“Tell Me Again How A Crush Should Feel” af Sara Farizan

Tell Me Again How A Crush Should Feel af Sara Farizan, udgivet: 2014, 296 sider, Algonquin Young Readers. English review.

DSC_0389-1

Amerikansk-Iranske Leila går i high school, og gør sit bedste for at holde sig til sine venner og ikke skille sig for meget ud. For hun har en hemmelighed, noget ingen ved om hende: hun kan lide piger. Og det må meget gerne forblive en hemmelighed. Hun har ikke brug for at hele skolen behandler hende anderledes, eller taler bag hendes ryg, og hun har absolut ikke brug for at hendes traditionelle, iranske forældre finder ud af det.

Men da en ny pige, Saskia, dukker op på skolen, så falder Leila for hende ved første øjekast. Hun er alt det Leila gerne vil være, og alt det, hun ville ønske hun kunne få. Så da Saskia begynder at vise interesse i Leila, er det pludselig ikke så let at skjule alt det, hun føler for. Måske er det på tide at give slip.

Tell Me Again How A Crush Should Feel er en virkelig sød, virkelig fin roman om den første kærlighed, om at komme ud til omverdenen, og om den frygt, der er indbygget i at befinde sig indenfor LGTBQIA spektrummet. I det her tilfælde er Leilas frygt forstyrket af at hendes forældre er fra Iran, et land, hvor homoseksualitet er forbudt. Det er dog en frygt, som jeg tror mange queer personer føler, ligemeget hvem deres forældre er eller hvor de er fra. Frygten for at blive udstødt er der altid.

Men hendes iranske baggrund giver en anden konflikt, for også her føler Leila sig som en outsider. Ingen forstår helt den del af hendes liv, så da Saskia, der selv er biracial, kan tale med hende om det, så føler Leila sig for første gang virkelig set.

Mest af alt, så er det bare en rigtig god roman om at være teenager, om at navigere venskaber og romantik, om at beslutte hvem og hvad man vil være. Man begår så uendeligt mange fejl, man får sit hjerte knust, og man fortryder en masse, men det er også her, man ligger bunden for den person, man bliver. Hvor sårbar det end betyder man må være.

Leila tror hun har alle sine medstuderende regnet ud, men det viser sig hurtigt, at jo tættere på dem hun kommer, jo mindre viser det sig hun faktisk ved. Jo mere Leila regner sig selv ud, jo mere går det også på for hende at selv de personer, hun troede hun kendte allerbedst, har hemmeligheder, lidenskaber og drømme, hun ikke ved noget om.

Den mindede mig en del om Simon vs. The Homosapiens Agenda, og har rigtig mange af de samme elementer, uden at de dog føles ens. Det her er uden tvivl sin egen historie. Men hvis man nogensinde har ønsket sig en lesbisk version af Simon, så er den absolut her.

Eller hvis man som mig bare fucking elsker high school romances.

Det her er ikke en perfekt roman, men den var lige præcis, hvad jeg håbede den ville være. Jeg troede, jeg vidste præcis, hvad jeg gik ind til, men den overraskede mig faktisk også en smule. En dejlig, dejlig bog.

“History is all you left me” af Adam Silvera

History is all you left me af Adam Silvera, udgivet: 2017, sider 292, Simon & Schuster, English review.

dsc_0124-1

dsc_0139-1

I just want you to remember things the way I do. And if bringing up the past annoys you […] know that I’m sorry, but please don’t be mad at me for reliving all of it. History is all you left me.

Adam Silvera er alt for god til at skrive romaner, der skærer mig direkte i hjertet og nægter at holde op. En eller anden dag, så skriver han måske en glad bog. Det er ikke den her.

History is all you left me handler om den 17-årige Griffin, hvis verden bryder sammen, da hans ekskæreste Theo dør. Det var meningen at de to, engang i fremtiden, skulle finde sammen igen og starte forfra. Men nu står Griffin  i stedet tilbage i en Theo-løs verden med sin sorg, og den eneste, der måske kan forstå, hvad han går igennem, er den eneste, Griffin ikke ønsker at tale med; Jackson, Theos nye kæreste.

