fremtidige karriere som programmør og webdesigner, og intet – ingen mand, ingen familie, ingen traditioner – skal stå i vejen for hende. Begge er stolte af deres forældre og deres kultur, men for Rishi spiller den en bestemt stort rolle i hans liv. Han er stolt af sin kultur og historie, og den to-delte position han har i verden, som både indisk og amerikansk. Han finder en tryghed og skønhed i traditionerne og ser en vidunderlig mulighed i Dimple og et ægteskab mellem dem, mens det for Dimple er mere en klods om benet. Sammen forsøger de at navigere en verden, de i stigende grad må gøre deres egen.

Dimple mener romantik er uforenelig med en karriere, men jo tættere på Rishi hun kommer, jo mere bliver hun i tvivl om sine prioriteter. Rishi er draget af Dimples mod, og den måde hun tør jage efter sine drømme uden at tænke på konsekvenserne, og uden at lade sig stoppe.

Det er en virkelig fin, eftertænksom roman med to fantastiske hovedpersoner, der hver har sin charme. Jeg var vild med Dimples stædige insisteren på at følge sine drømme, og jeg så meget af mig selv, i den måde hun havde en bestemt idé om fremtiden og nægtede at vige fra den. Sådan var jeg selv, og det er så velkendt en følelse. Jeg blev også umådeligt charmeret af Rishi, og tabte totalt mit hjerte til ham. Åh, jeg ville ønske jeg havde mødt (eller en dag møder) en fyr som ham. Han er totalt dåne-værdig, men ikke overvældende perfekt. Han er realistisk og vidunderlig. Han holder sig også til en bestemt idé om, hvordan hans liv skal se ud, og viger ikke fra den, selvom det betyder han ender med at ofre meget af sig selv og sin personlige frihed.

Det bliver dog besværliggjort, når man ender med at falde for en kvinde, der ikke passer ind i den fremtid, man havde udset sig selv. En kvinde, der insisterer på, at også du følger dine drømme, og ikke går på kompromis.

Jeg ville ønske, der havde været lidt mere fokus på selve Insomnia Con og den app Dimple og Rishi skal programmere for at vinde. Ikke fordi jeg går op i programmering, men fordi det er så stor en del af Dimples liv, og at give så få detaljer gør det indimellem lidt svært at tro på, at Dimple faktisk er så passioneret omkring det.

Intet kan dog ændre på, at jeg var vild med bogen. Sandhya Menon har skrevet en charmerende og vidunderlig roman om at forelske sig, følge sin drømme, og skrive sine egne regler, der hverken er dikteret af familie eller samfundet. Dimple og Rishi er fantastiske, og jeg var ked af at lægge dem fra mig, da jeg var færdig. De to kunne jeg læse om for evigt.

DSC_0695-2

DSC_0687-1

DSC_0686-2

“I Capture the Castle” af Dodie Smith

I Capture the Castle af Dodie Smith, org. udgivet: 1948, 410 sider, Red Fox/Randomhouse.

DSC_0616-1

DSC_0650-1

I Capture the Castle er en atmosfærisk, behagelig og udramatisk roman, der er fuld af naiv længsel efter noget, der ikke helt kan defineres. Kærligheden, måske, eller blot en fremtid, der er lige på kanten af horisonten.

På en forfalden borg i England bor Cassandra med sin familie. De har ingen penge, og deres liv er isoleret, men uden reelle farer eller bekymringer. De lever et stille, uproblematisk liv, hvor hver dag er som den forrige.

Indtil to pæne, unge amerikanske mænd flytter ind ved siden af – de rigtige ejere af borgen – og straks ser Cassandras ældre søster, Rose, en vej ud af fattigdommen. Hun og Cassandra overbeviser sig selv om, at i ægte Jane Austen stil, skal Rose blot gifte sig med en af dem og så er alle problemerne løst. Ingen af de to søstre har erfaring med kærligheden, og hjertets affærer viser sig at være langt mere komplekse end som så.

I Capture the Castle er skrevet som Cassandras dagbog. Hvis Rose er Jane Austen, så er Cassandra i højere grad en Brontë, med sine lange, smukke, detaljerede beskrivelser og fokus på de allerinderste følelser.