Alligevel drages de mod hinanden, og indgår en skrøbeligt, men nødvendig alliance. Sammen navigerer de en verden uden Theo, en verden af sorg og smertefulde minder. Men måske kan de sammen finde en måde at hele på, en måde at bevæge sig igennem sorgen.

Den er fortalt med Silveras sædvanlige øje for hjerteknusende detaljer, og karakterer, der virker så ægte, man lider endnu mere på deres vegne. Og hans sprog, der er den perfekte blanding af nede på jorden og “ram mig lige i hjertet med en syl”.

Det er en sindssygt rørende roman. Blandt andet fordi den er skrevet i en slags endeløs samtale med Theo. Hele romanen er adresseret af Griffin til Theo, og Griffin er derfor ikke den mest pålidelige fortæller, men det er ikke så vigtigt. For det her er Griffins historie, mest af alt. Det her er hans opgør med fortiden, med Theo og med sit eget hjerte.

Den skifter mellem fortiden, hvor vi lærer om han og Theos forhold, først som venner, så som kærester og til sidst som ekskærester, og så nutiden, hvor Theo er død, og Griffin er efterladt med deres familier, deres fælles bedste ven, Wade, der spiller en større rolle end han kan indrømme… og Jackson.

Jo mere Griffin får arbejdet sig gennem sin sorg, jo mere af deres historie tør han se i øjnene – og jo mere af sin egen historie, tør han stå ved.

En vigtig del af Griffin og hans historie er hans OCD og tvangstanker. Det er baseret på Silveras egne oplevelser med OCD, og det var et virkelig vigtigt element, blandt andet fordi det giver et nuanceret og forklarende indblik i en psykiatrisk lidelse, mange af os har et forskruet eller misforstået billede af. Men også fordi Griffin ikke kun kæmper med sin sorg, men også med sine tvangstanker, og må indse at han ikke kan kæmpe med nogle af delene alene.

Måske er det lidt en roman om, hvor uduelige vi mennesker er, hvis ikke vi har andre, der kan hjælpe os, støtte os og elske os. Og om hvor vigtigt det er, at turde tage imod det andre har at give.

There’s nothing wrong with someone saving my life, I’ve realized, especially when I can’t trust myself to get the job done right. People need people. That’s that.

Selvfølgelig handler den også om kærlighed, om sorg og om at miste nogen, man troede man skulle beholde hele livet. Om hvad der sker, når ens første kærlighed forlader en alt for tidligt. Men det er også en roman om nye begyndelser, om accept af sig selv, og endnu mere kærlighed. Slutningen var en (positiv) overraskelse, og hævede bogen til et andet niveau.

Jeg ville dog ønske den havde haft mere af Wade. Han var min yndlings.

dsc_0136-1

dsc_0134-1

 

“Alt eller Intet” af Nicola Yoon

Alt eller Intet (originalt: Everything, Everything) af Nicola Yoon, oversætter: Lea Carlsen Ejsing, udgivet: 2014, 317 sider, Forlaget Carlsen, English review. Anmeldereksemplar fra forlaget.

dsc_0104-1

Madeleine Whittler er 18 år og har aldrig nogensinde været udenfor det hus hun bor i sammen med sin mor. Hun drømmer tit om det, om hvordan verden vil dufte og se ud, hvordan det ville være at bevæge sig blandt andre, normale, raske mennesker.

Men Madeleine er ikke rask, hun er meget syg, og hvis hun gik udenfor, så ville hun dø. Hun er nemlig allergisk overfor verden. Så de eneste mennesker hun ser regelmæssigt er sin mor og sygeplejersken Carla. Hele huset er en boble af filtreret luft og isolation fra omverdenen, så ingen bakterier slipper ind. Og for Madeleine er det et okay liv.