Det er dette fokus på detaljerne i deres liv, der skaber atmosfæren, og det er atmosfæren, der er så fængslende. Plottet er overraskende simpelt, og består egentlig af en romantisk fortælling og ellers en konstellation af forskellige små vanskeligheder, der skal overkommes og problemer, der skal forløses. Der er ingen trussel, udover hjertesorg, og det er i dette tilfælde nok. Borgen er nærmest sin egen karakter, og den engelske natur spiller også en betragtelig rolle, og danner begge en levende baggrund for Cassandra og Roses overgang fra barn til voksen. Hvilket ikke blot betyder at blive ældre, men også at turde følge sit hjerte – og ikke mindst forstå, hvad hjertet faktisk siger.

Beskrivelserne gjorde det største indtryk, men karaktererne var det, jeg holdt mest af. Lige fra Cassandras far, der er en excentrisk, skriveblokeret forfatter, til hans kone, Topaz, en kunstnerisk type, der holder af at vandre i naturen nøgen, til landsbyens godmodige præst, til de to pæne amerikanske mænd, Simon og Neil, og til romanens hovedpersoner, Cassandra og Rose. Og selvfølgelig den charmerende, hjælpeløst forelskede Stephen.

Der er noget vidunderligt over landsbystemningen og den rolige, ubekymrede verden, Cassandra er en del af. I løbet af romanen kommer der langsomt lidt mere på spil og en del af naiviteten går af både Cassandra og historien, men hverken hun eller den mister sit solskinsvæsen og optimisme.

Cassandras fortællestemme draperer alting i et romantisk skær, der gør oplevelsen langt mere utrolig og overbevisende end den ellers ville være. Der er intet realistisk over handlingen i I Capture the Castle, men Cassandra er på den anden side heller ikke den mest pålidelige fortæller. Der er igennem hele romanen en følelse af at være trådt ind i en dagdrøm, hvilket er en absolut vidunderlig følelse, når dagdrømmen er skrevet, som den her. Det er måske et produkt af anden verdenskrig, hvis skygge stadig har ligget over Europa da romanen blev udgivet.

Jeg må indrømme, jeg til sidst blev lidt træt af de uendelige beskrivelser. Jeg var klar til at komme videre med plottet, og det var en skam, for Smith skriver fantastisk, og bygger en atmosfære op, jeg egentlig ikke havde lyst til at forlade. Jeg savnede bare virkelig lidt mere handling til sidst.

Det ér en langsom bog, og det er meningen, den skal være det. Det er en del af atmosfæren og den stemning, romanen er afhængig af. Den handler om at træffe de første svære valg i livet, forelske sig, være subjekt for andres forelskelse, tilgive vores nærmeste, når de begår fejl, og endelig indse at livet bliver noget helt andet, end vi havde forestillet os. Det er en stille, skøn roman om at opleve en ny del af livet for første gang.

Den bliver lidt langsom indimellem, men den efterlod mig med en vidunderlig følelse af at have besøgt en bedre, mere romantisk verden, hvor det at blive voksen er at forlade ét eventyr for at starte et nyt. Den gav mig lyst til at ligge og mærke solen på dybgrønne marker, spise friske jordbær, og danse til Debussy med unge, pæne mænd (og kvinder) mens månen er fremme. Det er en dejlig fortælling at fortabe sig i.

DSC_0629-1

“The Upside of Unrequited” af Becky Albertalli

The Upside of Unrequited af Becky Albertalli, udgivet: 2017, 352 sider, Penguin. English review.

DSC_0466-1

DSC_0454-1

Der følger altid en hvis frygt med at læse en bog af en forfatter, hvis tidligere bøger du har elsket. Frygten for at blive skuffet, for ikke at forelske sig på samme måde igen.

Hvad nu hvis de har skrevet en dårlig bog? Becky Albertallis Simon vs The Homosapiens Agenda er en af mine absolut yndlingsbøger, så jeg var lidt ængstelig for The Upside of Unrequited.

Det var der ingen grund til.

The Upside of Unrequited handler om Molly, der har haft 26 crushes, men aldrig er blevet kysset af nogen. Hun er 17 år og mere end klar til at det skal ændre sig. På den anden side frygter hun lidt det aldrig kommer til at ske. Ikke kun på grund af hendes vægt, men det spiller en rolle. For Molly er ikke den gængse hvepse-tynde protagonist, hun er tyk. Gudskelov så hader hun ikke sin krop, en trope det ellers er let at falde i, Molly er mest af alt bange for at resten af verden vil hade den. Hun er vant til at blive dømt for sit udseende, at få nedladende kommentarer og så videre, men hun føler hun er kærligheden værd.