Det ændrer sig da Olly flytter ind i huset overfor. Selvom de ikke kan mødes, så opstår der er et venskab mellem dem. De chatter, mailer og snakker om livet. Og snart er det ikke nok blot at se ham på afstand, gennem ruden og computeren. Så han kommer på besøg. Så rører de hinanden.

Og pludselig er Madeleines begrænsede verden slet ikke nok. Pludselig stiller hun spørgsmålstegn ved det liv hun har levet, og om det nogensinde kan være nok.

Det er en roman om at vælge hvorvidt man vil leve et sikkert, trygt og tilfredsstillende liv, eller om man vil turde risikere alting – selv livet – for måske at være lykkelig, blot for en stund.

Selvom Madeleine er syg, så er hendes oplevelser med den første kærlighed, med at trodse sin mor og vælge sit eget liv meget genkendeligt. Vi har alle været der, selvom vi andre satte en del mindre på spil end Madeleine.

Mit eneste problem med den var, at den blev ret urealistisk til sidst. Der er et plot twist, som man måske gætter og måske ikke, men som i hvert fald ændrer bogen markant (jeg havde glemt, jeg vidste, hvad dette twist var, før jeg satte mig ned med bogen, ups). Og det virkede voldsomt urealistisk, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Det ødelagde det en lille smule for mig, for det havde, indtil det punkt, været en virkelig fin og også hjerteskærende roman. Det er den stadig, men jeg har sværere ved at tro på den.

Madeleine og Olly faldt måske også lidt for hurtigt for hinanden, men så igen, det var vist sådan det foregik da man var 18 år og kærligheden stadig var helt ny og forvirrende.

Alt eller Intet er i sidste ende måske en tand for urealistisk, men dog stadig en inspirerende og charmerende fortælling om den første kærlighed, og om at vælge, hvilket liv man tør satse på. Og så er den fyldt med fine illustrationer, der gjorde historien lidt mere unik, end den ellers havde været.

Jeg er i hvert fald glad for at have læst min første Nicola Yoon roman, nu skal jeg bare have fat i Solen er også en stjerne!

dsc_0105-1

dsc_0114-1

“Juliet Takes a Breath” af Gabby Rivera

Juliet Takes a Breath af Gabby Rivera, udgivet: 2016, 193 sider, Riverdale Avenue Books, English review. Anmeldereksemplar fra Netgalley og forlaget.

dsc_0100-1

We lived loud and hard against a neighborhood built to contain us. We moved like the earth pushing its way through cement sidewalks.

Juliet Takes a Breath er en vigtig bog. Ikke blot fordi den tør så ufatteligt meget, men fordi den bare siger “fuck it” og gør det.

Juliet står foran sit livs, måske, vigtigste sommer. Hun skal forlade Bronx og til Portland, for at arbejde som assistent for det feministiske ikon Harlowe Brisbane, hvis bog, Raging Flower, ændrede Juliets liv. I Raging Flower fandt hun en verden, hun ikke kendte til, en verden af feminisme, af kamp mod patriarkiet og “kvinde elsk din krop” idealisme. Alt det en ung, puertoricansk lesbisk teenager har brug for.

Eller næsten alt. For Juliet håber, at en sommer i selskab med Harlowe kan lære hende endnu mere; om at være kvinde, feminist, lesbisk, og en helt almindelig ung pige fuld af usikkerhed, skam og mod.

Det kunne let have været en historie om at komme ud som lesbisk til sin familie, men det er noget af det første Juliet gør inden hun tager til Portland. Dermed handler romanen også om de konsekvenser, der følger med det valg – og den glæde og smerte det kan give.

Det er heller ikke en kærlighedshistorie, selvom det lidt var det, jeg forventede. Der er  masser af kærlighed i den, kærlighed mellem Juliet og piger, mellem Harlowe og Maxine, mellem Juliet og hendes familie. Der er kærlighed alle vegne. Men det handler ikke om at Juliet finder sammen med den eneste ene. Hvis det er en kærlighedshistorie, så handler den om at Juliet forelsker sig i sig selv.