Så da to fyre begynder at vise interesse, den sexede hipster Will og den søde, men akavede fantasy nørd Reid, så beslutter Molly sig for endelig at tage chancen og risikere sit hjerte. Det viser sig dog at være en mere kompleks proces end som så.

Ikke mindst fordi hendes tvillingesøster, Cassie, har fundet sig sin første kæreste, Mina, og pludselig står de to søstre overfor den meget reelle risiko at de vil vokse fra hinanden. Når man hele livet har været hinandens vigtigste person, hvad sker der så, når en anden truer med at overtage den plads?

Det er en roman, der bare er så fucking bedårende og charmerende. Molly er en fantastisk protagonist, der hverken er for naiv eller fjollet, men virkede vildt realistisk. Mange af hendes tanker kunne jeg genkende fra mig selv, da jeg var på hendes alder. Usikkerheden omkring det første kys, sex og forhold generelt. De er en skræmmende størrelse, når man INGEN erfaring har.

Det er også en bog med et fantastisk diverst karaktergalleri. Der er Molly og Cassies to mødre, hvor af den ene er sort, og en af dem er biseksuel, Mina er koreansk-amerikansk og panseksuel, både Molly’s familie og Reids familie er jødiske, og selvom ingen af karaktererne er aseksuelle, så bliver det nævnt alligevel. Det var så forfriskende med en verden, der ligner virkeligheden. Det føltes på ingen måde tvunget eller overdrevet, bare naturligt.

Det er en af de ting Becky Albertalli gør allerbedst. Både i Simon og her. Hun forstår at skrive karakterer og historier, så de føles naturlige. Der er intet forceret eller urealistisk over den verden eller det plot, hun skaber. Det er vitterligt karakterer jeg tænker, jeg kunne støde på ude på gaden.

Man kan også tydeligt mærke hun har gjort noget ud af sine karakterer, de er ikke bare med for at fylde en diversitets kvote. Hun har undersøgt sit stof, og gjort det med respekt for dem, der faktisk skal spejle sig i disse karakterer. Og det betyder så uendeligt meget.

Mest af alt, så elskede jeg forholdet mellem Molly og Cassie, og Molly og Reid. Helt ærligt, så er Reid så latterligt charmerende, jeg havde lyst til at kysse ham selv. Åh. Kærligheden i den her roman er nok til at jeg selv får sommerfugle i maven, og ønsker mig (næsten) tilbage til dengang jeg var 17 og fuld af nervøsitet og forvirring.

Der er også enkelte cameos med karakterer fra Simon, og det gør mig så glad at vide, de to romaner og alle deres karakterer befinder sig i samme univers.

The Upside of Unrequited er et lille lysglimt i en ellers stigende mørk tid, den er et varmt kram fra en du holder af, den er fuld af glæde, mildhed, og charme. Ganske som Simon, så minder den mig om alt det bedste i verden. Og sådanne bøger kan vi ikke få nok af.

DSC_0473-1

DSC_0480-1

“Labyrinth Lost” af Zoraida Córdova

Labyrinth Lost af Zoraida Córdova, udgivet: 2016, 336 sider, Sourcebooks Fire. English review.

DSC_0397-2

DSC_0405-1

Jeg har glædet mig inderligt til at læse den her bog. Jeg vidste ikke engang præcis, hvad den handlede om, andet end noget med en biseksuel latinx hovedperson og magi. Det var også alt, jeg behøvede at vide.

Hovedpersonen Alex stammer fra en lang linje af brujas og brujos. Hendes mor kan magi, hendes søstre kan magi og hun selv er den mest magtfulde magiker i to generationer. Problemet er, at Alex hader sin magi. Hader den. På sin dødsdag, den dag hvor Alex egentlig bør acceptere sin magi fra sine forfærdre, forsøger hun i stedet at komme af med den for altid. Det går galt, og hun ender med at sende sin familie ned i Los Lagos, en dyster underverden, en verden imellem verdener. Selv er hun efterladt med Nova, en brujo hun ikke kender, men som er den eneste, der kan vise hende vej til hendes familie.

Som en moderne Dante og Virgil rejser de ned i Los Lagos, mod The Tree of Life og Alex’ familie. Men noget, eller nogen, er ude efter Alex og den kraft hun besidder, og Los Lagos er meget mere end bare en legende. Det er fyldt med skygger, ondskab og besidder sin helt egen magi.

Jeg var oprigtigt lidt blæst væk af den her roman. Jeg regnede med den ville være god, men jeg regnede ikke med, jeg ville blive helt så fanget af dens univers, som jeg blev. En del af det var absolut, at det her er en anderledes magisk fortælling, blot fordi den trækker på latinamerikanske myter, traditioner og legender. Det er på sin vis en meget traditionel fortælling om rejsen til underverdenen, men den får virkelig meget af, at det også er Alex’ dannelsesrejse.

At hendes familie er endt dernede er hendes skyld, og selvom hun hader sin magi, selvom hun ikke mener den medfører andet end død og ruin, så er hun nødt til at acceptere den som en del af hende selv, hvis hun vil overleve og befri sin familie. Det lyder meget banalt, men det er virkelig fantastisk gennemført, også fordi Córdova nægter at træde i nogle af de faldgruber det ellers ville være meget nemt at falde i. Hun har respekt for sin heltinde, respekt for hendes rationalitet og hendes følelser, og respekt for den historie hun forsøger at fortælle. Her er ingen billige troper eller triste klicheer. Ikke uden at de gives et twist i hvert fald.

Det fik mig til at indse, det faktisk ikke er særlig ofte i YA-romaner, jeg virkelig får følelsen af at den måde personerne og deres indre liv bliver portrætteret på føles realistisk, men det gjorde den her. Selvom vi er omringet af magi, af mytologiske væsener, af spøgelser, af dæmoner, så føltes det rigtigt. Historien føltes rigtig.

Det er også en oprigtigt innovativ roman, og Córdova udviser et stort talent for at opbygge en verden af det fantastiske og underfundige på en måde, der er rodfæstet i det realistiske. Magien er måske noget af min yndlingsmagi, jeg er blevet præsenteret for i fiktionen, fordi den kommer med en pris. Den er ikke bare givet frit. Der ér konsekvenser ved at bruge den eller forsøge at skubbe den fra sig, og de konsekvenser rækker langt dybere end man lige umiddelbart kan se.

Jeg var også vild med Rishi, Alex’ bedste ven, og Nova. Og Alex splittede følelser mellem dem. Nova, drengen hun ikke kender og ikke ved om hun kan stole på, men som risikerer sit liv for hende. Og Rishi, pigen der støttede Alex og troede på hende, selv da ingen andre gjorde. Og jeg var vild med Alex familie, hendes søstre og hendes mor. For det er også en historie om familie, om den arv vi er givet af vores historie, den pris den kommer med. Det kan både være en gave eller en forbandelse. Ofte begge.

Den slutter selvfølgelig også på en slags cliffhanger, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvad forklaringen er. Jeg er så henrykt over det her er en trilogi. Giv mig flere brujas, mere magi, mere kærlighed og mere af den her verden, af Alex og Rishi og Nova.

DSC_0399-1

DSC_0404-1

“Tell Me Again How A Crush Should Feel” af Sara Farizan

Tell Me Again How A Crush Should Feel af Sara Farizan, udgivet: 2014, 296 sider, Algonquin Young Readers. English review.

DSC_0389-1

Amerikansk-Iranske Leila går i high school, og gør sit bedste for at holde sig til sine venner og ikke skille sig for meget ud. For hun har en hemmelighed, noget ingen ved om hende: hun kan lide piger. Og det må meget gerne forblive en hemmelighed. Hun har ikke brug for at hele skolen behandler hende anderledes, eller taler bag hendes ryg, og hun har absolut ikke brug for at hendes traditionelle, iranske forældre finder ud af det.

Men da en ny pige, Saskia, dukker op på skolen, så falder Leila for hende ved første øjekast. Hun er alt det Leila gerne vil være, og alt det, hun ville ønske hun kunne få. Så da Saskia begynder at vise interesse i Leila, er det pludselig ikke så let at skjule alt det, hun føler for. Måske er det på tide at give slip.