All of the moments where I was made to feel like an outsider in a group that was supposed to have room for me added up and left me feeling so much shame.

Romanens centrum er Juliet, og  hvordan hun finder hen til sig selv, gennem modgang og medgang, og ser hvem hun er på den anden side. For det går langsomt op for Juliet at feminisme er ikke bare én ting, det er rigtig mange ting – og den kamp Harlowe Brisbane, en hvid kvinde, kæmper, er anderledes fra den kamp, som Juliet, en brun lesbisk amerikansk puertoricaner, kæmper. Der vil altid være overlap, områder, hvor kvindekampen er den samme for alle kvinder, men der er også områder, hvor det at være hvid er et privilegium man skal være opmærksom på.

Det er også en roman, der smider om sig med begreber, og Juliet er lige så forvirret, som alle os andre var, dengang hele den verden af feminisme og ligestilling åbnede sig for os, og vi indså hvor kompleks og nuanceret en verden det er. Som en introduktion er den fænomenal, specielt fordi den har fokus på en ung lesbisk pige fra immigrant forældre, og derfor automatisk har fokus på alle problematikkerne ved feminisme, når den bliver for hvid, og det at finde sin queer identitet i et meget hvidt rum, hvor racisme vil forekomme, ligemeget hvor velmenende de andre er.

‘We have three days to love you good […] and discuss the importance of naming racism when it comes for you unexpectedly in the form of a mentor, a lover, or someone who exists in the gray areas.’

Mest af alt, så er det bare en virkelig fantastisk fortælling om at finde sig selv, acceptere sig selv, og om at være ung, forvirret og føle at den verden man kendte, er ved at blive vendt på hovedet. Juliet ender et helt andet sted end hun troede hun ville, men med erfaringer, der vil vare et helt liv, og med en identitet, der altid vil være under forandring.

Den er skrevet med humor, varme, et kritisk øje, og så har den et virkelig, virkelig vigtigt budskab. Den har faktisk flere. Den er ikke perfekt, og indimellem kan den måske føles lidt for prædikende, men ignorer den følelse, og læs videre.

For der intet at tabe ved at læse den her bog. Virkelig intet.

Maybe I wasn’t such a freak, feminist, alien dyke after all. I was part of this deep-ass legacy and history of people fighting to be free.

“The Poison Eaters and Other Stories” af Holly Black

The Poison Eaters and Other Stories af Holly Black, udgivet: 2010, 224 sider, Big Mouth House, English review.

dsc_0539-1

Efter at have læst The Coldest Girl in Coldtown, som jeg virkelig godt kunne lide, så undersøgte jeg, hvad Holly Black ellers havde skrevet. Og hvad af det, jeg kunne sætte på min læseliste.

Det viste sig så, jeg allerede ejede endnu en af hendes bøger. Den her. Jeg havde aldrig fået den læst, da jeg er ret dårlig til novellesamlinger, men den var ret kort, og jeg havde brug for adspredelse på en solrig dag i Grækenland, så jeg gav den en chance.

Holly Black er for det første enormt dygtig til at drage læseren ind fra allerførste øjeblik. Grunden til jeg ikke læser så mange novellesamlinger er, at jeg ikke er god til at skifte hurtigt fra en kort historie til en anden. Men Black fangede mig ind i sine mærkværdige fortællinger nærmest fra første ord.

Det er en  meget fin samling af sære, magiske, fantastiske og finurlige fortællinger. Der er feer, okkulte ritualer, vampyrer og coldtowns, shapeshifting, giftige søstre og farlige forhandlinger med djævelen.

Hendes urban fantasy fortællinger fungerer allerbedst, synes jeg. Her har hun virkelig en stemme, der slår igennem og kommer med fortællinger, der gør indtryk. Men alle novellerne var interessante og flød på ingen måde ind i hinanden, hvilket ellers let kan ske. De var nemme at skelne fra hinanden, og fyldte mig med hver deres særegne stemning.

Det var også en overraskende behagelig læseoplevelse, hvilket jeg var glad for, men som i sidste ende går lidt imod, hvad jeg tænker en novellesamling skal gøre. Det var magiske, underlige og mærkværdige fortællinger, ja, men de chokerede mig ikke eller overraskede mig på nogen måde. Der var ingen vilde twists eller voldsomme slutninger.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men en af de ting, jeg virkelig synes noveller kan, er at fjerne ens fornemmelse af tryghed. De trækker dig så hurtigt afsted, og deres længde giver, underligt nok, en følelse af at alt kan ske. At intet er givet, og at her er verdener, hvor ingen kan vide sig sikker.

Det udnyttede bogen ikke helt til fulde. Den er dog stadig værd at læse, både for fans af Holly Black og for dem, der holder af magiske fortællinger og YA.

dsc_0592-2

“Everything Leads To You” af Nina Lacour

Everything Leads To You af Nina Lacour, udgivet: 2015, 307 sider, Penguin Random House, English review.

dsc_0644-1

When you love someone, you are sure. You don’t need time to decide. You don’t say stop and start over and over, like you’re playing some kind of sport. You know the immensity of what you have and you protect it.

Den her roman gjorde mig først og fremmest bare glad. Den er så fin og håbefuld, og fuld af hverdagens skønhed. Omend en smule urealistisk, men det var måske faktisk én af de ting, jeg så godt kunne lide. Det er en pastel-farvet drøm om kærlighed og hverdagens små glæder.

Hovedpersonen Emi er lige blevet færdig med high school, og har lånt sin brors lejlighed over sommeren på én betingelse: der skal ske noget episk i den. Så da Emi får tilbudt drømmejobbet som set designer for en indie film, så siger hun straks ja. Samtidigt har hun i en gammel Hollywood stjernes hjem fundet et brev, der leder hende til filmstjernens barnebarn, Ava.

Og pludselig er det at lave en film måske ikke det mest fantastiske, der kommer til at ske den sommer.

Måske er det Ava.

Det er en virkelig fin, hjertevarm roman, der formår at blande lidt mere alvorlige emner, som at være lesbisk og have en familie, der ikke kan accepterer det, om ikke at kende sin egen fortid, og om at være ung og forvirret over, hvad der skal blive af en – hvor man ender og med hvem. Når man er 18 virker det som om hele livet er foran en, og samtidigt som om man burde have regnet det hele ud allerede.

Det er en roman, jeg mest kan tænke på i billeder. Måske er det fordi Emi er set designer, og hendes sets bliver beskrevet i ret fine detaljer. Resten af bogen består også af fantastiske øjebliksbeskrivelser. Af Ava i sin oplysende skønhed, og af det filmiske potentiale, som hele romanen rummer. Man kan mærke at det, at de arbejder på en film, har præget den måde romanen er skrevet på. Det er både en total romantiseret og idealiseret historie, men samtidigt så forstår den også godt, at det er det, den er. Og så blander den ret konkrete, triste og meget realistiske ting, der i sidste ende fik det til at føles, som en meget ægte, ærlig fortælling. Den vil gerne vise os, at virkeligheden altid trumfer fiktionen – ligemeget hvor skinnende ren og smuk den sidstenævnte er.

Den er ikke ude på at give et hyperrealistisk billede af ung kærlighed. Den giver os halvt drøm, halvt virkelighed, i sarte farver og behagelige stemningsbilleder, der indimellem drejer hen på livets mere hårde sider. Den fortæller os, at når livet virkelig er godt, så er det bedre end alt, hvad fiktionen byder os.

Den kunne meget let gå hen og blive klichéfyldt – på trods af, at det er to kvinder, der forelsker sig – men der er nok interessante, unikke detaljer til at romanen føles som helt sin egen. Jeg elskede f.eks. Emis forældre, og jeg elskede historien i den film, Emi, Ava og Charlotte arbejder på, jeg elskede Clyde, og jeg var vild med Emis og Charlottes forhold. Nina Lacour skaber med meget sikker hånd et univers, der på ingen måde er et billede af virkeligheden, men som samtidigt føles som om, det kunne være det. Og det er magien.