Tell Me Again How A Crush Should Feel er en virkelig sød, virkelig fin roman om den første kærlighed, om at komme ud til omverdenen, og om den frygt, der er indbygget i at befinde sig indenfor LGTBQIA spektrummet. I det her tilfælde er Leilas frygt forstyrket af at hendes forældre er fra Iran, et land, hvor homoseksualitet er forbudt. Det er dog en frygt, som jeg tror mange queer personer føler, ligemeget hvem deres forældre er eller hvor de er fra. Frygten for at blive udstødt er der altid.

Men hendes iranske baggrund giver en anden konflikt, for også her føler Leila sig som en outsider. Ingen forstår helt den del af hendes liv, så da Saskia, der selv er biracial, kan tale med hende om det, så føler Leila sig for første gang virkelig set.

Mest af alt, så er det bare en rigtig god roman om at være teenager, om at navigere venskaber og romantik, om at beslutte hvem og hvad man vil være. Man begår så uendeligt mange fejl, man får sit hjerte knust, og man fortryder en masse, men det er også her, man ligger bunden for den person, man bliver. Hvor sårbar det end betyder man må være.

Leila tror hun har alle sine medstuderende regnet ud, men det viser sig hurtigt, at jo tættere på dem hun kommer, jo mindre viser det sig hun faktisk ved. Jo mere Leila regner sig selv ud, jo mere går det også på for hende at selv de personer, hun troede hun kendte allerbedst, har hemmeligheder, lidenskaber og drømme, hun ikke ved noget om.

Den mindede mig en del om Simon vs. The Homosapiens Agenda, og har rigtig mange af de samme elementer, uden at de dog føles ens. Det her er uden tvivl sin egen historie. Men hvis man nogensinde har ønsket sig en lesbisk version af Simon, så er den absolut her.

Eller hvis man som mig bare fucking elsker high school romances.

Det her er ikke en perfekt roman, men den var lige præcis, hvad jeg håbede den ville være. Jeg troede, jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til, men den overraskede mig faktisk også en smule. En dejlig, dejlig bog.

“History is all you left me” af Adam Silvera

History is all you left me af Adam Silvera, udgivet: 2017, sider 292, Simon & Schuster, English review.

dsc_0124-1

dsc_0139-1

I just want you to remember things the way I do. And if bringing up the past annoys you […] know that I’m sorry, but please don’t be mad at me for reliving all of it. History is all you left me.

Adam Silvera er alt for god til at skrive romaner, der skærer mig direkte i hjertet og nægter at holde op. En eller anden dag, så skriver han måske en glad bog. Det er ikke den her.

History is all you left me handler om den 17-årige Griffin, hvis verden bryder sammen, da hans ekskæreste Theo dør. Det var meningen at de to, engang i fremtiden, skulle finde sammen igen og starte forfra. Men nu står Griffin  i stedet tilbage i en Theo-løs verden med sin sorg, og den eneste, der måske kan forstå, hvad han går igennem, er den eneste, Griffin ikke ønsker at tale med; Jackson, Theos nye kæreste.

Alligevel drages de mod hinanden, og indgår en skrøbeligt, men nødvendig alliance. Sammen navigerer de en verden uden Theo, en verden af sorg og smertefulde minder. Men måske kan de sammen finde en måde at hele på, en måde at bevæge sig igennem sorgen.

Den er fortalt med Silveras sædvanlige øje for hjerteknusende detaljer, og karakterer, der virker så ægte, man lider endnu mere på deres vegne. Og hans sprog, der er den perfekte blanding af nede på jorden og “ram mig lige i hjertet med en syl”.

Det er en sindssygt rørende roman. Blandt andet fordi den er skrevet i en slags endeløs samtale med Theo. Hele romanen er adresseret af Griffin til Theo, og Griffin er derfor ikke den mest pålidelige fortæller, men det er ikke så vigtigt. For det her er Griffins historie, mest af alt. Det her er hans opgør med fortiden, med Theo og med sit eget hjerte.

Den skifter mellem fortiden, hvor vi lærer om han og Theos forhold, først som venner, så som kærester og til sidst som ekskærester, og så nutiden, hvor Theo er død, og Griffin er efterladt med deres familier, deres fælles bedste ven, Wade, der spiller en større rolle end han kan indrømme… og Jackson.

Jo mere Griffin får arbejdet sig gennem sin sorg, jo mere af deres historie tør han se i øjnene – og jo mere af sin egen historie, tør han stå ved.