En virkelig dejlig historie, der lidt havde en Anna og det Franske Kys vibe. Det er samme slags totalt urealistiske, men samtidigt ufatteligt forførende univers, som man ikke kan lade være med at falde hovedkulds ind i.

dsc_0650-1

“Hvis jeg var din pige” af Meredith Russo

Hvis jeg var din pige (originalt: If I was your girl) af Meredith Russo, oversætter: Lotte Kirkeby Hansen, udgivet: 2016, 304 sider, Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof, English review.

dsc_0334-1

dsc_0553-1

Jeg er en cis-kvinde, altså ved jeg intet om at være transkønnet eller hvad, det måtte indebære af erfaringer og følelser. Det er dette perspektiv, jeg skriver ud fra. Har jeg skrevet noget forkert eller sårende, så ret mig endelig. 

Det her er en af de bøger, som man kan anbefale alle. Fordi den rører så dybt, fordi den udvider ens forståelse så meget, og fordi det reelt bare er en virkelig god bog.

Den handler om Amanda, der er transkønnet og engang blev kaldt Andrew. Efter et specielt brutalt, hadefuldt overfald, beslutter Amanda og hendes mor at hun skal flytte hjem til sin fremmedgjorte far, som hun ikke rigtig har talt med i 6 år.

Amanda har aldrig rigtig kendt andet end ensomhed og had, så da hun ankommer til Lambertville, har hun svært ved at tro på, at hun kan passe ind. Selvom disse nye mennesker aldrig har kendt hende som andet end Amanda – og Amanda gør sit bedste for at holde det sådan – hvad ville de så gøre, hvis de fandt ud af sandheden?

På trods af sine bedste forsøg på at holde lav profil, så får Amanda ret hurtigt venner – virkelig gode venner. Og Grant. Grant, der giver hende sommerfugle i maven og et lille bitte spinkelt håb om at måske, bare måske, så er der en fremtid for hende, der ikke er hverken ensom eller trist. Men fyldt med kærlighed og glæde.

Det er en roman om identitet – om at stole på at andre kan acceptere den man er, men også om at stå ved den man er, selv når verden vender sig mod en. Mere end det så handler den om kærlighed. Om at turde tro på, at man er værdifuld nok til at blive elsket, og om at tillade sig selv, efter så megen modgang, at knytte sig til andre, at tro på deres venskab, at tro på de vil en det bedste.

Det var det, der var allermest rørende. For det her er ikke en roman om at finde romantisk kærlighed, men om at tro på, at man er alle former for kærlighed værd. Og det er man. Ligemeget hvem man er eller har været, så har man altid fortjent kærlighed. Specielt er det en vigtig bog, fordi Russo skriver ud fra egne erfaringer. Selvom hendes og Amandas oplevelser har været markant anderledes, så er der et vigtigt godt indblik i, hvad det vil sige at være transkønnet og hvilke følelser, problematikker og erfaringer, det bærer med sig. På godt og ondt.

Den del af bogen, der rørte mig mest, havde faktisk intet med Grant at gøre. Det var i stedet alle interaktionerne mellem Amanda og hendes far, og Amanda og hendes nye veninder. Måske er det tanken om, at kærester kan man altid finde, mens familie og venskaber holder “evigt”. I hvert fald ramte det mig lige i hjertet. Specielt den sidste scenen med Amanda og hendes far. Det er disse personers åbne arme, der giver Amanda modet til at åbne sit hjerte, og stole på fremtiden. Og det er en smuk fortælling.

En virkelig, virkelig god bog, som jeg er glad for, så hurtigt er blevet oversat til dansk. Forhåbentlig når den ud til unge, der kunne have gavn af historier som denne – og ellers bare til alle, der er glade for YA; læs den her bog.

dsc_0595-1

dsc_0573-1