En vigtig del af Griffin og hans historie er hans OCD og tvangstanker. Det er baseret på Silveras egne oplevelser med OCD, og det var et virkelig vigtigt element, blandt andet fordi det giver et nuanceret og forklarende indblik i en psykiatrisk lidelse, mange af os har et forskruet eller misforstået billede af. Men også fordi Griffin ikke kun kæmper med sin sorg, men også med sine tvangstanker, og må indse at han ikke kan kæmpe med nogle af delene alene.

Måske er det lidt en roman om, hvor uduelige vi mennesker er, hvis ikke vi har andre, der kan hjælpe os, støtte os og elske os. Og om hvor vigtigt det er, at turde tage imod det andre har at give.

There’s nothing wrong with someone saving my life, I’ve realized, especially when I can’t trust myself to get the job done right. People need people. That’s that.

Selvfølgelig handler den også om kærlighed, om sorg og om at miste nogen, man troede man skulle beholde hele livet. Om hvad der sker, når ens første kærlighed forlader en alt for tidligt. Men det er også en roman om nye begyndelser, om accept af sig selv, og endnu mere kærlighed. Slutningen var en (positiv) overraskelse, og hævede bogen til et andet niveau.

Jeg ville dog ønske den havde haft mere af Wade. Han var min yndlings.

dsc_0136-1

dsc_0134-1

 

“Alt eller Intet” af Nicola Yoon

Alt eller Intet (originalt: Everything, Everything) af Nicola Yoon, oversætter: Lea Carlsen Ejsing, udgivet: 2014, 317 sider, Forlaget Carlsen, English review. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0104-1

Madeleine Whittler er 18 år og har aldrig nogensinde været udenfor det hus hun bor i sammen med sin mor. Hun drømmer tit om det, om hvordan verden vil dufte og se ud, hvordan det ville være at bevæge sig blandt andre, normale, raske mennesker.

Men Madeleine er ikke rask, hun er meget syg, og hvis hun gik udenfor, så ville hun dø. Hun er nemlig allergisk overfor verden. Så de eneste mennesker hun ser regelmæssigt er sin mor og sygeplejersken Carla. Hele huset er en boble af filtreret luft og isolation fra omverdenen, så ingen bakterier slipper ind. Og for Madeleine er det et okay liv.

Det ændrer sig da Olly flytter ind i huset overfor. Selvom de ikke kan mødes, så opstår der er et venskab mellem dem. De chatter, mailer og snakker om livet. Og snart er det ikke nok blot at se ham på afstand, gennem ruden og computeren. Så han kommer på besøg. Så rører de hinanden.

Og pludselig er Madeleines begrænsede verden slet ikke nok. Pludselig stiller hun spørgsmålstegn ved det liv hun har levet, og om det nogensinde kan være nok.

Det er en roman om at vælge hvorvidt man vil leve et sikkert, trygt og tilfredsstillende liv, eller om man vil turde risikere alting – selv livet – for måske at være lykkelig, blot for en stund.

Selvom Madeleine er syg, så er hendes oplevelser med den første kærlighed, med at trodse sin mor og vælge sit eget liv meget genkendeligt. Vi har alle været der, selvom vi andre satte en del mindre på spil end Madeleine.

Mit eneste problem med den var, at den blev ret urealistisk til sidst. Der er et plot twist, som man måske gætter og måske ikke, men som i hvert fald ændrer bogen markant (jeg havde glemt, jeg vidste, hvad dette twist var, før jeg satte mig ned med bogen, ups). Og det virkede voldsomt urealistisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det ødelagde det en lille smule for mig, for det havde, indtil det punkt, været en virkelig fin og også hjerteskærende roman. Det er den stadig, men jeg har sværere ved at tro på den.

Madeleine og Olly faldt måske også lidt for hurtigt for hinanden, men så igen, det var vist sådan det foregik da man var 18 år og kærligheden stadig var helt ny og forvirrende.

Alt eller Intet er i sidste ende måske en tand for urealistisk, men dog stadig en inspirerende og charmerende fortælling om den første kærlighed, og om at vælge, hvilket liv man tør satse på. Og så er den fyldt med fine illustrationer, der gjorde historien lidt mere unik, end den ellers havde været.

Jeg er i hvert fald glad for at have læst min første Nicola Yoon roman, nu skal jeg bare have fat i Solen er også en stjerne!

dsc_0105-1

dsc_0114-1